Indlæg tagget med ytringsfrihed

Pennen er stærkere end sværdet

8. januar 2015

Endnu en kommentar til tragedien i Paris.

Uofficiel Banksy-kommentar til dagen i går

8. januar 2015

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhÃ¥nden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, sÃ¥ er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For mÃ¥ske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, sÃ¥ har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter mÃ¥ misunde virkeligheden – men ogsÃ¥ et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler pÃ¥ Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for sÃ¥vel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min pÃ¥stand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, sÃ¥ er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel pÃ¥, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker pÃ¥ den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg pÃ¥ at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora pÃ¥ dens mest sÃ¥rbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den mÃ¥de, der bedrives humaniora pÃ¥ anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun sÃ¥ at sige den forløjede selvforstÃ¥else, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun pÃ¥viser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse gÃ¥r hun ogsÃ¥ i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal fÃ¥ det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, nÃ¥r hun pÃ¥peger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ’skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen pÃ¥ humaniora pulveriseres ogsÃ¥ af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under pÃ¥skud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt pÃ¥ dit og dat, men fÃ¥r aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forrÃ¥der alt det, et universitet skulle stÃ¥ for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet fÃ¥r man en overbygning pÃ¥ det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere Ã¥r siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom pÃ¥, at man havde forvandlet universitetets forskoleÃ¥r til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, sÃ¥ spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og nÃ¥r teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau ogsÃ¥ gør opmærksom pÃ¥ – at uddannelserne pÃ¥ den mÃ¥de kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion pÃ¥ artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en sÃ¥kaldt “pÃ¥tænkt advarsel” fra Ã…rhus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘pÃ¥tænkt’ i den forstand, at den først realiseres, nÃ¥r Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx mÃ¥ hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gÃ¥ til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og sÃ¥ videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg pÃ¥ at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har sÃ¥vel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken pÃ¥ humaniora, sÃ¥ er der ogsÃ¥ tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstÃ¥s som en magtbestræbelse pÃ¥ at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregÃ¥ pÃ¥. Men som formanden for studenterrÃ¥det allerede har pÃ¥peget, sÃ¥ er det vigtigt at fÃ¥ debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man ogsÃ¥ forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, sÃ¥ handler den offentlige debat og kritik om, at man her ogsÃ¥ kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer pÃ¥. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstÃ¥ende havde jeg endnu ikke fÃ¥et læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstÃ¥ende debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er pÃ¥ mange mÃ¥der den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

NÃ¥, men sÃ¥ kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i gÃ¥r ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er sÃ¥ ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA stÃ¥r for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den sÃ¥kaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt pÃ¥ ACTA, men det er der sÃ¥ meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen pÃ¥ ophavsretsomrÃ¥det. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den sÃ¥kaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men ogsÃ¥ om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx gÃ¥r ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at fÃ¥ aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

Nigger! Nigger! og Nigger! – Mark Twain og moralismens overdrev

6. januar 2011

Den amr. forfatter Mark Twains fortælling om den omflakkende skarnsknægt Huck, “Adventures of Huckleberry Finn”, har for længst fÃ¥et status af litterær klassiker i amerikansk littertur. Og det, selv om den altid (eller mÃ¥ske netop derfor), har været genstand for polemik pÃ¥ grund af sin – for puritanere – frimodige, umoralske og uciviliserede fortælling. Nu er bogen sÃ¥ blevet udsat for censur af et forlag i Alabama, NewSouth Books, der har fjernet det ‘politisk ukorrekte’ ord nigger og erstattet det med ordet ’slave’. Ialt 219 gange.

For en puritansk hjerne kan det forekomme at være en lille, ubetydelig skønhedsoperation. Men det er det langtfra. Der er tale om en form for censur, der berøver værket noget af dets historie. Et stykke historie, som i den grad er forbundet med Amerikas historie: racismen og dets aftryk i sproget. Ikke dermed sagt, at Mark Twain var racist. Nej, men det samfund, han beskrev, var dybt racistisk – og det amerikanske sprog registrerede det. Selvfølgelig. Substitutionen af nigger med slave er altsÃ¥ udtryk for en fortrængning af vital del af Amerikas historie. En dimension, der gÃ¥r helt tilbage til slaveriets indførelse og stadigvæk den dag i dag spøger i det amerikanske samfund.

Det paradoksale er, at fjernelsen af ordet ogsÃ¥ er en kastration af det twainske værks samfundskritiske opbyggelighed. For fortællingen om ballademageren Huck er ikke alene en morsom fortælling, men ogsÃ¥ indirekte en kritik af det amerikanske samfund og dets indretning dengang. I den sammenhæng er ordet ‘nigger’ ikke alene udtryk for Twainsk realisme, men ogsÃ¥ kritikkens dybde.

Det lille forlags maltraktering af et af verdenslitteraturens hovedværker sættes i relief af den aktuelle debat om den censur, som det store medieforetagende Apple foretager, nÃ¥r det fx afviser en svensk tegneserie, fordi den er for frimodig i sine seksuelle beskrivelser og ordvalg – og i det hele taget forbeholde sig ret til at afgøre, hvad der kan læses af litteratur pÃ¥ IPod, IPad osv. Det er faktisk ret bekymrende og skræmmende, at et stort, amerikansk, ja, internationalt firma, sÃ¥dan kan ophøje sig selv til overstatslig, moralsk (og politisk?) censor i vores hemisfære, hvor demokrati og ytringsfrihed ellers er “værdier”, vi gÃ¥r i krig for.

Ikke uden grund er den form for censur blevet sammenlignet med det, der skete bag jernmuren – før 1989 – og i nutidens diktatoriske stater. Det er, som jeg plejer at skrive, tankevækkende. Mindst.