Indlæg tagget med ytringsfrihed

,Anna Politiskovskaia – in memoriam

7. oktober 2007

Det er i disse dage et Ã¥r siden, den russiske journalist Anna Politiskovskaia blev brutalt skudt ned i Moskva. Sagen er endnu ikke opklaret, og morderne gÃ¥r stadigvæk fri. Ã…rsdagen markeres med en protestmarch i Moskva. Anna Politskoskaias “forbrydelse” var, at hun insisterede pÃ¥ at afdække konflikten mellem Rusland og Tjetjenien til bunds. Det gør man ikke bare i Putins Rusland.
Det går mere end trægt med opklaringen af drabet, og mere og mere tyder på, at kun en uvildig undersøgelse vil kunne kortlægge, hvad der skete. Indtil da hersker fortielserne, løgnene, tilsløringerne og mytedannelserne.
I følge Komiteen til beskyttelse af journalister sÃ¥ er Rusland det tredje farligste sted i verden for journalister – efter Irak og Algeriet.
En sag, som frihedselskende, vestlige politikere burde kaste sig over med glubskhed.

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 2

21. juli 2007

Erik Haaest sammen med medlemmer af The Baronets - i tresserne

I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest 2 x 100.000 kr. til en fagbog om Anna Lund Lorentzsen, der under krigen arbejde for HIPO.

I artiklen forsvarer Kastholm Hansen, der selv betegner sig som “liberal”, legatet med, at udvalget udelukkende skulle tage stilling til selve det fremlagte projekt. Det fremgår også, at udvalget, der ud over Kastholm havde fire andre medlemmer, var helt enig om, at “det var et værdigt projekt”.

På et spørgsmål om betydningen af Haaests Holocaust-benægtelse, svarer Kastholm Hansen dog: “Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. Det er ikke en moralsk, men en rent faglig vurdering”. En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta”. Underforstået: Hvis selve projektet havde afsløret en faglig inkompetence, så havde man vendt tommelfingeren nedad. At Haaest i andre sammenhænge har afvist eksistensen af krematorier i Auswitz og har forsvaret den danske nazist Søren Kam, skal ikke lægges ham til last i behandlingen af ansøgningen. For – med Kastholm Hansens ord – “vi øver ikke sindelagskontrol”.

Tildelingen af pengene er som omtalt blevet mødt med massiv kritik. Til koret af kritikere hører journalisterne Poul Smidt og Erik Jensen, der fortolker kulturministerens udnævnelse af Claes Kastholm Hansen som udtryk for en politisk højredrejning i Kunstrådet. Underforstået: At kun med en højresnoet formand ville et “nazistisk” projekt finde støtte. Hvilket Kastholm Hansen opfatter som injurierende.

Sagen om Erik Haaest og skattekronerne er på mange måder interessant. For det første afspejler den den pågående kulturkamp mellem de borgerlig magthavere og venstrefløjen. For det andet siger den måske også noget om, hvor omtålelig vores forhold til besættelsestiden endnu er. Selv om nyere historisk forskning på området har tydeliggjort, at forholdet mellem besættelsesmagten og det danske samfund langt fra var så sort-hvidt, som vi lærte i skolen, så er det stadigvæk ubehageligt, når nogen piller ved det mytologiske stof. Hvad enten de gør det på historisk videnskabelig vis eller ikke. Det er nærliggende at se en parallel til denne tematik i hele diskussionen om professor Bent Jensen og forskningen i “den kolde krig”, hvor kampen også går om, hvem der skal have mulighed og ret til at fortolke, hvad der skete i de år.

Sindelagskontrol er en grim ting, der ikke bør forekomme i et demokratisk samfund som det danske. Vi så i halvfjerdsernes Tyskland, hvad det kunne føre til, når venstreorienterede blev udsat for sindelagskontrol: Berufsverbot.

Jeg mener ikke, at der – med det vi ved – er basis for at sætte spørgsmålstegn ved Claes Kastholm Hansens og udvalgets disposition i sagen. Afvisningen af Erik Haaest skal ikke ske ved projektet men ved læsningen af bogen, der udkommer, når hovedpersonen er død. Anna Lund Lorentzen er 97 år gammel, bor og lever i Tyskland, hvor hun har arbejdet med velgørende formål. Og hun har ønsket, at bogen først udkommer, når hun ikke er mere. Lad os vente med kritikken, til bogen ser dagens lys. Det værste, der kan ske, er vel, at bogens udlægning af hovedpersonens gerninger og bevæggrunde vil føre til en frugtbar modsigelse, der vil kunne gøre os alle lidt klogere på besættelsestiden. Og i så fald er de 200.000 kroner givet godt ud.

Benægtelse af holocaust – ang. Erik Haaest

18. juli 2007

Skal det være tilladt at benægte, at holocaust har fundet sted? At millioner af mennesker – jøder, homoseksuelle, sigøjnere m.fl. – endte deres liv i udryddelseslejrenes krematorier i hitlerismens tid? Debatten gÃ¥r rundt omkring i Europa, hvor holocaustbenægtelsen er blevet en slags bevægelse. Og en flig af debatten finder vi i dagens avis, hvor tildelingen af et arbejdslegat til forfatteren Erik Haaest har afstedkommet voldsom kritik af legatuddeleren, KunstrÃ¥det. Journalisten Poul Schmidt har bedt om aktindsigt i legatbegrundelsen og mener, at det er kritisabelt, at KunstrÃ¥det giver skattekroner til en aktivist for holocaustbenægterbevægelsen.

Niels Brunse, der er en kendt oversætter og har siddet i udvalget, afviser, at Haaests velkendte holdninger skulle have nogen betydning og udtaler: “det er ikke vores opgave at tage politisk stilling. Det projekt, han ansøgte om støtte til, var godt”. Hvad skulle vi dog opnÃ¥ ved at forbyde folk at ytre den slags absurde pÃ¥stande andet end at fortrænge ondskabsfulde tanker og holdninger fra det offentlige rum, men ikke at fjerne dem? De vil fortsat være der i hovedet pÃ¥ disse forvirrede mennesker? Kan vi ved forbud forhindre ondskaben i at eksistere? Nej. Lad folk sige, hvad de mener, tror og tænker, sÃ¥ vi kan imødegÃ¥ deres uforgribelige meninger med kritik, oplysning og – ikke mindst – latter(liggørelse).

PS. Erik Haaest spillede en ret stor rolle i capacs ungdom, hvor han udgav nogle af de fÃ¥ blade, der beskæftigede sig med tidens pigtrÃ¥dsmusik. Det var blade som Beat, Hit og – ikke mindst – Børge. Siden har Erik Haaest slÃ¥et sine folder pÃ¥, hvad man kunne kalde journalistikkens overdrev. Se herom pÃ¥ hans egen hjemmeside.

Hr. Gainsbourg, formoder jeg…

23. juni 2007

Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. PÃ¥ pladen giver forskellige kunstnere deres bud pÃ¥, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.

Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.

Støn bare med – der er jo varmt nok til det… ;-) : Læs mere »

Da jeg fik Beatlesh̴r Рerindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “Ã¥sse havde beatleshÃ¥r”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hÃ¥r ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sÃ¥dan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og nÃ¥r de kunne, sÃ¥ kunne jeg ogsÃ¥. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni Ã¥r gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebÃ¥nd i frikvartererne, hvor de smÃ¥ var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke sÃ¥ meget mærke til i starten, nÃ¥r man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned pÃ¥ terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da ogsÃ¥ pænt, nÃ¥r man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift stÃ¥r skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første pÃ¥ skolen tillod mig at lade hÃ¥ret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del smÃ¥konflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, sÃ¥ skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen pÃ¥, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hÃ¥r.
Jeg oplevede ogsÃ¥ at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gÃ¥ over til damefrisøren pÃ¥ den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og hÃ¥ret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hÃ¥r gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hÃ¥r bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det sÃ¥. Da havde det jo ogsÃ¥ tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »