Indlæg tagget med ytringsfrihed

International Music Freedom Day

3. marts 2010

Medens Boogie-listens hitlistemusik brager ud i stuen, hvor Frøkenen huserer, og jeg selv søger tilflugt bag hovedtelefonerne får at finde modlyd, så går det op for mig, at det netop i dag er Music Freedom Day 2010. Og det er værd at bemærke. I vores del af verden kan må måske lede af den vildfarelse, at musik er en uskyldig foreteelse, og at dens største problem er at tjene penge. Men andre steder fængsles, censureres og undertrykkes mennesker, fordi de spiller musik. Det gælder fx sangeren Lapiro de Mbanga, der sidder i fængsel i Cameroun. Det er foreningen Freemuse, der står bag initiativet, der skal skabe opmærksomhed omkring problemet: musik og ytringsfrihed. Læs mere her på Freemuse.org.

Ytringsfriheden skal forsvares – dagens citat

18. februar 2009

Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dÃ¥rlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg ogsÃ¥ støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 Ã¥r siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden mÃ¥ for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.”

Hans Magnus Enzensberger – læs resten her.

Ytringsfrihed og magt

7. december 2008

I disse Ã¥r er ytringsfriheden – en af demokratiets vigtigste grundpiller – under pres, ja, under angreb. Ikke alene fra religiøse mørkemænd, som i tilfældet med sagen om Kurt Westergaard og de famøse Mohammed-tegninger, men ogsÃ¥ fra magthavernes side. Ytringsfriheden – og dens mediale modstykke, pressefriheden – er garanten for at demokratiet kan fungere. Pressen er – nÃ¥r den fungerer bedst – demokratiets lille arrige vagthund, der bider og flÃ¥r magthaverne i bukseben og skørter, nÃ¥r disse ser en interesse i at dølge og tilsløre magtmisbrug eller begrænse borgernes rettigheder.

I weekendens udgave af Information kan man læse om justitsminister Brian Mikkelsens og partiformand Pia Kjærsgaards alt andet end elegante forsøg pÃ¥ at lukke munden pÃ¥ en seriøs kritiker af Politiets Efterretningstjeneste, regeringens udlændingepolitik og den sÃ¥kaldte “terrorlovgivning”, Hans Jørgen Bonnichsen. Bonnichsen har, som det vel er bekendt, en fortid som højtstÃ¥ende medarbejder for PET, og har siden fÃ¥et en rolle som kommentator i forhold til den globale terrorisme, terrorlovgivningen og beslægtede emner. I den forbindelse har han – til Dansk Folkepartis og andre magthaveres fortrydelse – plæderet for en Ã¥ben dialog med moderate muslimer og for, at vi behandler “vores muslimske landsmænd anstændigt”. Dertil kommer, at han har forholdt sig kritisk til den sÃ¥kaldte “tunesersag”.

Der er ingen tvivl om, at en mand som Bonnichsen  – med den erfaring, han har fra sit virke inden for PET – er en uvelkommen debattør for regeringen og dens parlamentariske grundlag, DF, nÃ¥r det drejer sig om politikken pÃ¥ udlændinge- og terroromrÃ¥de. Ikke mindst, nÃ¥r hans udtalelser gÃ¥r regeringen imod. For er der noget, de aktuelle magthavere ikke bryder sig om, sÃ¥ er det at blive modsagt. Regeringen og dens støtter tÃ¥ler ikke kritik. Tænk blot pÃ¥, hvordan det gik Birthe Rønn, da hun luftede sine forbehold over for “tuneserloven”…
Brian Mikkelsen har reageret pÃ¥ Bonnichsens kritik ved – pÃ¥ nærmest injurierende og i hvert fald intimiderende vis – at antyde, at Bonnichsen er i konflikt med sin tavshedspligt. Og Pia Kjærsgaard har forsøgt at gøre manden umulig ved at beskrive ham som en emsig pensionist, der burde holde sig til modeltog i stedet for at blande sig i regeringens selvgode politik.

De to repræsentanter opfører sig grangiveligt, som om de var talsmænd for en (u)oplyst enevælde og ikke et parlamentarisk demokrati. I begge tilfælde er der tale om åbenlyse angreb på Bonnichsens ytringsfrihed. Forsøg på at lukke munden på en kritiker, der stiller regeringen og DF i et dårligt lys. Det er, som om de pågældende politikere, mener at være i deres gode ret til at diskvalificere enhver ytring, der går imod regeringen, som værende en ikke ikke-gyldig ytring. Og at ethvert middel helliger dette mål. Og den går ikke. I et demokrati.

Forsøget pÃ¥ at fÃ¥ en tidligere embedsmand, offentlig ansat, til at tie ved at insinuere pligtforsømmelighed – og derved bringe han i et potentielt dÃ¥rligt lys i offentligheden – og ved at latterliggøre ham pÃ¥ en diskriminerende vis (skulle pensionister ikke have ret til at deltage i demokratiet?) siger en del om to politikere, hvis magtbrynde er steget dem til hovedet. Og det siger ogsÃ¥ noget om de dybe politiske problemer, de pÃ¥gældende politikere har rodet sig ud i med en fejlslÃ¥et udlændinge- og indvandrerpolitik, en uigennemtænkt terrorlovgivning og et katastrofalt, perspektivtløst engagement i to svagt begrundede krige.

Ytringsfrihedens pris: En RAF-terrorist taler ud…

27. oktober 2008

Dagbladet Informations forlag har udgivet en bog af Peter-Jürgen Boock om det politisk begrundede drab pÃ¥ Hanns-Martin Schleyer. Drabet blev udført af den tyske terroristgruppe – eller “byguerilla-gruppe”, som de selv kaldte sig – Rote Arme Fraktion, RAF, i halvfjerdserne. Og Peter-Jürgen Boock var en af de medansvarlige for drabet…

I Berlingske Tidende omtaler Bent Blüdnikow bogen og taler med manden. Og rejser spørgsmÃ¥let, om en angrende morder som Peter-Jürgen Boock overhovedet kan tillade sig at skrive om sine kriminelle handlinger? Svaret blæser i vinden. Blüdnikow er plaget af “blandede følelse”.


Selvfølgelig kan man have blandede følelser ved læsningen af en bog om et politisk mord som det, Schleyer blev offer for. Men, hvorfor have blandede følelser for selve bogens publicering eller for den sags skyld over for den straffede Boocks ret til at skrive en sÃ¥dan bog? Er det ikke netop udtryk for en vaklen med hensyn til ytringsfrihedens ubehagelige konsekvenser? Er det ikke netop en af konsekvenserne af vores højt priste ytringsfrihed, at ogsÃ¥ politiske modstandere – hvor frastødende de end mÃ¥tte være – kan komme til orde og redegøre for deres tanker og motiver?


Blüdnikow burde i stedet være glad for, at han har mulighed for at tage stilling til – og afstand fra – den angrende Boocks overvejelser og tanker. Og oven i købet mÃ¥ske fÃ¥r en brik til forstÃ¥else af terrorismens væsen. Det bekymrende er ikke, at bogen er udgivet. Det bekymrende er, at Blüdnikow overhovedet kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved relevansen af en sÃ¥dan udgivelse.

Mere Lulu – puritanisme, censur og kritik

10. september 2008

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen mÃ¥ man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmÃ¥let om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skÃ¥nes for kritik. For ogsÃ¥ her mÃ¥ vi sondre: mellem kritik og sÃ¥ censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men ogsÃ¥ som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehÃ¥ring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de smÃ¥ børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat pÃ¥ nogen mÃ¥de adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshÃ¥r i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hÃ¥rsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et Ã¥bent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man mÃ¥ finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager alts̴ afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer Рen gratisavis og et reklamebureau Рskal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘rÃ¥be højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet pÃ¥ publikum for at fÃ¥ opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmÃ¥lstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved, om plakaten er pÃ¥ bølgelængde med Wedekinds mere end 100 Ã¥r gamle stykke i sit grafiske udtryk?
HÃ¥rdt sat op, sÃ¥ henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altsÃ¥ de unge. Og sÃ¥ vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over mÃ¥let. Ja, mÃ¥ske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved sÃ¥ direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formÃ¥l at fÃ¥ sÃ¥ mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle pÃ¥, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med Ã¥ben, vÃ¥d mund slikke pÃ¥ en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sÃ¥dan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.