CAPAC

Søndagen har stået i familiens tegn. Så bloggen har måttet vente. Og da jeg endelig kom så vidt, var den gået død. Nu skulle den være oppe igen, og så må vi se, hvad ugen kan bringe af nye indlæg.

Alderdomsbyrde? I dagens nyheder (Politiken, DR Nyheder m.fl.) kan man læse, at professor Ole Bjørn kritiserer det nydannede Skat for bevidst at forsøge at komme af med en lang række medarbejdere over 50 ved at stille dem over for valget: udflytning til provinsen eller fyring. Der er ialt 232 medarbejdere, der skal forflyttes (hvis de vil). Af dem er hele 70% over 50 og mere end 25% er over 60. Professoren mere end antyder, at ledelsen benytter omlægningen af skatteforvaltningen til at gennemføre en foryngelse og opkvalificering af Skat, som ellers ville være svær at gennemføre. Uanstændigt, kalder Bjørn det. Og man kunne tilføje: hvor er alle de politikere, der snakker om, at ældre skal forblive på arbejdsmarkedet i længere tid osv. Hallo!? Jeg græmmes…

Med numre som “All along the watchtower” og “Like a rolling stone” var Bob Dylan med til at starte den første musikfestival i New Orleans efter Katrinas ødelæggelse af området. Byen håber, at festivallen - The New Orleans Jazz and Heritage Festival - vil kickstarte byens genrejsning. Blandt de andre deltagere i festivallen er (selvfølgelig) Dr. John, Ani Difranco, Bruce Springsteen, Elvis Costello, Alain Toussaint og The Meters. Det musikalske udbytte skulle være sikret. Så må vi bare håbe, at der kommer mange dollars ind til at genoplive musikkens arnested… (nyheden stammer fra Reuters ).

Efter at have læst René Gummers kyndige omtale af Paul Mccartneys seneste opus Chaos and Creation in the Backyard i sidste uges udgave af Weekendavisen købte jeg cd’en i forgangne uge. Jeg havde kun hørt den i uddrag på Maccas hjemmeside, og det gjorde ikke det store indtryk på mig dengang. Men man skal jo lytte til andres argumenter; det har jeg lært gennem et langt liv. Også når det gælder musik. Og Gummer hæver cd’en til at være Mccartneys ypperligste post-beatle-album. På grund af den kompromisløse, unge producer Nigel Godrich er al “fedt” skåret bort (Macca har været ukritisk i sine valg nogle gange, for at sige det diplomatisk…). Det er den rene vare. Efter at have gennemlyttet cd’en en del gange må jeg da også indrømme, at Mccartney her nærmer sig højdepunkterne i Lennon/Mccartney-perioden. Og pladen bliver bedre og bedre for hver gang, jeg hører den. Det holder. Tak til Gummer for en god, musikalsk velfunderet omtale.

Og så er coverfotoet hele pladen værd. Fotoet er taget af Pauls broder Mike Mccartney (alias Mike Mcgear), dengang de kun var nogle hvalpe, der boede hjemme hos mor. Our Kid Through Mum’s Net Curtain kalder brormand billedet. Rammende. For der sidder den unge Paul med sin guitar i en opklappelig havestol ved stakittet, fordybet i at spille og måske komponere et af de kommende hits. Set gennem mors grimme netgardiner fra køkkenet. Sort-hvidt, men mere sigende end mange popsmarte covers.

Billedet nedenfor er fra Wikipedia, hvor der er flere oplysninger om pladen:

I de amerikanske medier kan man læse historien om en ung kvindelig studerendes Rise and Fall som forfatter. Og historier om succes (og det modsatte) er jo altid hot stuff i Amerika, hvor enhver som bekendt kan starte som avisbud og ende som præsident eller noget i den retning. Historien er også interessant, fordi den handler om den gamle traver: litterær “afsmitning”, dvs. tyveri. Hovedpersonen i historien er den 19-årige Kaavya Viswanathan, der er Harvard sophomore. Hun udgiver en debutroman med den lokkende chicklit-titel How Opal Metha Got Kissed, Got Wild And Got A Life. Bogens førsteoplag er på 100.000, og alt tegner lyst for den lille forfatterspire, men allerede få uger efter udgivelsen må forlaget trække bogen tilbage, fordi tøsen har gjort sig skyldig i litterært tyveri, kaldet lifting material (forskønnende omskrivning?). Den anklagede undskylder sig med, at hun blot har læst “offeret”, Megan McCaffertys bøger med stor appetit og ikke med vilje har imiteret sit forbillede… Forlaget har dog dømt litteært tyveri og trukket bogen tilbage. Den unge forfatterinde må tilbage til computeren og skrive sin bog om. Men hendes image har jo taget skade.Til det positive i denne historie tæller dog, at McCafferty har taget det meget pænt. Hun ønsker blot, at der bliver sat punktum for affæren, så hun og Kaavya kan fortsætte med at arbejde som forfattere… Mon ikke McCafferty alt for godt ved, hvor svært det kan være at være original som ung forfatter? I hvert fald en sympatisk gestus over for en yngre kollega. Som Per Højholt har været inde på: i begyndelsen bliver man nødt til at efterligne andre.

Medens Van Morrisons seneste cd “Pay the Devil” får meget blandede anmeldelser rundt omkring, for det meste negative eller i det mindste overbærende omtaler, så bruger den lille sanger tiden til at give nogle gode koncerter rundt om i den angelsaksiske del af verden. Og så har han ladet en video af sangen “Playhouse” lægge ind på sin hjemmesides Exclusives. Van live, det er jo altid godt…

Det gamle hippiblad Rolling Stone kommer med den interessante nyhed (i det mindste for tilhængere af bandet Television og markante “skæve” elguitarer), at Tom Verlaine efter 14 års pause nu udsender ikke mindre end to plader Songs and other Things med rocknumre og instrumentalpladen Around. Samtidig oplyses det, at han tager på turné over there i maj for at promovere det nye materiale. Flere af Televisions gamle medlemmer har hjulpet Verlaine med den nye rockskive. Det skulle også være sikkert og vist, at Television besøger Europa i løbet af året for at spille nogle steder, hvor de ikke tidligere har været…

I dagspressen kan man igen læse den besnærende nyhed: at ledigheden fortsætter med at falde. Samtidig må man undre sig dybt over, at arbejdsløsheden for de højtuddannede - akademikerne - har nået nye højder. Dansk Magisterforening kan i dag fremvise en statistik, der fortæller, at der går 1707 ledige ingeniører rundt, 1709 humanister, 1003 djøf’ere, 660 scient’er og 4820 andre faggrupper. Ialt knap 10.000 mennesker, der ikke kan få lov til at bruge deres kvalifikationer og kompetencer i en erhvervsmæssig, samfundsnyttig sammenhæng. Nu kan vi så bare vente på, at beskæftigelsesministeren m.fl. vil foreslå en yderligere forringelse af de lediges vilkår, så de kan tage sig sammen og finde et “passende” arbejde…

Kom forbi en af de mange genbrugsbutikker. Egentlig var jeg nysgerrig efter at finde en god, brugt lommekniv, der kunne slibes op. Men i stedet fandt jeg et par bøger - samleobjekter!

En af Carit Andersen omnibusbøgerne. I fineste stand. Kr. 14,-.  Og så et andet samlerobjekt:

Soyas berømte roman “Sytten” i udgaven fra Borgens Billigbøger. Også 14 kr. for to bind. Jeg har haft andre udgaver, men ikke denne. I det hele taget er de første 40-50 numre i billigbogsserien collector’s items for mig. Serien indeholder mange fine digtantologier, litteraturlæsninger m.v.

Efter tegningerne:

Til glæden - for tolerance, respekt og dialog: Et brag af et gratis arrangement 5. maj på Bispetorv/ Århus

Søs Egelind (konferencier)

Palle Mikkelborg

Hanne Vibeke Holst og Stig Dalager

Palle Mikkelborg

Poul Krebs

Ali kazim

Klaus Rifbjerg

Hausgård/Brandt

Søs Fenger

Benny Andersen

Kim Larsen

Søs Egelind: Farvel og tak

Flere oplysninger på bibliotekernes hjemmeside.

Den tyske avis Die Zeit fortæller, at en amerikaner, Mark Rosheim (ingeniør) ud fra Leonardo da Vincis originaltegninger fra 1478 af ovenstående fartøj har konstrueret en model. Det øverste billede viser den amerikanske model. Med et sindrigt system af fjedre, tandhjul, aksler og modstande kan konstruktionen uden anvendelse af yderligere krafttilførsel bevæge sig ad fastlagte baner. Sådanne automater var på mode i det 16. og 17. årh. Og den kører!

Neil Young, den gamle svinger, tager som nævnt på turné med Crosby, Stills og Nash. Flere medier fortæller nu, at de fire herrer ikke tager på turné under det gamle gruppenavn med snarere som den flok individualister, de er. Koncerterne vil bestå af Neil Youngs sange fra de seneste to albums, solonumre fra de andre tre og så fra den gamle supergruppe. Under alle omstændigheder må de gerne komme til Europa også…

Neil Young er, som tidligere nævnt, en dynamisk voksen mand på 60 år. Nu kan man læse, at hans anti-Bush-cd allerede på fredag d. 28. april vil kunne høres streamet i Neil’s Garage (= hjemmeside), dage før den officielle release. Sammesteds kan man læse teksterne til alle sangene på den nye cd. Og han drager på tour med sine gamle kammerater Crosby, Stills and Nash som C,S,N & Y inden længe (iflg. Billboard).

Blandt ugens dødsfald faldt jeg over Alida Valli, italiensk skuespillerinde, der er afgået ved døden i en alder af 84 år. Navnet siger sikkert ikke ret mange noget, men hun gjorde et vist indtryk på mig første gang, jeg så Carol Reeds berømte film Den Tredje Mand med bl.a. Orson Welles og Peter Lorre. I filmen spiller Alida en lille markant, tragisk rolle som tjekkisk flygtning.

Her ses hun sammen med Joseph Cotton (uden for billedrammen..) i en scene fra Den Tredje Mand:

Det hører til bloggeriets usigelige lethed, at der let ryger en finke af pande, en lapsus af mere eller mindre tydelig freudiansk observans, en utilsigtet træden-folk-over-tæerne eller støden-på-manchetterne, en uovervejet tilkendegivelse af sympati eller det modsatte for det ene eller andet osv. I går skrev jeg en lille positiv omtale af den socialdemokratiske overborgmester, fhv. minister m.m. Ritt Bjerregårds debut som musikanmelder i on-line-magasinet GAFFA. Jeg synes, at det er stærkt gået af Ritt, at hun endnu engang bryder med det efterhånden noget størknede image, som politikere har nutildags. I den forbindelse skrev jeg i parantes, at jeg ikke er socialdemokrat. Det fik Klaus til i sin blog at skrive ” det er i grunden lidt trist, at man i dag ikke kan sige noget pænt om en socialdemokrat uden straks at tilføje: nu må du jo ikke tro, at jeg er socialdemokrat… ” osv. Hvorefter han peger på partiet historiske rolle for samfundsudviklingen. Jeg indrømmer blankt, at det var et ikke særligt velovervejet forsøg på at joke med Socialdemokratiets lidet attraktive stilling i dagens politiske landskab. Ved nærmere eftertanke er det jo ikke særligt sjovt at være vidne til, at landets store lønmodtagerparti er ude i en politisk deroute. Og hvem vil identificeres med et parti, der i den grad har svært ved at finde sine politiske ben? Det ændrer ikke ved, at jeg mit hjerte, hvis man kan sige det, sidder til venstre side et sted, hvor, i hvert nogle dele af socialdemokratiet, også befinder sig… Og det ændrer heller ikke ved, at jeg gerne så en regering med Socialdemokratiet i spidsen i stedet for det sammenrend af mørkemænd og liberalistiske og nykonservative betonideologer, som sidder alt for sikkert ved magten i dag. Så… Blokken her er uafhængig af partipolitiske interesser. Jeg er ikke socialdemokrat, venstremand, radikal, konservativ, sf-er, enhedslistemedlem, medlem at Dansk Folkeparti og har i det hele taget ikke politisk medlemskab nogetsteds… Beklager den lille skævert.

Det er selvfølgelig oplagt: at lade Ritt Bjerregård, notorisk beundrer af Bruce Springsteen, anmelde en af hans plader eller koncerter. Nu har Gaffa gjort det. Københavns overborgmester giver Bruces nye plade We shall overcome - The Seeger Sessions mange stjerner. Hatten af for Ritt! (Nej, jeg er ikke Socialdemokrat…).

Newsweek har lavet en quiz, hvor man kan teste, hvor Freudiansk man nu er? Eller snarere, hvad man ved om psykoanalysens grundlægger, der jo fylder 150 år i år…

Præsident Bush er den mest upopulære præsident i mands minde, og som tidligere omtalt i denne blog, så er mange musikere og andre kunstnere gået i kulturel kamp mod George Bush. Neil Young udsender cd’en LIVING WITH WAR, som har fået megen omtale her og hisset. Og nu kan man på bloggen Down with Tyranny! få mange deltaljer omkring indspilningen af pladen og indholdet. Bloggen bestyres af en tidligere, nu pensioneret, præsident for pladeselskabet Reprise, der, som musikelskere vil vide, har haft mange kendte navne i sin stald, fx. Joni Mitchell, Jimi Hendrix, Eric Clapton og Neil Young. Nu tilbringer han tiden som “ydmyg blogger”, som han skriver (Vi er i samme båd, kan man sige…). Sammesteds kan man læse, at John Mellencamp har skrevet en sang om tiden efter Bush. Her er et par linjer fra sangen, som kan læses i sin helhed i ovennævnte blog:

I can stand beside
Things I think are right
And I can stand beside
The idea of stand and fight
And I do believe
There’s a dream for everyone
This is our country
From the east coast
To the west coast
Down the Dixie Highway
Back home
This is our country

Billedet ovenfor kan også ses i større udgave på Down with Bush!

Det er, som nævnt, 20 år siden, at atomkraftværket Tjernobyls ene reaktor på grund af menneskelige fejl eksploderede og smeltede ned med alvorlige konsekvenser nationalt og internationalt. Endnu i dag strides man om, hvor alvorlig konsekvensen af forureningen har været på de efterlevende. DR P1 har sendt en række udsendelser i anledning af tyveåret, og montagen “Tjernobyl - dit navn betyder malurt” af René Farabet fra Radio France om de involverede menneskers oplevelse under katastrofen er virkelig værd at bruge en lille time på. Hvad tal og statistikker ikke kan fortælle om rædslerne, kan man opleve gennem de individuelle beskrivelser af lidelser og hændelser. Det er mere spændende end mangen en gyser. Programmet, der fik Prix d’Italia i 2001, kan genhøres på DRs side.

Som tidligere nævnt kan det være en dyr fornøjelse at købe Dan Turèlls bøger antikvarisk. Til gengæld kan man være heldig at finde hans plader til ganske små penge. Således har jeg for nylig investeret i “Pas på pengene!” og “Glad i åbningstiden” (begge med Dan Turell og Halfdan E.) og “Dan Turéll og Sølvstjernerne”. Man kunne godt ønske sig, at Onkel Danny havde indtalt meget mere. Han havde en stor styrke i den mundtlige poesi.
Men der er heldigvis kommet endnu en cd med titlen “Dan Turéll og Sølvstjernerne vender tilbage” med hidtil uudgivne numre. Det er Tømrer-Claus’ lille forlag Karma, der står for udgivelsen. Et must for Dannologer…

Man kan stadigvæk nå det: arrangementet Litteratur i Århus Musikhus. Det er ikke så stort som det i ForumKøbenhavn. Men lidt har også ret. Det eneste, jeg har udsætte på programmet, er, at det måske er lidt konservativt. Hvor er undergrunden i dansk poesi? Johannes Møllehave, Hanne-Vibeke Holst osv. er nok sikre heste, men dem kan vi jo altid møde et eller andet sted i landet, ikke?

Jeg ved godt, at de fleste nok tænker på Marilyn Monroe, når talen falder på sexbomber fra Hollywood i 1940’erne og 1950’erne. Men for mig har Ava Gardner altid stået som noget særligt. Ikke alene så hun godt ud, men hun havde også en livsstil (som vi vil sige i dag), der passede til et image som femme fatale. I en ny biografi på næsten 600 sider af Lee Server med titlen Ava Gardner: Love is nothing (2006 St. Martins) får man indblik i denne smukke skuespillerindes liv og levned. Bogen har fået fine anmeldelser i flere medier, og man får et indtryk af en dame, der gav mening til vendingen “at brænde sit lys i begge ender”. Hun levede sit kærlighedsliv ud for fulde gardiner, havde mange mænd, bl.a. Frank Sinatra, og var ofte i mediernes søgelys, ikke mindst gossipspalterne. Undertitlen på bogen er en forvanskning af et af hendes udsagn: “Love is nothing but pain”. Grænseoveskridende, livsnydende, intelligent og med masser af star quality. Hvor finder man den slags skuespillerinder i dag? Der er i hvert fald ikke mange…

Det er lørdag, og det er jo rart. Fri tid. Til dagens gode nyheder hører, at den engelske Chancelor Gordon Brown i BBC Radio 4 har omtalt klimaproblemerne (den globale opvarmning etc.) som et moralsk problem. Vi må tackle klimaproblemerne som en “moralsk pligt”, hvor vi bl.a. skal sætte benzinpriserne op osv. for at afhjælpe de problemer, som især den tredje verden vil stå over for. Tag den Lomborg.

Til de gode nyheder hører også, at det (endnu) ikke regner, og vi kan se frem til 10-12 graders varme. Hunden og jeg skal i skoven sammen med fruen.

Har lige læst R. Crumbs version af Syndefaldet. Som tegneserie selvfølgelig. Så fik jeg forklaringen på, hvad Carnal Knowledge er… Sikke stor din diller bliver! Under læsningen af Crumbs bog - Robert Crumb Handbook - slår det mig, at man godt kan savne den form for anti-autoritær, “frigørende” humor i dagens ret humorforladte og ret puritanistiske omgang med seksuallivet.

Til de glædelige nyheder, som jeg har læst over morgenkaffen, er også, at et af mine gamle yndlingsbands The Doors fejrer 40-års-jubilæum og som et del af løjerne vil de resterende bandmedlemmer lægge en række koncertoptagelser fra perioden 1967-70 ind på deres website til downloading. Free downloading altså. Sådan! Det er Billboard, der er fremme med nyheden.

Undertiden modtager jeg underlige emails. Jeg tænker ikke på de almindelige spam-mails med tilbud om Viagra osv. Nej, jeg tænker på dem med underlige afsendere. Fx modtager jeg af og til mail med mig selv som afsender. Lidt underligt. Nu har jeg så modtaget en mail fra Muhammed, som opfordrer mig til at se DR2 på lørdag kl. 20.00, hvor der er en udsendelse om - Muhammed: Muhammed - ved profetens skæg. Det må vist være det man kalder selvpromovering (oven i købet fra det hinsides…).

Ups! Kom til at slette to nye indlæg af vanvare… Nå, men der kommer nok nogle andre…

Der er skuespillere, som skiller sig ud fra mængden og kan afgøre, om en film er værd at se eller ikke. En sådan var den tyske skuespiller Peter Lorre. Enhver, der har set ham i Fritz Langs “M”, vil kunne huske den lille mand med den specielle fremtoning og den uforglemmelige stemme. Nu er der for første gang, vist nok, udkommet en omfattende biografi om manden: The Lost One: A Life of Peter Lorre, skrevet af Stephen D. Youngkin og udkommet på et universitetsforlag. Et must for enhver fan af Peter Lorre.

I den lokale discountforretning (ingen reklame her!) bliver jeg passet op af en grønlænder ved prisskanneren. Han viser mig en pakke med oksekød i tern, som han agter at købe, og peger på firmalogoet på pakken: Er det ikke dem, der har svindlet med datomærkningerne? Jo, det er det da vist. Kan man så spise det? Godt spørgsmål. Vi bliver enige om, at vi nok må se i øjnene, at der er røget en del gammelt kød indenbords gennem de sidste år. Vi trækker lidt på smilebåndet, og jeg kommer i tanke om Per Dichs gamle sang: “Sådan er kapitalismen…”; og om Hamlet, Shakespeares: “There’s something rotten in the state of Denmark”.

I bilen, hvor jeg gerne lytter til DR P1, hører jeg en journalist fortælle, at nu koster en liter benzin mere end en liter øl. Tankevækkende. Også selv om det nok har været sådan et stykke tid…

Den afdøde beatle John Lennon’s efterladte skolebog med titlen “My anthology” er blevet solgt på Sotheby’s Auktioner for den fyrstelige sum af £ 126,500. Bogen stammer fra dengang Lennon var 12 år gammel og indeholder tegninger, digte og tanker. Hæftet har vakt en vis opmærksomhed bl.a. fordi den indeholder en illustration med titlen “The Walrus and the Carpenter” (C.S.Lewis), der antages at være inspirationsgrundlaget for sangen “I am the Walrus” fra The Magical Mystery Tour. Så når Lennon siden hen efter opløsningen af The Beatles sang “The Walrus was Paul…”, så kan det nok ikke helt passe eller hur?

The Times fortæller, at den officielle rapport om hændelserne i forbindelse med “9/11” nu skal resultere i en tegneserie. Bogen, der får titlen The 9/11 Report: A Graphic Adaptation, beskriver hændelserne i de kaprede fly; den udkommer på det kendte forlag Wang and Hill og er illustreret af Ernie Colon, der tidligere har arbejdet med Spider-Man, Wonder Woman og Green Lantern. Man må vel konstatere, at der er en vis forbindelse mellem terror og tegninger…

Som inkarnerede fans af Bob Dylan allerede vil vide, så er det den 3. maj, at Dylan går i luften som radiovært på  XM Satellite Radio show  under titlen “Theme Time Radio Hour With Your Host Bob Dylan.” Selv om manden er i fuld gang med sin Amerika-turné (men hvornår er han ikke på turné, må man vel efterhånden spørge?), så afvikler han altså showet. Billboard-magasinet fortæller, at han bl.a. vil snakke om vejret (!), dans, politi, biler og whiskey. Han vil også fortælle historier (og så er der noget at glæde sig til at dømme efter hans selvbiografi) og svare på email-spørgsmål fra fans og andre spørgere. Undervejs får han gæster i studiet, bl.a. Elvis Costello. Men hvordan kommer vi almindelige dødelige så til at høre det program?

Planet Wave-vin. Ikke blot har Dylan succes som musiker og skribent, han har også smag for god italiensk vin og har lagt navn til ovenstående vin, som Fattoria Le Terrazze har fremstillet. Vinen består af 75% Montepulciano og 25% Merlot. Sælges for 65 $ pr. flaske og går efter sigende som “varmt brød” (hvis man ellers kan bruge det udtryk i denne sammenhæng…). 

Den 6. maj 1856 blev psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud født. De tyske medier er allerede gået i gang med fejringen af 150 året for mandens fødsel. Og der er også nok, at tale og skrive om i disse år. Psykoanalysen, der prægede det 20. århundredes tænkning og menneskeopfattelse dybt, bliver i disse år problematiseret og kritiseret fra “nye” videnskaber som cognitive science, neurologien og beslægtede videnskaber. Det store spørgsmål er, om psykoanalysen (og måske psykologien som sådan) har haft sin tid. Kan mennesket forklares alene med udgangspunkt i biologiens kontekst, eller kommer vi ikke uden om en psykologi? Psykoanalysen bliver ved med at være som en sten i skoen.

Sigmund Freuds klo:

1. “Don’t give up” (Peter Gabriel)

2. “Allways look on the bright Side of Life” (Eric Idle/Monthy Pyton “Life of Brian”)

3. “Don’t worry, be happy” (Bobby McFerrin)

Læser i et tidsskrift, at 238.150 danske i 1999 modtog behandling for depression. I 2003 var det 336.315. Kilden er Lægemiddelstyrelsen. Hvor mange mon det så er i dag? Velfærdssamfund…

Forleden udkom en cd-boks med den danske sangerinde Gitte Hænning med et nydeligt billede af den kunstneren som ung hvalp på forsiden. Det var lige ved at få mig til at købe boksen. Titlen har jeg også en svaghed for. Ikke noget med Best of.. eller Greatest Hits…eller Ultimative et-eller-andet.

(Se EMIs hjemmeside). Jeg har altid haft en svaghed for to af Gittes sange, Ta’ med ud og fisk og Du skal bare tage det roligt. Men sådan burde det ikke være. For jeg er slet ikke til dansk pop eller danskpop. Imidlertid har de to sange på et tidligt tidspunkt gravet sig ind under huden. Måske skyldes det Giro 413s indvirkning på (eller undergravelse af) min kulturelle dannelse. Jeg ved det ikke. Men faktum er, at jeg har overgivet mig til de to popnumre.

Det samme gælder - og nu bliver det rigtig pinligt - fx Dean Martins Red Roses for a blue Lady, som kan være lidt svær at finde på de mange compilations med kunstneren. Det er Dino, når han er allerværst (eller -bedst). Men på et eller andet tidspunkt i folkeskolens tidlige klasser var der en gymnastiklærer, som havde den som yndlingssang. Og ham kunne jeg mægtig godt lide, for han var forstående og antiautoritativ, dengang, det ikke var almindeligt. (Fortsættelse følger engang).

I går var jeg for en gangs skyld inde i det centrale Århus for at foretage nogle indkøb og ordne et par andre nødvendige ting. Det sker ikke så ofte. Sidst jeg var der var dog i lørdags. Det var en fejltagelse. Der var så mange mennesker på gaden, at det halve kunne være nok. Andre århusianere havde åbenbart fået samme idé som mig. Nå, men i går var mængden knap så voldsom. Til gengæld er der noget andet, der generede mig en del. Diverse velgørende foretagender, som hver på deres måde kan være meget sympatiske og berettigede, fx. Amnesty International, Mellemfolkeligt Samvirke m.f., sender professionelle hververe på gaden, som antaster de gående. Man kommer gående i sine egne tanker, og så skal man lige pludselig, medens man går og memorerer indkøbslisten eller overvejer, hvor man kan få fat i en blækpartron til Cross-fyldepennen, tage stilling til hungersnød, undertrykkelse af ytringsfrihed i Cuba osv. osv. Jeg ved da godt, at verden er af lave, og man skal tage stilling til en masse ting. Jeg ved det godt. Men kunne man dog ikke blive fri for denne anmassende facon. Er det ikke i orden med lidt fred og ro, når man kommer spankulerende på gågaden? Er det ikke tilstrækkeligt med butikkernes markskrigeri? Det er lige som Jehovas Vidner og Mormonerne, der banker på ens dør, når man er i bad eller står og laver mad. Det er træls, som vi siger herovre i Århus og omegn. Efterhånden har jeg udviklet en taktik, så jeg kan undgå de ihærdige unge mennesker med deres mapper og skilte. Det lykkes også for det meste, men nogle gange slipper man ikke for at skulle afvise dem. Og så står man tilbage med den der gnavende samvittighed, som alle indsamlinger på tv nyder godt af. Måske skulle man alligevel have skrevet under, givet en skilling, eller hvad det nu er, de vil. Købt aflad… Sådan var det også i går. Heldigvis løb jeg så ind i en af de hjemløse, som sammen med sin hund gik og solgte de hjemløses blad Hus forbi. Vi fik en snak, jeg gav ham 20 kr og bad ham om at sælge avisen til en anden. Det lettede lidt på samvittigheden. De hjemløse er symbolet på, at velfærdssamfundet kun eksisterer i politikernes retorik.

The Internet Movie Database oplyser, at Kurt Vonneguts roman Cat’s Craddle nu filmatiseres (2007). Sammesteds kan man finde en oversigt over tv-programmer m.v., som gode gamle Kurt har medvirket i….

Som jeg har været inde på tidligere i et lille erindringsstykke er det 20 år siden, at atomkraftværket Tjernobyl futtede af (den ene reaktor i hvert fald). Greenpeace “fejrer” begivenheden med en rapport, der opregner 250.000 cancertilfælde og 100.000 fatale kræfttilfælde. Samtidig anklager miljøaktivisterne selvfølgelig de officielle tal, der er udtryk for undervurdering…

Der er liv i de gamle rockdrenge. Neil Young er som nævnt højproduktiv, og nu melder den såkaldte Godfather of Punk Iggy Pop sig på banen med intet mindre end et nyt album med The Stooges. Det er NME, der fortæller, at den gamle konstellation udsender en plade og skal ud og spille igen. Pladen er den første siden 1973! I følge Iggy er alt ved det gamle, som dengang de gik i high school… Man tror ham gerne!

Iggy Pop sammen med en anden rock’n roll-madman, Keith Moon (The Who), ca. 1973

De kan derovre i Storbritannien! Først fejrer de Beckett, så det står efter. Og nu varmer de op til den helt store Shakespeare-fejring. Fra og med d. 24. april (Shakespeares fødselsdag) skal alt, hvad Shakespeare har forfattet - drama, digte og revl og krat, fremføres i hans fødeby Stratford-upon-Avon af The Royal Shakespeare Company. Blandt andet vil man kunne opleve Hamlet spillet med plastik-Ninja-figurer, Richard II på arabisk og King Lear på kinesisk. Som litteraturelsker må man godt være lidt misundelig…

Hvorfor sover vi egentlig? Ikke just et nyt spørgsmål. Men nu har en gruppe belgiske forskere måske fundet noget forklaringen. De har lavet en undersøgelse, hvor de har ladet forsøgspersoner MRI-scanne, medens de spillede computerspillet Duke Nukem. Nogle af forsøgspersonerne havde ikke fået tilstrækkelig søvn. Resultatet viste, at de søvnløse brugte andre dele af hjernen end de udhvilede. Forskningen tyder på, og bekræfter dermed eksisterende hypoteser, at søvnen er med til at styrke vores automatiserede adfærd. Når vi fx bevæger os rundt i vores daglige lokaliteter, skal vi ikke tænke meget over, hvilken vej vi vælger. Befinder vi os derimod i en anden by, hvor vi ikke tidligere har været, kræver det en del bevidste hjerneaktivitet at finde vej. Konklusionen på denne undersøgelse? At man skal sørge for at få sin søvn, for det gør det lidt nemmere at finde rundt dagen efter… (kilde: BBC News).

For nylig kunne man læse, at det for første gang nogensinde var lykkedes et engelsk band at nå førstepladsen på hitlisten udelukkende i kraft af downloads. De havde ikke udgivet en cd  på det tidspunkt. Fremtidsforskere - mere eller mindre professionelle - så straks cd’ens endeligt i dette faktum. Meeen, nu viser en undersøgelse foretaget af musikbranchebladet Billboard, at 50% af de 2611 udspurgte foretrækker at beholde cd’en som primær kilde til musik, begrundet i “shopping expirience” og “det fysiske produkt”. 35% mener, at deres fremtidige musikforbrug vil bestå af en blanding af downloads og cd”er. Og kun 15% vil foretrække downloads alene. Man kan konkludere, at folk er ikke blevet mindre konservative, siden dengang, hvor kassettebåndet blev opfundet og grammofonpladens endeligt forudsagt… 

Medens Samuel Becketts fejring har nået så store højder i Irland, at der er gået turistindustri i det (læs de engelske aviser), så er det lige før, at han mest fejres i bloggene her i landet… Beckett er kendt for “Vi venter på Godot” og romaner som “Den unævnelige”, “Malone dør” m.fl. Men da jeg hørte om hans forestående jubilæum kom jeg straks til at tænke på en lille tekst “Selskab”, som kom i dansk oversættelse på Arena i 1981. Jeg kan kun anbefale Beckett-læsere at kaste sig over denne lille sag, for sjældent har jeg moret mig så meget, som da jeg første gang læste den. Hermed anbefalet på det varmeste.

Den nu 60-årige Neil Young er en produktiv herre for tiden, selv om (eller måske netop derfor) han lige har haft en mindre hjerneblødning. Ud over at sende en Anti-Bush-Anti-Irak-krigs-cd på gaden har han for nylig lavet en film “Heart of Gold” sammen med instruktøren Jonathan Demme (“Ondskabens øjne” m.fl.). Ud fra er der virkelig noget at glæde sig til for gamle tilhængere af Young (og Demme for den sags skyld). 

En anden af min gamle musikalske helte, den franske sangskriver Serge Gainsbourg, som mange i det mindste vil kende fra det stønnende-eroto-dampende partyhit “Je t’aime” (m. Jane Birkin), er aktuel igen. Ganske vist døde han i 2002, men en række unge kunstnere har kastet sig over hans sange for at lave endnu en tributeplade. Franz Ferdinand, Cat Power, Marianne Faithful (der nok ikke er en af de unge…), Portishead m.fl. Der skulle på papiret være en chance for, at det kunne blive en af de lytteværdige tribute-plader. I hvert fald håber jeg, at det vil få nogle til at lytte til manden selv.

Rygterne har svirret på internettet et stykke tid: at rocklegenden Neil Young, der sidst udsendte en særdeles lytteværdig countrycd med titlen Prarie Wind, nu udsender en hel cd, hvor han går til angreb på Irak-krigen og den amerikanske præsident George Bush, der pt. kan prale af, at være den mest upopulære præsident i mands minde. En hel plade bruger Young til at lufte sin vrede. Et af numrene skulle efter sigende hedde “Impeach the President”, anklag præsidenten. På Youngs hjemmeside - Neil’s Garage - kan man læse, at cd’en er optaget med “en powertrio med trumpet og 100 stemmer”. Videre siger han: ”Jeg synes, at det er en metal version af Phil Ochs og Bob Dylan”. Og Young filosoferer over sætningen: Living with War. Young har altid, som C.V. Jørgensen, uden sammenligning i øvrigt, været ubestikkelig og har altid gået sine egne veje. Denne gang går han sammen med andre kunstnere i kamp mod en præsident, der har ført sit land ud i noget, der mere og mere ligner en ny Vietnam-tragedie.

Påsken lakker mod enden. Vejret har været sådan, som jeg gerne vil have, det skal være. Lunt, men ikke for varmt. Solskin, men også lidt skyer på den smukke blå himmel. Det har luftet lidt, uden at man blev blæst af banen. Det har duftet af alt det, der spirer frem fra træer, buske og jord. Der er ikke noget, der slår det danske forår. Og det synes gravhunden også. Han er allerede tændt på tæverne…

Og hvad er tiden så gået med? Nogle unge mænd har brugt tiden til at køre sig selv og andre ihjel på danske landeveje. Andre har holdt sig inden døre med familie og venner. Herfra hvor jeg skriver har det hele set meget fredsommeligt ud. Ikke engang reklamer har vi fået…

Rumskibskaptajn William Shatners horrible version af Beatles-nummeret “Lucy in the Skies with Diamonds” kan høres og ses (!) her. Corny, corny…

The Buldogs, The Bootles, The Vernon Girls, The Fondettes, The Four Freshmen, The Beattle-Ettes, Bobby Comstock and the Counts, Gigi Parker and the Lonelies og The Bon-Bons er blot nogle eksempler på grupper, der i 1960’erne indspillede hyldestplader til The Beatles. Beatlemania havde grebet den vestlige verden og lidt til, bl.a. Japan, og lige dele beundring og kold spekulation fik mange til at udsende plader, der på en eller anden vis havde med de fire Liverpool-drenge at gøre. Ikke alle havde lige meget talent eller held med det, men The Carefrees fik et mindre hit i 1964 (bl.a. i Canada) med sangen “We love you Beatles”, der - hvis vi skal sige det diplomatisk - er meget inspireret af The Fab Fours hit “She loves you”. Når man ser på coveret til singlepladen vil man se, at Beatlemania i hvert fald ikke har sat sit spor i musikerne udseende. Her er ikke langt hår eller outreret tøj. Pænheden lyser ud af billederne.

De nævnte gruppers bidrag er i øvrigt blevet udsendt på en cd med den sigende titel Beatlemaniacs! The World of Beatle Novelty Records. På plademærkets side kan man også høre uddrag af de mange sange. Og det er ganske sjovt.

Singlepladernes coverbagside var et kapitel for sig selv. Ofte viste de fx en oversigt over den lokale hitliste eller, som i dette tilfælde, en reklame for andre kunstnere, der var udsendt på plademærket (Oriole!). Her finder man en skønsom blanding af operettefrikadellen og skuespilleren Poul Bundgård, det tyske idol Udo Jürgens, dansktopsangerinden Inge Østergaard, Frank Alamo m.fl.

Ved et uheld kom jeg til at slette dette indlæg og dermed også kommentarerne. Men heldigvis havde jeg gemt en kopi i min notepad. Her er Carstens kommentar til ovenstående:

“Du må vel også have hørt William Shatners uforglemmelige udgave af ‘Lucy in the Sky with Diamonds’ så? Meget særpræget, og kåret som det værste Beatles covernummer nogensinde - hvilket alligevel kræver en del når nummer 7 på listen er Jim Carreys udgave af ‘I am the Walrus’.

Se f.eks. listen over de ti dårligste Beatles cover-versioner her: http://news.bbc.co.uk/1/hi/entertainment/music/2995901.stm)”.

Jo, jeg kender godt Star Trek kaptajnens maltraktering af Sgt. Pepper-nummeret. I det hele taget er der meget sjovt at finde i Beatlemania-annalerne…

DR har i anledning af omtalte temaaften om troubaduren fra Lyngby Hovedgade lavet en side på deres hjemmeside, hvor man læse lidt om hovedpersonen. For en gangs skyld er det ikke nogen vellykket side, bl.a. er der ét link til en side om manden, men siden fungerer ikke. Temaaftenen havde fortjent en bedre og supplerende side. Hvad skal man fx med en konkurrence om C. V. Jørgensens bedste album, som kun omfatter fem af dem!? Om igen Danmarks Radio!

Hvilket album, der er det bedste? Egentlig et meningsløst spørgsmål. Men jeg ved godt, hvilket nummer, jeg skal have med på min Robinson Crusoe-ø, nemlig “Byen uden midler”, som er fra Lediggang a go go fra 1983, men også kan findes på den fine opsamlingsboks Skygger og Magi.  Syregrønne evergreens 74-94 . Sangen begynder med ordene:

Kundskabens træ gik ud

på skolen hvor jeg gik

uden at lære andet

end at svabre gulvet efter gymnastik

& mit ambitionsniveau

var ikke påfaldende højt

da jeg kreerede en amagerhylde

til dem derhjemme i sløjd

.

Fra barnsben af

& tidligere endnu fik jeg fortalt

at det at ha’ noget

at falde tilbage på var lig med et & alt

jeg var hele den pukkelryggedes

bud på en karriere

men med ØK i udsigt lærte jeg

mig selv at ta’ ved lære

osv.

Jørgensens tekster kan studeres nærmere på denne side http://www.ebbemunk.dk/ . Kundskabens træ gik ud på skolen, hvor jeg gik: Jeg tror, at mange unge kan nikke genkendende til beskrivelsen af skolens betydning og de sociale forventningspres. Dengang såvel som nu…

To og en halv time i selskab med sangskriveren C. V. Jørgensen. Indtryk af hans opvækst og voksne liv belyst gennem mennesker, der kender ham. Og via en række sjove filmklip. Højdepunkter - set herfra - var optagelsen fra en meget tidlig optræden med et beatorkester, hvor man allerede kunne se scenekunstneren C.V. i svøb. Dernæst gjorde det indtryk at se og høre den svenske sanger-sangskriver Eva Dahlgren fortolke en af C.V.’s sange. Og så var der barndomsvennens nøgterne beskrivelse af 50’ernes forfærdeligt klaustrofobiske borgerlige miljø, som tressernes kulturelle tøbrud reddede de to unge mennesker og med dem en hel generation ud af. Og så var der selvfølgelig de mange klip fra koncerterne med Jørgensen og det ganske lille band, selv om de gerne må have været længere. TV, når det er bedst.

Det er lørdag, og butikkerne er åbne, så køleskabet skal fyldes op igen (med en hormonbuldrende teenager i huset er det mere end påkrævet…). Ingen vej uden om: af sted i bilen, ud blandt et mylder af andre århusianere (tilflyttere som undertegnede iberegnet). Ikke noget, jeg bryder mig vældig meget om, men det skal jo overstås. Nå, men medens jeg stod i køen i det supermarked, hvor mit dankort for ganske nylig blev forsøgt drænet af østeuropæiske dankortsvindlere (dog uden held…), så kom jeg i tanke om, at det jo er i aften, DR2 sender temaet om sangskriveren C.V. Jørgensen. Så er den aften jo reddet. Nu gælder det bare om at finde et vhs-bånd frem, så man kan få det båndet.

Der er ingenting der maner
som en Gjellerup plan
& en rejselysten fråde
på hævntogt fra Gedser til Skagen

Det er sent & det er vinter
solen går til psykolog
& månen fulder rundt
blandt troløshed & status quo

Hunden - altså gravhunden - var helt elektrisk her til morgen. Han har næse for vejret. Er det regnfuldt og/eller blæsende, så smutter han under sofaen, så snart jeg finder selen og hundesnoren frem. Jagthund med hjerne. Men i dag var han anderledes fremme på beatet. Vi kunne se den blå himmel mellem de store cumulusskyer. Det var så lunt, at jeg måtte knappe jakken helt op. Varmen får åbenbart lugtsporene til at fremtræde tydeligere. I hvert fald var der ikke den plet eller det strå, der ikke skulle undersøges. Højdepunktet på denne tur var imidlertid mødet med en langhåret kat. Jeg havde ikke bemærket den, men pludselig stod gravhunden og katte face-to-face, hvis man kan sige det om dyr. Et øjebliks adrenalinfremkaldelse blev afløst af munterhed, da de to begyndte at lege, som om de havde været venner hele livet. Fordommen om hund-og-kat fik et skud for boven.

Ellers er det dagen, hvor Robert Crumb Handbook kom med posten. En ordentlig moppedreng, hvor Crumb på forsiden kigger en i møde med ordene: I’m not here to be polite! Glæder mig til at fordybe mig i mandens absurde univers.

Inden Klaus får slået proppen helt i med hensyn til Kurt Vonnegut en lille tilføjelse. Læsningen af de seneste dages indlæg omkring Vonnegut fik (selvfølgelig) mig til at browse i litteraturen. Og da jeg stod og smålæste lidt i Slaughterhouse 5 kom jeg pludselig i tanke om George Roy Hills film over bogen fra 1972. Billeder af de sære tidsspring dukkede op i mit indre. Og krigsstemningen. Jeg har ikke set filmen siden dengang, og det er min fornemmelse, at den kom til at stå lidt i skyggen af Hills efterfølger, megasællerten The Sting. Sådan ser det i hvert fald ud, når man læser websiderne omkring Hills instruktørvirksomhed. Der er ikke andet for end at gense den. Instruktøren døde i øvrigt i 2002.

Med risiko for at blive kaldt serieblogger vil jeg her på denne lange langfredag lufte et forsømt samlerobjekt: singlepladerne. Jeg læste for nylig, at et band var blevet nr. 1 i England uden nogensinde at have udgivet en cd. Der var downloaded en bunke mp3-filer med bandet. Nok til en førsteplads. Man kan tage det som et tegn på, at cd-skivernes æra går på hæld. Og føje år vil de være samlerobjekter. LP’erne, EP’erne og singlepladerne er det allerede, og de forhandles til høje priser rundtomkring. Men det er nu ikke grunden til, at jeg vil omtale singlepladerne. Det handler selvfølgelig om nostalgi. Lige som med drengebøger, tegneserier, frimærker osv. Sådan også med singlepladerne. Målet for mit samleri skal så være at genskabe en samling af mindeværdige popsange i det rette medie. Det handler også om kuriositeter, fx popsange og -kunstnere, der kun var fremme med et enkelt hit eller to, eller mærkelige hits.

Til mine kuriosa hører en single med Suzie med A-siden “Johnny loves me”. Sangteksten er et studie i, hvordan en håbefuld ung pige bogstaverer sin udkårnes kærlighed. Den begynder således:

“Johnny L, Johnny O, Johnny V-E-S
Johnny, Johnny, Johnny whoops, Johnny loves me
Johnny C, Johnny A, Johnney R-E-S
Johnny, Johnny, Johnny whoops, Johnny cares
Johnny T, Johnny O, Johnny L-D me
What I’ve been dreaming of
And he’s the boy I’m gonna marry
‘Cause Johnny is the boy I love”

Stor poesi må man sige!

Her pladeomslaget med den kække unge Suzie.

Sangen blev et stort  hit i mange europæiske lande, bl.a. Finland, dengang i 1964, og er et eksempel på en af de der utallige banale silly lovesongs (m. Paul Mccartneys betegnelse), som i kraft af et irriterende iørefaldende omkvæd forfulgte en i dagevis. På min udgave var der to andre mindre lytteværdige lovesongs på bagsiden…
 

I Le Figaro læser jeg, at bikinien - ”den anatomiske bombe” - fylder 60 år den 5. juli. Bikinien fik sit navn efter det sted, hvor Frankrig ugen forinden havde afprøvet en atombombe. Opfinderen var en ingeniør ved navn Louis Réard, og han lancerede sit påfund ved en opvisning i en svømmehal, godt hjulpet af en nøgendanserinde fra Casino de Paris. Den todelte badedragt blev straks en skandale i de katolske lande og blev underlagt forbud flere steder.

Selv om bikinien ikke blev en overnight succes, og Réard tabte interessen for sin opfindelse, så var den lanceret og i kraft af ikke mindst filmen banedes vejen for dens succes worldwide. Brigitte Bardots optræden i bikini i Roger Vadims Og gud skabte kvinden fra 1956 er uforglemmelig (flere af billederne kan ses på www.bikiniscience.com). Og Jayne Mansfields fremvisning af sagen i Life Magazine, Ursula Andress’ spektakulære havfrue i James Bond filmen Dr. No i 1962 og Marilyn Monroes, Rita Hayworths og andres “markedføring” af produktet gjorde sit til, at bikinien kom for at blive. Glemmes skal heller ikke diverse mandeblade med Playboy i spidsen eller popsangeren Bryan Hylands hit fra 1960 Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini. Den lille todelte sag blev ikke mindst populær efter 1968, hvor kvinderne ikke blot brændte BH’erne, men også krævede deres ret til at gå i det tøj, der passede dem. Figaro nævner en sjov ting: i 1984 bliver ordet bikini optaget i ordbøgerne som betegnelse for ‘badetøj i to dele af meget begrænsede dimensioner”…

Organet for feministisk bøsseævl, i gamle dage kendt som dagbladet Politiken, bruger i dagens udgave et ord, jeg aldrig har set før: seriepædofil. Vi kender ordet seriemorder (serial killer). Er Politiken gået EkstraBladet i bedene i sprogbrugen? Er det rimeligt på denne måde at sætte lighedstegn mellem seksuelle afvigere og massemordere? Hvad mon det næste bliver?

Apropos sprogbrug, så meddeler DR Nyhederne, at EU har i sinde at lave en ordbog over passende korrekt sprogbrug i den offentlige debat. Som eksempel anføres, at man ikke længere bør kalde Osama Bin Laden for en islamisk terrorist. I stedet bør han benævnes en en terrorist, som på en misbrugende måde påkalder sig islam. Formålet med ordbogen er overordnet at oprette et “ikke-emotionelt leksikon til drøftelse af radikalisering”, som EUobserver udtrykker det. Den amerikanske politisk korrekthedstankegang er rigtignok kommet i Europa… 

Nu har jeg skiftet Feedreader 2.9 ud med den danske version. Lidt andet layout. Og så fungerer den måske bedre, for den engelske var ustabil. Opdaterede ikke altid linksene. Virker den heller ikke, og det kan man måske have en mistanke om, da det er samme version, så har jeg fundet nogle andre muligheder, som skal afprøves…

De engelske medier kan i dag fortælle historien om den 40-årige Joyce Vincent, der er blevet fundet død i sin lejlighed i det nordlige London. Det udsædvanlige ved dødsfaldet er, at kvinden er død for mere end to år siden. Det opløste lig blev fundet omgivet af uåbnede julegaver. Fjernsynet kørte endnu og der var skruet op for varmen. Hverken naboer eller familiemedlemmer havde formået at slå alarm i den toårige periode… Den døde kvinde, der var ansat ved det ansete firma Saatchi & Saatchi, blev først fundet, da politiet med en låsesmed fik adgang til den lille lejlighed, fordi der ikke var blevet betalt flere tusinde pund husleje. De blev mødt af en kæmpe bunke post og reklamer inden for døren. En 25-årig mandlig nabo fortæller, at han blev mistænksom for over et år siden på grund af den mærkelig lugt fra lejligheden. Men foretog sig ikke noget i den anledning. Han havde også bemærket, når han kiggede over på lejlighedens vinduer, at der kravlede små sorte insekter rundt på ruderne. Hans kammerat havde spøgefuldt kommenteret det med, at der nok lå et lig derovre…

En historie om den moderne virkeligheds problemer: ensomheden, relationernes opløsning, depression osv. Læs Bauman m.fl.

Tiden kalder på afstressning. Folk går til psykologi, i terapi osv. for at få has på deres lidelse. Valiumsamfundet, kaldte Lyotard det. Mit middel mod tidens galskab er hundeluftning. Det er en form for meditation til tider. Andre gange er det som at løbe eller cykle i længere tid: man går et med hunden og går bare derudaf. Som en maskine. På det seneste har jeg udviklet en ny variant. Jeg tager min mp3-afspiller på. Valget af musik skal passe til forehavendet. Til rytmen så at sige. Jeg har forsøgt mig med lidt af hvert. Ikke alt dur. Men blues og rhytm and blues er velegnet. De gode ture passer lige med en gennemsnitlig cds tid. Så er man lige som ladet op kropsligt og emotionelt, når man bagefter hænger jakken på knagen i entreen.

Netop i dag d. 13.april er det 100 år siden Samuel Beckett blev født (se tidl. indlæg). Det går relativt ubemærket*) hen her i landet (jeg tager forbehold over for evt. arrangementer, som jeg kunne have overset…) , men andre steder gør man da lidt ud af det, fx i Tyskland, hvor avisen Die Zeit i gårsdagens udgave skriver en lang artikel om forfatteren til “Vi venter på Godot” m.m. under overskriften “Seeren - vi har overlevet ham, men vil ikke overvinde ham”.

my way is in the sand flowing
between the shingle and the dune
the summer rain rains on my life
on me my life harrying fleeing
to its beginning to tis end

my peace is there in the receding mist
when I may cease from trreading these long shifting thresholds
and live the space of a door
that opens and shuts

Et af Quatre Poèmes i forfatterens egen oversættelse fra fransk.

*)

PS. Københavns biblioteker har en vandreudstilling Beckett: a Centenary Celebration, der løber i perioden 4.april - 29.april og en foredragsaften med den kendte Beckett-forsker DR. RONAN McDONALD.  Og så ser jeg - helt tilfældigt - på Billetnet, at biografen Øst for Paradis den 5.-6. maj viser to film: Samuel Beckett I og Samuel Beckett II. Som led i noget, der hedder SPOR-festivalen. Så vidt jeg kan se, har biografens hjemmeside endnu ikke noget om arrangementet…

På RTÉ - Radio Telefís Éireann - Irlands public service sender kan man høre Bono (U2) kommentere Samuel Becketts betydning.

Irene har i en kommentar henvist mig (og andre ) til Irlands mest seriøse avis, The Irish Times, der har fokus på Beckett. Her er linket: http://www.ireland.com/focus/beckett/

Det er en almindelig opfattelse blandt palæontologer, at mennesket stammer fra Afrika. Derfra vandrede menneskene så til verdens andre dele, i følge den dominerende antagelse. I disse år foregår der en intens forskning i menneskets oprindelse og udvikling, og der er allerede gjort mange fossilfund, der har været med til at omskrive fortællingen om menneskeartens tilblivelse og udvikling. I det toneangivende tidsskrift Nature fortælles om det seneste fund, gjort i Awash-området i Ethiopien. Det drejer sig om rester af arten Australopithecus anamensis. Man har fundet rester af hånd-, fod-, lårknogler og nogle tænder. Australopithecus anamensis tilhører de såkaldte hominider, dvs. nogle menneskelignende skabninger, der menes at være vore forfædre. Det interessant er, at fundet af disse rester er gjort på et sted, hvor der er fundet rester af yngre og ældre arter, så som Ardipithecus ramidus (4.4 millioner gammel) og Australopithecus afarensis (3.4 millioner gammel). Det nye fund (4.1. millioner) ligger mellem disse opdagelser og skaber dermed en udviklingsmæssig forbindelse.  I hvert fald i teorien, for som forskerne understreger, så er det en forbindelse, der strækker sig over 300.000 år. Der er stadvæk mange spørgsmål, der skal besvares. Når et stort hul udfyldes, dukker flere mindre huller op, som det udtrykkes. Men de graver videre, og der skal nok komme flere spændende opdagelser i de kommende år…

Filminstruktøren, romanforfatteren m.m. Vilgot Sjöman - David Harald Vilgot Sjöman, hvis det hele skal med - døde d. 9/4. For danskere der kan huske tresserne vil Sjömans navn især være forbundet med filmene “Jeg er nysgerrig (gul)” og “Jeg er nysgerrig (blå)”, der vakte furore på grund af nogle - skal vi sige ugenerte - skildringer af det menneskelige seksuallivs praksis. Gul og blå - efter farverne i det svenske flag. I USA førte det til censur og efterfølgende retssag, der var så god reklame for filmen, at den siden hen blev en af de helt store svenske filmsuccesser over there. Amerikansk dobbeltmoral eller blot kvalitetssans?

Sjöman havde også et tæt samarbejde med Sveriges store filminstruktør, Ingmar Bergman, hvis stil smittede lidt af på Sjömans film.

Hvis man kigger godt efter på billedet ovenfor, så vil man kunne se, at der er tale om omslaget på en DVD fra en firma, der har specialiseret sig i luksusudgaver af DVD-film. For sjov skyld har jeg søgt på disse “frgjorte” nysgerrig-film, og det er tydeligt, at de er meget populære i Unitede Bluff…

Måske - tidens nypuritanisme taget i betragtning - de skulle have en renæssance i Danmark også…

Den 9. april skrev jeg lidt om Robert Crumb Handbook, som er udkommet for nylig. I dagens udgave af Weekendavisen får samme bog en hel sides omtale med herlige illustrationer. Det er Nikolaj M. Lassen, der under overskriften “Neuroser og kæmperøve” skriver om det selvbiografiske værk, der er “lige så sprudlende og vild som hans tegneserier”…

Har lige være forbi det lokale bibliotek, og på inspiration fra Carsten Fogh Nielsen forespurgte jeg bibliotekarerne, om jeg kunne få Bo Tao Michaëlis’ præsentation på tryk. Men det kunne jeg ikke. Det er nye tider, og den slags ligger på nettet nu (Forfatterweb). Fordelen er, at de hele tiden kan opdateres. Men der var nu noget særligt ved de små velskrevne foldere, som man kunne tage med hjem. En overgang samlede jeg ligefrem på dem (mon de er i kælderen?). Måske man skal starte en ny samlermani her?

http://www.kurtvonnegut.com/

Den nu 83-årige forfatter Kurt Vonnegut, der efter egen mening burde været død for længe siden, bl.a. på grund af Pall Mall-rygning, grundlagt som 12-årig, skriver stadigvæk. Han er nok ikke så meget i vælten herhjemme, som han var engang (omkring Slagterhus 5-successen). Men nogle så måske for nylig filmatiseringen af hans Breakfast for Champions på tv med Bruce Willis som indbegrebet af en på enhver måde frustreret amerikansk succesbilsælger og - ikke mindst - den herlige engelske skuespiller Albert Finney som nøglefiguren, forfatteren Kilgore Trout, hvis væsentligste produktion udkom i pornografiske magasiner…

 Den tyske avis Die Zeit omtaler forfatterens seneste opus, A Man without Country, der for nylig er blevet oversat til tysk. Forlæggeren iscenesætter bogen som Vonneguts afskedsbog, men det er nok bare endnu et kommercielt fif. Vonnegut har sikkert mere i ærmet. Men den seneste bog er interessant, fordi den gamle moralist her forsøger at gå til kilden af den galskab, som ham gennem sine mange bøger har forsøgt at beskrive. Man kan måske sige, at han nærmer sig det Klaus Rifbjerg plejer at kalde “hovedstolen” i forfatterskabet. Den tyske anmelder sammenfatter forfatterskabets kerne som: 1. et vid, som Vonnegut lærte i barndommen, fordi det var den eneste måde, han kunne komme i tale med de voksne, 2. en vrede, som han medbragte fra sin tid som krigsfange i Dresden under 2. Verdenskrig (indirekte beskrevet i hovedværket Slagterhus 5); 3. en sandhedstrang, som kemistudiet gjorde til at hans metode. Den seneste bog, der består af en række sprede tanker, skulle efter sigende sælge rigtig godt i hjemlandet USA, lige som Vonneguts øvrige værker, og det skyldes - mener Die Zeit - Vonneguts voldsomme og voldsomt morsomme angreb på den forlorne amerikanske way of life og på kapitalismens vanvid som sådan. Humoristisk civilisationskritik på højt niveau, og amerikanerne elsker at grine af sig selv. Og - som anmelderen bemærker - måske er denne form for civilisationskritik den eneste, der er muligt for tiden. Nu mangler vi blot at få bogen oversat til dansk. Vi har også brug for den slags civilisationskritik…  

Indtil da kan man bruge ventetiden til at læse Vonnegut Confetti Prints af typen: What are people for? Evolutionen er så kreativ, derfor fik vi giraffer. Og så videre…

Og på Klaus’ blog kan man studere mindeværdige Vonnegut-bagsider… Se også hos Lars og Bo.

Til min udelte fornøjelse har jeg på musiktidsskriftet Rolling Stone’s hjemmeside læst, at en af mine absolutte favoritplader fra 1980’erne Life in the Bush of Ghosts med ex-Roxy Music-medlemmet med meget mere Brian Eno og ex-Talking Heads-ditto David Byrne er blevet genudgivet i en extended version. Pladen var på mange måder forud for sin tid med sin brug af “sampling” fra radioprogrammer osv., med sin klare internationale, globale ,world-music-orienterede eksperimenteren med mange stilarter. For mig var og er det en milepæl i populærmusikken (Rolling Stones’ anmelder har en helt anden mening…).

I den nye udgave er der syv bonusnumre, men udgiverne har valgt af fjerne et af de oprindelige numre, nemlig Qu’Ran med algirsk islamisk sang. Angiveligt, fordi man vil udelukke risikoen for en fatwa… Hvad skal man dog mene om sådan en praksis?! Cen… Det skal dog siges, at nummeret stadigvæk kan fås på den ordinære version af pladen og den remasterede udgave.

På vej hjem i bussen mellem mobiltelefonerende århusianere m/k., institutionsbørn på tur osv. dukker en melodi pludselig op for mit indre øre. Og en stump tekst: “We’ll drink a drink a drink to Lily the pink a pink a pink
The saviour of the human race…”. Måske fremkaldt af de polyfoniske ringetoner i mobiltelefonerne eller rytmen fra de unges tinnitusfremkaldende mp3-afspillere. Jeg ved det ikke. Men pludselig var den der, den gamle sang med The Scaffold. Det største hit, gruppen havde. I 1968, hvor den røg op på førstepladsen. En meget enkel melodi af den slags, der sætter sig fast og er svær at få ud af hovedet igen. Åbenbart. Den er der jo endnu… Gruppen var i øvrigt kendt for at rumme ex-beatlen Paul Mccartneys bror, Mike Mcgear (alias Peter Michael McCartney). 

Carit Andersen Forlagets omnibus-bøger og det tilhørende samleri og nostalitrip fik mig til at forsøge at lave en foreløbig liste over bøger, jeg læste i min barndom. Den er ikke fuldstændig, så der kommer måske mere hen ad vejen: De 5-bøgerne (som lige er blevet genudgivet), Tory Gredsteds Paw-bøger (en af bøgerne gik til filmen), Gyldendals udødelige røde klassikere (Jules Verne m.fl., som stadigvæk genoptrykkes), Flemming-bøgene (af Gunnar Jørgensen 1896 - 1963), specielt bogen Flemming & Kvik (der også blev filmatiseret - og set), H. C. Andersens eventyr (et lille udvalg i gråt bind - forlag? - med de klassiske tegninger). Dertil kom nogle tegneserier, som min far altid læste: Commando-serien (“heroiske” historier fra 2. Verdenskrig om de allieredes kamp mod de fæle nazister, skævøjede japsere osv. Dengang var det politisk korrekte fordomme…) og Bill og Ben (western). Flere dukker nok op, som sagt.

Udviklingen i sagen om ligene af otte mænd, der for nogle dage siden blev fundet i tre biler og en truck, går nu stærkt. BBC News og TV2 tekst-tv kan fortælle, at det nu er bekræftet, at mændene faktisk er blevet skudt - og at flere af dem var tilknyttet rockergruppen Bandidos. Såkaldt “officielle kilder” betegner mordene som resultat af en “intern udrensning” i Bandidos. Fire mænd og en kvinde på en nærliggende landejendom er blevet arresteret i sagen. Den ene af mændene beskrives om værende fuldgyldigt medlem af rockergruppen. Sagen omtales nu som den største mordsag i Canadas historie.

Med den hurtige opklaring har sagen allerede tabt noget af sin underholdningsværdi. Tænk, hvad en god kriminalforfatter kunne have fået ud af den historie…

Det kan vel ikke benægtes, at 1960’erne er forhistorie og mytologi - på godt og ondt. Det ændrer ikke ved, at der blev lavet musik dengang, som stadigvæk er værd at lytte til. Et eksempel er The Doors, hvis plader stadigvæk genoptrykkes og sælges i pæne oplag. Resterne af bandet (keyboardspilleren Ray Manzarek og guitaristen Robby Krieger) eller beatgruppen, som man nok ville have sagt dengang, har netop besøgt Århus (9/4) og har under navnet Riders of the Storm givet en efter sigende vellykket koncert. Musikmagasinet Gaffas anmelder har de store ord fremme i sin omtale af de aldrende herrers præstation.

Der er også godt nyt fra The Beatles. Ikke blot er udgivelsen af Vol. 2 af Capitol-pladerne på vej, men DR Nyheder fortæller, at der også er en cd på vej med hidtil uudgivne koncertoptagelser fra Las Vegas. Samtidig er Beatles-pladeselskabet (der pt. ligger i en retsag mod Apple-computerfirmaet om æblelogoet) gået i samarbejde med det berømte Cirque du Soleil om et totalteaterstykke om - The Beatles. De nye (gamle…) liveoptagelser skal indgå i stykket.

En anden musikgruppe, der stadigvæk er værd at lægge øre til er Love med frontfiguren Arthur Lee. Især Forever Changes fra 1967 fremstår som noget af det bedste, som det årti frembragte. Desværre er dagens nyhed, at Arthur Lee kæmper for sit liv pga. leukæmi. Han har ingen sygeforsikring, hvilket som bekendt er en katastrofe i USA, men gode kolleger, bl.a. gruppen Calexico er ved at stable en støttekoncert på benene for den gamle leder af Love. Man kan læse mere om mandens situation på Billboards og Gaffas hjemmesider. Nedenfor et billede af gruppen fra en af fansiderne, The Love Society.

Som filmelsker, også kaldet cineast, har det ofte undret mig, hvilke film der blev store successer, og - især - hvilke film, der ikke blev det. Selvfølgelig har jeg godt været klar over, hvilken rolle fx pengenes magt spiller for fx Hollywood-produktioner, hvor alene reklamekampagnerne kan sælge en film, inden den har nået biograferne. Eksemplerne er utallige. Men, der er andre forhold, der gør sig gældende. Således kan den engelske avis The Times fortælle om offentliggørelsen af en samling af filmkritiske artikler fra perioden 1933 til 1965, som fortæller om vilkårene for biografvirksomhed i perioden. Artiklerne - ialt ca. 11.000 stk. - blev skrevet for at vejlede engelske biografer i valget af repertoire. Noget i retning af de lektørudtalelelser, som man har brugt i det danske bibliotekssystem. I og for sig et fornuftigt projekt, må man sige. Det interessante er, hvilke film, der blev anbefalet, og hvilke ikke… Orson Welles’ klassiker Citizen Kane, der i flere omgange er blevet kåret af filmkritikere verden over som verdens bedste film overhovedet, fandt således ikke nåde for de engelske kritikere. De skrev, at Welles’ genius var noget klæg, når den blev anvendt på film, og at instruktørens ideer og billetkontorerne var hinandens modpoler. Derfor kunne man kun anbefale, at filmen blev vist ved særlige arrangementer og ikke ved almindelige forevisninger! En anden succesfilm Breakfast at Tiffany’s med Audrey Hepburn i hovedrollen stemples som en helt igennem hjerteløs film, og Hepburn kaldes en fuldstændig usympatisk karakter. Bedre går det ikke med Alain Resnais’ mesterværk Sidste år i Marienbad fra 1962, der kaldes “en film om æggehoveder for æggehoveder”. James Dean-filmen Øst for Paradis falder heller ikke i de engelske kritikeres smag. De bryder sig ikke om den unge skuespiller. Derimod slipper film som Hitchcocks Psycho (fordi den kan score kassen), Hollywood-storfilmen Ben Hur og Casablanca med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart igennem kritikernes nåleøje.
Det bliver spændende at se, hvad engelske filmhistorikere kan få ud af det frigivne materiale.

Det er ikke altid de store nyheder, der har størst underholdnings- eller informationsværdi. I går fortalte jeg om en spektakulær krimisag fra Canada, og her til morgen ville jeg lige se, om der var nyt i sagen, hvilket der var. BBC kan fortælle, at sagen om ligene af otte hvide mænd, der blev fundet i tre biler og en truck, stadigvæk ikke officielt er en mordsag. Og det er heller ikke bekræftet, at mændene er blevet skudt. Men der er kommet andre oplysninger frem, som kan pirre nysgerrigheden. Politiet har fortalt, at mændene kendte hinanden og alle stammer fra Toronto-området. Og den farmer, der fandt dem, har oplyst, at køretøjerne, der blev fundet mindre end 200 meter fra hinanden ikke var på stedet den foregående fredag. Og sidst, men ikke mindst: det isolerede skovområde er et kendt tilholdssted for motorcykelbander som fx Hells Angels… Menpolitiet vil  ikke sige mere… Vi følger med i sagen og holder vejret.

Om et par uger, nærmere bestemt d.26. April, er det tyve år siden, en af reaktorerne ved det russiske atomkraftværk i Tjernobyl eksploderede. Jeg husker endnu den formiddag, hvor det skete, med lige så stor tydelighed, som den dag, hvor den amr. præsident John F. Kennedy blev skudt.

Den pågældende morgen i 1986 cyklede jeg af sted med min lille søn. Vi skulle til hans børnehave, der lå i det centrale Århus, og for at nå frem cyklede vi som sædvanligt et godt stykke af den såkaldte Brabrand-sti. Væk fra trafikken og bilosen. Sønnike sad på den flade hvide cykelstol på frempinden foran mig, og vi snakkede, som vi plejede om alt, hvad vi så på vejen. Vejret var godt, og vi nød at få den friske blæst i ansigtet og indånde den friske luft fra de grønne områder. Dagen efter fik vi at vide, at en radioaktiv sky på det tidspunkt bevægede sig ind over Skandinavien og forurenede - især - det nordlige Sverige og Norge…  

I forbindelse med noget litteratursøgning af faglig observans kom jeg ind på hjemmesiden for et lille amerikansk forlag, der hedder MQP (der står for Museum Quilts Publications). Og blandt deres nyheder er en bog om undergrunds cartoonisten Robert Crumb (kendt for den første x-ratede og senere filmatiserede tegneserie Fritz the Cat, Freak Brothers, Store Røv, Mr. Natural m.fl.). Bogen, der hedder Robert Crumb Handbook er på over 400 sider og består af - selvfølgelig - tegninger, men også fotos, Crumbs specielle syn på forskellige emner, som fx Disney, opvæksten i USA, hippie-kærlighed m.m. Derud over får man en cd med musikstykker lavet af Crumb selv og hans CHEAP SUIT SERENADERS (der fx giver nummeret “My girl’s pussy”), hans familie og drukkammerater. På websiden får man - helt i Crumbs hippie-undergrunds-ånd følgende brugsvejledning i, hvordan man skal bruge håndbogen:

1. Tag cd’en lommen på forsiden, 2. Placér cd’en på afspilleren, 3. Tryk Afspil, 4. Tag læsebriller på (hvis det er nødvendigt), 5. Åben R. Crumb Handbook, 6. Bladr til side 1, 7. Begynd at læse. Jeg kan slet ikke vente…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder meget af kriminalfilm og -serier. Især engelske. Ikke mindst, når det drejer sig om serier i tv. På det seneste synes jeg nok, at nogle af dem har været en tand for indviklede (eller måske var jeg bare træt og søvnig..), fx i serien Sagen genåbnet. Ja, selv makkerparret Daziel and Pascoe kom ud i nogle særdeles indviklede historier. Men når jeg alligevel holder ud, så hænger det sammen med, at disse serier for det første byder på engelsk skuespilleri af høj karat, for det andet, at der altid er et interessant miljø og endelig, at karaktererne i sig selv er interessante, psykologisk og på anden vis. Fx kan jeg slet ikke stå for den upolerede arbejderdreng livsnyderen Daziel med den store mund og det store hjerte på rette sted, specielt ikke, når han spiller op mod akademiker-betjenten, opkomlingen Pascoe, der er lidt bedrevidende, lidt arrogant og alligevel har svært ved at skjule sin beundring for sin partner.

Hvis man nogle gange kan synes, at sagerne er vel spektakulære, så skal man bare se på virkeligheden for at blive bekræftet om, at det ikke er så slemt. Således bringer BBC News i går nyheden om, at en farmer i Elgin County, Ontario har fundet liget af otte hvide mænd. Mændene var placeret i forskellige køretøjer (tre biler og en truck). Man ser det for sig: døde mænd siddende lige op og ned i nogle biler i et uvejsomt skovområde. Hvilket skue! Her er da en emne til en ny krimihistorie.  Rygterne går allerede om, at mændene skulle være skudt og, at der måske er flere lig på stedet. Men indtil videre vil politiet ikke bekræfte, at der skulle være tale om en mordsag.

Hvis man som undertegnede (el. måske rettere: overtegnede…) er en stor tilhænger af afdøde Johnny Cashs musik er det godt nyt. På hans officielle hjemmeside finder man nyheden om, at der at the House Cash estate in Hendersonville, Tennessee er fundet ikke mindre end 49 hidtil ikke-udgivne optagelser med den gamle mester. Blandt fundene er optagelser, som Cash med rød skrift har betegnet sin Personal File. En række af disse optagelser stammer fra fem dage i juli 1973 og skulle bl.a. bestå af coverversioner af amerikanske evergreens fra det 19. og 20. årh. På hjemmesiden kan man læse mere om, hvilke numre, der er tale om. Hvis man kender manden American Recordings fra de sidste leveår, vil man forstå, at der kan være tale om særdeles spændende indspilninger. Cash har muligvis haft et conceptalbum i tankerne, da han indspillede disse evergreens, mener arkæologerne. Nu kan vi bare vente på, at sangene bliver udsendt på cd snarest. Personal File skulle komme engang i maj. Indtil da kan man jo fx genlæse Dan Turèlls fine portræt af manden i sort og lytte til de amerikanske optagelser…

Smartlog opfører sig underligt. Og feedreader vil ikke læse nogle ting…

Jeg kan da ikke lade være med at supplere Henriks Carit Andersen-liste. Også for at give en fornemmelse af bredden i omnibus-bøgernes og lommebussernes udvalg. Titlerne er i sig selv et studie værd. Og layoutet er også i en kategori for sig selv.

Bøgerne er tydeligvis fra en tid, hvor verden var mindre, og internettet stort set endnu et lille net mellem nogle amerikanske universiteter… Noget andet er indholdet. Jeg tror ikke, jeg har haft en af disse bøger i hænderne, som ikke var spækket med gode historier. Procentdelen af svipsere må være mikroskopisk. Og dertil kommer, at man finder fine fortællinger, som er det er svært at opdrive andre steder. Det er en ren fornøjelse af læse i disse bind. Jeg må vist hellere besøge de lokale antikvariater i den kommende tid…

Ovenstående er min første erhvervelse. Købt dengang, den lige var udkommet, for mange år siden… Men stadig i meget god stand.

Samlere har simpel glæde ved at samle, ved selve jagten på objekterne. Sådan er det. Måske går det tilbage til vores palæontologiske fortid som samlere og jægere… Og højdepunktet på jagten er selvfølgelig, når byttet kommer i kurven. I går skrev jeg lidt om en bog, som jeg forbandt med nogle mindeværdige timer i min folkeskoletids regnetimer, nemlig en omnibus-bog med en historie af Robert Louis Stevenson “Ligrøverne”. I mellemtiden er jeg blevet klogere. For den hedder slet ikke “Ligrøverne”, men “Ligrøveren”. Og det er ikke uvæsentligt, når man søger noget…

Her til morgen lå der en mail fra Biblioteksvagten, der kunne fortælle mig, at “Ligrøveren” var at finde i Gysere fra hele verden, red. af Tage la Cour. Carit Andersens Forlag 1968. Ved hjælp af bibliotek.dk kunne jeg så finde ud af, at denne udgave var en lommeudgave (en lommebus )af originalen fra 1962. Så jeg huskede slet ikke fejl, da jeg mente, at den måtte være fra de tidlige tressere eller, at la Cour havde en finger med. Herligt! Jeg er dybt taknemmelig for Bibliotekstjenesten, som jeg har haft stor glæde af flere gange. Hurra for bibliotekerne! Samme tjeneste kunne også fortælle mig, at Stevenson historie også er at finde i følgende værker:

Gysertimen

Leth, Hanne, f. 1945

BOG: Forum

- - [Bind] 2. 1. udgave, 1. oplag. 1995. (Forums udødelige gysere).

Klassiske spøgelseshistorier

Keeping, Charles

BOG: Sesam, 1989 .

Nu gælder det bare om at få fat i den rigtige indbundne udgave med smudsomslag fra dengang…

Omnibus-bog:

Bemærk Robert Storm Petersens illustration med en række kendte detektiver anført af Sherlock Holmes. Hvem andre kunne det være?

Jeg faldt over en ældre notits i Berl. Tidende, som sendte mig tilbage til barndommen. De Illustrerede Klassikere vender tilbage! For dem, der ikke har hørt om disse hæfter, kan jeg fortælle, at de var tegneserieudgaver af klassiske romaner, fx Jules Vernes. De var vist nok oversættelser af den engelske pendant Classics Illustrated. Jeg erindrer ikke, om der var særlige danske udgaver iblandt. De var skydeskive for mangen en kulturpave dengang i tresserne, fordi de gjorde “vold” på litteraturen. Det var i kulturradikalismens tid før tegneserier blev accepteret på universiteterne som en særlig kunstnerisk udtryksform. Det skete først i kølvandet på de senere så udskældte venstreorienterede 1970’ere, hvor også kriminalromanen, fodbold m.v. kom til ære og værdighed. For mig personligt var de Illustrerede Klassikere en af vejene ind i litteraturens verden. Så de har selvsagt en plads i mit hjerte og min erindring. Tegneseriemuseet har i øvrigt udgivet en cd, hvor man kan studere disse hæfter. I antikvariater koster de omkring 25 kr. pr. stk. Se fx det foretagende, der (meget passende) kalder sig Nostalgimarked.

Igen inspireret af Henriks nostalgiske, barndomsarkæologiske “udgravninger ” må jeg erkende, at netop når det drejer sig om skrifter, så er der meget jeg mangler i rekonstruktionen af min egen barndom. Hvorfor brændte jeg dog alle de popblade, jeg brugte min få lommepenge på? Beat, Hit, Beat+Hit, Faboulous, Børge, Superlove osv. Samlingen var komplet for de pågældende år. Hvorfor solgte jeg den komplette samling af Levende Billeder (pga. af manglende hyldemeter…). Og så er der bøgerne, der står mejslet i erindringen. Fx havde min regnelærer i folkeskolen for vane op mod jul at læse en rigtig gyserhistorie for os. Det var et højdepunkt sammen med tegningen af juletræ med farvede lys på tavlen og det obligatoriske kalenderlys på pulten. Historien var R. L. Stevensons “Ligrøverne”. Min lærer var en fremragende oplæser, der i den grad kunne fremkalde billeder i vores hoveder - mit i det mindste - af fortællingens hårrejsende detaljer. Historien kan sagtens fås i dag, fx i samlingen Krimitimen. Men når det drejer sig om nostalgi, så skal det også være den rigtige udgave, som Henrik er inde på. Der er ikke plads til store kompromisser. Og her bevæger vi os ind i erindringens mere dunkle områder, for jeg mener bestemt, at min gamle lærers udgave var en omnibusbog fra Carit Andersens forlag. Sikkert en af dem, som navnkundige Tage la Cour redigerede med prægtige titler som Kriminalhistorier fra hele verden, Cirkushistorier fra hele verden osv. Jeg mener også med sikkerhed, at jeg lånte udgaven på skolebiblioteket på Sædding Skole, når jeg havde lyst til at genopleve denne herlige gyserhistorie. Men husker jeg fejl? Var det en omnibusbog. Jeg har brugt mange timer på diversen biblioteker og - ikke mindst - i antikvariater rundt om i landet uden at komme sporet af den pågældende bind. Jeg har købt mange andre bind i omnibus-serien, men altså ikke lige netop den begærede. Men jeg er selvfølgelig optimist.

Andetsteds kan man læse om de kvaler, søvnløshed medfører. Jeg kom i den forbindelse i tanke om følgende tekststed: “Søvnløshed er en af den moderne civilisations mest karakteristiske følgevirkninger. Det er ikke kun ved indfaldsvejene, hovedbanegårdene og lufthavnene, storbyen holder mennesker vågne ind i udmattelsen. Hele civilisationens form og udfoldelse er støjende, selv hvor det udvendige øre ikke er synderlig plaget. De støjende kan ligesåvel skyldes en upersonlig plagsomhed, der ikke vil slippe sit tag i vores sanser og bevidsthed. Moderne civilisation sover ikke; den nedsætter måske sit aktivitetsniveau et par korte timer efter midnat, men rotationsressen fortsætter, skifteholdsarbejderne fortsætter, de første buschauffører står op næsten samtidig med at de sidste går i seng, de gulvvaskende og vinduespudsende hærskarer gør butikker, fabrikker og samfærdselsmidler i stand til næste dags brug. De fleste af dem forstyrrer ikke natteroen meget med deres aktiviteter, men alligevel kan man somme tider fornemme, at de tilsammen udgør en så stor sum af natlig vågenhed, at roen i verdensrummet går tabt. /…/ Det er måske den såkaldte modernismes egentligste kendetegn, at den menneskelige bevidsthed uafbrudt befinder sig i alarmeret tilstand, eller burde befinde sig i alarmeret tilstand, hvis den kunne præstere det.”  (Erik A. Nielsen Søvnløshed. Modernisme i digtning, maleri og musik. 1982)

Nedenfor: Caravaggio “Medusa” 1590 oliemaleri

Bestyreren af Obsblog IV,  Henrik Larsen, beskriver sin rejse tilbage til barndommens Holte, og det satte nogle tanker igang. Hvem kender ikke den der trang til at søge tilbage til fortidens, for ikke at sige barndommens- og ungdommens, steder? Det er vel derfor, sådan noget som klassetræf med gamle skole-, gymnasie- og studiekammerater aldrig går af mode. Et eller andet sted er vi måske alle som Odysseus, der rejser ud for at vende hjem…

I mange år havde jeg et meget nostalgisk forhold til min barndomsby Esbjerg. Jeg forlod byen som ret ung for at studere i Århus, og som tiden gik fik barndommens by et skær af lykkens land over sig. Selv om jeg godt inderst inde vidste, at det langt fra havde været fryd og gammen og vokse op i en lille toværelses uden bad i en baggård i arbejderkvarter i det vestlige af byen, så blev det nok trængt mere og mere i baggrunden som årene gik. Som litteraturstuderende viste jeg vel også, at det kun er muligt at vende tilbage i fiktionen og erindringen. Men det forhindrede mig ikke i nu og da at få lyst til at opsøge barndommens og ungdommens steder. Selv om jeg ofte kom til byen, så var det mest for at besøge mine forældre, der boede uden for det centrale Esbjerg. Og mere blev det ikke til dengang.

Jeg vedblev også med at holde med EFB i fodbold og Esbjerg Ishockey Klub, selv om mine studiekammerater vendte sig mod AGF, og jeg holder stadigvæk med de to hold i modgang og medgang. Den rest af nostalgien er der endnu.

Men for nogle år siden ville tilfældet, at jeg en periode måtte flytte tilbage til Esbjerg, fordi jeg fik arbejde der. Og for at det ikke skal være løgn, kom jeg til at bo et stenkast fra min barndoms gade. Der var altså alle muligheder for at opsøge den gamle Vestre skole, baggården, huset med de fire små lejligheder, biografen Strandbio, Pavillionen, hvor jeg gik i børnehave osv. Som sagt så gjort.

Det meste af barndommens topografi lå næsten uforandret. Lugten fra sildeoliefabrikken var den samme (lugtesansen spiller en stor rolle for min erindring…). Nogle få lokaliteter var forsvundet, fx den store trælasthandel, Bødkers Tømmerhandel med det karakteristiske røde træværk omkring. Den var forvandlet til et rekreativt område. Og de fleste af de små butikker fra dengang, Slikmutters ismejeri, Blomsterhandlen, Købmanden med de store forkromede kaffemøller i vinduet, Slagteren, Bladkiosken, som forsynede mig med Anders And og siden hen popblade som Fabulous, Beat, Børge osv., var som forventet enten nedlagt eller omdannet til nutidens butikstyper, døgnkiosker osv. Men ellers var de fysiske rammer uforandrede. Og alligevel var intet som før. Det var som at besøge en kulisseby fra en Western. Det fysiske møde med stederne var et uskyldstab eller et farvel til en illusion. Rammerne var der, men menneskene, kammeraterne, deres familier, skolelærerne osv. var der ikke. Tidsånden var væk. Proportionerne var forvrænget af de år, der var gået. Alt forekom uendeligt småt og gråt og uden det formildende skær, som erindringens lys havde givet det.

Musikbladet Gaffa meddeler, at DR2 - Danmarks “festeste kanal”, som Gaffa kalder den, og måske den hemmeligste - lørdag d. 19/4  sender en temaaften på hele 90 minutter om sangskriveren Carsten Valentin Jørgensen, bedst kendt som C. V. Jørgensen (Gaffa angiver forkert tidspunkt og dato!). Vi hører jo desværre ikke så meget til C. V. i disse år, der er langt mellem pladerne og de fortræffelige koncerter. Men nu er der altså en chance for at komme bare lidt tættere på denne gode sangskriver med den særlige omgang med det danske sprog.

En af de store stemmer fra engelsk popmusik i tresserne er ikke mere. De engelske aviser kan fortælle, at Gene Pitney i en alder af 65 er blevet fundet død i sin hotelseng i Cardiff. Dermed er en fyrre år lang karrière slut. Han døde, medens han var på turne. Dem, der endnu kan huske Pitney, vil sikkert kunne huske hittet Something’s Gotten Hold Of My Heart fra 1967 og måske også Twenty-Four Hours From Tulsa. Yngre lyttere kan måske huske, at Pitney fik endnu et hit med førstnævnte sang i 1989, hvor ham indspillede den sammen med Marc Almon og gjorde den til et nummer 1 hit i England. Et sted beskrives hans sang med ordene: “pained, one-of-a-kind melodramatic wail”. Ikke helt retfærdigt, men heller ikke helt ved siden af. I hvert fald en usædvanlig stemme.

Blandt de mere interessante nyheder, der er tikket ind i nattens løb, er, at den amr. sanger-sangskriver Bruce Springsteen i forbindelse med udgivelsen af sin nye cd + DVD med nyfortolkninger af Pete Seeger giver tre koncerter i Storbritannien og yderligere en række i andre europæiske lande med sit nye 17 mands band The Seeger Sessions Band. Så hvis man fx er i Dublin d. 6 maj, Manchester d. 7 og London (Hammersmith Odeon) d. 8. mag, så har man chancen for at opleve Bruce. I øvrigt er det måske en ny trend blandt amerikanske stjerner at fortolke andres sange. Jeg tænker selvfølgelig på Willie Nelsons fine udlægninger af Cindy Walkers sange (tjek hans hjemmeside - http://www.willienelson.com/ og lyt…). Måske har det noget med anti-Bush-bevægelsen i amerikansk kulturliv at gøre…

Dette indlæg skulle egentlig være et frontalangreb på regeringen og dens fuldstændigt forsimplede menneskesyn, sådan som det kommer til udtryk i behandlingen af ledige, studerende, ældre osv. Men jeg orker det ikke rigtig. Vejret er jo godt igen…

I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg i en lokal pladeforretning faldt over Sergio Leones Once upon a Time in the West i Special Collector’s Edition (2 DVDer) med masser af interessant ekstramateriale (fx en dokumentar om Jernbanen, der revolutionerede Vesten…) til en spotpris. Den hører med i enhver film- og westernelskers samling.

Medens vi er ved Dan Turèll, så kan man finde en kort, læseværdig præsentation af hans forfatterskab på http://www.forfatterweb.dk/ , skrevet af Bo Tao Michaëlis. For at få adgang skal man gå via et folkebiblioteks hjemmeside, fordi sitts kræver, at man er abonnent (og det er man som biblioteksbruger…). Eller man kan købe artiklen for en tier via Forfatterweb. Michaëlis’ præsentation udmærker sig ved at skære lige gennem den besynderlige opdeling af Turèlls forfatterskab i den unge, svært tilgængelige, eksperimenterende Dan og den senere populære, fortællende, krimiskrivende modne mand. Artiklen ser forfatterskabet som udtryk for mediemenneskets Turèlls alsidighed, hvor der var plads til alt fra tung modernistisk poesi til Gustav Winckler, vampyrer og andet fra den mediekulturelle overflod.

Så lykkedes det herren at komme ud af fjerene tidligt. Og indhente lidt af den tabte tid. Godt for samvittigheden, der altid skal sin del. Men vejret taget i betragtning, kunne man jo godt være blevet i sin seng. Gravhunden var i hvert faldt ikke til sinds at gå tur. Når det handler om at få en våd pels, så afstår den gerne fra gåturen. Sikke en jagthund… Men en lille morgentur for at forrette det mest nødvendige blev det dog til, så må vi tage revanche i aften.

Mørkegrå skyer, tunge af væde. En stille, insisterende regn. Men sådan er det danske forår jo også. Som en norsk bekendt plejer at sige: der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig beklædning.

Nedenfor nævnte jeg min fascination af Assistens kirkegård. For nogle vil det nok være lidt morbidt at færdes med fornøjelse mellem alle de bortgangne. Kendte eller ej. Og måske er der også sådan lidt memento mori i det. I hvert fald ender de fleste af os jo nok på kirkegården… Jeg spadserer også tit på den lokale kirkegård her i landsbyen, selv om der er en emsig garntnermedhjælper, som synes, at det er respektløst at lade hunden gå på de nærliggende græsarealer. Det giver anledning til nogle diskussioner i ny og næ, men ødelægger ikke synderligt fornøjelsen ved at gå der…

Assistens kirkegård eller rettere Kulturcenteret Assistens, for et sådant er der, har en interessant hjemmeside, hvor man ud over at få fortalt stedets historie kan læse Centerleder, antropolog Gitte Lunding Johansens betragtninger over de “nye tendenser i kirkegårdkulturen”. Interessant læsning. Man finder fx også et nydeligt foto af blomster og bånd ved for nyligt afdøde Thomas Koppels gravsted. Han ligger i øvrigt ved siden af en anden kunstner, der gik bort for kort tid siden, nemlig Ebbe Kløvedal Reich.

Billede af den lyse digter Jens August Schades gravsted på Assistens Kirkegård. Meget sigende om den erotiske digter: kun et årstal, et hjerte og Schades ansigtstræk i profil. Formes læberne til et kys?

For mange år siden startede country-rock-bølgen med The Byrds’ klassiske LP Sweethearts of the Rodeo og i kølvandet på den fulgte en lang række bands med inspiration fra amerikansk country and western: Poco, Flying Burrito Brothers, Eagles osv. osv. Det var nok her, min interesse for den side af amerikansk musik, ja, for hele den underskov af musikstilarter, der går under betegnelsen amerikana, roots osv.,  startede for alvor, selv om  countrymusikken nok altid har været en del af populærmusikken og dermed af mit lytterepertoire. Fx var min mor en stor beundrer af Jim Reeves, og I love you because blev tyndslidt i barndomshjemmet. Og som lytter af P3 (dengang det hed det vist noget andet), Radio Luxembourg osv. var det også svært at undgå folk som Patsy Cline, Bobby Bare osv.

Jeg kommer til at tænke på denne “forhistorie”, fordi der er kommet en ny cd med en kunstner, som jeg sætter stor pris på, nemlig den gamle country Outlaw Willie Nelson. Han har jo været med i mange år, skrev fx den uopslidelige Crazy til Patsy Cline som ganske ung. Og nu har han altså udsendt en cd med sange af en anden stor sangskriver: Cindy Walker. Hvis navnet ikke lyder bekendt, så er det nok, fordi hun især er kendt som sangskriver. Så kendt, at hun er blevet indlemmet i The Country Music Hall of Fame. Igennem mere end fire årtier skrev hun sange til et væld af kunstnere, lige fra Roy Orbison over Glen Cambell til Ricky Skaggs. Countrysange af bedste skuffe om den hverdag, som de fleste kender til med kærestesorger, pengeproblemer osv. På pladeselskabets hjemmeside kan man (i uddrag) høre hans fine fortolkninger af Walkers sange. Når man hører teksterne og melodierne, forstår man, hvorfor Nelson har valgt at udgive denne plade. Hør fx sangen Bubbles in my Beer.

Willie Nelsons hjemmeside er i øvrigt også et besøg værd. Dels kan man downloade en række fine live-numre med kunstneren, og dels kan man få en fornemmelse af mandens sociale og politiske engagement, idet han byder en velkommen med en opfordring til at støtte de landmænd, der blev ramt af orkanen Katherina.

Klaus har været så venlig at minde mig om, at Weekendavisen netop har haft en stor featureartikel om Willie Nelson. Det må vi hellere nævne også…

Blogger Henrik fortæller i dag indfølt om sit forhold til Dan Turèlls forfatterskab. I den forbindelse er det sjovt at se, at Turèll i weekendens udgave af Kristeligt Dagblad udråbes til at være en af foregangsmændene for en ny litterær trend: hjemstavslitteraturen. Det er bl.a. den unge forfatterinden Dy Plambecks Buresø-fortællinger, der skulle have sat den nye tendens i gang. Og inspirationen skulle så komme fra fx Dan Turèlls folkelige gennembrud: Vangede Billeder fra 1975. Måske kunne det give anledning til et fotografisk genoptryk af samme bog? Man kunne da håbe…

Apropos Turèll og hjemstavnen, så er det muligt at komme på sight-seeing i Vangede. Et foretagende, der kalder sig “Gentofte for børn” har lavet et forslag til en tur i Turèlls fodspor. Så hvis man er Dan-fan, befinder sig i Købehavn og alligevel ikke har andet at lave, så var det måske en idé…

Medens vi er ved linkene, så er der også et par andre interessante links for Danomaner: Turèll-samlingen med billeder, nyheder and stuff; en fanside med sjove ting og sager og så har Karma Cowboy fået en slags hjemmeside, hvor man kan se 5 Turèll-tekster med illustrationer (lavet af illustratorer fra Kolding Designskole, må det være…).

Dan Turèlls grav på Assistens Kirkegård. Efter sigende er gravstedet blevet et kultsted - lidt à la Jim Morrisons på Père-Lachaise i Paris.

Apropos Assistens Kirkegård, så har jeg besøgt stedet et par gange. Den er, for enhver med interesse for dansk litteratur og kultur i det hele taget, en rejse værd. Ikke blot, fordi man møder et væld af navne fra Søren Kierkegaard, J. A. Schade, Dan Turèll osv., men også, fordi det er en sand oase i København. Her er fred og ro oven på en tur i den indre hektiske by.

Som regel vågner jeg tidligt (af firbenede grunde jeg tidligere har nævnt), og det at sove længe er ikke en disciplin, jeg har meget øvelse i. Resten af familien har derimod ingen problemer med at fordrive tiden i dyneriget. Men i dag skete det så. Jeg vågnede først cirka kl. 12. Hunden havde vand i øjnene, og jeg måtte udskyde morgenmåltidet (som jeg alligevel var blevet til brunch i bedste fald) og skynde mig at gennemføre hundeluftningen.

Har det mon noget med forårets komme at gøre? Eller bare, at jeg i nat har sovet rent ud elendigt (for meget rødvin i går aftes…)? Det værste er sådan set fornemmelsen af at være kommet for sent til søndagen. Morgen og formiddag er væk. Måske kan jeg indhente den tabte tid i løbet af næste uge. Lidt tidligere op, lidt senere i seng… Hm… Jeg kommer i tanke om præsten og forfatteren Johs. Møllehave, der et sted fortæller, at han står op, når lyset bryder frem… hm…

Med hovedet fuld af Kvium-billeder gik jeg tur med gravhunden her til morgen. Keep on lying, stod der på et maleri. Løgnen som livsprincip. Fortrængningen af den menneskelige natur som forudsætning for kulturen. BHen som symbol på kropsbeherskelsen. Osv.

Lunt, overskyet, men tørt. Selv om jeg holder meget af at gå med hunden her i det østjyske, så kan jeg blive grebet af en længsel mod Vesterhavet og de lange sandstrande. Der kan gå lang tid imellem, og så pludselig slår længslen eller lysten til at vandre vindgennemblæst med hunden langs det brusende hav ned. Sådan er det vel, når man har tilbragt sin barndom 100 meter fra samme hav. Godt, at sommerferien nærmer sig. Måske man skulle slå sig ned i et sommerhus helt derude, hvor det lugter salt…