CAPAC

Skal det være tilladt at benægte, at holocaust har fundet sted? At millioner af mennesker – jøder, homoseksuelle, sigøjnere m.fl. – endte deres liv i udryddelseslejrenes krematorier i hitlerismens tid? Debatten går rundt omkring i Europa, hvor holocaustbenægtelsen er blevet en slags bevægelse. Og en flig af debatten finder vi i dagens avis, hvor tildelingen af et arbejdslegat til forfatteren Erik Haaest har afstedkommet voldsom kritik af legatuddeleren, Kunstrådet. Journalisten Poul Schmidt har bedt om aktindsigt i legatbegrundelsen og mener, at det er kritisabelt, at Kunstrådet giver skattekroner til en aktivist for holocaustbenægterbevægelsen.

Niels Brunse, der er en kendt oversætter og har siddet i udvalget, afviser, at Haaests velkendte holdninger skulle have nogen betydning og udtaler: “det er ikke vores opgave at tage politisk stilling. Det projekt, han ansøgte om støtte til, var godt”. Hvad skulle vi dog opnå ved at forbyde folk at ytre den slags absurde påstande andet end at fortrænge ondskabsfulde tanker og holdninger fra det offentlige rum, men ikke at fjerne dem? De vil fortsat være der i hovedet på disse forvirrede mennesker? Kan vi ved forbud forhindre ondskaben i at eksistere? Nej. Lad folk sige, hvad de mener, tror og tænker, så vi kan imødegå deres uforgribelige meninger med kritik, oplysning og – ikke mindst – latter(liggørelse).

PS. Erik Haaest spillede en ret stor rolle i capacs ungdom, hvor han udgav nogle af de få blade, der beskæftigede sig med tidens pigtrådsmusik. Det var blade som Beat, Hit og – ikke mindst – Børge. Siden har Erik Haaest slået sine folder på, hvad man kunne kalde journalistikkens overdrev. Se herom på hans egen hjemmeside.

Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. På pladen giver forskellige kunstnere deres bud på, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.

Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.

Støn bare med – der er jo varmt nok til det… : Læs mere »

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

Som bloglæser vil man være stødt på sagen om statsministers Anders Fogh Rasmussens ikke-villen-lade-sig-interviewe om Irak-krigen af en bestemt Ekstrabladsjournalist, Bo Elkjær. Sagen har rullet samtidig med den såkaldte “landskampskandale”, og det kan måske have skygget lidt for dens vigtighed. Men kun lidt, for debatten har rullet. Ombudsmanden er blevet involveret i sagen, fordi benævnte journalist har klaget til denne, idet han mener sig diskrimineret af statsministeren. Efterfølgende har ombudsmanden henstillet til, at statsministeren lader sig interviewe, hvilket er blevet afvist. Derfor har ombudsmandsinstitutionen lidt et autoritetstab. Herom kan man læse i ombudsmandens fine kronik i Jyllands-Posten forleden dag.
Nu var det slet ikke meningen, at jeg ville ytre mig om sagen, men der kom en diskussion på tværs. Her til morgen så jeg SFs formand Villy Søvndal diskutere sagen med statsministerens tro væbner, politisk ordfører Troels Lund Poulsen på TV2s morgentv. Her forsvarede Poulsen statsministerens handling ud fra ytringsfriheden. Argumentet gik i sin enkelhed på, at statsministeren som alle andre har sin ytringsfrihed – men ikke nogen ytringspligt. Han mente også, at der ikke var tale om et fravalg af en bestemt journalist, da denne jo kunne komme til statsministerens hyppige pressemøder, hvor han så havde mulighed for at stille spørgsmål.
Har statsministeren pligt til at ytre sig om Irak-krigen over for en bestemt journalist? Torben Lund Poulsen mener nej. Statsministeren kan som enhver anden lade være med at ytre sig. Men, som ombudsmanden rigtignok gør opmærksom på, så er det vigtigt at skelne. Fx mellem borgere og politikere i almindelighed  og så en statsminister, der aktivt har ført landet ind i en krig på – lad os sige det sådan – et grundlag af skrøbelig legitimitet. Statsministeren er ikke hvem som helst. Set i lyset af, at statsministeren – sammen med et flertal i folketinget – har ført landet ind i en krig, hvor unge danskere mister liv og helbred (og, ikke at forglemme, tusindvis af civile irakere), og hvor en fredelig løsning synes at fortabe sig i horisonten, så må man spørge, om ikke Fogh Rasmussen – i det mindste – har en politisk og moralsk forpligtelse til at udsætte sig selv og regeringens politik for en kritisk journalistisk udspørgen fra en i sagen velinformeret journalist? Har landets borgere, offentligheden, ikke – i det mindste – et moralsk krav på, at statsministeren stiller sig og sin ytringsfrihed til rådighed for kritisk journalistik, så alle endnu engang får mulighed for at overveje deres holdning til den krig, der blandt andet indirekte fører til indskrænkninger af vores retssikkerhed og sikkert vil være landet til økonomisk byrde mange år frem i tiden? I det mindste…

I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstående video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var også homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en åbenlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald på papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg på at håndtere seksuelle spørgsmål og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro Espín, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt på bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro Espín et mere frisindet syn på det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig også indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske område, kendt for at være et seksuelt frisindet område, så længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru Espín arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner på Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten åbenlyst trives på Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder på en Ph.D. afhandling om transvestitisme og på en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, således at lovgivningen også vil tage højde for fx operative indgreb på transseksuelle. Anstrengelserne har allerede båret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmål om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro Espín er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men også tilhænger af et åbent, fordomsfrit syn på seksuelle spørgsmål – også når det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger også, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald på homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig også til udenlandsk forskning på området, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela Espíns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror på, at det seksuelle frisind går hånd i hånd med folkets oplysning på området. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun går og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.

Det i forgangne uge meget omtalte hollandske tv-show, hvor organdonation og kommerciel tv-underholdning skulle gå hånd i hånd har vist sig – indtil videre i hvert fald – at være en slags praktical joke. Den tyske avis Zeit fortæller, at det hele var en iscenesættelse med henblik på at gøre opmærksom på problemet organdonation. Så kan vi med moralsk kvababbelse vel ånde lettet op eller hvad? Måske har tv-mediet i kapitalismens vold omsider nået en smertegrænse for, hvor langt man vil gå for at få seere og reklameindtægter? Det skal man ikke være sikker på. For undervejs har man blandt andet hørt en talsperson for TV3 give udtryk for, at man da var åben for den slags nyskabende tv-programmer. Moralen har aldrig været en holdbar barriere for kapitalistisk innovation…

Som nævnt i går har Abdul Wahid Pedersen, den danske imam, talt for flerkoneri. I går aftes i DR2 Deadline var Pedersen i studiet sammen med Socialistisk Folkepartis Ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge (indslaget kan genses her). Wahid Pedersen fastholdt sit synpunkt om flerkoneriets berettigelse med udgangspunkt i Koranens ord. Med et forsigtigt ordvalg forsøgte han at balancere på den æg, der skiller den hellige bogs lovord – fx om at en mand godt må have op til fire koner, men konen kun en mand – og det verdslige, demokratiske retssamfunds lovgrundlag, der betragter bigami som en forbrydelse og utroskab som argument for skilsmisse. Wahids argumentation gik på, at flerkoneri kunne være relevant i nogle tilfælde, ikke mindst i lande som Afghanistan og lign., kunne være en fordel for f.eks. krigsenker, der ellers var i nød.
SF’s ligestillingsordfører angreb ud fra et rent ligestillingssynspunkt Wahid, og gjorde det for så vidt ok. Men det er ærgerligt, at Pernille ikke gik Wahid hårdere på klingen i spørgsmålet om forholdet mellem religion og samfund. For det brændende spørgsmål i Wahids holdning er, hvorvidt religionens lov – dvd. udlægningen af Koranens som en lovtekst for de troende – står over det verdslige samfunds love? Det forekommer mig at være et af de mest påtrængende spørgsmål i debatten om fx folketingsmedlemmers tørklæder osv. For står den hellige bogs ord over verdslig lov (og den hellige bog kan lige så vel være Biblen, Toraen osv.), kan en politiker så forfægte et politisk program, der fx modsiger dette hellige skrifts holdninger til forholdet mellem kønnene, dødsstraf, homoseksuelle osv.? Og dette spørgmål hænger så sammen med en række andre brændende spørgsmål, men dem lader vi ligge indtil videre…

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the Rye – Griberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde på det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror på Københavns rådhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det så sjovt og brugt så mange som lige nu, er en anden historie, men måske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gået i knude. Generøsitet og venlighed, også når blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom så i gang, så det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan få lov til at leve videre og slå vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at få den brosten i nakken. Efterhånden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom på, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves også intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, når problemer skal løses. Uden menneskelighed går det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.

Ifølge DR Nyhederne har Yoko Ono nedlagt forbud mod forevisningen af filmen Working Class Hero, som BBC ville vise. Årsagen skulle være, at filmen ville afsløre sider af personen John Lennon, som offentligheden skulle se i følge Yoko. Blandt andet skulle John Lennons første kone Cynthia fortælle om Johns massive stofproblemer og deres betydning for ægteskabets kuldsejling. Og en psykiater, der havde Lennon i behandling for stofmisbrug, skulle give en beskrivelse af John Lennons “besidderiske” kærlighed til Yoko Ono.
Nu ved jeg ikke, hvor overraskende disse eksempler er. Lennons stof(mis)brug har været kendt siden tresserne, og hans “store” kærlighed til Yoko har også været almindelig kendt. Fx kender man godt historien om hans personlige deroute med druk og hor, da Yoko forlod ham i en periode i halvfjerdserne.
Det er altid betænkeligt, når nogen forsøger at forskønne et billede af en kendt person. John Lennon var et menneske som alle andre; ikke nogen helgen. At han søgte tilflugt i stoffer og var slave af sit kærlighedsliv ændrer ikke en tøddel ved hans format som musiker og kunstner. Tværtimod. Lad os så se den film!

Når jeg triller rundt i det århusianske i min oldtimer, der lige er sluppet gennem synet efter nogle reparationer, så hører jeg P1 på Danmarks Radio. Blaupunkten starter automatisk, når jeg drejer på startnøglen. Og i går kom jeg direkte ind i et foredrag af Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech. Politisk set står jeg langt fra hende i adskillelige punkter; men det ændrer ikke ved, at jeg opfatter hende som en af de alt for få politikere på tinge, som sjældent går på kompromis med sine retspolitiske eller liberale politiske grundholdninger. Og som med jævne mellemrum svinger krabasken over partimedlemmer og andre politiske aktører, som i farten kompromitterer det ideologiske grundlag eller andre indiskutable værdier (som fx grundlovens bestemmelser) i deres iver for at drive politik eller fremme egne interesser.
DR har fået Birthe Rønn Hornbech til i serien “Mands minde” at fortælle sine erindringer. Og det gør hun manerer eller falbelader. Lige ud af vejen, med humor og kritiske pointer. Det er både underholdende og tankevækkende at høre hende fortælle. Hermed anbefalet radio-maner… Kan høres på nettet og som podcast.