CAPAC

(Ill. af Edmund Valtman). Den 13. april ville den store irske forfatter og digter Samuel Beckett være fyldt 100 år, hvis ellers han havde fået lov til at skrive så længe…

Beckett vil selvfølgelig blive fejret på behørig vis i Irland, og vi kan da håbe, at han også får stor opmærksomhed her i lille Danmark…

Do the five day drag once more,
Know of nothing else that bugs me
More than working for the rich man,
Hey I’ll change that scene one day,
Today I might be mad,
Tomorrow I’ll be glad,
I’ve got Friday on my mind,

(Easybeats, 1967)

Weekendens projekt: Besøg på Aros, Aarhus Kunstmuseum, for at se udstillingen Jaywalking Eyes, der efter sigende skulle være den største retrospektive udstilling af maleren Michael Kvium. Den allestedsnærværende BH, kraniet, ægget, forbindingerne, de alt for realistiske kroppe osv. Jeg har kun hørt positivt om udstillingen fra venner og bekendte. Kviums kunst efterlader aldrig en uberørt,og det er en kvalitet. Jeg vil lade mit blik fumle gennem salene.

Mindst en gang om ugen lægger jeg vejen forbi det lokale folkebibliotek for at låne musik, film og bøger. Det er den måde, man støtter bibliotekerne på (siger min veninde bibliotekaren). Sidst jeg var der, faldt jeg over en cd med sangerinden Brenda Lee. “Best of…” med tyve af hendes største hits fra 1959-1963: Sweet Nothin’s, I’m Sorry, Rockin’ around the Christmas Tree (som er med på enhver anstændig Christmas-compilation…), Let’s jump the Broomstick osv. Ifølge de sparsomme coveroplysninger havde hun 52 (!) hit singles i USA i tiden fra 1957 og frem til 1973 og 22 hits i Stor Britanien i løbet af fem år. Imponerende. Men hun startede også som 14 årig…

Den var der for en kort bemærkning, solen. Ellers er himlen som på billedet nedenfor, more or less.

Jeg er tidligt oppe. Behøver ikke noget vækkeur. Gravhunden er mit vækkeur. Så snart jeg bevæger mig fra drømmeland mod vågen tilstand, så er han ved min side. Eller rettere: så står han på min brystkasse. Godt han ikke er en Sankt Bernhards hund eller lignende.

Og så begyndte det at regne. Regn, regn og atter regn. Velkommen forår…

Her er et lille udsnit af min bogreol. Jeg har valgt hylden lige bag min nakke, så kan jeg jo se på de gule bind uden at vende mig… Vi får se, om der kommer flere reolbilleder

Organet for feministisk bøsseævl meddeler, at den 26-årig irakiske blogger ved navn Riverbend er blevet indstillet til den britiske litteraturpris Samuel Johnson-prisen som repræsentant for non-fiction. Forfatterinden, der af gode grunde er anonym, har fået udgivet sin blog Bagdad Burning som bog, og det er på baggrund af den nomineringen er sket. Til lykke! Og held og lykke til alle jer andre bloggere derude i cyberspace…

New Musical Express meddeler, at mit gamle idol Ringo Starr har fået hugget to fingre af! Heldigvis viser det sig, at den gamle ex-beatle ikke har lidt fysisk overlast. Men i forbindelse med udgivelsen af compilation-cd’en Capitol Albums Volume 2 har pladeselskabet ikke villet afbilde en cigaretrygende Ringo. Derfor har man, dvs. pladeselskabsbosserne, fået bortretoucheret cigaretten og altså to fingre. Man kommer uvægerligt til at tænke på andre historiske eksempler på historieforfalskning fx fra Stalinperioden, hvor div. politiske modstandere blev fjernet fra fotos. Nu er anti-rygnings-fundamentalisterne altså også kommet så vidt.

For en ordens skyld skal jeg lige pointere, at jeg er ikke-ryger, men anti-rygnings-ideologien er gået over gevind i fundamentalistisk formynderi og moralisme.

Ringo sammen med Elvis (Costello):

Selv om - eller måske netop derfor - jeg har skrevet på pc i snart to årtier, så har jeg en svaghed for gode fyldepenne, kuglepenne, pencils, blyanter osv. Der er ikke noget som en god Meisterstück, hvor det blå blæk flyder ubesværet over det hvide papir. Eller en rigtig god kuglepen, der ikke klatter, glider over papiret uden for megen eller for lidt modstand og ligger godt i ens hånd. Et godt greb skal der være. Og det behøver ikke at være et skriveredskab til mange hundrede kroner. Som den hosstående fx. Den var billig. Min datter købte den og en tilsvarende pencil til mig for ca. 20 kr. i et lokalt supermarked. Og siden har den været min yndlingskuglepen (blyanten er heller ikke værst). Største problem er: Hvad gør man så, når der ikke er mere blæk i patronen? Kan man få en ny til et ikke-kurant mærke?

Martshimlen ser stort set ud som i går. Men temperaturen er steget, og gravhunden nød tydeligvis det lunere vejr, da vi gik tur tidligt i morges.

Jeg er indtil videre sluppet for den omsiggribende forårsforkølelse, som sengelægger mange, iberegnet den ganske familie. Skulle det være lykkedes at få c-vitaminer m.m. nok gennem vinteren til at holde snotnæse, halsonde og feber fra døren en stund? Så har man da lov til at glæde sig i sit stille sind. Små glæder. Det ved man, hvad er. Til dem hører også den første krus kaffe til udsovede smagsløg.

Sådan ser den altså ud herfra, hvor jeg går. Himlen i marts.

ABC-reolen fik mig til at dagdrømme om fænomenet indbyggede reoler og rigtige privatbiblioteker. Jeg husker endnu en studiekammerat, hvis far var en ganske berømt digter i 1940’erne og starten af 1950’erne, som henrevet fortalte om en af halvtredsernes store litterater, så vidt jeg husker Paul Robow, som havde et biblioteksværelse med indbyggede reoler fyldt op med læderindbundne bind og førsteudgaver en masse. Men mindre kan da også gøre det. Fx en indbygget reol. Det sidste eksempel jeg så - i et dameblad - kostede omkring 30.000, og så var det ikke engang massivt træ det hele. Helt tilfældigt (?) faldt jeg forleden over en stor gul bog på biblioteket med titlen Gør Det Selv. Den var så iøjnefaldende, at jeg ikke kunne andet end at bladre i den. Sådan er vi bogmennesker jo. Og hvad falder mit blik på i denne bog: en opskrift på, hvordan man nemt (hm!) bygger en bogreol. Så er det jo bare om at tage sig sammen…

Forbrugerminister Lars Barfoed retter i dagens udgave af Politiken en anklage mod DR, fordi han mener, at tv-stationen for tre måneder siden vidste, at der blev handlet med fordærvet kød på danske restauranter osv., og at stationen derfor burde have oplyst befolkningen om det. Måske er det det, ministeren forstår ved public service? Sagen har ellers udviklet sig ganske ubehageligt for den såkaldte forbrugerminister, idet flere ting tyder på, at Fødevarestyrelsen ikke alene lider under regeringens nedskæringer, men også under interne ledelsesproblemer, ineffektivitet m.v. Spørgsmålet er, om den såkaldte forbrugerminister føler sit sæde truet? I hvert fald giver hans seneste udfald ny betydning til vendingen: at rette smed for bager… 

Foranlediget af Klaus’ skrivebordsblog faldt jeg i staver over et billede af en gammel reol. Bogreoler er jo tiltrækkende på os bibliofile. Vi ved ikke noget bedre, end at glide ned i et lille kælderantikvariat med boghylder fra loft til gulv. Men jeg mente også at genkende den gamle ABC-reol, som fulgte mig gennem mange år fra min første studietid ved Århus Universitet og frem til for ca. fem år siden (ved nærmere eftersyn viste det sig dog “kun” at være en look-alike…). ABC’en var bygget af spånplader med pyntelister og nogle lette fyrretræsstiger. Dertil nogle udmærkede gulmalede kryds, som man helst skulle have nogle stykker af for at få det hele til at balancere nogenlunde. Man kunne også købe nogle trækiler i hos den lokale reol-pusher, så man kunne få balance i tingene på de skrå gulve i den indre del af Århus by. Alt i alt var det jo nok noget billigt møblement, som ingen ungersvend eller ungmø ville eje i dag. Min reol blev stillet op og pillet ned i et væk i mine studieår, hvor jeg gennemsnitligt flyttede en gang om året. Det var før forældrekøb blev moderne, og man var på - måske ikke ligefrem Herrens - så bolighajernes marked og måtte tage til takke med udhuse, loftsværelser og, hvis man var rigtig heldig, et kollegieværelse eller en lille udlejningslejlighed med toilet på gangen.

Efterhånden blev reolen mere og mere slidt og mærket af tidens tand. Stigerne blev mørkere og mørkere, selv om jeg aldrig har røget tobak. Dens hylder buede flot under lærdommens, hi-fi-anlæggets og grammofonpladernes vægt. Indtil en dag, hvor der lød en knasende lyd og et brag bag mig, og et par hylder brød sammen. Heldigvis overlevede de klemte bøger uden mén. Så blev reolen pillet ned endnu engang og kørt på lossen, og en nyere variant af samme reoltype indkøbt. Det var lige som at sige farvel til at gammel ven. Et lille rif i hjertet.

Jeg har i øvrigt set, at den nu går under betegnelsen ABC-reolen classic…

preventing premature ejaculation. High Quality Replica. more sperm better sex. yesterdays chance is todays dream. better taste sperm. Rollick in the hay when you were young. ambien wehr. Let me show you how $1.56 (a dose) can change your marriage. erections are still possible. RE[3]: Hello… martial art far-flung. zitywarguvagopugy.

Jeg renser mit spamfilter.

Urene er stillet en time frem. Socialdemokratiet er gået nogle procentpoint tilbage. I følge Gallup. Hvad sker der med det gamle arbejderparti? Vinteren strides endnu med foråret om magten. Kold blæst, snesjap og små gule og hvide blomster overalt. Tænker på W.C.Fields og The Fatal Glass of Beer. Gaderne er næsten tomme. Folk sover nok længe eller trækker morgenbordet med aviser, brød og hygge i langdrag. Hvis de da ikke skal lufte hunden. Det er søndag, og ingenting skal ske.

Sommertid. Måske skulle man stille tiden ti år tilbage…

Selvom det er lørdag, er jeg tidligt oppe (gravhunden vækkede mig…). Der er en kold vind udenfor, men det er herligt lyst, og fuglene lader som om foråret er lige på trapperne.

Endnu engang kommer gårsdagens avis med en dags forsinkelse. Som regel er det lørdagsavisen, der svigter, så denne gang er det en undtagelse. Jeg reklamerer troskyldigt via nettet (man har trods alt betalt for produktet…), men har også lidt medlidenhed med postafløseren. Det er sikkert en studerende, der skal have et smørbart produkt på brødet, salt til sit økologiske æg. Postbudene er en af de meste stressede faggrupper har jeg læst, og jeg kan sagtens huske, hvordan det var, dengang jeg for mange år siden en kort tid kørte som post. Ikke ligefrem et ønskejob.

Stress er i det hele taget vor tids pest.  Venner, naboer, familiemedlemmer, kolleger en masse går op i limningen pga. stress. Sygemeldes i længere perioder, hvis de ikke ligefrem brænder ud og glider over i gruppen af personer, der modtager “overførselsindkomst”, som det så smukt hedder på politikerdansk. I Sverige har man haft flere dødsfald blandt ganske unge mennesker på grund af stress. Men arbejde er jo et gode, uanset dets indhold eller kvalitet. Ikke? Spørg bare den såkaldte arbejdsminister Claus Hjorth Frederiksen, der netop forsøger at stresse de ledige til at få et arbejde, hvor de så for alvor kan bliver stressede - . Og der skal de så blive, indtil de er langt op i alderdommen pga. den kommende “ældrebyrde”. Hvis ellers nogen på arbejdsmarkedet vil have dem. Tankestreg.

Jo, arbejde er livets mening. Ingen tvivl om det. Vel?

Jeg kommer til at tænke på filosoffen Søren Kierkegaard, der tidligt arvede en større sum penge, som han kunne leve af den korte tid, han nu levede. Hvis han skulle have været på nutidens arbejdsmarked, ville de samlede skrifter nok ikke have haft det omfang, de faktisk fik. 55 bind. Med det hele. Nu må en ledig stort set ikke lave andet end at søge arbejde. For arbejde er jo det alt saliggørende. Max Weber havde måske ret. Vi er nok sekulariserede, men protestantismen stikker dybt i vores tankemåde. 

Udenfor skinner solen nu og da. Det er tid til at tage fat på dagens gøremål. Kaffen er nyskænket, og det er en fryd. På med vanten - når kaffen er drukket.

Den amerikanske singer-songwriter Jackson Browne lavede i 1974 et fint album med titlen Late for the Sky. Jeg kom til at tænke på denne LP her til aften på turen med hunden. Vi var lige drejet om hjørnet til en af de mange små veje med parcelhuse fra 1960’erne og 1970’erne, og gadelygterne var lige blevet tændt. Vi befandt os i skumringen. Husene med deres oplyste vinduer, hvor folk var i køkkenet eller havde sat sig til rette foran fjernsynet, lå i halvmørke, medens den blå himmel og skyerne var ganske oplyst. Det var dette billede, der lod et andet billede og en følelse af deja vu dukke op i min bevidsthed. Først et billede fra en film af Niels Malmros - jeg mener, at det var Kundskabens Træ - hvor drenge komme cyklende på en villavej, hvor skumringstimen netop er sat ind. Jeg husker scenen og stemningen med stor tydelighed. De klare billeder og det helt specielle lys.

Straks afløses billedet af billedet af Jackson Brownes cover, der ganske vist er et manipuleret billede. Man ser en klar blå himmel med lyse skyer og i forgrunden et mørkelagt hus med oplyste vinduer, en gadelampe og en smuk ældre hvid Chevy. Coveret er i bevidstheden med overtydelig klarhed. Stumper af tekst dukker op i erindringen. Jeg må hjem og finde pladen frem… 

I dag skinner solen, sneen og isen er næsten helt væk. Hue og handsker blev liggende på deres hylde og jakken var knappet op, da hunden gik sin tur med mig. En mand og hans hund. Undervejs kom jeg til at tænke på imamen Ahmed Akkiri, der som spøg havde foreslået, at den radikale folketingspolitiker Nasher Khader skulle sprænges i luften, hvis han engang blev minister. Kun en joke, iflg. imamen selv. Enhver tv-seer kunne se det med egne øjne i den franske dokumentarudsendelse, som DR udsendte i går. Det, jeg kom til at tænke over, var, at omtalte imam jo har været foregangsmand i kampen mod nogle andre spøgefuldheder, nemlig nogle noksom bekendte satiriske tegninger af profeten Muhammed, som blev trykt i en større landsdækkende avis. Ganske vist var det spøgefuldheder i ytringsfrihedens tjeneste. Men, hvis man kan angribe den slags spøgefuldheder for deres krænkende og despektfulde karakter, kan man så med rimelighed krænke navngivne personer med dødstrusler? Forudsat, at man tror på imamens påstand om, at det blot var en joke. Jeg spørger bare…Og så fortsatte gravhunden og jeg ellers efter manden med den dansk-svenske gårdhund, men nåede desværre ikke at snakke med dem…

At have hund strukturerer ens hverdag. Hunden skal luftes, og den er et vanedyr. Min er i hvert fald. Efter morgenmaden er der ingen pardon. Vi skal af sted. På med jakke, hue og sko. På med hundesnor og seletøj. Og så ud og trave af sted.

Jeg har besluttet for mig selv, at min gravhund skal have lov til at bestemme, hvor vi skal gå hen og ad hvilke veje, når jeg lufter ham. I hvert fald som udgangspunkt. Hans liv er i forvejen styret nok af mennesker. Efterhånden har han, for en han er det, fået et “program” af ture, som vi gennemtraver i al slags vejr og året igennem. Kun når det er løbetid, brydes mønstrene. Til sammen dækker programmets ture stort set den “landsby” i byen, hvor vi bor.

Selv om det kan være træls, som man siger her i det jyske, at skulle ud af døren i blæst, sne og regn, så er det også en velsignelse. Man tænker så godt, når man sådan går af sted uden andet mål end at gå den tur med hunden. Sådan er det også med cykling og svømning. Bevidstheden renses og tankerne får frit løb. Streams of consciousness. Ideer og indfald kommer og forsvinder. Man laver intet andet end at vandre af sted med sin hund. Man “lufter sig selv og sin hund”, som Steffen Brandt skriver i sin sang om En mand og hans hund, der bl.a. undrer sig over, hvad der foregår inde i den mand, der går med hunden. “Hvem ved f.eks. hvad der rører sig dybt inde af uro og glæde og tid som bare løb ud i sandet?”. Tja..

Digteren Inger Christensen er kommet i fint selskab. DR meddeler, at hun som den anden (efter Peter Handke) er fundet værdig til at modtage Siegfried Unseld-prisen på 50.000 Euro. Unseld var grundlægger af det store Suhrkamp-forlag, som enhver humaniorastuderende kender…

en sort storm i et lukket hulrum

sorte syrener der lugter af svovl

sort sne

(DET)

Jeg måtte selvfølgelig følge med i den forsatte skandale om Fødevarestyrelsen og handlen med dårligt kød og andre såkaldte fødevarer. DRs forbrugerprogram Kontant tog tråden op fra sidste uge, hvor afsløringerne begyndte. Stille og roligt kunne programmet dokumentere, at Fødevarestyrelsen over en periode på otte år har været bekendt med forholdene i Thulin Kød Engros uden at gribe til handling. Det blev også dokumenteret, at der var forbindelser mellem Thulins forrretning og den store tyske kødskandale sidste år. Forbindelser, som Fødevarestyrelsen “overså”, og som fortsatte ufortrødent, medens skandalen blev afdækket i medierne. Endelig kom også frem, at Fødevarestyrelsen nu forsøger at dække over menneskelige fejl ved at henvise til computerfejl… Lavinen er begyndt at rulle, og den kommende tid vil sandsynligvis afdække endnu flere horrible forhold i styrelsen og kød- og restaurationsbranchen. Ministeren, Lars Barfoed, afviste blankt, at Fødevarestyrelsens ineffektivitet skulle have noget at gøre med nedskæringer og ressoucemangel. Han henviste til, at problemerne startede under den forrige regering. Vist det man kalder en bortforklaring…

Accepterer man ministerens argument, står der stadigvæk en række spørgsmål tilbage om forholdene i styrelsen: er de dygtige nok, er ledelsen god nok, har ministeriet styr på styrelsen osv. Der må være masser af arbejde for grundige journalister og emsige oppositionspolitikere den kommende tid…

Formanden for Foreningen af Udlændingeadvokater Anders Christian Jensen beklager og fortryder, at han har sammenlignet statsminister Anders Fogh Rasmussen med Hitler og derved rejst en veritabel mediestorm. Samtidig siger han, at “at fremture med, at jeg siger, Fogh er lig med Hitler, det er ude i hampen”. Hvad advokaten faktisk skrev i sin nu stærkt anfægtede email om statsministerens integrationsmøde med folkevalgte politikere med indvandrerbaggrund var: “Et sådant møde ville svare til, at Hitler holdt møde med de jødiske organisationer, alt imens han lystigt gassede dem”. Ret skal være ret. Manden siger ikke, at Fogh er (en) Hitler. Men alene det faktum, at han sammenligner Foghs handling med noget, der har med Holocaust - en af det 20. århundredes ufattelige menneskelige forbrydelser - at gøre, er helt og aldeles uacceptabelt og ødelæggende for enhver dialog.

Bloggosfæren har ladet et begreb sive ind i mit univers: meme. Nyt kaldes det, men ak, også meme har en etymologi. Det nye er nok, at begrebet bruges i weblogs. Det omstridte Wikipedia skriver følgende om begrebet:

The term “meme” (IPA: [miːm]), refers to any unit of cultural information, such as a cultural practice or idea or concept, which one mind transmits (verbally or by repeated action) to another mind. Examples might include thoughts, ideas, theories, practices, habits, songs, dances and moods in addition to concepts such as race. Different definitions of meme generally agree, very roughly, that a meme consists of some sort of a self-propagating unit of cultural evolution having a resemblance to the gene (the unit of genetics).

Memes alter one’s thinking and in themselves appear morally neutral; not necessarily good nor bad. However the application of memes can have moral implications.

“Memes have, as their fundamental property, evolution via natural selection in a way very similar to Charles Darwin’s ideas concerning biological evolution, on the premise that replication, mutation, survival and competition influence them. For example, while one idea may become extinct, others will survive, spread and mutate — for better or for worse — through modification. Note an important fact, however: not only the memes most beneficial to their hosts will necessarily survive; rather, memes that are the most effective replicators spread best, which allows for the possibility that successful memes might prove detrimental to their hosts.”

Her kan man også se, at ordet kan spores tilbage til 1904, hvor det dukker op i evolutionsbiologen Richard Semons bog Die Mnemische Empfindungen in ihren Beziehungen zu den Originalenempfindungen.

Studenteroprøret i Paris 1968 er mytologisk berømt. Der var her det sneede dengang… Men hvad sker der nu? I weekenden var godt  1.000.000 mennesker på gaderne i Frankrig for at protestere mod regeringens planer for arbejdsmarkedet. Og nu læser man, at fagforeningerne sætter regeringen stolen for døren og truer med generalstrejke… Historiens gentagelse eller hvad?!

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte - at bringe unge fartglade mennesker på “rette” spor - er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes…).

Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor…

Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.

Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej…).

Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår à la Elvis…

Det sker, at man får købt en grammofonplade eller cd, som måske blive spillet en enkelt gang for så at forsvinde i musiksamlingen i en længere periode. Efter at have forsøgt at give et svar på Van Morrisons spørgsmål “Hvad skete der med P. J. Proby”  (Down the Road) browsede jeg mine gamle grammofonplader for at finde andre særprægede sangstemmer fra de længst forsvundne 1960’ere, og ved først holdt faldt jeg over sangeren Long John Baldry’s (1941-2005) LP fra 1980, der blot hed Long John Baldry. Baldry blev især kendt for sit nr. 1 hit fra 1967 Let the heartaches begin, en smægtende ballade, som stadigvæk er værd at lægge øre til, og stadigvæk kan fås på singlecd. Ellers havde sangeren ikke hitlistetække. Ser man hans diskografier igennem, så er det tydeligt, at hans dels havde en stor forkærlighed for blues og rhytm-and-blues (han havde tætte forbindelser til flere af 60’ernes store engelske r&b-navne fx Rolling Stones), og dels, at han var en udpræget fortolker med stor sans for at finde gode sangskrivere. På ovennævnte plade leverer han bl.a. to numre af ingen ringere end Willy Deville fra gruppen Mink Deville (Savoir Faire og Mixed Up Shook Up Girl) , The Doors-sangeren Jim Morrisons “Love Me Two Times” og Burt Bacharach/Hilliards “Any Day Now”. I øvrigt befolkes hans plader af en perlerække af kendte engelske musikere fx Eton John, Jimmy Page, Brian Auger, Rod Stewart osv.

Hvordan kunne denne plade dog gemme sig så længe?

Shall I compare thee to a summer’s day?
Thou art more lovely and more temperate:
Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer’s lease hath all too short a date:
Sometime too hot the eye of heaven shines,
And often is his gold complexion dimmed,
And every fair from fair sometime declines,
By chance, or nature’s changing course untrimmed:
But thy eternal summer shall not fade,
Nor lose possession of that fair thou ow’st,
Nor shall death brag thou wander’st in his shade,
When in eternal lines to time thou grow’st,
So long as men can breathe, or eyes can see,
So long lives this, and this gives life to thee.

(Shakespeare Sonnets nr. XVIII)

Når man tænker over udvalget af tv-kanaler og ikke mindst frekvensen af genudsendelser, så kommer man let til at tænke på talemåder som “at finde et nål i en høstak” og lignende. Fx er det forstemmende, hvor mange genudsendelser af film og - ikke mindst - serier, der er. Hvis man trak genudsendelserne fra, hvor megen sendetid mon der så var tilbage på det halvt hundrede tv-kanaler ?! Ikke fordi jeg har noget mod Fint skal det være eller Freinds, men alligevel…

Men det sker da, at der kommer en seværdig film, som man ikke har set før. I går sendte den snart feminiserede kanal TV Danmark således den engelske komedie Maybe Baby (2000) om et par, der ikke kunne blive forældre, selv om der ikke var noget galt med anatomierne (og så ved man jo godt, at der er gået ged i kærlighedslivet…). Komedien var letbenet, men som det ofte forholder sig med (i hvert fald) engelske komedier (tænk bare på Fire bryllupper og en begravelse, Love actually, Bridget Jones dagbog I m.fl.), så gør skuespilpræstationerne, at man kan sluge mange tåbelig- og urimeligheder.

I omtalte film har fx Rowan Atkinson rollen som gynækologen, der skal undersøge den kvindelige hovedpersons (Joely Richardson) underliv. Og det var morsomt, hvis man ellers er til Mr. Bean. Emma Thomson har også en meget morsom rolle som veninde med alternative synspunkter på frugtbarhedsproblemet. I det hele taget er der en række fine birollepræstationer i filmen.

Og så er det endnu engang sjovt at se, hvor dybt Shakespeare-traditionen stikker i engelsk film. Man skal lige vise, hvor dannet man er, ved at recitere en af Shakespeare’s sonnetter udenad. Hvornår har man sidst set en dansk skuespiller citere dansk litteratur i en dansk film? Jeg kan ikke komme på det.

Dan Turèll, digteren, der nok forstod at iscenesætte sig selv med sorte negle og glatraget isse, ville være blevet tres år i denne weekend (19/3), hvis ikke han havde forladt denne verden alt for tidligt d. 15. oktober 1993 som følge af en kræftsygdom. Verden blev lidt mindre farverig og underholdende den dag.

Fødselsdagen fejres bl.a. med udgivelsen af en digtantologi, som Chili Turèll har redigeret, og en samlet udgave af Onkel Danny fortæller på mere end 700 sider! Nu mangler vi bare, at få genudgivet nogle af digterens tidlige skrifter, fx Sekvens af manjana og lignende, knapt så folkelige bøger. Det ville også være rart med en faksimiliudgave af Vangede billeder.

Skriften fører en ad veje, man ikke havde tænkt sig. Ifølge Jacques Derrida og andre. Denne weblog skulle egentlig have gået en anden vej, men kom til at dreje sig om musik, film og andre medier. Vi får se, hvor længe det skal være sådan…

Tilfældigt fik jeg set et par klip fra en ny film af Roger Donaldson “The Fastest Indian in the World” (da. “Mit livs rejse”). Smagsprøverne fik mig til at tænke på bogen Zen og kunsten af vedligeholde en motorcykel af Robert M. Pirsig om forholdet mellem en far og en søn, zen-filosofi og altså motorcykler. En fin bog om mødet mellem Vesterlandet og Østen. Og jeg kom samtidig til at tænke på en anden film, hvor motorcykler - Harly Davidsons - spiller en central og symbolsk rolle: Easy Rider. En film om den amerikanske utopiske frihedsdrøm, hippiefilosofiens naivitet og meget mere.

I ovennævnte film spiller den britiske skuespiller Anthony Hopkins en gammel mand, der sætter sig for at sætte rekord på sin flotte gamle Indian motorcykel. Der er noget mytologisk over temaet: En mand i sit livs efterår kaster sig ud i et projekt med sin motorcykel, symbolet på Vestens frihedssøgen, den teknologiske materialismes drivkraft, den maskuline potens og så videre. Ikke så sært at mange mænd over 45 anskaffer sig en kværn, læderoutfit og så af sted. Bottoming out, som Lou Reed sang:

I’m cruising fast on a motorcycle
Down this winding country road
And I pass the gravel on the foot of the hill
Where last week I fell off

There’s still some oil by the old elm tree
And a dead squirrel that I hit
But if I hadn’t left, I would have struck you dead
So I took a ride instead

Bottoming out
Bottoming out
Bottoming out
Bottoming out

(Legendary Hearts, 1983)

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne”. Og der er mange sjove ting imellem…

På spørgsmålet, om man som weblogger skriver for sig selv (forfatteres eksistentielle spørgsmål), så bliver man lidt klogere ved at se på statistikken. Min blog er to dage gammel, der er to indlæg, og den har allerede 98 hits. Så der må jo være liv derude i cyberspace…

DR1’s forbrugerprogram Kontant kunne i går aftes afsløre, hvordan en kødgrossist igennem længere tid havde solgt for gammelt kød, ditto rejer og andre forældede fødevarer til restauranter, caféer, pizzariaer o.a. i det ganske land. Efter historien med Svineriget i Ukraine er det endnu et eksempel på, hvordan det går, når pengene alene styrer erhvervslivet. Ethvert etisk, moralsk osv. hensyn tilsidesættes, hvis det gælder om at tjene eller spare den sidste krone. For så vidt ikke nogen ny lære om den kapitalistiske økonomis virkemåde.

Kødgrossisten “smed håndklæden i ringen” med det samme og lukkede sin forretning. Men som det fremgik af et interview med en repræsentant for Fødevarestyrelsen, så er det kun toppen af isbjerget. En grundig undersøgelse vil vise, at der er mange flere af den slags forrretningsdrivende på området. Styrelsen havde svigtet i sin kontrol i sagen, og i dag er fødevareministeren ude og erkende, at der er sket fejl i styrelsens håndtering af problemerne. Så vidt, så godt - eller skidt.

Det var decideret pinligt at se restauratører, cafeejere osv. stå for åben skærm og forsøge at bortforklare, at de havde købt eller være fristet af at købe produkter, som ikke er egnet til menneskeføde. Fx en cafeejer fra Århus’ dyreste cafémiljø, der forklarede, at man sandelig havde smidt det indkøbte bacon ud, fordi det luktede fælt. Men indkøbt var det jo! Lige så pinligt var det at se, hvordan den offentlige kontrol fuldstændig var slået fejl. Man havde været uopmærksomme eller havde fejllæst en anmeldelse, hvor det sort på hvidt stod, at der blev svindlet med fordærvede fødevarer i meget store mængder.

Tilbage står en lang række ubesvarede spørgsmål, som man må håbe journalister og folketingspolitikere vil tage op i den kommende tid, fx om sammenhængen mellem kontrolsvigt og besparelser i det offentlige under den borgerlige regering, der ikke ligefrem har været fortaler for forbrugerbeskyttelse, spørgsmålet om konsekvenserne for alle de såkaldte restauratører osv., der har serveret snavs på tallerknerne, hvordan vil deres interesseforeninger stille sig til skurkene, skal de beholde deres næringsbrev osv -  og så spørgsmålet om forbrugernes, kundernes ansvar.

Forbrugernes ansvar? Ja, har vi ikke et medansvar, når vi fx accepterer at spise “tre retter for 199 kr.” og i den dur? Jeg kørte for ikke længe siden i taxa med en chauffør, der havde familie i restaurationsbranchen. De ejede en lille ny kvalitetsrestaurant i København. Han forklarede, at det ikke var muligt at sælge tre-retter-for-199 osv., hvis ikke man anvendte sort arbejde, fiflede med moms og told og snød på vægten, fx ved at købe produkter af ovennævnte slags.

God appetit.

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace. Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget…

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt? Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project”, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community”. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel… Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.

Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980.

Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.