CAPAC

Min datter vil glæde sig over at høre, at vores fælles filmdarling Johnny Depp til boulevardbladet BT har udtalt, at han gerne vil arbejde sammen med dansk films enfant terrible Lars von Trier. Jeg er klar, når han er klar, udtaler Johnny. Kom så ud af hullet Lars! Jeg vil gerne se Depp vende tilbage som Piratspøgelse (a la John Carpenters The Fog) i en ny udgave af Riget! Indtil videre må vi nøjes med episode to af Pirates of The Caribbean, der kommer op på biografteateret i juli. Men det er også godt :-).

Den i enhver forstand store soulsanger Solomon Burke - The King Solomon Burke, som han kalder sig - udsender i september måned en country-cd med titlen Nashville. På pladen synger hans duetter med Emmylou Harris, Dolly Parton og Patty Loveless og synger numre af Bruce Springsteen, Jimmy Lauderdale og Don Williams. ”Jeg føler at jeg har været på countrymusikkens universitet”, udtaler Solomon. Så der er noget at glæde sig til for fans af soulful country music.  

Hør hans herlige stemme på http://www.thekingsolomonburke.com/ . Nedenfor ses han med en anden af soulens store (!) damer, Aretha Franklin:

Mr. Kite som sprechstallmeister, Lucy i trapezen med skinnende diamanter osv. Det tidligere omtalte samarbejde mellem afdøde Beatle George Harrison og Cirque du Soleil om en forestilling til fejring af The Fab Four realiseres nu i dag i spillebyen Las Vegas. Titlen på forestillingen er “Love”. Reuters beretter, at det er første gang nogensinde et show af den karakter er blevet sanktioneret af de tilbageværende medlemmer af Liverpool-gruppen, dvs. afdøde Harrison, Paul Mccartney, Ringo Starr og Yoko Ono (som repræsentant for John Lennons interesser). Oven i købet fungerer Sir George Martin, den navnkundige Beatles-producer, som musikalsk mastermind på forestillingen. Det egentlige scoop for rigtige Beatles-fans skulle være, at forestillingen indeholder ikke mindre end 130 sange, der er remixed og digitalt renset, så sangenes lyd skulle fremstå med ny klarhed. Fx skulle man kunne høre strengene på den akustiske guitar klaske mod guitarhalsen i klassikeren Yesterday. Er det så i virkeligheden er en fordel for gamle ører? Tja…  George Martin, der sammen med sin søn har brugt to år på at lave forestillingens musikalske indslag, understreger, at der ikke er tale om en slags Greatest Hits. Om det 90 minutters soundtack udgives på cd vides ikke. Men man kan da håbe…

I Tyskland fejrer man nu, at der er gået fem årtier, siden den store digter Gottfried Benn døde. Blandt udgives tre biografier og nogle hidtil uudgivne breve. For poesilæsere er det tid at genlæse mandens digte.

Ein Wort

Ein Wort, ein Satz -: aus Chiffren steigen
erkanntes Leben, jäher Sinn,
die Sonne steht, die Sphären schweigen,
und alles ballt sich zu ihm hin.

Ein Wort - ein Glanz, ein Flug, ein Feuer,
ein Flammenwurf, ein Sternenstrich -
und wieder Dunkel, ungeheuer,
im leeren Raum um Welt und Ich.

Tilføjelse: læser netop i avisen, at universitetsstuderende kun læser tekster på dansk og engelsk (med mindre de kommer fra de andre sprogfag), så derfor vil jeg gøre opmærksom på Peter Poulsens udvalg af Benn-digte Destillationer (1983). Digte kan godt læses med udbytte i (gode) oversættelser.

Det var så dagen, hvor jeg drog til Odense i embeds medfør, som det  hedder - og med planer om på tilbagevejen at besøge det af Henrik omtalte “kioskantikvariat” og antikvariatet på strøget/gågaden, hvor jeg tidligere har set nogle interessante ting, bl.a. Omnibus-bøger fra Carit Andersens Forlag (tidligere omtalt). Men, omstændighederne ville, at jeg ikke nåede frem inden lukketid. Sådan kan det gå for en samlernatur og biblio- m.m. -fil… Suk.

Nå, men i toget hjem læste jeg en notits om sangeren Axl Rose fra Guns and Roses, der spiller på Roskilde. Det drejede sig om, at Axl på bedste (eller, om man vil, værste) rockstjernemanér havde lavet ballade på et svensk hotel. Det skal man ikke gøre hinsidan. I første omgang hed det sig, at Axl havde slået en mand. Det vidste jeg nu efter nærmere efterforskning, at han havde bidt manden i benet. Det er der da lidt mere stil over. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor man dog bruger spalteplads på sådan en bagatel? Ved siden af mig sad tre-fire unge mænd fra en handelsskole i det nordjyske og underholdt sig selv (og det meste af kupeen) med historier fra de seneste dages drikkelag (at dømme efter deres ramponerede studenterhuer, så var der tale om den n’tende fest efter eksamen). Hvorfor kommer de ikke i avisen? Deres meritter overgik helt klart Axl Rose’s udskejelser. De havde både udøvet hærværk, lavet husspetakler, udvist blufærdighedkrænkende adfærd og overtrådt politivedtægten på adskillige andre punkter. Men det er jo ikke kendte…

Carsten og Klaus har sat gang i den liste, der måtte kommer: top-science-fiction bøger. Med skam at melde, så er jeg ikke hard-core-sf-læser, så jeg vil ikke kalde min lille liste et top-et-eller-andet. Det er blot et par science fiction-værker, som jeg synes, er læseværdige. Den første er H.G.Wells Den usynlige mand (det kunne også have være Klodernes Kamp eller Tidsmaskinen eller Dr. Moreaus Ø …). Den næste R. L. Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde (vi kan strides om det er SF, men ikke om, at det er en klassiker). Og så er der Jules Verne med En verdensomsejling under havet (eller…).

I øvrigt har IMDb lavet hele to lister over top SF-film, som er et besøg værd. Dels en top 50 (viagratosser!) og en sjov “lille” en på 10 stykker med bundskrabere. Der er titler som: Flesh Feast, Horror of the Blood Monsters, Voyage to the Planet of Prehistoric Women (!), The Navy vs. The Night Monsters etc. Lystig læsning for listomaner…

Bo og Carsten har en lille diskussion kørende om superhelte og filmatiseringer, foranlediget af Bo’s opremsning af kuriøse film med kvindelige hovedpersoner. Og pludselig slår det mig, at jeg fuldstændig har glemt Roger Vadims filmatisering af den franske tegneserieheltinde Barbarella (1968) af tegneren Jean-Claude Forest. Filmen fik megen omtale dengang, ikke mindst, fordi en smuk, ung amerikansk skuespillerinde udfoldede hele sin sexappel m.m. i filmen.  Hendes navn er: Jane Fonda. Det var inden Jane blev aktiv i anti-Vietnam-bevægelsen og længe inden workouten…

Update: Opmærksomme tv-seere, der glemmer at springe reklameblokkene over, vil have bemærket at Jane Fonda i en alder af 68 år reklamerer for et fransk hudplejeprodukt og - oven i købet - praler af sit udseende.

Forfatteren, digteren, musikeren, humoristen m.m. Shel Silverstein er blevet nævnt et par gange i bloggen. Derfor kan det være på sin plads at henvise til hans officielle hjemmeside for børn , som er ganske flot og poetisk - og et link til hans musikalske arv.

Update: Da trackbacks er en by i Rusland her på Smartlog, så laver vi en hjemmelavet tilbagesporing: Klaus’ har tidligere været inde på Shel Silverstein (endnu et fælles forankringspunkt…). Se her.

AP kan også afsløre, at forfatterinden til Harry Potter-serien, J. K. Rowling vil lade to af de kendte personer i Potter-universet dø i det syvende og sidste bind af værket. Uha-da-da. Hvem mon det er? Rowlin skrev afslutningen på det sidste bind i 1990, så hun ved det med sikkerhed…

Medierne har altid haft svært ved at forstå, at et forfatterskab kan bestå af en enkelt bog eller et par stykker. Hvis en forfatter skriver en bog og derefter stopper, opstår der myter omkring forfatteren. Et eksempel på en sådan lavproduktiv forfatter er J. D. Sallinger, hvis roman Catcher in the Rye (Griberen i rugen, da. overs. 2005) blev en generationsroman, der dannede skole (fx hos Rifbjerg og Panduro). Siden er der ikke kommet meget fra Sallingers hånd, og han har holdt sig langt væk fra enhver form for publicity. Et andet eksempel - ligeledes amerikansk - er den nu 80-årige forfatterinde Harper Lee, der i 1960 vandt Pulitzer-prisen for sin roman To Kill A Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Bogen blev en øjeblikkelig succes og sælger den dag i dag stadigvæk støt. Og den er blevet indlemmet i den amerikanske litteraturkanon. Men ,siden offentliggørelsen af succesromanen har Lee stort set ikke publiceret noget som helst. Og hun har systematisk undgået ethvert interview og enhver offentlighed. Nu er det imidlertid lykkedes for den amerikanske tv-show-værtinden Ophra Winfrey at få Lee til at skrive et essay om, hvordan hun kom til at læse. Winfrey er selv glad for bøger, har gjort det til en mærkesag at fremme visse bøger på tv og har sit eget trykte magasin, hvor hun bl.a. skriver og fortæller om bøger. Her trykkes Harper Lee’s essay. I følge AP fortæller Lee, at hun lærte at læse af sine søskende og var vant til at få læst op af moderen, faderen og onklen. Og at hun stadigvæk er en læsehest… Altså en ganske klassisk historie.

Efter Johnny Cash’s død, er der for alvor kommet gang i udgivelserne. Nu udkommer en ikke tidligere udgivet koncert fra DR-TV: The Man in Black Live in Denmark 1971. Det er musikbladet Gaffa, der bringer nyheden. Optagelsen, der er af cirke en times varighed, tager udgangspunkt i det imagesættende album Man in Black. Blandt deltagerne er ingen ringere end Carl Perkins.

Mon DR har flere guldkorn i arkiverne? Det skulle da lige være Edmund Jensens optagelse af Dr. Hook and the Medicine Show på deres husbåd - i bar røv (og - så vidt jeg husker - i selskab med Shel Silverstein).

Carsten har givet bolden op. Filmatiseringer af tegneseriesuperhelte. Men ikke en tøsedrengeliste. Kun 5-10 stykker i følge Klaus’ dogme. Altså, her er min liste. Mine kriterier er dog lidt anderledes end Carstens. Det handler ikke kun om, hvor godt filmen rammer tegneserien, men også om skuespillerne, instruktørens særegenheden osv. Helt subjektive, forstås. Here we go:

1. Tim Burtons Batman (1989). Burton er tegneseriefreak og denne filmatisering er især inspireret af Frank Miller’s The Dark Knight Returns. Tim Burton er for mig indbegrebet af nørdet, drenget fantasiunivers, når det er allerbedst. Og få kan som han gøre Gotham City til et gotisk mareridt, der kunne være klippet ud af en af Wagners mest mørke operaer. Michael Keaton er ok, medens Jack Nicolson er et fund til rollen som Jokeren. Han er altid god i onde roller. Og så er der jo også Kim Basinger som Vicky Dale. Basingers blondinekvaliteter har desværre ofte stået i vejen for hendes skuespillerevner (fx LA Confidential), lige som tilfældet var med Marilyn Monroe.
2. Tim Burtons Batman Returns (1992). Alene Michelle Pfeiffer’s Catwoman/Seline Kyle gør denne film til et must for mig. Pfeiffer inkarnerer kattekvinden med alle de erotiske o.a. konnotationer, der er i denne figur. Hvem vil ikke i kløerne på hende?! ;-). Også Danny De Vito’s fiskeædende Penguin/Oswald Cobblepot og Christoffer Walken’s Max Schreck skal nævnes som markante roller. Michael Keaton er god, men heller ikke mere.
3. Sam Raimis Spiderman I og II. De to film hører sammen i mit hoved. Raimi er også et eksempel på en instruktør, der kan sine tegneserier. Og tydeligvis vedgår sin store kærlighed til mediet. Og han forstår filmisk at ophæve tyngdeloven i aktionscenerne, som efter min mening satte nye standarder for den type film. Dertil kommer, at Toby Mcguire og Kirsten Dunst passer fint til de to hovedroller. Ikke for meget Starquality, godt med skuespillertalent og uimponerethed. Og endelig skal Willem Dafoe nævnes som en god, ond skurk (i etteren).
4. Jeg kunne godt nævne mange ældre film i denne genre, men den teknologiske udvikling (is. computerteknologiens fremkomst) giver instruktørerne nogle muligheder for at omsætte supermændenes univers til levende billeder, så det virkeligt overbeviser. Derfor falder mit sidste valg på Mark Steven Johnson’s Marvel Comics-filmatisering Daredevil (2003). Også fordi jeg godt kan lide den filmiske udfordring, der ligger i, at hovedpersonen mister synet. Ben Affleck er en god ung skuespiller, der passer godt til rollen.

Smartlog tér sig underligt. Man skriver et lille indlæg og trykker send. Og fluks er indlægget udgivet i fire eller flere udgaver. Hm. Nobody is perfect.

Apropos pornografi og alt det seksuelle halløj, så læs her! :-)

Neil Youngs her og andetsteds omtalte cd Living With War har fået pæne anmeldelser rundt omkring, selv om tiden ikke (eller?) er til politiske plader. I New Musical Express forklarer Young om sine oprindelige forbehold over for projektet. At han var for gammel til sådant et projekt, men på den anden side ikke kunne lade være. Og om årsagen: Han mener, at Bush er en fejltagelse, dem amerikanske udenrigspolitik i Irak ligeså, og at der må være andre måder at løse verdens problemer på end at bombe folk tilbage til stenalderen. Ikke noget nyt synspunkt, men det tåler at blive gentaget… Læs mandens egne ord her.

I can show you that when it starts to rain,
(When the Rain comes down.)
Everything’s the same.
(When the Rain comes down.)
I can show you, I can show you.
Rain, I don’t mind.
Shine, the weather’s fine.
Can you hear me, that when it rains and shines,
(When it Rains and shines.)
It’s just a state of mind?
(When it rains and shines.)
Can you hear me, can you hear me?

Vågner op til en regnvåd mandag. Jeg elsker regnvåde sommerdage. Men det gør Gravhunden ikke, så han gemmer sig under dynen, indtil blæren er ved at sprænges. Så langt er vi ikke kommet endnu… Ellers er tegnene på sommerferieperioden ved at blive tydeligt. Frøknen sover længe på sin første sommerferiehverdag. Det kvindelige sovegen fornægter sig ikke. I Århus kører balladen om trafikselskabet ufortrødent videre, og ingen passagerer kan med sikkerhed vide, om der kører bus. Hvor provinsielt, hvor typisk århusiansk. På landsplan er der efterdønninger efter den såkaldte velfærdsaftales indgåelse. Ingen er rigtig tilfredse (bortset fra aftalepartnerne), så det er nok, som det kun skal - eller snarere kan - være. VM i fodbold er lunkent vand. Men man behøver jo ikke at kigge med. Jeg snakker med en nabo, der efter længere tovtrækkeri er blevet bevilliget førtidspension på grund af nedslidt skulder, piskesmæld, diskusprolaps m.v. Nu skal han udkæmpe slaget om forsikringserstatning for tabt arbejdsevne. Og det vil tage sin tid. Men manden glæder sig over, at være sluppet ud af arbejdsformidlingssystemets ydmygelser. Et lille billede af dansk virkelighed anno 2006.

Jeg genså temaudsendelsen om his Bobness i går (når man har familie med teenagere, så er der ikke altid ro til at se tingene første gang…). En række unge musikere gav deres besyv med om Dylan, og det var tydeligt, at de havde - lad mig udtrykke det på den måde - et perifert forhold til kunstneren, musikeren og poeten Bob Dylan. Det skal de selvfølgelig ikke lægges til last. Men måske skulle programlæggerne have fået en bedre idé!? Men én af de unge kunstnere havde dog en interessant iagttagelse (jeg tror han hed Rasmus Nøhr - Singleton kender mere til ham end jeg…). Han mente, at Bob Dylan aldrig var gået op i, hvordan hans stemme lød. Altså det sangtekniske. Og jeg tror, han har set rigtigt. Dylan står ved den folketradition, der satte ham i gang: Woody Guthrie osv. Det handler mere om tekstrecitation, end det handler om skønsang.

Det fik mig til at tænke på, at noget af det, jeg altid har været tiltrukket af i populærmusikken (pigtrådsmusikken, beatmusikken, rocken osv.), netop er stemmerne. Det har aldrig været vigtigt for mig, om en stemme var god i snæver musikalsk forstand (og den kunne ramme tonerne osv.). Det var mere personligheden, fraseringen, det særegne ved netop den stemme, der tiltrak mig. Ellers ville Tom Waits nok aldrig have haft en chance. Eller forsangeren Andy Fairweather-Low i det engelske tresserband Amen Corner, som jeg netop har genlyttet til. En lidt nasal, anstrengt stemme med et lille register. Men med stor intensitet og nerve.

Det lille forlag Basilisk har udsendt endnu et podcast om poesi med titlen Ud med sproget! Denne gang handler det om New Yorker-skolen… Du finder det ved at gå ind på forlagets hjemmeside og klikke på podcast i menuen for oven.

Det er åbenbart tid for musikalske jubilæer. Nu er det også 30 år siden, at Lou Reed udsendte LP’en Coney Island Baby, som er en af mine personlige favoritter i denne ærke-New-Yorkers produktion. Pladen fulgte i hælene på Reeds katastrofale udgivelse Metal Machine Music, der mest af alt består af fire lp-sider med guitarfeedbacklyde o. lign. Et Collectors Item, som man primært anskaffer sig af samlergrunde, ikke for at lytte… I forbindelse med jubilæet kommer der SELVFØLGELIG en genudgivelse med en masse bonusmateriale…

Du ved ikke, hvad du har, før du mister det, sang John Lennon engang med intens røst. I de sidste 24 timer har jeg været uden internetforbindelse - more or less. Er det sådan rygere har det, når der ikke er en smøg i nærheden? Eller junkien, når pengekassen er tom, pusheren taget på ferie og sprøjten tom? Man ringer til firmaet, der sender en igennem den rutine, man kender til hudløshed: sluk for dit modem i 10 sek., tom din cache osv. Må vi bede om et telefon- og mobilnummer. Vi sender en tekniker.

Og så pludselig medens man sidder og ser en dvd på pc’en er der hul igennem… ;-)

Update: først har der været “klumper” i forbindelsen; men nu kører det vist, som det helst skal. Die Daumen drücken!

I går aftes så jeg lidt af DR2s program om Roskildefestivalen. Blandt andet et interview med den gamle frontmand i The Beach Boys, Brian Wilson. Og nogle klip med sange fra hans meget omtalte cd Smile. Undervejs i interviewet, der led under, at den unge udspørgende dame åbenbart ikke havde researchet nok til at kunne stille nogle spørgsmål, der kunne hæve sig over almindelig snik-snak, faldt spørgsmålet, om Brian Wilson havde fortrudt noget i sin karriere. Hvortil han hurtigt svarede: Ja, at han havde taget så meget amfetamin og lign. For det havde “ristet” hans hjerne! Jeg kom til at tænke på Wilsons meget ærlige svar, da jeg læste anmeldelser på nettet af en ny stor biografi om Timothy Leary, der - om nogen - var talsmand for brugen af det, man dengang kaldte, bevidsthedsudvidende stoffer, dvs. LSD, psilocybin svampe og andre psykedeliske drugs. Leary var uddannet psykolog og knyttet til prestigeuniversitetet Harvard, men det forhindrede ham ikke - tværtimod - i at være de intellektuelles fortaler for en psykedelisk revolution af verden. Med fatale konsekvenser for ham selv og andre. Anmeldelserne genkalder en tid, hvor det endnu var muligt, frygteligt naivt og “uskyldigt”, at tro på den naturlige og kunstige kemis fortræffeligheder med hensyn til at gøre verden til et bedre sted at leve i. En naivitet, der kom til at koste mange livet og helbredet. Det er meget længe siden. Biografien er skrevet af Robert Greenfield, der har ry som værende en god levnedskildrer. Mere end 700 sider er bogen på. Så der skulle være nok til nogle dage i sommerferien.

DR Nyhederne kan fortælle, at kæmpeskildpadden Harriet er død 176 år gammel af et hjertetilfælde. Harriet levede sin sidste tid i en australsk zoo. Hun blev verdenskendt, fordi man mener, at hun tilhørte ingen ringere end Charles Darwin. I øvrigt mener man, at hun var verdens ældste kæmpeskildpadde ( men her kan man jo aldrig være helt sikker…).

Tog mig omsider sammen til at sætte mere RAM i datterens blærbare, så den kunne lidt mere spil, msn osv. Og i samme splitsekund gik den død. Efter et par ugers ventetid (og hån fra datteren…) er den nu tilbage fra reperatøren med nyt bundkort og batteri. Datteren synes, at det var et uhyggeligt sammentræf… Tilfældighed, mener hendes far.

Jeg faldt over en lille notits i Informeren. Min datters idol (at least…) Johnny Depp og instruktøren Gore Verbinski har fået den sjove idé i forbindelse med indspilningen af Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest at få en række kunstnere til at indspille en dobbeltcd med lutter sørøversange. Titlen er: Rogue’s Gallery: Pirate Ballads, Sea Songs & Chanteys. Og den skulle være på gaden i slutningen af august. Så nu kan vi glæde os til at høre Lou Reed, Nick Cave, Bono (der har taget fri fra at redde verden…), Bryan Ferry, Lucinda Williams, Rufus Wainwright, Richard Thompson m.fl.

Hey! Ho! Og hit med en flaske rom! Man kan læse mere her.

Den fabelagtige tysk-amerikanske instruktør Billy Wilder (Ingen er fuldkommen, Irma La Douce, Nøglen under måtten…) ville have fyldt 100 år, hvis der havde været nogen retfærdighed til. Men det er der som bekendt ikke. Læs Uffes kommentar til den oversete mærkedag (men Politiken bringer nok nyheden om nogle dage :-).

Hvis man er til The Beach Boys, som denne blogskriver er, så noterer man sig, at der er fyrre år siden, at gruppens nok mest kendte sang Good Vibrations udkom. En milepæl i rockmusikken. I anledning af jubilæet genudgives sangen på en special edition med det oprindelig B-side-nummer, Let’s Go Away For A While, plus diverse alternate takes osv.

Også Pet Sounds, gruppens tour-de-force i musikalsk eksperimenteren og sangskrivning og en vigtig inspirationskilde for fx The Beatles, fylder 40, og det følges selvfølgelig op med en limited double vinyledition, en kombineret cd/DVD-udgivelse med mono-, stereo- og surround-stereo-udgaver osv. osv. I øvrigt findes begge udgivelser i fine remasterede udgaver allerede, hvis man ikke vil bruge flere penge på den sag…

Good, good, good vibrations, yeah….

Ikke et ord mere om pornografi! Lars omtaler i sin blog udgivelsen af Roman Polanskis freudianske ungdomsværk Kniven i vandet. Jeg har altid været meget begejstret for Roman Polanski, som i mine øjne er en stor filmmager, der også har haft en megen svingende produktion. Her er listen over mine Polanski-favoritter ud fra helt subjektive kriterier, selvfølgelig…:

1. To mænd og et skab (1958) - en absurd historie…

2. Kniven i vandet (1962) - Polanskis gennembrudsfilm i en vis forstand.

3. Chok (Repulsion 1965) - en slags gyser med Catherine Deneuve i hovedrollen. Knugende, morbid stemning.

4. The Fearless Vampire Killers or Pardon Me, But Your Teeth Are in My Neck (1967). - En af de morsomste vampyrparodier, jeg har set.   

5. Chinatown (1974) - efter min menings Polanskis mest vellykkede film overhovedet, og en af de bedste detektivfilm, man kan se. Plottet er mesterligt, skuespilpræstationerne (Faye Dunnaway, Jack Nicolson, John Huston, Roman Polanski osv.) er sublime osv. En helt shakespearesk film om magt, begær, incest osv., som jeg kan se igen og igen uden at blive træt af. Og det kan jeg ikke sige om ret mange film…

6. Lejeren/The Tenant (1976). En overset film med Roman Polanski i hovedrollen som lejeren med psykiske problemer. Et klaustrofobisk studie i menneskelig ensomhed og galskab. I slægt med Cronenbergs Spider.

7. The Tragedy of Macbeth (1971). Filmatisering af Shakespeares drama. Low-budget, men gribende. Ikke mindst, hvis man kender værket i forvejen.

8. Rosemary’s Baby (1968). Tidligere omtalt her i bloggen. En okkult gyser med Mia Farrow i hovedrollen. Hvis man kan sluge det okkulte vås, så er det en god film i genren. Især birollerne er i en klasse for sig selv.

9. Pirates (1986). En piratkomedie! Er værd at se, ikke mindst på grund af Walther Matthau…

10. The Ninth Gate (1999). En gyser/horror-film med Johnny Depp. Bygger på en roman af Arturo Pérez-Reverte. Igen er vi over i det okkulte, som Polanski har en forkærlighed for. Ikke årgangs-Polanski, men Johnny Depp (mit datters STORE idol) spiller som altid en god hovedrolle.

11. Frantic (1988). Solidt håndværk fra Polanskis side. En actionfilm med Harrison Ford i hovedrollen som manden, der ser sin kone blive bortført og gør alt for at finde hende igen. Indiana Jones i Paris. God actionfilm. Hverken mere eller mindre.

12. Bitter Måne (1992). En film om forholdet mellem kønnene og parrene, om løgne, skønhed, utroskab, impotens osv. Byggende på en fransk roman (hvad ellers…). Er seværdig på grund af skuespilpræstationerne. Især lægger man mærke til Peter Coyote. Men også Hugh Grant, der ellers kun kan spille - Hugh Grant, er bedre end normalt. Kristin Scott Thomas med sin engelske overklasse-air. Derimod synes jeg at Emmanuelle Seignier (Polanskis kone) falder igennem som femme fatale i filmen. Vulgaritet er ikke nok til at udfylde den rolle…

Update: Lars har en kommentar til ovenstående her.

Læserservice: Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, så ruller der en heftig diskussion med både mandlige og kvindelig deltagere i bloggene om pornografi . Læs hos: Carsten, Irene, Bo, Lars og videre derfra (se mine links).  Så er i informeret/advaret! It goes on and on and on…

Update:Et enkelt spørgsmål har snurret i mit hoved efter læsningen af alle indlæggene: Kan man diskutere pornografi uden af have et kendskab til den?

Jeg er ikke fodboldfanatiker, men kan godt lide spillet. Jeg er således ikke tvangsindlagt til at se samtlige kampe under VM, og overlader da også uden kny storskærmen til husets kvindelige beboere, når der er programmer om hunde, hvordan-håndværkere-og-boligindrettere-med-samt-overivrige-tv-værter-spolerer-folks-hjem-programmer, Hammerslag i endnu en afkrog af Danmark, royale programmer etc. Men i går aftes så jeg dog Holland mod Argentina. Og endnu engang måtte jeg sande, hvad jeg før har tænkt: lige så spændende og underholdende en fodboldkamp kan være, lige så dødshamrende kedelig kan den være. Og i går var det sidste tilfældet. Det fremgik da også af kommentarerne, at de to hold nok ikke rigtig var interesseret i andet resultat end 0-0, for de var gået videre til 8.delsfinalerne i turneringen. Og hvad så med publikum? Hvorfor rejse fra Argentina til Tyskland og betale en formue for at se 22 spillere trille en bold formålsløst rundt på grønsværen? Måske man skulle spille den slags taktiske kampe uden tv på? Ja, uden publikum? Man kunne måske nøjes med at simulere kampen for lukkede døre. Så ville man også undgå unødvendige skader, og spillerne ville være mere oplagte til næste og afgørende kamp?

Update: Er det mon mig, der er noget galt med? Jeg synes, at der har været meget langt mellem snapsene i de transmitterede kampe (nej, jeg har ikke set alle…). Tyskland mod svenskerne var da ok, selv om jeg helst havde set de blå-gule ekspedere værtsnationen ud af turneringen. Det ville have givet omtale! Ellers har jeg mest spænding ved at holde med de små hold, outsiderne. Som nu Ecuador mod England. Hvordan ville det mon være gået, hvis sydamerikanerne havde haft et par klasseafsluttere? Og England: Er der nogen, der tror, de vinder VM? Roney?, indtil videre han minder han mest om Børge fra min 5. klasse i folkeskolen. Og det er ikke et kompliment. Plæneklipper med trædupper under støvlerne.

Update 2: Én ting er, at alle de hold, man holder med taber. Det er forventeligt, når man holder med the underdogs. Men, at italienerne filmer sig til et straffespark, og en fodboldblind spansk dommer hopper i med samlede ben, og slår et bravt kæmpende australsk hold ud, er der kun et ord for: uretfærdighed.

Tro det eller ej, men der var en tid før MTV, hvor det at se populærmusik på tv var nærmest utænkeligt. En af de første tv-udsendelser med beat-musik, som det hed dengang, var BBC’s berømte Top of the Pops, hvor datidens populære navne optrådte live. I kabyssen på det skib, hvor min far arbejdede, så jeg  sammen med kammerdrengen, matrosen og så videre The Yardbirds med Keith Relf i forgrunden give For Your Love - i sort/hvidt. Året var 1964, det år, hvor programmet startede. Det var stort for en bette småsøsyg knægt med hang til nutidens musik.

Nu kan man så læse, at BBC sender absolut sidste udgave af det hæderkronede program d. 30. juli. 42 år blev det til. Også selv om ens forældre mente, at den slags musik var et forbigående fænomen ;-).

Mit ordforråd er udvidet, og mit liv er blevet beriget (?): Jeg har fået en SWMBO. Jeg vidste ikke, jeg havde sådan en, men nu ved jeg det. Jeg har fået en forkortelse, et acronym, en initialisme for noget. Tegn udvider verden.

Forklaring findes her: What is a SWMBO?

Rumpole nyder et glas Chateau Fleet Street, der sikkert er på niveau med Pommeroy’s Plonk (Uffe…), også kaldet Pommeroy’s Very Ordinary, eller Chateau Thames Embankment med fru Hilda (SWMBO).

Updates: Behøver jeg at tilføje, at Rumpole-serien er udgivet på DVD?! Hvis du er i tvivl så se her hos Klaus!

Det er en gave at have børn. Behøver jeg at tilføje, at gaven er flertydig…Blandt andet får man lov til at genopleve glemte ting og sager fra sit eget liv. Når sønnen bruger oceaner af tid på at telefonere med sin nye kæreste hinsides Atlanten, så er man tilbage i de første forelskelsers rastløse, lystfyldte og martrende tid. Eller når den fjortenårige datter bliver ramt af Kedsomheden, så er man tilbage i pubertetens ulideligt lange søndage, hvor Jorden syntes at gå i stå og livet ophøre med at bevæge sig, og man selv var ved at gå ud af sit gode skind. En sand lidelse…

Der er talemåder, vendinger, citater o.lign., som tiltaler mig mere end andre. Fx faldt jeg pladask for hendengangne Det Ny Aktuelts slogan: Man kan ikke være venner med alle. Så sandt, så sandt. Men det var ikke alene den indbyggede visdom, jeg faldt for, men lige så meget, at sætningen falder godt på tungen. Det samme gælder en sentens, som min mor altid smed i hovedet på mig i diverse læringssituationer: Man skal lære hele livet. Der er en bestemt rytme i den sætning, som passer min musikalitet (el. måske mangel på samme) rigtig godt. Som mangeårig underviser bl.a. af voksne mennesker har sidstnævnte sentens i øvrigt fået dybere betydning. Man kan faktisk i en høj alder lære noget, der totalt ændrer ens liv og livsretning. Jeg har set det ske. Det burde alle de arbejdsgivere, der frasorterer folk over 45, holde sig for øje.

Jeg har flere gange omtalt den lille biograf Øst for Paradis i Århus. Og nævner den, så snart der er mulighed for det. Biografen, der er en af landets ældste, har endnu engang økonomiske problemer. Efter sigende har Paradiset et underskud på hele 800.000 kr. Og det betyder - meddeler DR Nyhederne - at Filminstituttet vil fjerne sit tilskud på 600.000 kr. fra nytår. Dermed er biografen fortid, med mindre der findes andre løsninger. Den socialdemokratiske kulturrådmand og fhv. borgmester Flemming Knudsen har haft et møde med repræsentanter for filminstituttet og biografudlejerne vedr. sagen og er efter mødet meget pessimistisk. Han udtaler: “Jeg har meget svært ved at se en fremtid for biografen på den nuværende adresse og med den nuværende ledelse”. Sortseer!

Kan det virkeligt passe, at det lille filmtempel ikke længere skal være der som en oase for filmelskere? Århus har tidligere vist, at man godt kan finde penge til kultur, når det galt (fx postede man mange penge i Atletion…). Kom nu Århus, vis, at kulturen stadigvæk betyder noget for byen.

http://capac.smartlog.dk/52675_Ost_for_Paradis.html

http://capac.smartlog.dk/53131_Ost_for_Paradis_2.html

http://capac.smartlog.dk/biograf.html

Selv en blind høne (og hane…) finder et korn.

Min datter på 14 har med lynets hast udviklet et appetit på tasker med dertil hørende samlermani. Appetitten gælder især et bestemt mærke Friis & Co. Jeg kan godt nævne det, da mærket ikke siger mig en høstblomst. Men så slår det mig (kornet!), at nu forstår jeg måske, hvad man mener om kvinders evne til multitasking. Min datter er multitasker - i øvrigt lige som sin mor (biologi? kultur? i hvert fald penge op af lommen…).

Verden vil bedrages, siger man. Og det bliver den. I Middelfart har de en butik, der sælger chokolade. Også chokoladefrøer. Datteren indkøbte nedenstående chokoladefrøer. Frøer, ja. Chokolade? Nej. Men flotte var de nu, selv på dette uskarpe foto (som min datter har taget, skulle jeg hilse at sige…).

Det skulle være sikkert og vist, at regeringen og dens samarbejdende partier i dag nedkommer med en såkaldt velfærdsreform. Hvor meget velfærd, der er i den, kan man tvivle på. Og hvor meget reform, der er over den, kan ligeledes betvivles. Men man kan da håbe, at kompromisdannelserne er så stærke, at det ikke rigtig kommer til at skade nogen i det danske land…

Debatten om kønsforskelle, blogs m.v. ruller videre på Klaus’ side, hvor kommentarerne nu har rundet de 40. Vi lader den lige stå et øjeblik. Og så vil jeg overveje, om jeg skal kommentere nogle af indlæggene ;-).

Update: opskriften på at få mange kommentarer i sin blog må være at skrive noget om tøseblogs eller det, der ligner. I hvert fald noget om forskellen mellem kønnene, for det er jo i enhver forstand et uopslideligt tema :-D

Update kl. 18.50: der kommer vist ikke flere kommentarer til Klaus’ indlæg om tøseblogs…

Af hensyn til Klaus må jeg hellere fortælle, hvad de to sidste filmindkøb i dag var. Vi må da være uenig om et eller andet…

Den ene film er den netop i tv viste - og tidligere her i bloggen omtalte -Delta Kliken ( National Lampoon’s Animal House) med den komplet gale John Belushi, der efter sigende rejste rundt med en særdeles velassorteret hjemmebar på størrelse med en såkaldt skabskuffert. Delta Kliken kan kort beskrives som Sidste nat med kliken - på speed… Jeg måtte have denne special edition, selv om jeg lige har optaget den på VHS, og glæder mig allerede til at gense John Belushi voldæde i kantinen, belure collegepigerne fra en stige (og derefter falde ned i haven…) og  Donald Sutherland som stoned collegelærer med bar røv.

Den anden film er Coen-brødrenes The Man who wasn’t there med Billy Bob Thornton (kendt fra Monster’s Ball), Francis McDorman (Fargo) og James Gandolfini (Romance and Cigarettes og den-der-mafia-tv-serie på TV2…). Jeg har lige afleveret bibliotekseksemplaret, og det var det sidste eksemplar i shoppen. Så… Den har alle ingredienser, der skal  til for at være en god film: utroskab, afpresning, mord… ;-)

Kære læser! Hvis du ikke har fulgt med i debatten om bloggenes køn på Klaus’ side, hvor den stadig er i gang, så gør det. Og her er nogle links til de kvindelige debattanter, som du så kan smutte forbi og læse:

Irene - alias Furore -  tænksom og sproglig finurlig (ung) dame.. Nu også listoman…

Lene - alias Miss Q - en helt igennem pæn pige (og dog…). Det var i øvrigt Lene, der startede diskussionen om køn og blogs. Godt gået.

Mie - der kalder sig Mokken - har også meldt sig på banen…

Besøg også Anes fine blog om middelalderspørgsmål og andre emner.

Eller Blomsten - alias frk. Gorzelak Ismael - der ynder gamle danske film, Cliff Richard og seriemordere…

Også fire eksempler på, hvor forskellige “tøseblogs”  er…

De mænd, der har vovet pelsen i debatten er: Carsten, Klaus, undertegnede og Styx, der lige stak næsen indenfor…

Update:

Regitze - Vampyrpingvinen deltager også…

En anden af dagens filmindkøb skal lige omtales, fordi det også er en film, der tåler gensyn. Det drejer sig om George Lucas’ American Grafitti (1973) el. - på dansk - Sidste nat med kliken. En film om den sidste “uskyldige” ungdomstid med smarte amerikanske biler og heavy petting på bagsædet. Filmen foregår i 1962 og har glansroller til Richard Dreyfuss, Harrison Ford (der var så ukendt, at han end ikke bliver nævnt på dvd’ens creditliste på coveret…), Ron Howard (instruktør på Da Vinci Mysteriet) , Charlie Martin Smith m.fl. Og så ser man den legendariske DJ Wolfman Jack i rollen som sig selv. Dertil kommer et af de bedste 50’-er og 60’er-soundtracks. Filmen er i øvrigt produceret af ingen ringere end Francis Ford Coppola. Sammen med Peter Bogdanovich’s Last Picture Show fra 1971 udgør den en af de langtidsholdbare film om det uopslidelige tema: uskyldstabet. Endnu er kan illusionen om det ubekymrede teenageliv, hvor det største problem er, om man kan få noget på den dumme, få fat i noget sprut eller undgå at kede sig i det småborgerlige lilleputsamfund, holde verdens benhårde realiteter - på dette tidspunkt Vietnamkrigen - på afstand. En film, som enhver ung og ungdommelig bør unde sig selv at se - igen….

Der er gået VM-bold i DR og TV2, og da jeg har det lidt svært med pladdernakker (Onkel Dannys oversættelse af Talking Heads…) som fx Peter Nielsen, der kan finde på at spørge Martin Jørgensen, en fodboldspiller i 30’erne, om, hvordan han oplevede VM i 1958 - så kan det være godt at låne nogle dvd’er til at udfylde hullerne mellem de gode engelske krimier og Dead-line på DR2. Derfor tog jeg på biblioteket, vel vidende, at der kan være gode fund at gøre nu, hvor ferietiden sætter sine spor på bibliotekshylderne. Men desværre. Der var gode film, men jeg havde set de fleste for ganske nylig. Så næste skridt kunne være den nærliggende videoudlejningskiosk, som jeg selvfølgelig ikke vil reklamere for. Knap var tanken dukket op i hovedet på mig, da den blev fortrængt af en anden: hvorfor låne film, når man kan købe gode dvd-film for få penge. Og sådan blev det. Af sted til byen for at købe film.

Faren ved en sådan tanke er, at man let kommer hjem med mere, end man havde forestillet sig.  For en cineast er det svært at sige nej, når man ser en af sine yndlingsfilm til 25-40 kr. Det lykkedes mig dog at begrænse indkøbet til fire stk. Svært var det. For der på hylden i den der butik, som Lars reklamerer for, stod fx Pier Paolo Pasolinis (næsten) samlede erotiske film (Decameron, Canterbury Tales osv.) for et latterligt lille beløb, diverse Hitchcock-film, SF-film en masse, den umanerligt sjove franske film Delicatessen, et hav af moderne blockbusters osv. osv.

Men så faldt mit blik på en film, som jeg holder meget af, selv om det er længe siden, jeg har set den. Faktisk meget længe siden. Nemlig: Bernardo Bertoluccis 302 minutter lange historiske drama “1900”. Med Robert de Niro, Donald Sutherland (i en modbydelig pervers rolle), Gerard Depardieu, Dominque Sanda, Burt Lancaster osv. Music af Ennio Morricone. En pendant til Viscontis Leoparden (over Giuseppe Tomasi di Lampedusas berømte roman). Et højdepunkt i den noget svingende, men yderst talentfulde Bertoluccis produktion og i europæisk filmkunst. Jeg husker endnu, hvor stort et indtryk filmen gjorde, da jeg så den i to omgange ved premieren i Øst for Paradis i sidste halvdel af 1970’erne. Og nu kan jeg se den igen for 50 kr. Fem timers filmoplevelse af højeste karat.

På listemagerens blog løber der en interessant diskussion om forholdet mellem køn og blog. Er der særlige tøseblogs osv. Og selvfølgelig er der forskel. I hvert fald, hvad angår de emner, som de forskellige bloggere tager op.

Til Irene og andre interesserede: Kniven ovenfor var min fars. Den fulgte ham gennem mange år; og da han døde - siddende lige op og ned ved køkkenbordet - var den i hans lomme. Jeg fik den udleveret sammen med hans godt slidte pengepung på hospitalet efter en omstændig og fuldstændig unødvendig proces. Nu bruger jeg den, mest til at åbne breve med…

Da jeg som ganske grøn studerende kom til Århus og havde boet på kollegium et stykke tid, fik jeg lyst til - som flere andre af mine lidelsesfæller - at få en lille bolig i den indre by. Oh, at være sig selv med eget køkken og træk-og-slip på gangen! Det var dengang, det - teoretisk i det mindste - var muligt at bo til leje nogenlunde billigt inden for Ringgaden. Jeg fik blandt andet det tip fra en erfaren boligsøgende kammerat, der beboede en seksværelses lejlighed til 1200 pr. måned, at jeg kunne gå rundt i de små gader og notere mig, hvilke lejligheder der stod tomme. Og når de så havde stået tomme nogle uger, kunne man rette henvendelse til udlejeren. Nogle af mine studiekammerater var heldige med metoden, men jeg løb blot ind i nogle af de der udlejere, som prøver om omgås loven. Derfor har jeg en vis sympati for bz-erne, der nu vil indtage Århus by ifølge DR Østjylland. Til kamp mod bolighajer og dem, der ligner!

Lidt at tænke over: En kronik i Berl. Tidende

Manipulation, vold og selvcensur

 Af: Klaus Kjøller, Lektor, cand.mag., Københavns Universitet

Medens vi er vi de gamle drenge, så er der d. 14/7 premiere i USA på dokumentarfilmen I’m your man om den canadiske poet, sanger og sangskriver Leonard Cohen. Om den kommer til Danmark vides ikke. Men i forbindelse med filmen er der indspillet et soundtrack, hvor U2 (“Tower of Song” m. Cohen selv), Rufus Wainwright (“Chelsea Hotel nr. 2”), Nick Cave (“Susanne”!), Beth Orton m.fl. er med til at hylde den gamle Ladiesman.

Ah, the moons too bright
The chains too tight
The beast wont go to sleep
Ive been running through these promises to you
That I made and I could not keep
Ah but a man never got a woman back
Not by begging on his knees
Or Id crawl to you baby
And Id fall at your feet
And Id howl at your beauty
Like a dog in heat
And Id claw at your heart
And Id tear at your sheet
Id say please, please
Im your man

Trailer og meget mere kan ses her: http://www.leonardcohenimyourman.com/

Se også Mette “13-tal” Urths omtale her: http://metteurth.wordpress.com/

På søndag kan skilsmisseramte Sir Paul Mccartney synge: Now I’m Sixty-Four. Sangen When I’m sixty-four daterer sig fra 1967, hvor den indgik på The Beatles’ måske mest markante album Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der i øvrigt har 40 års jubilæum næste år. Sangen handler om, hvordan det mon vil være at blive 64 og nyde otium med konen og glæde sig over børnebørnene. Den påbegyndte skilsmisse har vist ødelagt lidt af drømmen, men derfor er sangen jo stadigvæk værd at lægge øre til. Og drømme til…

Send me a postcard, drop me a line,
Stating point of view
Indicate precisely what you mean to say
Yours sincerely, wasting away
Give me your answer, fill in a form
Mine for evermore
Will you still need me, will you still feed me,
When I’m sixty-four.

Helt tilfældigt ser jeg, at DR2 i aften kl. 23.00 viser en dokumentar om den indflydelsesrige amerikanske country-rocker Gram Parsons. To fulde timer! Kendere kender deres besøgelsestid.

Og så er Bob Dylan igen i fjerneren. Det sker på samme kanal på tirsdag d. 20, hvor temaaftenen drejer sig om Dylans disciple. Man kan blandt andet se og høre Dylan live…

Den 25. maj skrev jeg i forbindelse med Bob Dylans 65-års fødselsdag følgende om Joan Baez: “Som den politisk engagerede kunstner og protestsanger hun altid har været, har Baez involveret sig en kampagne, der skal forhindre ødelæggelsen af en 14 acres urban farm. Sammen med bl.a. Julia “Butterfly” Hill, er blev kendt for at sidde i et Redwood træ i to år for at forhindre fældningen, vil Baez på skift holde vagt ved byhaven. Aktionen er knyttet til en uafhængig, non-profit bevægelse The Trust of Public Land, der kæmper for at bevare den slags grønne områder, bl.a. ved at opkøbe områderne med indsamlede midler. I dette tilfælde er det ikke lykkedes bevægelsen at fremskaffe de fornødne $ 10 millioner til formålet. Derfor må der aktioneres… I dreamed I saw Joe Hill last night…”. På det seneste har træ-sidnings-aktionen fået opmærksomhed i medierne, fordi blandt andre Darryl Hannah (kendt af SF-folk for sin fine rolle i Blade Runner…) havde sluttet sig til de protesterende i træet. Men nu er det slut. Iført, hvad der beskrives som riot gear, og ved hjælp af bulldozere, motorsave og brandstiger fjernede 250 politibetjente Hannah og de andre træsiddere. Ialt blev 44 personer arresteret i forbindelse med opgøret, der er det foreløbige punktum på en politisk sag, der går tilbage til 1980’erne og har fået opbakning fra mange notabiliteter, fx Danny Glover, Martin Sheen, Alicia Silverstone og country-ikonet Willie Nelson.

Kan man tænke sig, at folk i Århus ville aktionere på lignende måde, når myndighederne om kort tid vil fremlægge planer for fjernelse af den imponerende og hidtil fredede blodbøg på Christiansbjerg?

- og så er det fristende at citere Thomas Windings tekst til Oppe i træet med Young Flowers (Blomsterpistolen) - fordi jeg selvfølgelig kom i tanke om netop den sang…:

Oppe i træet sidder sgu’ jeg
Og jeg er langt, langt væk
Midt i et landskab af lyde og smukt
Og jeg er langt, langt væk
Om jeg ka’ li det
Mand, jeg er syg

Hvis man er lidt interesseret i naturens udviklingshistorie, vil man også have bemærket, at der sker spændende ting og sager i Kina. Det videnskabelige magasin Science kan fortælle, at man har gjort et exceptionelt fossilfund, der kan være med til at supplere den del af evolutionshistorien, der vedrører fugle. Konkret drejer fundet sig om fem eksemplarer af Gansus Yumensis, en art, der levede for ca. 110 millioner år siden. Gansus Yumensis er interessant for forskerne, fordi den tilhører en art, der er tættest på de nulevende fuglearter og udgør dermed en vigtig brik i forklaringen af, hvorfor udviklingen nu gik, som den gik, bl.a. forklaringen på, hvornår fuglene bevægede sig fra luften til vandet. De aktuelle fund beskrives som særdeles velbevarede og afslører, at Gansus Yumensis havde svømmehud på fødderne, hvilket betyder, at de - som vor tids andefugle - levede af at dykke efter føde.

SF-fans kan glæde sig. Steven Spielberg, der som bekendt har flere SF-film bag sig - seneste Klodernes Kamp - vil lave endnu en film i denne genre. For tiden er han i fuld gang med at producere og udvikle SF-thrilleren When Worlds Collide, men har allerede nye planer for endnu et SF-projekt. Denne gang skal filmen tage udgangspunkt i Caltech-fysikeren Kip Thornes teorier om tyngdekraftfelter m.m. Altså en film, der skal beskæftige sig med nogle af fysikkens mere kontroversielle emner, fx de sorte huller. Hvordan disse teorier skal omsættes til fortælling, vides endnu ikke, da man endnu ikke er begyndt på manus. Dertil skal lægges af Spielberg nok lige skal færdiggøre Indiana Jones nr. 4 og måske en film om den amr. præsident Lincoln, inden det nye projekt kommer på banen. Ikke underligt, at Spielberg for ganske nylig har udtrykt ønske om at lave nogle små lowbudget-film…

Jeg har været inde på det før: Genudsendelser er en pestilens. Og det er en sandhed med modifikationer. For selvfølgelig er der udsendelser, der tåler at ses igen. Det hele er ikke Fint skal det være for tiende gang eller Ally McBeal, kendt som den talende tandstik, i endnu en ombæring. Hvis man ikke vil tilbringe hele sin ferietid med fodbold - og sandt at sige, synes jeg, at kvaliteten har været bekymrende indtil videre - så kan man blandt andet se krimier. En af mine favoritserier Daziel and Pascoe genudsendes pt. på DR2. Og sammesteds løber Sagen genåbnet på torsdage. Hvis man er til engelske krimiserier med klasseskuespil, så er det her det sner.  Dertil kommer, at DR1 er i gang med en seværdig miniserie i tre dele med titlen Terrorcellen. Henrik gør også i dag opmærksom på, at man kan gense Dr. Who-SF-serien. Så man behøver ikke at blive fodboldidiot.

Jeg har været så heldig at undgå havegrillen indtil videre. Til gengæld har vi fået en forkromet udgave af en mikrobølgeovn i huset. Fruen har vundet den på job. Den har sat sit præg på familielivet de sidste par dage. Blandt andet har der været en karakteristisk duft (el. lugt, stank…) af pop-corn i boligen, fordi datteren har fundet ud af, hvor nemt det er at smide en pose i og give den et par minutter. Foreløbig er jeg kun kommet frem til at lave havregrød i ovnen. Det er den til gengæld også god til. Så indtil videre står den på økologisk havregrød om morgenen. Så finder vi ud af, hvad dyret ellers kan bruges til.

Automobilet har som omtalt været omkring det lokale værksted. Og nu kan det igen klare opgaverne i Århus og omegn. Det er på alle måder et low-budget-automobil, og det passer mig helt fint. Det har også vist sig, at størrelsen har sine fordele. Blandt andet giver det mulighed for at parkere steder, hvor en gennemsnitsbil ikke kan komme til. Det har allerede sparet mig for mange parkeringsbetalinger og sikkert også -afgifter. Dertil kommer, at den anakronistiske, iøjnefaldende farve, bilen er udstyret med, gør den let at genkende på afstand. En stor fordel, når man fx parkerer på en af de kæmpemæssige parkeringspladser, der er ved de store varehuse. Det er fordele, man hurtigt lærer at sætte pris på. Men den helt store fornøjelse ved bilen er knyttet til dens gamle, solide Blaupunkt-bilradio. En skrabet model uden cd-afspiller, DAB osv. Men med en forbavsende god lyd. Dertil kommer den udsøgte fornøjelse at høre DR P1, medens man kører gennem byens gader. Alene. [Se Bunny and Benny gå til makronerne til tonerne af  Bloodhound Gang på Blaupunktradioen - sød reklame for Blaupunkt bilradio…]

Et af mine absolutte favoritsites på nettet er http://www.bibliotek.dk/ - altså de danske bibliotekers fælles side, hvor man kan finde alt, hvad hjertet begærer af litteratur, musik osv. Siden er i multimedieforstand lige så kedelig, som man kan forvente sig af en biblioteksside, og det er positivt ment. For det er spændende at bruge den. Og den udvikler sig fortløbende. Senest har den fået en række inspirationslink på litteratursiden. Hvis man fx godt kan lide at læse Nick Hornby, men måske har været igennem hans bøger et par gange, så kan man få ideer til noget, der ligner Nick Hornby. Man linkes til en side, hvor en læser kommer med en række velbegrundede argumenter for, hvorfor man burde læse Keld Conradsen, Peter Fogtdal, Mike Gayle, Lars Røn osv. Hvad skulle man have gjort, hvis der ikke fandtes bibliotekarer!?

På Henriks specialblog Gefion kan man læse om den genre, der kaldes heavy-rock. Senest har Henrik opdateret sin liste over egne heavy-ting. Men kan det virkelig passe, at Deep Purples klassiker In Rock ikke findes i Henriks samling? Det må der da være en forklaring på…

65 er ingen alder på en ged! Bob Dylan ikke alene turnerer i et omfang, så mange yngre musikere ville betakke sig, men nu udsender His Bobness også en ny cd med den passende titel Modern Times. Det skulle være sikkert og vist, at den lander i butikkerne - på og uden for æ næt - den 29. august. I følge rygterne - som New Musical Express videresender - så skulle pladen være i stil med Love and Theft. Og der skulle også være “mindst tre mesterværker” imellem. Oplysningen burde være nogenlunde pålidelig, da den kommer fra nogle journalister, der har fået lov at høre udvalgte numre fra pladen (å den anden side, så ved man aldrig med journalister…). De er dog blevet pålagt ikke at sige mere om pladen. 

Update: Som Jesper gør opmærksom på i en kommentar, så er det ikke sandsynligt, at Dylan vil spille numre fra den nye plade i Europa. Så må vi klare os med de gamle :-) Til gengæld kan Billboard bekræfte Jespers oplysninger om titlerne på nogen af sangene. Og at der vil være 10 numre på denne hans 44. plade. Bobs egen hjemmeside er til gengæld tavs om den nye plade. Måske, fordi han har travlt med sit nye job som radiovært efter USA-turneen.

I dag har bloggen rundet 300 indlæg…og et tilsvarende antal kommentarer…

Lidt reklame må være på sin plads, når Aarhus Jazz Festival er på trapperne fra 14/7-23/7. Festivalen har selvsagt sin egen hjemmeside med program og hele molevitten. Jeg vil bare nævne et par navne, jeg godt kunne bruge min tid på: lørdag d. 15/7 spiller Channe Nussbaum Quartet på Klostertorv; lidt senere på dagen kan Daimi og Louisianna Jazzband opleves på Fodvarmeriet; mandag d. 17. er Suzanne Vega på Train (ikke jazz ligefrem, men singer-songwriter i den bedre ende…); 19/7 kan man høre Jesper Thilo på Klostertorv. For bare at nævne nogle få. Man kan jo - desværre - ikke nå det hele…

Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed - heller ikke powerbloggernes - at det er blevet varmere. Og vi skal åbenbart vænne os til tanken: mere varme, mere vand. Hvis vi skal tro klimaeksperterne. Og det skal vi jo nok, selv om vi lever i post(?)moderne(?) tider. Hvorom alting er, så griber varmen forstyrrende ind i ens hverdagsliv. Dels skal man drikke mere væske for ikke at dehydrere. Og jeg tænker ikke på det daglige indtag af kaffe og alkoholiske drikke. Men vand og det, der ligner. Og dels kan hunden - altså gravhunden, der er blevet onkel til fem h-e-n-r-i-v-e-n-d-e ruhårede gravhundehvalpe - ikke finde ud af det. Han vil ud på de sædvanlige tidspunkter, men kan ikke holde det ud alligevel. Dertil kommer, at han var ved at blive ædt af myg i formiddags (er det mon et godt myggeår?!). Når det er sådan, får jeg en ulidelig længsel efter Vesterhavet. Åh, at kunne nedsænke sit legeme i det brusende salte kølige vand! Men det må vente nogle dage endnu.

CNN lod for nylig nyheden detonere, at tegneseriefiguren Batwoman fremover vil være lesbisk. DC Comics, der relancerer figuren, har besluttet at give hende et andet synspunkt og gøre hende til en enestående personlighed i Batfamilien. Den gamle Batkvinde levede som tegneserie, hvis man kan sige det på den måde, fra 1956 og til sin død i 1979. 

I længere tid har også rygtet svirret om, at selveste Superman ikke alene kom ud af telefonboksen iført sit blå-røde-outfit, men også sprang ud af skabet som bøsse i forbindelse med lanceringen af den nye film om tegneseriehelten. Det er det amerikanske gay-magasin Advocate, der kom med nyheden. Men nu afviser instruktøren af Superman Returns Bryan Singer, at manden af stål nogensinde har været eller nogensinde vil blive bøsse. Ifølge Politiken - også kendt som organet for feministisk bøsseævl - siger Singer, at Superman er den mest heteroseksuelle karakter, han nogensinde har lavet film om.

Vi vil følge kampen for de seksuelle minoriteters ligestilling på comic-området nøje…

Update: Debatten om comicfigurernes seksualitet kan også følges hos Carsten, der også har nogle links..

Inden mp3-afspilleren blev stedt til hvile, nåede vi endnu engang at lytte til Niels Skousens Dobbeltsyn, og sangen om det omstridte, mytologiske år “68”:

“Vi havde vores vindue, vi havde Otto Leisner,
vi havde Hvide Måge, vi havde vores velfærd
vi havde vascomater, men vi havde ikke noget
verdensbillede der holdt vand
Vi kom ind fra forstæderne
trådte ud af tegneserierne
vi talte ikke trinene, men udsigten var god
Soldater og sand
og de hulkindede kom hjem fra Indien
med tæpper og tablas
og henna og Karma, og hookah og Hare Om, Hare Om
og det var bare helt Tintin
der var vibrationer
profeter og tempeltjenerinder:
Verden er et hjul, mand
der kommer bare det ud, du putter ind!
Jeg er ikke egentlig utilfreds, det’ bare en bagskid der har varet siden 68”

Teksten er desværre ikke gengivet på cd’en, men man kan læse den i dens fulde længde på Tømrer-Claus’ hjemmeside. En fin sang om et på mange måder misforstået årstal… 

Efter at have lavet den nedenstående kompilering fandt jeg ud af, at min gamle mp3-afspiller ikke virkede, som den plejer. Lyset i displayet er holdt op med at fungere, og den laver mystiske pauser i numrene. Jeg må nok se i øjnene, at den har aftjent sin værnepligt. Men, den har også brændt adskillige batterier af i musikkens og lydens tjeneste. Så nu vil jeg drage ud i verden og købe en ny. Heldigvis er der mange gode tilbud, og det behøver ikke at være en dyr IPod. Jeg har besluttet mig for at købe en med 1 GB plads. Og så vil jeg fylde den op med lydsporet til min sommer. Mere herom i det følgende.

Update: Efter en kommentar fra Listemageren, Klaus, har jeg smidt den gamle mp3-afspiller i køleskabet. Måske den har fået hedeslag. Og så besluttede jeg mig, efter at have tænkt over det endnu engang i bilen, at nøjes med ½ GB. Der skulle kunne være 256 sange på den. Mon ikke det er nok til sommeren over? Det hjalp så også på beslutningen, at den valgte model blot skal puttes i USB-porten uden kabel. - Og det var en klog beslutning. Det tager sandelig sin tid at fylde sådan en tingest op. Også selv om det er med USB 2.0 osv. Man skulle jo gerne nå det, medens det endnu er sommer… ;-)

Update 2: Efter en tur i køleskabet er den gamle mp3-afspiller blevet afprøvet igen. Displayet fungerer ikke helt. Jeg kan se teksten, men lyset er væk. Til gengælde afspiller den uden mystiske pauser og knas. Så den får en chance igen - som reserve…

Jeg har lavet min egen lille foreløbige sommerkompilering til de varme dag:

1. Mungo Jerry: In the Summertime
2. Lovin’ Spoonful: Summer in the City; Rain on the Roof ( i det hele taget det band…)
   
3. The Beach Boys: Good Vibrations (+ mange andre… Som ovenfor)
4. The Beatles: Good day Sunshine (plus en hel del andre…)
   
5. Scott McKenzie: San Francisco (Summer of Love…)
6. The Kinks: Waterloo Sunset (Det kunne også være Autumn Almanac eller…9
   
7. The Buggles: Video killed the Radio Star (en sommer i Italien…)
8. Petula Clark: Downtown;  Don’t sleep in the Subway
   
9. James Taylor: Mexico
10. Mamas and Papas: California Dreamin’ (Mama and Papas er sommermusik…)
    
11. The Turtles: Happy Together
12. The Foundations: Build Me Up Buttercup
13. Wings: Silly Lovesongs
14. John Fred & The Playboys: Judy in disguise
15. Don Partridge: Rosie
16. Tom Jones: What’s New, Pussycat?
17. The Animals: Gotta get out of this place; Don’t let me be misunderstood; House of the Rising Sun; Baby Let me take you home
    
18. The Monkees: Daydream Believer
19. The Hollies: Bus Stop, Jennifer Eccles (m.fl.)
    
20. Steppenwolf: Magic Carpet Ride (den lange LP-version)
    
21. Blue Cheer/The Flying Lizzards/Eddie Cochran: Summertime blues
22. Herman’s Hermits: No milk today; Mrs. Brown, you’ve got at lovely daughter; I’m into something good; I’m Henry the VIII, I am;
23. Jefferson Starship: White Rabbit
24. The Band: Cripple Creek (faktisk de første tre LP’er)
    
25. Bob Dylan: Mr. Tambourine Man (plus…)
    
26. The Byrds: Turn, turn, turn (8 miles high og et par andre… I det hele taget de vokaler og den 12-strengede Rickenbacker…)

Det er interessant at følge udviklingen af mediedistribution på nettet. I de senere år har denne udvikling især være tematiseret som illegal fildeling. På det seneste har pladeselskabernes beslutning om at sælge musik via nettet dog vist, at selskaberne har haft, hvad man kunne kalde et moralsk medansvar for ulovlighederne, for så vidt som de ikke har fulgt med nettets nye distributionsmuligheder. En ultraliberalist ville sikkert sige, at de ikke har fulgt markedsmekanismernes ubønhørlige fordring. Fx har det store pladeselskab EMI på det seneste måttet indrømme, at de faktisk tjener mange penge på deres internetsalg. Det springende punkt vedrørende internetdistribution er - ikke overraskende - spørgsmålet om penge og rettigheder. Senest har der været ballade omkring det populære website www.myspace.com, som ejes af mediemogulen Rupert Murdock. Sangeren Billy Bragg har gennem de seneste uger fået fjernet nogle af sine sange fra sitet, fordi han mener, at Murdock udnytter kunstnerne. Stridens æble er en klausul i kontrakten, som giver firmaet ret til “royalty-fri, verdensomfattende licens” og ret til “at kopiere, modificere og distribuere” ethvert indhold på sitet. Hundredvis af bands og kunstnere har allerede ladet deres materiale distribuere via sitet. Nu har Braggs råben op ført til, at firmaet har indvilliget i revidere reglerne. Så kampen om internettet og musikken fortsætter.

Lars omtaler den afdøde danske skuespiller Preben Marth, inspireret af sin søsters forkærlighed for gamle danske film, herunder film med samme. Det beamede mig straks tilbage i min barndoms biografunivers, for nogle af de første reklamefilm, jeg blev udsat for, var Brylcreme-reklamerne med samme Preben Marth som damernes ven med det creme-skinnende (for ikke at sige fedtede) hår. Brylcreme bestod af vand, mineralsk olie og bivoks og blev opfundet i 1929.

Jeg er åbenbart - og heldigvis - ikke den eneste, der har problemer med at taste korrekt, når jeg bruger computer. Blindskrift, skærmblindhed osv. gør livet surt på nettet og pc’en. Rasmus, der bestyrer bloggen Kammeret, kan fortælle om, hvordan det kan gå. Læs her.

Hvem kunne drømme om at lægge sag an mod tobaksfirmatet Pall Mall, fordi firmaet ikke lever op til cigaretpakkernes trussel: rygning slår ihjel? Denne tanke leger den nu 83-årige Kurt Vonnegut med. Han har, siden han var 12 år gammel, røget Pall Mall uden filter… Tankelegen finder man i bogen A Man Without A Country, der udkom i 2005. Og nu er kommet i en fransk oversættelse. Dagbladet Le Monde (08.06.2006) fortæller i et interview med forfatteren og hans forlægger, at franskmændene aldrig har været vilde med Vonneguts forfatterskab, lige bortset fra verdenssuccessen Slagterhus 5. Men nu er det pudsige sket, at Un Homme Sans Patrie, som Vonneguts seneste værk hedder på fransk, er kommet på hitlisten. Det undrer Vonnegut, der selv mener, at han er meget inspireret af fransk kultur og - ikke mindst - de franske Oplysningstænkere. Han fremhæver Voltaire. Men nævner også, at han er påvirket af Rablais og den kontroversielle forfatter Céline. Ingen har skrevet om krigen, som han. I følge Vonnegut.

Interviewet foregår meget passende på den franske restaurant La Méditerranée på Manhattan, hvor Vonnegut åbenbart har for vane at komme. Undervejs i interviewet, hvor han fortæller, hvordan bogen blev til på grundlag af en række kritiske artikler, som Vonnegut havde skrevet til et venstreorienteret dagblad i Chicago, kommer han med en række udfald mod det amerikanske samfund og det politiske styre. Er dette land overhovedet et demokrati længere?, spørger han. Når man ikke kan kende forskel på republikanere og demokrater? Og når præsidenten giver Fanden i, hvad menigmand mener om krigen i Irak osv. Selv Nixon tog den menige amerikaners holdning alvorligt under Vietnam-krigen.

Pludselig skifter Vonnegut emne. Nogen han har for vane at gøre. Han taler om musik, og siger, at musikken - al slags musik - er det eneste bevis, der findes, på, at Gud eksisterer. Rock, Jazz, klassisk osv. Og han fremhæver sin dybe fascination af Stravinskys Historien om en soldat og interessen for sammenhængen mellem musik og fortælling, som dette stykke er et eksempel på. Og så nævner han - til alle tilstedeværendes overraskelse - at han skriver på “et profant rekviem”! Som intervieweren bemærker, så er der ikke tegn på, at Vonnegut er blevet gammel og er gået i stå. Snarere tværtimod. Vi har nok ikke set det sidste fra hans hånd…

Trackback:

http://capac.smartlog.dk/50145_Kurt_Vonnegut_-_for_en_kort_bemaerkning...html

http://capac.smartlog.dk/historier.html

Pianisten Johnny Grande er død i en alder af 76 år. Johnny Hvem? Jo, ham, der spillede klaver på Bill Haley and the Comets hit Rock Around The Clock (1954 - nr. 1 på hitlisten i otte uger og samlet salg på 22 millioner eksemplarer iflg. The Rock And Roll Hall Of Fame) og flere andre af kometernes landeplager - See You Later, Alligator, Rockin’ Through The Rye etc.

Selvom de lokale vejrhalvguder skal tages med et gran salt, så havde jeg godt med et halvt øre hørt tale om megen sol og megen varme. Sågar havde en hudlæge været ind over med advarsler om mulig solskoldning på grund af solhøjden og anbefaling om at holde sig indendøre, alternativt: bruge solcreme (der også kan staves solkrem, men det bryder vi os ikke om…) og påsmøre det i “store klatter”. Men hunden - altså gravhunden - skal og vil jo ud, om det er solskin eller ikke. Og helst så tidligt, som det nu passer dens herre at komme ud af fjerene. Så afsted ud i den varme morgenstund, medbringende en termoflaske med kold vand til deling. Det viste sig hurtigt at være dagens gode idé. Godt flasken stod der på køkkenbordet og gjorde opmærksom på sig selv! Gåturen tog cirka dobbelt så lang tid som ellers. Gravhunden, der lige er blevet onkel til fem små gravhundehvalpe, reagerede straks på varmen. Sneg sig langs skyggefulde husmure og hække, lagde sig med jævne mellemrum på græsarealerne, strakte sig og slikkede en håndfuld vand i sig. Godt man ikke selv har sådan en  pels at slæbe rundt på. Nu vil vi nøjes med en kort eftermiddagstur for at ordne det mest presserende, og så tage en normal tur, når solen engang er gået ned.

Bond, James Bond. For mig er der kun én James Bond, der tæller på film: Sean Connery. Dem, der kom efter, var da ok, meeen…

Nu har Sean Connery fået Det Amerikanske Filminstituts årlige lifetime achievement award. Blandt andet for rollen som James Bond. Han er den 34. modtager af denne udmærkelse og kommer dermed i selskab med Alfred Hitchcock, Orson Welles, Bette Davis, Jack Nicolson, Steven Spielberg m.fl.

Solbille - pachnoda marginata peregrina. Den lever af frugt, og anbefales til folk, der begynder at samle på biller.

Denne solbille er til salg…

Så blev man da lidt klogere…

Det er i dag, det sker. VM i fodbold starter. Og vejrudsigten tyder på, at solcreme og -briller skal i brug de nærmeste dage. For fyrre år siden var der også World Cup i fodbold, dengang i England, og The Kinks lavede nærmest soundtracket til begivenheden, da de udsendte deres klassiske sang - og en af mine all time greatest - Sunny Afternoon. Nu er forgrundsfiguren i The Kinks, Ray Davies, gået i studiet med gruppen Razorlight for at genindspille sangen med Davies på vokal, så historien kan gentage sig. Ideen kommer fra Razorlight, og New Musical Express fortæller, at samarbejdet er godt som fod i hose.

Now Im sitting here,
Sipping at my ice cold beer,
Lazing on a sunny afternoon.

Help me, help me, help me sail away,
Well give me two good reasons why I oughta stay.
cause I love to live so pleasantly,
Live this life of luxury,
Lazing on a sunny afternoon.
In the summertime
In the summertime
In the summertime

Update: Carsten har gjort mig opmærksom på i sin kommentar, at der var dukket nogle solbiller op i teksten ovenfor. Jeg ved ikke, om der findes sådanne solbiller [se dog Carstens kommentar med links til solbiller], men der skulle stå solbriller. Endnu et eksempel på den tidligere omtalte og forbandede skærmblindhed, og hvad den fører med sig ;-).

Aftenens vederkvægelse: Black Sheep Ale fra Black Sheep Brewery. En halv liter, men alkoholprocenten er kun 4.4, så man behøver ikke at gå beruset i seng. En let, men også aromatisk ale. Jeg tror nok, at jeg er til ale ;-).

Bryggeriet har i øvrigt lavet en Monty Pyton Holy Grail øl! Ikke smagt endnu..

Jeg har aldrig været bilist. Selv om jeg fik kørekort som atten årig. Jeg foretrækker at gå, at cykle, at køre med bus, rutebil og tog. Sådan har det altid været. Sådan vil det blive ved med at være. Og det er rart, at nogle ting ikke forandrer sig. Siger den indre konservative.  Men jeg har en/et (your choice!) automobil. En gammel sag, men i god stand. Den starter, når den skal, og kører upåklageligt. Spinder som en mis. - Det vil sige: Lige nu er den på værksted. For det hører jo med til at have et firhjulet transportmiddel. Bortset fra, at det koster en hel del penge, så skal jeg ikke klage over det. Mekanikeren er god og pålidelig, og så kan han lide hunde. Man bestiller en tid, får bilen lavet til tiden, betaler, og færdigt arbejde. Så kan det jo ikke være helt tosset. Når han åbner kølerhjelmen, smiler han lidt skævt og glæder sig over, at han ikke skal bruge en computer denne gang. Glæden ved det enkle. Det eneste, du skal passe på, siger han, er rust. Ja, vi er jo i Danmark. Kystklimaet giver sine problemer. Ellers kan du have den i mange år endnu, fortsætter han. Rart at vide.

Update: Automobilet er tilbage. Olieskift og oliefilterskift. Reperation af benzintankbånd m.m. Så nu er den på sin vante plads igen. Man er en del kroner og problemer fattigere. :-)

Niels Skousen, hvis Daddy Longleg har indtaget min cd-afspiller for tiden, drager nu i følge Gaffa på tur i Dannevang ( og et smut til Oslo ) efter en stribe fine anmeldelser. Han besøger Kbh., Køge, Rødovre, Frederiksværk, Århus, Odense, Kolding og Silkeborg (ikke nødvendigvis i den rækkefølge…).

Som nævnt har familien været i videobutikken. Ud over omtalte King Kong havde jeg lånt Bourne Supremacy af Paul Greengrass (2004), opfølgeren til Doug Limans Bourne Identity fra 2002 om den tidligere specialagent, Jason Bourne (spillet af Matt Damon), der mister hukommelsen og langsom skal genvinde den, samtidig med at skumle kræfter fra hans ukendte fortid forsøger at gøre livet surt for ham. Den første film var og er en særdeles vellykket agentfilm, der giver baghjul til de seneste James Bond-film og Mission Impossible-film m.fl. Jeg er helt enig med Bo Green Jensen fra Weekendavisen i, at Bourne-filmene er suveræne i deres genre.

Jeg var lidt spændt på toeren, selv om min voksne søn havde sagt god for den. Dels er det en anden instruktør, og dels var spørgsmålet, om konceptet kunne holde til endnu en omgang. Men det gør det. Filmen er skruet særdeles godt sammen, historien er stramt fortalt, og plottet er - hvilket ikke er almindeligt i nutidens film - ganske troværdigt. Og i modsætning til den seneste Mission Impossible III med Tom Cruise, så er action-elementet doseret helt rigtigt. Der er kun en biljagt, og den er til gengæld effektiv og uden for mange genkendelige elementer fra andre film. Filmen er heller ikke druknet i teknologisk opfindsomhed, hvilket ellers er en oplagt risiko for denne type film.

Om man kan lide Matt Damon er selvfølgelig lidt af en smagssag. Selv synes jeg, at han er en af de bedre, yngre amerikanske skuespillere. Og han passer meget godt til rollen som den af fortiden forpinte agent, der skal genvinde sin hukommelse og vokse rent moralsk. Faktisk er det en af de opløftende momenter ved Bourne-filmene, at vi har at gøre med en person, der vokser menneskeligt og moralsk, hvilket bl.a. illustreres ved, at han afstår fra at slå to af sine modstandere ihjel og vender tilbage til et af sine ofre for at sætte hende ind i historiens rette sammenhæng. Bourne er mere anti-helt end helt.

Jeg har set, at de to film er udgivet på en compilation-dvd. Sådan en må jeg da have stående på hylden. Og måske skulle man lave en liste over de bedste agentfilm. Hermed anbefalet til en sommeraften efter grillen…

Update: I følge www.imdb.com skulle den tredje film Bourne Ultimatum blive indspillet i løbet af sommeren og få premiere i 2007. Og så har jeg lige set, at Bourne Identity er filmatiseret før - i 1988 med Richard Chamberlain som Jason og Robert Young som instruktør. Selv om Chamberlain ikke er min kop te, så skal filmen da gives en chance, hvis ellers man kan komme i nærheden af den.

Fruen og datteren fik i går lyst til at låne film i den lokale Blockbuster, og far her fik lov til at vælge et par stykker, som han gad se de kommende dage. Den første, jeg har fået set, er Peter Jacksons remake af King Kong. Siden jeg så Coopers og Shoedsacks version fra 1933 har jeg haft en barnlig svaghed for denne historie om skønheden og udyret. John Guillermins udgave fra 1976 er også mere end seværdig, ikke mindst på grund af Jessica Lange, der passede nærmest perfekt til rollen som den blonde pige, aben forgaber sig i.

Jacksons film var lidt skuffende, må jeg modstræbende indrømme. Den har sine kvaliteter, fx synes jeg, at filmskaberne har været heldig med deres King Kong-figur, bortset fra enkelte scener, hvor det skinner for tydeligt igennem, at det er computeranimation. Og den afsluttende scene, hvor Kong bliver bekæmpet har sine rørende øjeblikke. Derimod er det så som så med de øvrige skuespillere. Naomi Watts, der spiller skønheden, er da meget sød, men når ikke Lange til strømpebåndet med hensyn til personlighed og erotisk udstråling. Og Carl Denham, der spiller filmmageren, er temmelig endimensional og utroværdig i sin fremstilling af en mand, der skulle være besat af at lave film.

Den største anke, jeg har mod filmen, er, at den er alt for lang. To og en halv time. Der er gået Ringenes Herre i denne film, og det er en skam. Den burde været klippet ned til standardlængden på 90 minutter. Filmen er bl.a. meget længe om at komme igang, og der er flere scener, der ikke tilfører filmens historie ret meget andet end teknologisk bravour (se hvad vi kan!), fx. scenerne med dinosaurerne, der tumler af sted som fulde sømænd på orlov eller scenen med de overdimensionerede insekter. Det bliver ikke mere uhyggeligt af at blive trukket i langdrag. Derimod kunne Jackson godt have gjort lidt ud af sejlturen fra Skull Island og til Amerika, der virker elementært spændende i de andre film, men den springer hans helt over. Historien er jo enkel og velkendt, og den bliver ikke bedre af for mange udenværker, som Jackson tilfører den. Der er ingen tvivl om, at Jackson er en teknisk dygtig instruktør, men denne film afslører hans svaghed som historiefortæller.

Nu kan man bare frygte, at der kommer en extended Directors Cut med ligegyldige udeladte scener med flere fortidsuhyrer og makrokryb…

Gram Parsons’ navn er nærmest mytologisk i den genre, man kalder country-rock. Han var en af foregangsmændene, måske endda foregangsmanden, dengang, hvor genren for alvor slog igennem - 1970’erne. Han mente i øvrigt, at betegnelsen country-rock var overflødig, fordi country altid havde indeholdt rock. Han døde som 26-årig i 1973 og efterlod sig et lille, men indflydelsesrigt musikalsk eftermæle. To LP’er under eget navn: GP og Grievous Angel. Dertil kommer hans medvirken til The Byrds-klassikeren Sweetheart of the Rodeo og adskillige fingeraftryk på et par LP’er med Flying Burrito Brothers. Det var også Parsons, der fik Emmylou Harris frem i rampelyset ved at hyre hende som baggrundsvokal på sine plader. Deres vokalharmonier har siden været legendariske. Nu har pladeforlaget Rhino, der har specialiseret sig i at genudgive pop- og rockmusik fra 60’erne, 70’erne, 80’erne osv. udgivet en tredobbelt cdudgivelse med titlen Complete Reprise Sessions. De tre plader indeholder dels Parsons to selvstændige udgivelser med noget bonusmateriale og dels - og nok mest interessant - en hel del ikke tidligere udgivet materiale, såkaldte outtakes. Så inkarnerede Parsons-fans må have tegnedrengen op igen…

“Står i samme kø som i går i samme butik

har mistet den sidste rest af fornuft og overblik

Sig mig hvor mange falsker dovent kildevand

skal der til for at drukne en fuldvoksen mand

Jeg er ved siden af mig selv i dag

Jeg er ved siden af mig selv”

(Niels Skovsen / Daddy Longleg - den vi lytter til pt.)

Update: teksten oven for er sjovt nok ikke af Skousen, men af Olesen-Olesen, der er stolte over at bidrage til Daddy Longleg…

Det Radikale Venstre har fået en lys idé i den fortsatte kamp mod for lange studietider: Evighedsstudenterne eller “spøgelserne”, som de kaldes på Århus Universitet, der har brugt deres studietid på at tjene penge ved erhvervsarbejde og måske derfor ikke har fået skrevet det der speciale, skal kunne slippe med et minispeciale! Socialdemokratiet er begejstret. Og andre ligeså. Man ser det for sig: De unge starter på et studie, finder ud af, at det er noget lort (dårlige undervisning, for lidt undervisning, dårligt studiemiljø osv.), sjusser sig igennem eksamenerne (man har vel taxametersystem!) med mådelige karakterer, medens de sørger for at tjene penge til at føre et nogenlunde anstændigt liv. Når der så er gået en del år, hvor man har udskudt specialeskrivningen (og det kan der jo være mange grunde til - ikke kun erhvervsarbejde…), så kommer der et brev fra uni, der fortæller en, at man kan aflevere en synops af ens specialeidé. Derefter bliver man kandidat på lige fod med dem, der gennemførte på normal tid, led materielle, seksuelle og andre afsavn undervejs. Det er da en genial idé.

Det er en kendsgerning (dagbladet Information har dokumenteret det), at mange ministre og folketingsmedlemmer aldrig er blevet færdig med deres studier, har haft lange studietider osv. Nu kan de så weekenden over få skrevet deres minispecialer og kalde sig cand. Etellerandet. Tilbage står så spørgsmålet: Hvorfor overhovedet gå på universitetet og de højere læreanstalter, hvis man ikke er interesseret i eller har tid til studiet?

Knap har man fået øjne, da man på teksttv kan læse, at keyboardspilleren, sangeren m.m. Billy Preston er død, kun 59 år. Trist. Dødsfaldet kommer ikke uventet, da Preston har ligget i koma gennem længere tid som følge af nyresvigt og andre indvortes problemer. Billy Preston blev for alvor kendt i en større kreds, da The Beatles valgte ham til at spille tangenter på pladerne Abbey Road, “Det hvide album” og Let it be. I det hele taget blev han brugt meget af de førende musikere tresserne, bl.a. The Rolling Stones, Eric Clapton og Sly & The Family Stone, hvis hits ikke havde været de samme uden Prestons svingende keyboard. Senest har han hjulpet Red Hot Chilli Peppers med deres seneste storsælgende album Stadium Arcadium, hvor han spiller clavinet. Men nu er han gået til de evige rock’n roll koncerter.

Update: ved en skrivefejl, som Carsten lynhurtigt gjorde mig opmærksom på, fik jeg taget noget af æren for at Red Hot Chilli Peppers er røget op på Billboards Top 100 som nr. 1. Det må vist være en freudiansk fejlskrivning ;-). Preston skal selvfølgelig i dagens anledning have hele æren. Som tidligere antydet, ville det være rart med en korrekturlæser i bloggen.

Hvis Turellologerne ikke har andet at foretage sig, så kan de slå vejen omkring Danmarks Radio og gætte en Dan Turèll-quiz. Ganske vist er vinderen allerede fundet, men man kan sagtens forsøge sig. Og den er ikke helt så let, skal jeg hilse at sige. Her er linket: Onkel Danny Quiz.
Nedenfor et af Dan Turèlls slips…

Ja, det måtte jo komme: Lars kaster sig over de sataniske film, medens en hoben hollændere beder til Vorherre for at holde den Onde stangen. Hvilken film skulle man nu sætte i afspilleren, hvis man var i det humør? Exorcisten nr. 1 ville være en mulighed. Og Polanskis Rosemary’s Baby. Den genindspillede The Omen, måske? Man kunne selvfølgelig også bare droppe det og se Den lyserøde Panther springer igen…

Update: se også Lars’ replik.

Det var til en koncert engang i Århus i Østergade (på hotellert, hvor der desværre ikke længere afholdes koncerter…), at jeg for alvor fik øjnene og ørerne op for Niels Skousens sangskrivertalent. Jeg kendte ham godt i forvejen, ikke mindst fra samarbejdet med Peter Ingemann i Skousen & Ingemann, der bl.a. resulterede i klassikeren Herfra hvor vi står, der blev den mest solgte LP-plade i 1971. Men dengang var han på en lille turné med en flok håndplukkede, erfarne danske rockmusikere (bl.a Thor Backhausen) for at promovere det skammeligt oversete album Landet Rundt, der var tænkt som den første i en serie af plader om landet, vi lever i. Til koncerten, hvor der langt fra var fuld hus, gik det for alvor op for mig, hvorfor Skousen har en stor del af æren for at sætte skub i den dansksprogede rockmusik. Poetiske, hverdagsnære tekster, blev fremført med en god skuespiller og sangers fine fornemmelse for fraseringer, der ikke lod sig opsluge af melodi og rytme, men insisterede på at blive hørt og forstået. Så vidt poesi nu lader sig forstå. For mig er Skousen en af de få uomgængelige danske sangskrivere. Nu er manden igen på banen med et nyt album Daddy Longleg, der udkommer i dag og  følger op på dobbeltcd’en Dobbeltsyn, der fik en hel række priser. Jeg har hørt et par numre fra den nye skive, bl.a. Ved siden af mig selv, og der er noget at glæde sig til for elskere af poesi og gode tekster. Hermed varmt anbefalet fra blogbestyreren.

Den 1. juni var det 80 år siden, at Marilyn Monroe blev født. Tænk engang…

Efter aftentur med gravhunden fik jeg genset Hanks-filmen Big. Og den holder. Hanks passer perfekt til rollen som den 13-årige knægt, der ikke er stor nok til at komme op i rutsjebanen med den lyshårede pige, han drømmer om, og på et omrejsende tivoli får sit ønske opfyldt om at blive BIG opfyldt - over night. En film om den pubertære længsel efter de voksnes forjættede land, der så viser sig at mangle barndommens umiddelbarhed og legende tilgang til virkeligheden. Enhver, der kan huske, hvordan det var dengang, man endnu ikke havde fået antydning af skæg (eller bryster…) kan leve sig ind i denne fantasi. Selvfølgelig er filmen i en eller anden forstand frygtelig banal i sin morale om at holde fast i det uspolerede barns værdier, men den er samtidig både meget morsom og meget rørende, specielt i scenerne mellem den forvoksede dreng og pigen fra kontoret, der taber sit hjerte til ham.

Det var så dagen, hvor døren til undervisningsministeriet blev muret til i protest mod manglende lærepladser. Politikerne valgte at ignorere de universitetsstuderendes besættelser af institutter for nylig. Mon de kan ignorere muren? Og hvad sker der næste gang, hvis de prøver at lade som ingenting? Man må håbe, at Bertel Haarder - Bertel Bims, som mine studerende kaldte ham - i sit lønkammer tænker over, at ikke alle, heller ikke alle unge,  er enige i hans revanchistiske uddannelsespolitik. Men jeg tvivler…

En af dagens nyheder er, at bryggerierne vil teste specialøl og mærke dem. Det kan bestemt også være en god idé. Efter at det er blevet moderne at drikke specialøl, oversvømmes butikkerne af alskens drikkelse fra nær og fjern. Et hav af mikrobryggerier sender deres bryg på markedet til astronomiske priser, og selv discountforretningerne udbyder hver uge øl fra mange lande. Noget af det er godt, men der er sandelig også rævepis imellem. Jeg fik for nogen tid siden en ølgave - en kurv med udvalgte øltyper - heriblandt var en spansk øl med navnet Alhambra. Flasken var uden etiket. Navnet stof formet i glasset. Måske jeg allerede her skulle have været på vagt. Den var ringere end den lokale discountøl. Den kan ses på firmaets hjemmeside her - hvis man ellers er over 18! Det samme gælder en fransk øl, hvis navn jeg ikke lige kan komme på (men den er jo heller ikke værd at huske).

En af de yngre veteraner i The Grateful Dead, tangentspilleren Vince Welnick, er kun 52-55 år (ingen ved åbenbart den præcise alder…). Der er heller ikke nogen årsag til hans dødsfald, så der skal foretages en obduktion. Welnick blev født i hippi-hovedstaden San Francisco og kom ind i de taknemmelige dødes familie i 1990, hvor han fik en varm modtagelse. Inden da havde han været medlem af The Tubes og havde spillet sammen med Todd Rundgren. Man kan godt sige, at jobbet som keyboardspiller, var en udsat post. Flere af gruppens tangentspillere er afgået ved døden i en relativ ung alder, senest Brent Mydland, der døde af en overdosis i 1990. Ganske vist ophørte The Grateful Dead med at virke under det navn i 1995, hvor den centrale person Jerry Garcia døde, men medlemmerne har været aktive siden hen under navne som The Other Ones og The Dead. Nu er der altså endnu et medlem, der med rette kan kalde sig en af de taknemmelige døde…

Jeg flyttede til Århus det år, hvor Grateful Dead spillede i Stakladen og gav en fantastisk, timelang koncert, som stadigvæk huskes af dem, der var så heldige at overvære den. Jeg kender et par stykker. Desværre kom jeg selv for sent. En af de få ting, der stadigvæk kan ærgre mig lidt. Nå. men heldigvis er der oceaner af plader og bootlegs med gruppen, som man kan kaste sig over. Man skal jo ikke græde over spildt mælk…

Det er pinse og tid til flere genudsendelser. Nogle af dem tåler trods alt at blive set igen. I går blev Steven Spielbergs krigsfilm Saving Private Ryan sendt. En film, der i kraft af sin krasse realisme og gode skuespilpræstationer, er værd at bruge et par timer på. I hovedrollen er Tom Hanks, som manden, der er ude i en mission (af finde Ryan og bringe ham hjem) og gør det med nerverne ude på tøjet. Hanks spiller rollen med en fin balance mellem robusthed og følsomhed, uden at forfalde til den nærliggende sentimentalitet. Og så er der en lang række fine birollepræstationer. Tom Hanks i en noget yngre version kan man se i dag, hvor filmen Big (af Penny Marshall, 1988) vises på flimmeren. Jeg har set den flere gange. Den kan godt klare et gensyn.

Trackback: Ladykillers af brd. Coen med Tom Hanks

Ved et tilfælde opdagede jeg, at DR2 sendte Delta Kliken (Animal House, 1978) af John Landis (An American Werewolf in London m.fl.) med John Belushi, Donald Sutherland m.fl. Jeg har ikke set den i mange år, men huskede den som en meget morsom film. Så jeg var lidt spændt på, om drenge-college-løjerne ville sige mig noget i dag. Man bliver jo let lidt blasert med alderen. Men, til min glædelige overraskelse synes jeg, at den levede helt op til erindringen. Grine-faktoren var og er høj! En herlig gagget filmatisering af National Lampoons ideer. Tynd historie, platheder over hele linjen. Så det er, som det skal være. Jeg tror, at jeg må have den indlemmet i min samling af morsomme film. Og måske lave en hitliste over sjove film…

John Belushi som Bluto - in action…

Så fik jeg taget mig sammen til at gøre noget ved MS Internet Explorer, som jeg bruger alternativt til Firefox. IE er blevet langsommere og langsommere og nåede efterhånden et punkt, hvor det blev for langsomt, selv for mig. Så ud på nettet for at finde nogle ideer til at tweake programmet, som det vist hedder på nerdish… Og se om det ikke lykkedes at peppe den lidt op. Samtidig fik jeg gjort lidt ved min blog (flere kommentarer i vinduet) takket være Ane og Klaus. Lidt har også ret, som jøden sagde, da han pissede i det Røde Hav.

Update: og så fik jeg også luget lidt ud i mine tags (dem med æ-ø-å).

Update 2: Når jeg sådan rydder op og optimerer på min pc kommer jeg altid til at tænke på George Formbys gamle sang om vinduespudseren “Cleaning Windows”. Og nynne den. Sært.

Medens jeg holder mig lidt i skindet med at lave lister, selv om Klaus elsker lister og Bo bliver lidt irriteret, så har den seneste tids omtale af filmaktuelle Neil Young, som Bo Green Jensen leverede en alt for kort, men positiv omtale af i Weekendavisen (avisen, der kom en dag for sent), fået mig til at kigge lidt i samlingen af plader og cd’er med ham. Jeg har ikke revl og krat med Young (endnu). Han har lavet en lang række albums af meget svingende kvalitet og også meget forskellig musikalsk observans. For han har altid gået sine egne veje og fulgt de musikalske spor, der optog ham lige her og nu. Denne kompromisløshed i forhold til en stærkt kommercialiseret musikindustri er nærmest et adelsmærke for en kunstner i vor tid. Og Young bærer det. Når Young tiltrækker så mange, så tror jeg, at det bl.a. hænger sammen med dels et stort talent for at skrive langtidsholdbare sange og dels denne bredde i musikken, hvor yderpunkter er heavy-heavy frenetisk støjende rock med Crazy Horse i den ene ende og dybt melodiske countrysange i den anden. Og jeg holder lige meget af begge ender. Dertil kommer, at Young aldrig har sat perfektion over det musikalske udtryk. Flere af hans plader er mere eller mindre skæve, skramlende, imperfekte vidnesbyrd om den periode, manden befandt sig i. Et godt eksempel - og en af mine klare favoritter - er pladen Tonight’s The Night (1975), som er præget af tabet af to musikalske rejsekammerater og venner, guitaristen og sangeren Danny Whitten og Crazy Horse-roadien Bruce Berry. En fantastisk mørk stemningsfuld og smertende plade, som jeg personligt ikke kan blive træt af at lytte til. Til mine favoritter hører også serien af country-americana-roots-plader, som den nye film især beskæftiger sig med: Prairie Wind, Silver & Gold, Old Ways, Harvest Moon, Comes a Time og Harvest. Plus et par andre i samme musikalske omegn (Unplugged og After the Goldrush). Kender man ikke noget til Young som soloartist, så er et godt sted at starte den compilation, der blev udgivet i 1977 med titlen Arcade. 

I dagens udgave af Information (avisen, som alligevel dukkede op…) kan man læse en kortfattet dokumentation af, at den såkaldte beskæftigelsesminister og - som han omtales - “chefideolog” for partiet Venstre Claus Hjorth Frederiksen i flere tilfælde (bevidst) har fordrejet og fejlfortolket seriøse rapporter om fx socialrådgivernes jobvejledning af bistandsklienter, lediges rådighed osv. Hjort Frederiksen er et prægnant eksempel på det ideologiske genkomst efter nyliberalisternes opgør med ideologierne i slutningen af 1990’erne. Hvordan var det nu med det historiskes gentagelse: først som komedie og siden som tragedie eller..?

Country-ikonet Willie Nelson har udgivet en bog med den fornøjelige titel The Tao of Willie Nelson. A Guide To Happiness In Your Heart. Bogen er endt på hitlisten over there og handler mest af alt om Willies laster her i livet, bl.a. at ryge sjov tobak (Der er en grund til at Gud har skabt den slags afgrøder). Og så er den fuld af Willies truismer (Der er en mening med, at vi er her! - og i den dur) og vittigheder (Hvad har en pladeselskabsdirektør og en sædcelle til fælles? Begge har kun en milliontedel chance for at blive til et menneske”). Hvis man ikke vil læse om Willies interesse for pot, så kan man læse om hans forhold til golf, sex eller Irak-krigen. Eller - måske mest interessant - sangskrivning. Bogen er kommet på Gotham.

Så kom den da. Avisen, som skulle være kommet i går. Selv om forsinkelsen vist nok var avisens fejl denne gang (trykkeri eller noget…), så er det typisk for fredag og lørdag, at det ofte sker, at avisen ikke kommer før mandag eller i hvert fald er forsinket fra fredag til lørdag. Skaden er selvfølgelig til at overse, når det drejer sig om baggrundsaviser som Informeren og Weekendavisen, men Post Danmark har et problem. Jeg ved, at man i weekenden bruger såkaldte afløsere. Og fred være med dem. Det er ofte studerende, der skal tjene til dagen, vejen og studiet. Og det er helt fint. Jeg har endda selv i en kortere periode været en af dem for mange år siden. Men kunne Post Danmark da ikke instruere sine afløsere bedre!? Problemet har eksisteret i årevis, og intet er tilsyneladende sket. Det mest irriterende er, at hvis man formaster sig til at ringe til Postvæsnet, når posten har været der, i håb om, at de evt. vil komme med avisen, inden runddelingen er slut (kl. 14), så får man en gang snik-snak, der kun handler om at få en ud af røret. Jeg har opgivet den taktik, og sender i stedet en elektronisk reklamation til avisen, som derefter brokker sig til postvæsnet. Postal service!? Min bare…

Update: kl. er 14.15, og avisen er heller ikke kommet i dag :-(.

Update: Avisen kom alligevel! Kl. 14.50. Herligt! Men den skulle være ude inden kl. 14.30 ifølge Postens egne oplysninger. Så de slipper ikke for en over næsen fra avisen… Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og så ikke mere postbrok herfra.

Så er det ud af hullerne, Young-tilhængere! I dag har Neils og Jonathan Demmes film Heart of Gold Danmarkspremiere. I København foregår det i Dagmar-biografen og i Århus i Cinemaxxxxx…. Filmen får en fornem omtale i musikbladet Gaffa.

Hjemmelavet trackback vedr. Neil Young:

Læs her: http://capac.smartlog.dk/49955_Neil_Young

_contra_Bush_og_Irak-krigen.html

og her:

http://capac.smartlog.dk/51259_Neil_Young.html

og her:

http://capac.smartlog.dk/51330_Neil_Young_II.html

og:

http://capac.smartlog.dk/49985_Neil_Young_

og_Jonathan_Demme.html

og:

http://capac.smartlog.dk/52533_Neil_Young_-_Again.html

og:

http://capac.smartlog.dk/50987_Anti-Bush_John_Mellemcamp_Neil_Young...html

Update: I dagens udgave af Information leverer Klaus Lynggaaard en begejstret anmeldelse af filmen. Man kan slet ikke vente med at se den!

Medens vi så småt godt kan indstille os på, at drivhuseffektens globale opvarming vil få ismassiverne ved polerne til at forsvinde og vandene til at stige med uforudsigelige konsekvenser i form af folkevandringer osv., så afslører det førende videnskabelige magasin Nature, at Nordpolen for ca. 55.000.000 år siden var tropisk. Oplysningerne kommer frem, fordi det er lykkedes for et internationalt hold af forskere at bore 400 meter under havbunden i det Arktiske Hav. Det interessante ved resultaterne er, at den omtalte periode, som også kaldes det Paleocene-Eocene Maximum, var præget af voldsomme klimatiske omvæltninger. Mere præcist mener forskerne, at der var tale om en ekstrem drivhuseffekt, hvor gennemsnitstemperaturen på relativ kort tid steg med 5 grader celsius. Effekten af denne omvæltning er studeret andre steder på kloden, men har været vanskeliggjort ved Nordpolen på grund af ismassiverne. Men de nye boringer viser, at det arktiske centrum på det tidspunkt var isfrit og havvandet havde en temperatur på omkring 18 grader. De nye forskningsresultater ændrer ved tidligere teorier, bl.a. har man hidtil været af den formening, at isen opstod for omkring 3 millioner år siden, men fossilfundene rykker tidpunktet 45 millioner år tilbage. Det interessante ved de nye opdagelser, bortset fra selve forståelsen af Nordpolens forhistorie, er, at de kan fortælle forskerne noget om virkningen af den menneskabte opvarmning, som vi nu oplever. Hvor hurtigt vil det gå? Hvilke konsekvenser vil det have? Osv.  

Nu kan man gense de genudsendte fjernsynsudsendelser, man mener at have gået glip af. Så hvis du ikke har set genudsendelsen af genudsendelsen af Søren Ryge live, så… Jeg vil hellere lytte til et poetisk podcast. Derfor er det glædeligt, at det lille idealistiske forlag Basilisk igen kan byde på en poetisk pod. De skriver: “En tur tilbage til 1968. Til St. Marks kirken i New York. Kenneth Koch læste et digt op han netop havde skrevet; “My Audience”, da en mand bryder ind og trækker en pistol. Ron Padgett fortæller historien.” Og det er gratis. Poesivenner er hermed oplyst!

Vi har jo vist det i mange år. Svenskerne er på flere kulturelle områder et hestehoved foran os danskere. Nu har de blå-gule indført mobilfri zoner i offentlige transportmidler. En sådan regulering af den omsiggribende telefonmobilitis bør man snarest muligt indføre herhjemme også…

Der var ingen vej udenom. Fristelsen blev for stor. Og Lars did the trick! Og Carsten skubbede på. Hvis ikke Lars havde nævnt, at man kunne få Hans Jørgen Thomsens bog Privacy. Filosofisk undersøgelse af det private rum, så var det nok ikke blevet til noget. Det hjalp selvfølgelig, at jeg alligevel skulle på de kanter her til formiddag. Bogen, altså Privacy, har længe stået på listen over de bogtitler, jeg før eller siden ville anskaffe mig. Så det var oplagt. Dertil kommer, at det faktisk var Hans Jørgen Thomsens skyld (post mortem), at jeg kom i gang med bloggen her. Men det er en anden historie.

Som gammel bibliofil og -pat ved man jo godt (hånden på hjertet!), at man ikke går på bogudsalg for at komme hjem med et sølle bind. Specielt ikke, når priserne er så lave som 10 og 25 kr. Bedre blev det ikke, at en ung boghandlerpige blev ved med at slæbe bøger ind på bordene, medens jeg var der (kl. 10 i formiddags). Måske man skulle have ventet til kl. 12, for der kunne man selv bestemme prisen, som der stod på et opslag (hvad det så måtte betyde!?). 

Sandt at sige, så var der alt for mange titler, jeg sagtens kunne have slæbt hjem. Masser af skønlitteratur i oversættelse og på originalsproget, fx Kafka, Canetti, Roth osv. Bunkevis af amerikansk og engelsk humanistisk faglitteratur osv. Så bortset fra Thomsens bog blev det nærmest impulskøb. Og så alligevel ikke, for der ligger altid en overvejelse bag, når man er på bøger. Her er listen: Duden. Die deutsche Rechtschreibung, indb. til 25. Min datter er begyndt på tysk i skolen, så det er rart med en håndbog. Og Duden er ikke til at komme uden om, når man beskæftiger sig med det tyske sprog. Og i øvrigt er jeg i den grad til hånd- og ordbøger. Peter Bornedal Speech and System, en stor indb. doktorafhandling om Derrida fra 1997 med et Mondrian-maleri for på forsiden (Composition nr. 6, 1914) m.v. til 25. L. G. Anderson & P. Svensons Rifbjergs Raritetskabinet… (med analyser af Rifbjerg-noveller) til en 10er. I samme faglige boldgade: Finn Stein Larsen bog om Frank Jæger Den magiske livskreds (10 kr.) og Lotte Thyrring Andersens ph.d.-afhandling om Jørgen Gustava Brandts digtning Gentagelsens poesi (10 kr.). Dertil kommer Tidsmaskinen af Rifbjerg (10 dask). Og til slut: Introducing Postfeminism af Sophia Phoca & Rebaecca Wright (10…). Sidstnævnte er en af Icon Books tegneserie-indføringer. Den mest berømt af dem er nok den om Freud. De er fagligt kompetente og - vigtigst af alt - uhyre morsomme. Jeg kan også varmt anbefale den om Kafka, som Robert Crumb har illustreret (er udkommet på dansk på Bazer og Co.). Jeg kunne knap nok have fået en paperback for det beløb, jeg kom af med. Nu er spørgsmålet, om der er plads på reolerne til nyanskaffelserne…

Up-date: Af hensyn til læsere, der ikke har kendskab til Århus, skal jeg lige tilføje, at Stakladen er en universitetsboghandel, der befinder sig i Studenternes Hus lige over for det gamle gule universitetskompleks på Ringgaden.