Indlæg tagget med ytringsfrihed

Pennen er stærkere end sværdet

8. januar 2015

Endnu en kommentar til tragedien i Paris.

Uofficiel Banksy-kommentar til dagen i går

8. januar 2015

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhånden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, så er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For måske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, så har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter må misunde virkeligheden – men også et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler på Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for såvel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min påstand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, så er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel på, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker på den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora på dens mest sårbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den måde, der bedrives humaniora på anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun så at sige den forløjede selvforståelse, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun påviser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse går hun også i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal få det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, når hun påpeger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen på humaniora pulveriseres også af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under påskud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt på dit og dat, men får aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forråder alt det, et universitet skulle stå for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet får man en overbygning på det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere år siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom på, at man havde forvandlet universitetets forskoleår til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, så spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau også gør opmærksom på – at uddannelserne på den måde kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion på artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en såkaldt “påtænkt advarsel” fra århus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘påtænkt’ i den forstand, at den først realiseres, når Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx må hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gå til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og så videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg på at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har såvel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken på humaniora, så er der også tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstås som en magtbestræbelse på at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregå på. Men som formanden for studenterrådet allerede har påpeget, så er det vigtigt at få debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man også forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, så handler den offentlige debat og kritik om, at man her også kan sætte spørgsmålstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer på. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstående havde jeg endnu ikke fået læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstående debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er på mange måder den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

Nå, men så kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i går ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er så ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA står for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den såkaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt på ACTA, men det er der så meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen på ophavsretsområdet. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den såkaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men også om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx går ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at få aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

Nigger! Nigger! og Nigger! – Mark Twain og moralismens overdrev

6. januar 2011

Den amr. forfatter Mark Twains fortælling om den omflakkende skarnsknægt Huck, “Adventures of Huckleberry Finn”, har for længst fået status af litterær klassiker i amerikansk littertur. Og det, selv om den altid (eller måske netop derfor), har været genstand for polemik på grund af sin – for puritanere – frimodige, umoralske og uciviliserede fortælling. Nu er bogen så blevet udsat for censur af et forlag i Alabama, NewSouth Books, der har fjernet det ‘politisk ukorrekte’ ord nigger og erstattet det med ordet ‘slave’. Ialt 219 gange.

For en puritansk hjerne kan det forekomme at være en lille, ubetydelig skønhedsoperation. Men det er det langtfra. Der er tale om en form for censur, der berøver værket noget af dets historie. Et stykke historie, som i den grad er forbundet med Amerikas historie: racismen og dets aftryk i sproget. Ikke dermed sagt, at Mark Twain var racist. Nej, men det samfund, han beskrev, var dybt racistisk – og det amerikanske sprog registrerede det. Selvfølgelig. Substitutionen af nigger med slave er altså udtryk for en fortrængning af vital del af Amerikas historie. En dimension, der går helt tilbage til slaveriets indførelse og stadigvæk den dag i dag spøger i det amerikanske samfund.

Det paradoksale er, at fjernelsen af ordet også er en kastration af det twainske værks samfundskritiske opbyggelighed. For fortællingen om ballademageren Huck er ikke alene en morsom fortælling, men også indirekte en kritik af det amerikanske samfund og dets indretning dengang. I den sammenhæng er ordet ‘nigger’ ikke alene udtryk for Twainsk realisme, men også kritikkens dybde.

Det lille forlags maltraktering af et af verdenslitteraturens hovedværker sættes i relief af den aktuelle debat om den censur, som det store medieforetagende Apple foretager, når det fx afviser en svensk tegneserie, fordi den er for frimodig i sine seksuelle beskrivelser og ordvalg – og i det hele taget forbeholde sig ret til at afgøre, hvad der kan læses af litteratur på IPod, IPad osv. Det er faktisk ret bekymrende og skræmmende, at et stort, amerikansk, ja, internationalt firma, sådan kan ophøje sig selv til overstatslig, moralsk (og politisk?) censor i vores hemisfære, hvor demokrati og ytringsfrihed ellers er “værdier”, vi går i krig for.

Ikke uden grund er den form for censur blevet sammenlignet med det, der skete bag jernmuren – før 1989 – og i nutidens diktatoriske stater. Det er, som jeg plejer at skrive, tankevækkende. Mindst.

Syrien, Wikileaks og dansk udenrigspolitik

27. december 2010

Den norske avis Aftenposten har offentliggjort dokumenter, der viser, at magthaverne i Syrien direkte har opfordret til det optøjer, der bl.a. førte til ildspåsættelsen af den danske ambassade i Damaskus i februar 2006. Dokumenterne viser, at den syriske premierminister Mohammad Naji Otri direkte instruerede stormufti sheik Hassoun til at bruge fredagsbønnen i moskeerne til at opildne de troende mod Vesten.
At de syriske magthavere spiller et tvivlsomt spil på den internationale politiske arena – og bl.a. (mis)bruger de islamiske gejstlige burde ikke være voldsomt overraskende, hvis man har fulgt bare lidt med i, hvad der sker i Mellemøsten i almindelighed og i forholdet mellem Israel og palæstinenserne i særdeleshed.

Ikke desto mindre er danske politikere i følge Politiken “chokerede” over afsløringen. Både Dansk Folkepart, Venstres Michael Aastrup Jensen og Socialdemokraternes Jeppe Kofoed afkræver Syrien en redegørelse.
Langt mere interessant er det, synes jeg, at afsløringen viser relevansen af Wikileaks arbejde. Hvis danske politikere ikke er bedre orienteret om fx Syriens udenrigspolitiske interesser, end tilfældet åbenbart er, så er det vel belejliget at den slags afsløringer åbner deres små uskyldige øjne for de politiske realiteter. Sagen sætter også udenrigsminister Lene Espersens manglende interesse for Wikileaksdokumenter, som omhandler Danmark, i et skærende og stærkt bekymrende lys. Som landets udenrigsminister burde hun jo netop være den første til at søge informationer om landets udenrigspolitiske situation. Men selvfølgelig bliver hun nødt til at forholde sig til de offentliggjorte oplysninger.

Arven fra 9/11 – Big Mother’s watching you!

8. november 2010

Siden dengang, hvor tvillingetårnene sank i grus i New Yorks finansielle hjerte har danske borgeres fundamentale rettigheder – som fx ytringsfriheden og retssikkerheden – været under et voldsomt politisk pres. Især den såkaldte terrorlovgivning, der angiveligt skulle gøre det nemmere for PET og myndighederne at komme konspirerende terrorister i forkøbet (men indtil videre har vist sig overflødige og ligefrem ineffektive, som sagen om hotelbombemanden viste…), har betydet en begrænsning af borgernes retssikkerhed i kraft af en omfattende logging af persondata (sms, emails etc.).

Og hvad værre er, så har denne lovgivning, haft en afsmittende effekt på andre sider af retssikkerheden. Således har regeringen og dens kompaner netop besluttet at øge overvågningen og kontrollen af personer, der formodes at snyde med sociale ydelser. Det drejer sig om danske statsborgere, der af den ene eller anden grund opholder sig i udlandet, medens de modtager fx starthjælp, bistandsydelse eller pension. De nye initiativer indebærer bl.a., at der skal etableres særlige kontrolteams i lande som Tyrkiet, Spanien, Marokko og Thailand.

Selv om disse indsatser sandsynligvis vil kunne afsløre snyd og dermed – som skatteminister Troels Lund Poulsen hævder – vil kunne tilvejebringe nogle af de (anslået) 2-3 milliarder kroner, som snyderiet omfatter, så er der tale om en markant øgning af overvågningen og kontrollen med danske statsborgere. Og CEPOS’ chefjurist, Jacob Mchangama, mener, at regeringen er gået for vidt i sin iver for at krasse penge ind til den slunkne statskasse. Jeg har tidligere kritiseret CEPOS i denne blog – især for tænketankens rabiate nyliberalistiske ideologi – men på dette punkt er jeg ret enig med Mchangama. 9/11 og de efterfølgende anti-terrorlove har “legitimeret” en tankegang, der i sin kerne er en trussel mod fundamentale demokratiske rettigheder. Den uudtalte, i sit væsen anti-demokratiske, legitimering understreges af den kendsgerning, at den planlagte evaluering af terrorlovgivningen – og dens mulige ophævelse – endnu ikke har fundet sted, medens nye “ideer” og forslag til overvågning og kontrol blomstrer i borgerlige politiske hjerner…

Hotspotblogcast nr. 1

Pia Kjærsgaard og den demokratiske debat

16. september 2010

Forleden dag havde Fathi El-Abed (Socialistisk Folkeparti) og Rune Engelbreth Larsen (politisk blogger ved Politiken, samfundsdebattør, forfatter m.m) en kronik i Svenska Dagbladet (genoptrykt her), hvor de over for svenske læsere redegjorde for deres syn på Dansk Folkepartis betydning for det politiske klima i Danmark, ikke mindst på flygtninge- og indvandrerområdet. Opsummerende skriver de to kronikører: “Vi er kort sagt bekymrede for, at Sverige skal opleve den samme dæmonisering af mindretal og forråelse af den politiske kultur, som Danmark har været genstand for”.

Kronikken var en reaktion på DF-leder Pia Kjærsgaard meget omtalte optræden ved Sverigedemokraternes møde forleden.

Konfronteret med den omtalte kronik siger Pia Kjærsgaard til Kristeligt Dagblad: “- Jeg kan jo ikke forbyde dem at skrive kronikker, det bruger de jo en stor del af deres tid på. Jeg kender dem jo til hudløshed. Og nu har de så kastet sig over svenske medier, og det kan jeg kunne trække på skuldrene af”. Jeg fremhæver.

Man skal ikke læse for hurtigt hen over det citerede. Det fremhævede har karakter af et symptom. Det vil – lidt forenklet sagt – sige en merbetydning, der peger mod en underliggende logik eller et underliggende ønske, som kalder på en fortolkning. Det fremhævede henvender sig ikke kun til intervieweren eller til de to skribenter, men til, hvad den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, kaldte den store Anden. Igen lidt forenklet sagt, så henviser vi altid som talende til den Anden, der kan forstås som en slags upersonligt “man” og som Loven i generelt forstand. Det er derfor, symptomet kalder på en fortolkning.

I den citerede udtalelse er symptomet ikke særlig kompliceret – sådan er det langtfra altid. Symtomet har karakter af en benægtelse. ‘Jeg kan jo ikke forbyde osv.’. Underforstået: Hvis jeg kunne, hvis jeg havde magt til det, så ville jeg forbyde de to herrer at skrive deres kronikker. Men jeg må nøjes med at ‘trække på skuldrene’.

Jeg vil overlade til læserne selv at vurdere, hvad denne lille analyse siger om fru Kjærsgaards forhold til fx ytringsfriheden og andre borgeres demokratiske rettigheder…

Opdatering: Center for Vild Analyse har leveret en analyse, der ligger helt i tråd med ovenstående. CVA skriver bl.a. om DF: “Dansk Folkeparti, Geert Wilders, Sverigedemokraterne, osv. er nemlig ikke optaget af at forsvare den vestlige civilisations liberale principper. De er optaget af at kritisere islam. Og af at blive fri for dem, der komplicerer billedet af, at muslimer skal bo i muslimland og almindelige, ordentlige, hvide, vestlige indbyggere skal bo i vesten.” (jeg fremhæver). Nemlig.

Ytringsfrihed – og penge

30. maj 2010

Ytringsfriheden er et ideal. Vi har – i Danmark – en grundlovssikret ytringsfrihed. Men den er ikke absolut. Selv om man kan ytre sig om, hvad som helst, så er det ikke uden konsekvenser. Blasfemiske ytringer kan – teoretisk set – straffes. Det samme kan majestætsfornærmende og injurierende udsagn.

Men også i den samfundsmæssige virkelig er der grænser, hvis overskridelse kan medføre sanktioner. Det er fx en kendt sag, at ytringsfriheden for offentligt ansatte har haft det svært i årevis. Og det er ikke meget bedre i de private virksomheder, hvor en udtalelse kan koste jobbet. Ytringsfriheden er – i bogstaveligste forstand – et dyrebart gode. Sig, hvad du vil, men du risikerer at miste dit levebrød.

Nye borgerlige ytringsfrihedsidealister har talt for en fjernelse af de lovbestemte indskrænkninger. Fx for en fjernelse af de tre indledningsvis nævnte. Og, hvor der kan være historisk gode grunde til fx at fjerne blasfemiparagraffen (den har ikke været i brug i umindelige tider, vi lever i et sekulariseret samfund med mange religioner osv.), så kan der være gode grunde til at holde fast i fx injurielovgivningen.

Et aktuelt eksempel illustrerer det ganske tydeligt. For ganske nylig blev historieprofessor, dr. phil. Bent Jensen idømt 20 dagbøder af 2000 kr., fordi han uberettiget havde beskyldt journalisten Jørgen Dragsdahl for at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Byretten i Odense mente ikke, at Jensen kunne føre bevis for sin påstand. Jeg blev også dømt til at betale Dragsdal en godtgørelse på 200.000 kroner.

Den centrale i denne sag er, at Jensen selvfølgelig har sin ytringsfrihed, men at han også skal stå til ansvar for de påstande, han lukker ud. Han kan ikke ustraffet ødelægge Dragsdahls journalistiske omdømme og beklikke hans personlige og faglige ære. Og det er vigtigt, så vidt jeg kan se.

Derfor er det også forstemmende, at man nu kan læse, at borgerlige sympatisører til Jensen har lavet en forening med det formål at skaffe penge, så Jensen kan føre en appelsag. Det forstemmende er ikke selve formålet, som er helt legitimt. Men begrundelsen, som lyder: “Hvis historikerne ikke kan sætte ansigt på indflydelsesrige aktører i denne periode uden at risikere injuriesøgsmål, vil der kun være en amputeret, unuanceret og politisk ensidig version af dette vigtige stykke danmarkshistorie til rådighed”, som der står i foreningens pressemeddelelse. Jeg fremhæver. Selvfølgelig skal man kunne sætte ansigt på indflydelsesrige aktører i den kolde krigs tid – hvad enten de har arbejdet for KGB, CIA eller en anden fremmed efterretningstjeneste – men ikke grundløst, ikke uden at have dokumentation for sine påstande. Og netop for en mand, der har en høj uddannelse som historiker og arbejder med kildekritik etc. bør dette krav da være indlysende. Lige som det er indlysende, at en sådan dom kaster en skygge af tvivl over Bent Jensens professionelle dømmekraft. [link]

Hatten af for Elton

28. maj 2010

Onsdag gennemførte Elton John en koncert i Rabat, Marokko. Elton var inviteret til at deltage i Mawazine World Rhythm Festival og koncerten forløb uden problemer. Det skal ses i lyset af, at konservative, religiøse af islamisk observans havde krævet koncerten aflyst, fordi Elton John i ugerne op til koncerten havde kritiseret de muslimske lande for at behandle deres homoseksuelle borgere dårligt. Han havde også til magasinet Parade ladet en bemærkning falde om, at Jesus nok var homoseksuel. Uanset, hvad man så måtte mene om Jesus-bemærkningen (og mange skal nok have en anden mening…), så er kernen i sagen, at Elton John insisterer på sin ytringsfrihed og slår et slag for homoseksuelle menneskers rettigheder i denne verden. I følge Associated Press kom der tusindvis af Elton John-fans til koncerten. Hatten af for Elton John og de marokanske koncertarrangører, der nægtede at bøje sig for fundamentalistiske mørkemænd og viste os andre et eksempel til efterfølgelse.

International Music Freedom Day

3. marts 2010

Medens Boogie-listens hitlistemusik brager ud i stuen, hvor Frøkenen huserer, og jeg selv søger tilflugt bag hovedtelefonerne får at finde modlyd, så går det op for mig, at det netop i dag er Music Freedom Day 2010. Og det er værd at bemærke. I vores del af verden kan må måske lede af den vildfarelse, at musik er en uskyldig foreteelse, og at dens største problem er at tjene penge. Men andre steder fængsles, censureres og undertrykkes mennesker, fordi de spiller musik. Det gælder fx sangeren Lapiro de Mbanga, der sidder i fængsel i Cameroun. Det er foreningen Freemuse, der står bag initiativet, der skal skabe opmærksomhed omkring problemet: musik og ytringsfrihed. Læs mere her på Freemuse.org.

Ytringsfriheden skal forsvares – dagens citat

18. februar 2009

Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dårlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg også støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 år siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.”

Hans Magnus Enzensberger – læs resten her.

Ytringsfrihed og magt

7. december 2008

I disse år er ytringsfriheden – en af demokratiets vigtigste grundpiller – under pres, ja, under angreb. Ikke alene fra religiøse mørkemænd, som i tilfældet med sagen om Kurt Westergaard og de famøse Mohammed-tegninger, men også fra magthavernes side. Ytringsfriheden – og dens mediale modstykke, pressefriheden – er garanten for at demokratiet kan fungere. Pressen er – når den fungerer bedst – demokratiets lille arrige vagthund, der bider og flår magthaverne i bukseben og skørter, når disse ser en interesse i at dølge og tilsløre magtmisbrug eller begrænse borgernes rettigheder.

I weekendens udgave af Information kan man læse om justitsminister Brian Mikkelsens og partiformand Pia Kjærsgaards alt andet end elegante forsøg på at lukke munden på en seriøs kritiker af Politiets Efterretningstjeneste, regeringens udlændingepolitik og den såkaldte “terrorlovgivning”, Hans Jørgen Bonnichsen. Bonnichsen har, som det vel er bekendt, en fortid som højtstående medarbejder for PET, og har siden fået en rolle som kommentator i forhold til den globale terrorisme, terrorlovgivningen og beslægtede emner. I den forbindelse har han – til Dansk Folkepartis og andre magthaveres fortrydelse – plæderet for en åben dialog med moderate muslimer og for, at vi behandler “vores muslimske landsmænd anstændigt”. Dertil kommer, at han har forholdt sig kritisk til den såkaldte “tunesersag”.

Der er ingen tvivl om, at en mand som Bonnichsen  – med den erfaring, han har fra sit virke inden for PET – er en uvelkommen debattør for regeringen og dens parlamentariske grundlag, DF, når det drejer sig om politikken på udlændinge- og terrorområde. Ikke mindst, når hans udtalelser går regeringen imod. For er der noget, de aktuelle magthavere ikke bryder sig om, så er det at blive modsagt. Regeringen og dens støtter tåler ikke kritik. Tænk blot på, hvordan det gik Birthe Rønn, da hun luftede sine forbehold over for “tuneserloven”…
Brian Mikkelsen har reageret på Bonnichsens kritik ved – på nærmest injurierende og i hvert fald intimiderende vis – at antyde, at Bonnichsen er i konflikt med sin tavshedspligt. Og Pia Kjærsgaard har forsøgt at gøre manden umulig ved at beskrive ham som en emsig pensionist, der burde holde sig til modeltog i stedet for at blande sig i regeringens selvgode politik.

De to repræsentanter opfører sig grangiveligt, som om de var talsmænd for en (u)oplyst enevælde og ikke et parlamentarisk demokrati. I begge tilfælde er der tale om åbenlyse angreb på Bonnichsens ytringsfrihed. Forsøg på at lukke munden på en kritiker, der stiller regeringen og DF i et dårligt lys. Det er, som om de pågældende politikere, mener at være i deres gode ret til at diskvalificere enhver ytring, der går imod regeringen, som værende en ikke ikke-gyldig ytring. Og at ethvert middel helliger dette mål. Og den går ikke. I et demokrati.

Forsøget på at få en tidligere embedsmand, offentlig ansat, til at tie ved at insinuere pligtforsømmelighed – og derved bringe han i et potentielt dårligt lys i offentligheden – og ved at latterliggøre ham på en diskriminerende vis (skulle pensionister ikke have ret til at deltage i demokratiet?) siger en del om to politikere, hvis magtbrynde er steget dem til hovedet. Og det siger også noget om de dybe politiske problemer, de pågældende politikere har rodet sig ud i med en fejlslået udlændinge- og indvandrerpolitik, en uigennemtænkt terrorlovgivning og et katastrofalt, perspektivtløst engagement i to svagt begrundede krige.

Ytringsfrihedens pris: En RAF-terrorist taler ud…

27. oktober 2008

Dagbladet Informations forlag har udgivet en bog af Peter-Jürgen Boock om det politisk begrundede drab på Hanns-Martin Schleyer. Drabet blev udført af den tyske terroristgruppe – eller “byguerilla-gruppe”, som de selv kaldte sig – Rote Arme Fraktion, RAF, i halvfjerdserne. Og Peter-Jürgen Boock var en af de medansvarlige for drabet…

I Berlingske Tidende omtaler Bent Blüdnikow bogen og taler med manden. Og rejser spørgsmålet, om en angrende morder som Peter-Jürgen Boock overhovedet kan tillade sig at skrive om sine kriminelle handlinger? Svaret blæser i vinden. Blüdnikow er plaget af “blandede følelse”.


Selvfølgelig kan man have blandede følelser ved læsningen af en bog om et politisk mord som det, Schleyer blev offer for. Men, hvorfor have blandede følelser for selve bogens publicering eller for den sags skyld over for den straffede Boocks ret til at skrive en sådan bog? Er det ikke netop udtryk for en vaklen med hensyn til ytringsfrihedens ubehagelige konsekvenser? Er det ikke netop en af konsekvenserne af vores højt priste ytringsfrihed, at også politiske modstandere – hvor frastødende de end måtte være – kan komme til orde og redegøre for deres tanker og motiver?


Blüdnikow burde i stedet være glad for, at han har mulighed for at tage stilling til – og afstand fra – den angrende Boocks overvejelser og tanker. Og oven i købet måske får en brik til forståelse af terrorismens væsen. Det bekymrende er ikke, at bogen er udgivet. Det bekymrende er, at Blüdnikow overhovedet kan sætte spørgsmålstegn ved relevansen af en sådan udgivelse.

Mere Lulu – puritanisme, censur og kritik

10. september 2008

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen må man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmålet om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skånes for kritik. For også her må vi sondre: mellem kritik og så censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men også som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehåring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de små børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat på nogen måde adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshår i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hårsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et åbent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man må finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager altså afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer – en gratisavis og et reklamebureau – skal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘råbe højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet på publikum for at få opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmålstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmålstegn ved, om plakaten er på bølgelængde med Wedekinds mere end 100 år gamle stykke i sit grafiske udtryk?
Hårdt sat op, så henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altså de unge. Og så vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over målet. Ja, måske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved så direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formål at få så mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle på, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med åben, våd mund slikke på en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sådan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.