Indlæg tagget med ytringsfrihed

“Her bør sondres” – sagen om Bo Elkjær og statsministeren

14. juni 2007

Som bloglæser vil man være stødt pÃ¥ sagen om statsministers Anders Fogh Rasmussens ikke-villen-lade-sig-interviewe om Irak-krigen af en bestemt Ekstrabladsjournalist, Bo Elkjær. Sagen har rullet samtidig med den sÃ¥kaldte “landskampskandale”, og det kan mÃ¥ske have skygget lidt for dens vigtighed. Men kun lidt, for debatten har rullet. Ombudsmanden er blevet involveret i sagen, fordi benævnte journalist har klaget til denne, idet han mener sig diskrimineret af statsministeren. Efterfølgende har ombudsmanden henstillet til, at statsministeren lader sig interviewe, hvilket er blevet afvist. Derfor har ombudsmandsinstitutionen lidt et autoritetstab. Herom kan man læse i ombudsmandens fine kronik i Jyllands-Posten forleden dag.
Nu var det slet ikke meningen, at jeg ville ytre mig om sagen, men der kom en diskussion pÃ¥ tværs. Her til morgen sÃ¥ jeg SFs formand Villy Søvndal diskutere sagen med statsministerens tro væbner, politisk ordfører Troels Lund Poulsen pÃ¥ TV2s morgentv. Her forsvarede Poulsen statsministerens handling ud fra ytringsfriheden. Argumentet gik i sin enkelhed pÃ¥, at statsministeren som alle andre har sin ytringsfrihed – men ikke nogen ytringspligt. Han mente ogsÃ¥, at der ikke var tale om et fravalg af en bestemt journalist, da denne jo kunne komme til statsministerens hyppige pressemøder, hvor han sÃ¥ havde mulighed for at stille spørgsmÃ¥l.
Har statsministeren pligt til at ytre sig om Irak-krigen over for en bestemt journalist? Torben Lund Poulsen mener nej. Statsministeren kan som enhver anden lade være med at ytre sig. Men, som ombudsmanden rigtignok gør opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er det vigtigt at skelne. Fx mellem borgere og politikere i almindelighed  og sÃ¥ en statsminister, der aktivt har ført landet ind i en krig pÃ¥ – lad os sige det sÃ¥dan – et grundlag af skrøbelig legitimitet. Statsministeren er ikke hvem som helst. Set i lyset af, at statsministeren – sammen med et flertal i folketinget – har ført landet ind i en krig, hvor unge danskere mister liv og helbred (og, ikke at forglemme, tusindvis af civile irakere), og hvor en fredelig løsning synes at fortabe sig i horisonten, sÃ¥ mÃ¥ man spørge, om ikke Fogh Rasmussen – i det mindste – har en politisk og moralsk forpligtelse til at udsætte sig selv og regeringens politik for en kritisk journalistisk udspørgen fra en i sagen velinformeret journalist? Har landets borgere, offentligheden, ikke – i det mindste – et moralsk krav pÃ¥, at statsministeren stiller sig og sin ytringsfrihed til rÃ¥dighed for kritisk journalistik, sÃ¥ alle endnu engang fÃ¥r mulighed for at overveje deres holdning til den krig, der blandt andet indirekte fører til indskrænkninger af vores retssikkerhed og sikkert vil være landet til økonomisk byrde mange Ã¥r frem i tiden? I det mindste…

Cubansk seksuelt frisind

9. juni 2007

I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstÃ¥ende video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var ogsÃ¥ homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en Ã¥benlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald pÃ¥ papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg pÃ¥ at hÃ¥ndtere seksuelle spørgsmÃ¥l og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro Espín, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt pÃ¥ bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro Espín et mere frisindet syn pÃ¥ det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig ogsÃ¥ indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske omrÃ¥de, kendt for at være et seksuelt frisindet omrÃ¥de, sÃ¥ længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru Espín arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner pÃ¥ Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten Ã¥benlyst trives pÃ¥ Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder pÃ¥ en Ph.D. afhandling om transvestitisme og pÃ¥ en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, sÃ¥ledes at lovgivningen ogsÃ¥ vil tage højde for fx operative indgreb pÃ¥ transseksuelle. Anstrengelserne har allerede bÃ¥ret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmÃ¥l om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro Espín er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men ogsÃ¥ tilhænger af et Ã¥bent, fordomsfrit syn pÃ¥ seksuelle spørgsmÃ¥l – ogsÃ¥ nÃ¥r det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger ogsÃ¥, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald pÃ¥ homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig ogsÃ¥ til udenlandsk forskning pÃ¥ omrÃ¥det, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela Espíns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror pÃ¥, at det seksuelle frisind gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med folkets oplysning pÃ¥ omrÃ¥det. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun gÃ¥r og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.

Organdonation – via tv-program

2. juni 2007

Det i forgangne uge meget omtalte hollandske tv-show, hvor organdonation og kommerciel tv-underholdning skulle gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd har vist sig – indtil videre i hvert fald – at være en slags praktical joke. Den tyske avis Zeit fortæller, at det hele var en iscenesættelse med henblik pÃ¥ at gøre opmærksom pÃ¥ problemet organdonation. SÃ¥ kan vi med moralsk kvababbelse vel Ã¥nde lettet op eller hvad? MÃ¥ske har tv-mediet i kapitalismens vold omsider nÃ¥et en smertegrænse for, hvor langt man vil gÃ¥ for at fÃ¥ seere og reklameindtægter? Det skal man ikke være sikker pÃ¥. For undervejs har man blandt andet hørt en talsperson for TV3 give udtryk for, at man da var Ã¥ben for den slags nyskabende tv-programmer. Moralen har aldrig været en holdbar barriere for kapitalistisk innovation…

Abdul Wahid Pedersen – religion og politik

24. maj 2007


Som nævnt i gÃ¥r har Abdul Wahid Pedersen, den danske imam, talt for flerkoneri. I gÃ¥r aftes i DR2 Deadline var Pedersen i studiet sammen med Socialistisk Folkepartis Ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge (indslaget kan genses her). Wahid Pedersen fastholdt sit synpunkt om flerkoneriets berettigelse med udgangspunkt i Koranens ord. Med et forsigtigt ordvalg forsøgte han at balancere pÃ¥ den æg, der skiller den hellige bogs lovord – fx om at en mand godt mÃ¥ have op til fire koner, men konen kun en mand – og det verdslige, demokratiske retssamfunds lovgrundlag, der betragter bigami som en forbrydelse og utroskab som argument for skilsmisse. Wahids argumentation gik pÃ¥, at flerkoneri kunne være relevant i nogle tilfælde, ikke mindst i lande som Afghanistan og lign., kunne være en fordel for f.eks. krigsenker, der ellers var i nød.
SF’s ligestillingsordfører angreb ud fra et rent ligestillingssynspunkt Wahid, og gjorde det for sÃ¥ vidt ok. Men det er ærgerligt, at Pernille ikke gik Wahid hÃ¥rdere pÃ¥ klingen i spørgsmÃ¥let om forholdet mellem religion og samfund. For det brændende spørgsmÃ¥l i Wahids holdning er, hvorvidt religionens lov – dvd. udlægningen af Koranens som en lovtekst for de troende – stÃ¥r over det verdslige samfunds love? Det forekommer mig at være et af de mest pÃ¥trængende spørgsmÃ¥l i debatten om fx folketingsmedlemmers tørklæder osv. For stÃ¥r den hellige bogs ord over verdslig lov (og den hellige bog kan lige sÃ¥ vel være Biblen, Toraen osv.), kan en politiker sÃ¥ forfægte et politisk program, der fx modsiger dette hellige skrifts holdninger til forholdet mellem kønnene, dødsstraf, homoseksuelle osv.? Og dette spørgmÃ¥l hænger sÃ¥ sammen med en række andre brændende spørgsmÃ¥l, men dem lader vi ligge indtil videre…

Forbandet ungdom – Klaus Rifbjerg og Ungdomshuset

14. marts 2007

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the RyeGriberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde pÃ¥ det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror pÃ¥ Københavns rÃ¥dhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det sÃ¥ sjovt og brugt sÃ¥ mange som lige nu, er en anden historie, men mÃ¥ske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gÃ¥et i knude. Generøsitet og venlighed, ogsÃ¥ nÃ¥r blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom sÃ¥ i gang, sÃ¥ det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan fÃ¥ lov til at leve videre og slÃ¥ vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at fÃ¥ den brosten i nakken. EfterhÃ¥nden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom pÃ¥, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves ogsÃ¥ intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, nÃ¥r problemer skal løses. Uden menneskelighed gÃ¥r det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.