CAPAC

Agurketiden er hård ved kändisserne rundt omkring, så bloggen her går for en kort bemærkning sladderbladene Se og Hor osv. i bedene og bringer rystende nyt fra det store udland.

Den tidligere forsanger i 80’er popgruppen Culture Club, Boy George - eller George O’Dowd, som hans borgerlige navn er - er blevet idømt fem dages samfundstjeneste som gadefejer i New York. George slæber rundt på en årelangt narkomisbrug og skal nu rundt i Little Italy, Chinatown osv. med fejekost, affaldsvogn, gummihandsker osv. inden udgangen af august. Ellers ryger han i brummen. Efter sigende er det varmt i New York, så mon ikke George går og nynner for sig selv: Do You Really Wanna Hurt Me?

Mel Gibson - aka Mad Max, Jesus Kristus m.fl. - er taget for spritkørsel. Det er ikke godt, for han har tidligere haft problemer med at køre alkoholpåvirket. Hans kontakt til Anonyme Alkoholikere har åbenbart ikke virket. Hvad værre er, at Mel strøede om sig med anti-semitiske tilråb, da han blev arresteret. I forvejen må han døje med, at hans Jesus-film er blevet kritiseret for anti-semitisme. Nu har den katolske skuespiller et stort forklaringsproblem: er han racist eller er hans racist?

Også Twiggy (egl. Leslie Hornby) - den supertynde tresser-model, der dannede skole for supertynde modeller i årene derefter - har været i kløerne på The Daily Mail, fordi hun ser ud som en kvinde på 56. Hun er - 56 år. Heldigvis synes bladets læsere, at hun ser godt ud. Som Clive skriver: Jeg håber, at min kone ser så godt ud, når hun bliver 56. Now and then:

Opdatering: Daily Mail mæsker sig i Mel Gibson-sagens detaljer i dag under overskriften Mel Gibson’s Nedsmeltning.

De fire ældre herrer Crosby, Stills, Nash & Young er, som tidligere nævnt, på turné i USA. En turné, der bl.a. har drejet sig om Youngs seneste politiske felttog mod George W. Bush, Irak-krigen og andre aburditeter i amerikansk udenrigspolitik. Det gamle hippiemagasin (sorry!) Rolling Stone bringer interviews med de fire om deres aktuelle samarbejde og andre emner. Klik på deres navne. Young-interviewet skal læses, de andre kræver RealPlayer.

Pas på med, hvilke emails, du sender ud i cyberspace. Det kan få uforudsigelige konsekvenser, som det skete for den unge mand, der sendte en  lang forfængelig email til en ung dame, han havde mødt. Daily Mail bringer den lærerige historie om, hvordan “cringe-mail will come back to haunt you”.

Som andre bloggere har konstateret, så er der kommet en vis kølighed tilbage i sommeren. Det startede i går (her i Højbjerg). Efter en lang dag, der var præget af en trykkende lummerhede, hvor sveden blev presset ud af alle porer, blot man løftede en finger, og man virkelig følte på sin krop, at man gik rundt i det der drivhus, som de kloge hoveder taler om (“drivhuseffekten”), så strømmer der pludselig en kølig vind ind igennem det åbne vindue, bare en lille svalhed. Det var som at skifte ham, som at blive smidt i havet, som… Ja, man forstod med et de små forskelles betydning.

I modsætning til flere bloglidelsesfæller har jeg ikke haft søvnbesvær. Som tidligere nævnt kan jeg falde i søvn midt i en sætning, og der er få ting, der kan forstyrre min Tornerosesøvn, når den først er i gang. Men, det har været en prøvelse, at vågne op og være begravet under en centnertung, våd sæk kartofler med hovedet langt nede i noget, der minder om en bunke, våde karklude. Sådan har det været i dagevis. Men her til morgen var det anderledes. Dynen var næsten tør. Hvilken lise…

Tilbagespoling: http://capac.smartlog.dk/62937_Sommerkompilering_II.html

I det seneste nummer af Rolling Stone - det gamle tressermusikmagasin, som har overlevet både firserne og halvfemserne - omtales filmatiseringen af Philip K. Dick A Scanner Darkly. Den får tre stjerner og overskriften lyder: “Will Richard Linklater’s dazzling rotoscoped drug trip bend your mind? Hell, yeah”. Om den digitale rotoscope-teknik, som Linklater bruger (igen - for han gjorde det også i sin film Waking Life fra 2001) får man god besked i Wikipedia. Anmelderen mener, at Linklater gør historien en kende mere indviklet end nødvendigt, men er i øvrigt positivt stemt over for filmen. PS. Jeg holder ikke Rolling Stone (længere), men købte det, fordi min datters idol Johnny Depp - The Gonzo Pirate -  er nummerets hovedattraktion. Han er On the Cover of the Rolling Stone - som Dr. Hook and the  Medicine Show sang engang…

Uffe forstsætter med at udsprede irriterende melodier på nettet. Så besøg ham kun, hvis I ikke kan huske Dominique-nique-nique-nik! I hvert fald er det på eget ansvar. Men, jeg tror jeg har fundet den medicin, der virker i mit hoved, og det er: Jack Nicolsons udgave af La vie en rose. Den virkede i hvert fald med Polly Wolly Doodle. - Satans. Jeg må nok hellere sætte Jack på igen…

Gilbert Sheltons Fede tider med Flipkompaniet er genudgivet i Rune T. Kiddes og Uno Krügers ovesættelse på Carlsen Comics fortæller Weekendavisen. Dermed er der igen mulighed for at studere den skæve humor, som The Fabulous Furry Freak Brothers stof for i de glade tressere og tidlige halvfjersere. Hvis man er til Robert Crumb, så er man nok også til Gilbert Shelton - og Deleuran… Om Flipkompaniet: http://www.freaknet.org.uk/pages01/p01/wm01.html , hvorfra ovenstående tegning er lånt.

I øvrigt omtaler samme avis en stor kunstudstilling i Wiener Kunsthalle om den psykedeliske kunst fra tresserne - Summer of Love. Psychedelische Kunst der 60er Jahre. Mon tiden er inde til at beskæftige sig med det årti uden revanchistiske fordomme?!

Jeg kan ikke gå på vandet. Men i dag var det næsten som at gå på vandet. I hvert fald i vandet. Efter et regulært skybrud i morges med torden, lynild og regn i spandevis fik jeg lokket Gravhunden på gåtur. Det var som at motionere i et dampbad. Luftfugtighedsprocenten må have være oppe på det optimale. Spørgsmålet er, hvorfor man overhovedet skal gå i bad i denne tid? Når man alligevel bliver våd over hele kroppen - indefra. Men, man skal jo ikke bekagle sig, som ATS udtrykker det, over varmen. Om et par måneder vil vi savne den igen, når vi træder ind i et halvår med gråhed, mørke og så videre…

De gamle drenge Crosby, Stills, Nash & Young turnerer de amerikanske stater tynde i denne tid med budskaberne: Living with War - Freedom of Speech. På Neil Youngs hjemmeside Neil’s Garage kan man se en længere dokumentarfilm, der fortæller om turnéen og tankerne bag den. Filmen er garneret med fine koncertklip fra C, S, N & Y’s unge dage og fra den aktuelle koncertrække. Filmen rummer også en lang række udsagn fra menige amerikanere om Irak-krigen og dens meningsløshed.

Tilbagespoling: http://capac.smartlog.dk/52533_Neil_Young_-_Again.html + http://capac.smartlog.dk/17-04-2006.html + http://capac.smartlog.dk/50987_Anti-Bush_John_Mellemcamp_Neil_Young...html + http://capac.smartlog.dk/04-2006.html

Inspireret af Henrik og den nye Cohen-plade I’m Your Man har jeg opstillet en femmerliste med Tribute-plader, som jeg synes holder. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kender alle de efterhånden mange Tribute-plader, der er på markedet, men dog mange, også elendige, samlinger:

1. I am Sam (2001). Og det er ikke engang en rigtig Tribute-plade, men et soundtrack bestående af Beatles-covers. Der er mange fine perler imellem: Aimee Mann & Michael Penns Two of us, Rufus Wainwrights Across the Univers, Eddie Vedders You’ve got to hide your love away, Nick Cave Let it be m.fl.

2. Tribute to Hank Williams (2003). En compilation af Hank Williams-sange med gamle country-and-western-stjerner som Patsy Cline, Roy Acouff, Leona Williams, The Plainsmen osv. Rigtig country and western. Anbefales varmt.

3. Timeless (2001). Også en Tribute to Hank Williams. Med kunstnere som: Johnny Cash, Lucinda Williams, Emmylou Harris, Keith Richards, Tom Petty, Bob Dylan m.fl. Alle numre holder, nogle mere end andre… Denne mands sange er uopslidelige.

4. I’m your fan. Cohen-covers af John Cale, REM, Nick Cave, Pixies m.fl. En hel del snapse, men også noget fortyndet..

5. Avalon Blues: A Tribute to the Music of Mississippi John Hurt. Jeg nærmest snublede over denne tribute-plade på biblioteket. Og lånte den med det samme, da jeg er til the blues. Den indholder en perlerække af fine versioneringer af: Lucinda Williams, Bruce Cockburn, Steve & Justin Earle, Geoff Muldaur, Ben Harper, John Hiatt, Taj Mahal, Victoria Williams og mange flere.

Dagens ord. Miskundhed. Jeg kan godt lide det. Har især hørt det i en kristen-religiøs sammenhæng (Din miskundhed, Gud osv.). Nudansk Ordbog (1996-udgaven) slår fast, at det betyder barmhjertighed - og at det er gammeldags! Men dog ikke udgået. Samme ordbog - 1969-udgaven - forstår det som: nåde. Og anfører adjektivet miskundelig: barmhjertig, nåderig. Ordbogen fra dengang forklarer også, at ordet egl. kommer fra middelalderen og er afledt af ordet miskund, der igen er beslægtet med kunne, i betydningen ‘tilregne’, egl. ‘det ikke at regne én noget til last’. Hvorfor er dette gode ord gammeldags, når der nu er så hårdt brug for det!?

Rolling Stone anmelder den nye cd fra manden med den dybe, dybe stemme (fire stjerner). Nu mangler vi bare dvd’en med den roste film…

Tilføjelse: Ovenstående kan misforstås. Cohen synger ikke på hele pladen. Andre kunstnere - Martha og Rufus Wainwright, tidligere omtalte Handsome Family, Nick Cave, Beth Orton, Anthony, Jarvis Cocker, Perla Batalla, Teddy Thompson og U2 (hvorfor skal de altid snige sig ind!?) - fortolker mesterens sange. Leonard giver Tower of Songs med - U2. Hm. Kan høres i uddrag på Amazon.

Ulla is back! Og med manér. Hendes første post-ferie-udsagn er: “Jeg holder med Israel”. Sådan. Ikke så megen analyseren og diskuteren af en betændt, årelang strid. Ulla har sine meningers mod. Og det kan jeg vældig godt lide. Selv om jeg langtfra er enig med Ulla i alt, hvad hun skriver. Men hun står for noget, jeg ofte savner i den hjemlige mediedebatkultur: at have sine meningers og holdningers mod. Vores demokrati næres af meninger og holdninger - og deres brydninger. Hatten af for Ulla og andre frimodige, modige bloggister.

Apropos det nye lydkort og de dejlige hørebøffer, så dukkede følgende reklame op over bloggen:

Apropos indskriften…

Opslag : Cedrat, Sukat

Citrus medica

Oprindelse: Dyrkes hovedsageligt i Middelhavslandene.

Kendetegn: Cedrat er aflang med en tyk og vortet, gul skal. Frugtkødet er surt. Det er skallen der benyttes. Frugten udhules, kandiseres og sælges som sukat.

Anvendelse: Sukat anvendes i kager og brød.

Sæson: Hele året.

——-

Tilbagespoling: http://capac.smartlog.dk/ugedag.html

Velbekomme, siger blogbestyreren bare…

Så fik jeg omsider opgraderet min pc på lydsiden med et dejligt lydkort (Soundblaster Audigy) og et par herlige ørekryddere (Sennheiser). Var ved at blive blæst ned af stolen. Godt, det ikke var en skammel. Selv de små mp3-filer på 128 kps lyder virkelig af noget… Jubi-du-bi-dej… ;-)

Tilføjelse: Henrik spørger om, hvilke Sennheiser-bøffer, der er tale om. Rimeligt nok, da der er mange at tage af. Jo, da, der er tale om et par prisbillige HD 437, som jeg blev anbefalet af en god bekendt, hvis ord har vægt. Og jeg blev positivt overrasket. De sidder godt på hovedet, og - vigtigst - lyden er “lysår” fra mange af dem, jeg tidligere har brugt - og har brugt for mange penge på… Se danske og udenlandske brugeres femstjernede kommentarer her og her. (Nu skal vi vist snart se nogle reklamekroner…).

Neil Young fortsatter i det musikalsk-politiske spor. I en ny video solidariserer Young sig med den amr. præsidentkandidat Al Gore, der vandt over George W. Bush, men alligevel blev snydt på målstregen. Siden har Gore haft stor succes som øko-politiker med filmen “An Inconveniant Thruth”, der handler om vores kollektive ansvar for klodens økologiske tilstand. Det er Gaffa., der viderebringer nyheden.

1.  Joni Mitchell: Cool Water
2.  Talking Heads: Cool Water
3.  Emmylou Harris: Beneath Still Waters
4.  Beach Boys: Cool, cool Water
5.  P.J. Proby: Let the Water run down
6.  Pacific Gas and Electric: Wade in the Water
7.  Iris Dement: Troublesome Waters
8.  The Byrds: Don’t miss your water
9.  Eva Cassidy: The Water is wide
10. Fabulous Thunderbirds: High Water
11. Kate & Anna Mcgarrigle: Shining on the Water
12. Bruce Cockburn: Strange Waters
13. The Move: Walk on the Water
14. Paul Mccartney/Wings: Waterspout

En god ven introducerede mig for The Handsome Family. Sikkert, fordi han ved, at jeg godt kan lide musik inden for den efterhånden brede genre, der kaldes americana. Americana kan (måske) beskrives som musik, der forholder sig aktivt til rødderne i amerikansk musik. Primitiv musik i en vis ikke-nedladende betydning, og primitiv kan man også kalde deres hjemmeside, hvor man ikke kan høre musik, fordi, som der står: ”jeg ikke ved hvordan man uploader sange til siden. Nogle dage kan jeg dårligt nok finde ud af at tage tøj på” (!). Det kan man til gengæld på http://www.epitonic.com/ og på nogle af deres pladeselskabers hjemmesider. Fx på Loose Records. Her kan man blandt andet downloade - gratis og ganske legalt - pladeselskabets promotion-cd Loose Cuts med hele ti numre (35 mb!), blandt andet med Handsome Family. Så hvis man kan lide americana, er der noget at hente. Men man risikerer at skulle bruge penge på diverse cd’er inden længe… På  Carrot Top Records kan man læse mere om duoen. Og en biografi finder man her: http://www.handsomefamily.com/Nbio.html .  

Foranlediget af en kommentar til Klaus’ liste over Philip K. Dick-bøger, kom jeg til at tænke på et måske lidt overset fænomen i den litterære verden: bøgernes titler. Har man nogensiden lavet en liste over denne verdens bedste litterære titler? Og hvad skulle så være kriterierne for en god litterær (i bredeste forstand…) bogtitel? Foreløbigt vil jeg holde mig til blogtraditionen for stærkt subjektive motiveringer ;-). Så slipper man for den værste ballade og kan nøjes med at inspirere andre til at finde deres yndlingsemner frem. I min replik til Klaus’ nævnte jeg Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep? (omsat til film under titel Blade Runner…). Det er en god titel. Den er billedskabende, pirrer ens nysgerrighed og er nem at huske. En anden forfatter, der var rigtig god til at lave titler var den amerikanske forfatter Tennessee Williams. Især en titel som A Streetcar Named Desire ville kandidere til min liste. Eller hvad med: Cat on a Hot Tin Roof?

Update: Eventuelle bud må gerne efterfølges af subjektive argumenter. Altså: Hvorfor synes du, at den og den bog, novelle osv. er god?

Tilføjelse: Smartlog har fået hedeslag! Men jeg prøver med en stærkt afkølet tilføjelse. Inspireret af voksenbloggerne Uffes og Klaus’ indlæg om kriminalromaner: Bør nogle af Raymond Chandlers titler mon med? Jeg tænker især på The Big Sleep og The Long Farewell. Korte og fulde af skæbnesvanger betydning!?

Tilføjelse nr. 2: Kom i tanke om Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed. Men, er det den originale titel? På tjekkisk/fransk? Og er den ikke efterhånden reduceret til en kliché? Dur nok ikke…

Tilføjelse nr. 3: Det kommer til at tage sin tid med den liste, især hvis den skal følge dogmet (max. 5)! Men, mon ikke Jorge Luis Borges skal med?! “Bogen af sand” (fantastisk titel), Nederdrægtighedens historie…

Og amerikansk litteraturs slemme, slemme dreng, Charles Bukowski, der både drak øl og whisky i litervis og gik med damer!? Titler som: “Erections, Ejaculations, Exhibitions and General Tales of Ordinary Madness”, “Love is a Dog from Hell” (jeg elsker den titel!), “Women” (Kort og koncis), “Notes of a Dirty Old Man” (kan det være mere rammende!?), “Shakespeare Never Did This” (så skal man bare læse, hvad Shakespeare ikke gjorde…), “Ham on Rye” og “Pulp”. Flere kandiderende titler her!  

Jeg havde knap nok fået hældt brusevandet ud af ørerne til morgen, da jeg opfangede en af dagens tidlige morgen-tv-nyheder (Frøkenen tænder for apperatet, så snart hun er på højkant…): En videnskabelig undersøgelse påviser, at det er bedst, at mænd og kvinder sover hver for sig. Så får de den bedste søvn. Om det er en nyhed, kan vi jo altid diskutere. Men, forklaringen skulle blandt andet være, at kvinder sover lettere, fordi de skal være opmærksom på deres børn (hvad så, når børnene er fløjet fra reden?); at mænd snorker mere end kvinder (den har vi haft - jf. Uffes debat) - og at mænd bliver forstyrret i deres søvn af kvinders duft (her tænkes ikke kun på dårlig ånde eller perfume, men østrogen-dampe!). Når mænd kan virke forvirrede, omtågede og uklart tænkende om morgenen skyldes det angiveligt, at deres hjerneaktivitet er blevet distraherende påvirket af kvindens kønsstoffer. Hvorfor sover mænd og kvinder så sammen? Med speakerens (kvinde…) ord: Fordi det er “hyggeligt”…

Gravhunden, Fruen og jeg tog igen en tur til Mindeparken i Århus. For dem, der ikke kender Århus, kan jeg fortælle, at Mindeparken er en af de lokale oaser. Den ligger lige klods op af Daisy’s slot og ned til Århusbugten. Et på alle måder dejligt sted, som byens folk søger til, når vejret - som nu - tillader det. Der grilles, drikkes vin, leges med børnene, spilles bold, tumles med hundene osv. Gamle og unge, gammeldanskere og nydanskere, piger, drenge, mænd og kvinder i en stor blanding, der kunne være model for en bedre verden…

Nå, men som sagt var vi der også. For at nyde det gode vejr - og for at lufte Gravhunden. Jeg tror, at jeg har nævnt det før: Selv om han er jagthund af genetisk bestemmelse, så er han bestemt ikke nogen vandhund. Vand er noget, man drikker, og man går ikke i vandet, med mindre man bæres derud. Indtil denne dag. Vi passerede forbi de store blomsteromgærdede damme med guldfisk. I den ene ende ligger der en stor mængde blade og andemad. Gravhunden går langs dammen og drikker lidt af det lunkne vand - og pludselig standser han op ved andemaden. Et kort øjeblik, som om han tænker: Kan det mon bære mig? Og så træder han ud -og forsvinder under vandet. Da han er iført en solid sele, får jeg ham op i et snuptag. Med poten fjerner han lidt andemad fra det ene øje - og fortsætter så ufortrødent sin udforskning af området, som om intet var hændt. Dét morede fruen og jeg os meget over.

Den små Mette “Selvsving er velsving” FM har sendt mig tilbage ad Memory Lane til dengang, hvor Sergio Mendes and Brasil 66 m.fl. hærgede hitlisterne med easy listening (det var vist først siden hen, den etikette blev lavet). Dengang - i 1960’er sådan cirka (gruppen startede i 1966) - var jeg ikke meget for den slags underholdningsmusik. Det var man ikke, hvis man lyttede til progressiv beatmusik, Bob Dylan osv. Selv om det var musik, der var svær at løsrive sig fra. Lige som ABBA i 1970’erne. Du kan løbe så hurtigt, du kan, men det er umuligt at løbe fra en enkel god melodi, et godt groove, et genialt rif osv. Og med Sergio og co. var det ekstra svært, fordi de hæmningsløst benyttede sig af tidens store sangskrivere: Lennon & Mccartney, Jimmy Webb, Jorge Ben (Mas Que Nade…), Jobim (One Note Samba…), Bacharach/David (The Look of Love…), Simon & Garfunkel osv. - med hovedvægten på de latinamerikanske komponister. Det er ikke nemt at være forfalden til melodier! :-D.

Sergio Mendes har jo fået et mindre comeback med cd’en Timeless, der består af samplede klassiske hits fra Mendes og Brazil 66. Og det kunne være en anledning til at kigge lidt på gruppen imponerende bagkatalog. På siden http://www.brasil66.com/ kan man få en komplet diskografi at se - med afbildning af de tidstypiske covers. Wikipedia har selvfølgelig en artikel om fænomenet med litteraturhenvisning. Årstiden passer jo perfekt til den slags nostalgi.

Uffe - ikke hin Spage - men voksenblogger Stenstrop har i en kommentar henvist til The Observer Blog, hvor man under overskriftet Summer is here, and Time is right… lystigt diskuterer Top Ti Sommer-Sange (de kender ikke Klaus’ dogme for ikke-tøsedrenge). Det slående er, at flertallet af kunstnere og sange, der nævnes, daterer sig tilbage til sidste halvdel af forrige århundrede med hovedvægten på 1960’erne. Hvorfor mon? Min hypotese er, at deltagerne forbinder sommeren - og dermed musikken - med deres barndoms og ikke mindst ungdoms somre. For hvem husker sommerhits fra i fjor? Her er så min lille liste over sange, som jeg forbinder med sommeren (og de er selvfølgelig af ældre dato alle sammen…):

1. The Kinks: Sunny Afternoon

2. The Lovin Spoonful: Summer in the City

3. The Beach Boys: Good Vibrations + Barbara Ann

4. The Beatles: Here comes the Sun

5. The Mamas and the Papas: California Dreaming

Kun fem, for ikke at blive stemplet som tøsedreng af Klaus and the Hotbloggers. Men retfærdigvis skal det siges, at andre numre med de nævnte grupper kunne være taget med. Og jeg blev nødt til at holde The Animals udenfor…

Ingen tvivl om det. Sommeren har sænket sig over blogland. Med de stigende temperaturer og den stigende luftfugtighed er aktivitetsniveauet i bloggosfæren faldet. Selv powerbloggerne har nok at se til med at holde myg, fluer og andet kryb væk fra øjne og mund og andre kropsdele, hente væske til at holde væskebalancen (fx ØL), kaste sig i havet, søerne, diverse svømmebassiner og pools osv. Osv. Eller hvad man nu fordriver sommeren med, hvis man ikke lige netop er blandt dem, der har et arbejde at passe med 35 grader i skyggen eller mere. Jeg synes også, at man kan konstaterer, at der sker noget med folks hjerner. Måske, fordi de får for lidt. Væske. I hvert fald har jeg flere, der pludseligt går i stå i kassekøen, ved benzinstationens tankanlæg, i banken osv. Som om hjernen satte ud eller smeltede ned. Det er svært at koncentrere sig, sagde Fruen, da hun havde glemt at købe mælk fra Thise Mejeri. Det var sådan set det vigtigste. Men sodavand havde hun husket. Sommer-Alzheimer. Sved roligt videre…

Som tidligere nævnt var den på trapperne. Nu er den også på gaden…

Tilbagespoling: http://capac.smartlog.dk/59700_Johnny_Cash_-_dansk_koncert_pa_DVD.html

Hot town, summer in the city
Back of my neck getting dirty and gritty
Been down, isn’t it a pity
Doesn’t seem to be a shadow in the city

All around, people looking half dead
Walking on the sidewalk, hotter than a match head

But at night it’s a different world
Go out and find a girl
Come-on come-on and dance all night
Despite the heat it’ll be alright

And babe, don’t you know it’s a pity
That the days can’t be like the nights
In the summer, in the city
In the summer, in the city

Cool town, evening in the city
Dressing so fine and looking so pretty
Cool cat, looking for a kitty
Gonna look in every corner of the city
Till I’m wheezing like a bus stop
Running up the stairs, gonna meet you on the rooftop

But at night it’s a different world
Go out and find a girl
Come-on come-on and dance all night
Despite the heat it’ll be alright

And babe, don’t you know it’s a pity
That the days can’t be like the nights
In the summer, in the city
In the summer, in the city

Skal man tro de udenlandske internetmedier, så skulle det nu være sikkert og vist, at den gamle rullesten Keith Richards forbereder sig på at spille rollen som Jack Sparrows far i tredje del af Pirates of the Caribbian. Det kan man da kalde typecasting! Samtidig forlyder det, at den anden halvdel af The Glimmertwins, Mick Jagger, er med i en comedy series på den amerikanske tv-station ABC, og de første afsnit allerede skulle være i kassen. Var der nogen, der sagde: Færdig med 60!?

Hvis Mrs. Miller er en (u)ren fornøjelse, og hvis Florence (Mis)Forster Jenkins en (u)æstetisk nydelse, så er Leona Anderson koks i øregangen. Hør hendes uforlignelige udgave af Limburger Lover fra LP’en med den rammende titel Music to suffer by:

http://www.kenbmiller.com/satpostman/reviews/music_reviews.html

Men glemmer helt, hvor varmt der er… ;-)

Det er ikke kun Ernest Hemmingway, der har mærkedag i dag, som Klaus gør opmærksom på. Også vor egen erotiske digter Emil Aarestrup kan være med. Det er nemlig i dag 150 år siden, at han fulgte bærrene på hækken og boblerne i bækken…

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad.
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne.
Som Boblerne i Bækken.

Dagbladet Information vil - på bagsiden - gøre denne dag til mandens 150 års fødselsdag. Agurketid, agurketid…

Uffe har udsat bloggerne for potentielle høreskader og efterfølgende sagsanlæg ved at henvise til Mrs. Millers musikalske (?) udladninger. Akustiske ørepropper af bedste kvalitet anbefales. Medens vi er ved den slags musikalske indslag for overdrevet, så vil jeg hermed gerne invitere jer alle til visuel og akustisk koncert med selveste Florence Forster Jenkins, hvis kærlighed til operaen var og blev tragi-komisk. Hun var operaens svar på W.C.Fields :

http://www.brumm.com/cards/flojenkins.html

Kender I hende ikke, så kan I få noget at vide her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Florence_Foster_Jenkins

Det er på eget ansvar! Så er I advaret.

En af forrige århundredes største forbrydere, Khmer Rouge-lederen Ta Mok, er død i en alder af ca. 80 år. Han formodes at være medskyldig i 1.7 millioner (!) cambodianeres død i perioden fra 1975 til 1979, hvor det kommunistisk inspirerede terrorregime sad ved magten. Fra 1979 og til sin død var Mok i myndighedernes varetægt og ventede på at blive dømt for sine forbrydelser med menneskeheden. Hvordan kan det nu være, at der kan gå 27 år, uden at dommen er faldet? Hvordan kan det lige være, at mangen en diktator stadigvæk går ram forbi, når retfærdigheden skal ske fyldest? Pinochet? Forbryderne i det tidligere Jugoslavien? Og i Afrika? Og hvad med Saddam Hussein - mon han nogensinde får sin dom? Jeg spørger bare…

En af mine gode venner har sendt nedenstående brev. Jeg sætter det ind i min blog. Brevet taler for sig selv:

Dr. Reinhard G. Lehmann
Akademischer Direktor
Forschungsstelle für Althebräische Sprache und Epigraphik
Fachbereich 01: Evangelisch-Theologische Fakultät
Johannes Gutenberg-Universität Mainz
D-55099 Mainz

Sent: Tuesday, July 18, 2006 7:07 PM
Subject: forwarded from Beiruth museum


Ich komme der Bitte einer Mitarbeiterin (Rana Andari) aus dem Museum in Beirut nach. Wer selbst erlebt und gesehen hat, wie sich ein Land nach einem verheerenden Bürgerkrieg langsam wieder erholte, kann ermessen, was das nun bedeutet.
Der Rest spricht für sich - Weiterverbreitung ist erbeten.



We are not doing very well and there is no more any safe place left in Lebanon.
Israel has decided to completely destroy the country for a crime we didn’t commit.
More than 90% of the Lebanese don’t share the political or religious point of views of Hezbollah
so why are we punished for their stupidity???
We are not sure we can last for many more days. Food is becoming rare cause all roads were destroyed.
And the world is silent. UN is not doing anything but watching hundreds die.
We are under the fire of one of the world’s top armies and we have no way to fight
back. We dont want to fight back, we want peace and calm like we were last
wednesday morning…
Please tell as many people as you can that if this lasts more than two or three days, Lebanon will be totally disappeared.
We need help.
Thank you for caring and please pray for us…
A bientot
Rana


(Rana Andari,
Archaeologist Museum Section, Directorate General of Antiquities, Beirut, Lebanon / Archéologue à la Section des Musées, Direction générale des Antiquités, Beyrouth, Liban)

Budskabet er hermed givet videre til jer!

Update: Foreløbigt tak til alle dem, der allerede har læst og videregivet råbet om hjælp! Mette Urth har oven i købet genoptrykt brevet her med nogle links og kommentarer.

Gravhunden og jeg kom lidt for sent ud af hullerne i dag og nåede ikke at tage den store morgentur, før varmen for alvor satte ind. Derfor bevægede vi os laaaangsomt fra det ene skyggefulde sted til det andet i håb om ikke at segne af hedeslag og væskemangel som to andenrangs tour-de-france-ryttere (Nej, vi følger ikke efter-doping-skandale-løbet på tv!). I følge Dyvia Das Andersen og co. skal dagen i dag blive den foreløbigt varmeste i denne sommer. Hurra for det! Bare man kan indrette sig på det, har rigeligt med væske osv. Værre er det med smartlog, der åbenbart har fået det som DSBs gamle skinner med varmebuer og andre gebrækkeligheder. I hvert fald vånder den sig også i varmen. Er der ikke nogen, der har noget koldt vand til smartlog!?

Jeg s(k)ynder mig at smide Jespers kommentar ind som indlæg. Det er nu muligt at høre stumper af sange fra Dylans nye musikcd/-dvd Modern Times. Linket er her: http://www.sonymusicstore.com/store/catalog/MerchandiseDetails.jsp?merchId=111172&skuId=111188.

Det lyder meget lovende!

Cd-coveret er også på forsiden af BDs egen hjemmeside.

Til blogbrugere, der benytter sig af autionstjenesten Ebay, så pas på de email, der kommer fra (eller ser ud til at komme fra) den tyske udgave Ebay.de. De pågældende emails foregøgler at være kontoopgørelser, men er i virkeligheden et påskud for at påføre din maskine en trojaner.

Som tidligere omtalt her i bloggen, så har instruktøren Steven Spielberg flere jern i ilden i disse år. Det mest spændende rygte er SF-filmen When Worlds Collide, der finder sin inspiration i fysikeren Kip Thornes teorier om tyngdekraftfelter og andet godt. Der har været en del usikkerhed omkring rygternes holdbarhed. Men nu har Spielberg i et interview i forbindelse med den internationale filmfestival i Chicago, hvor han modtog en udmærkelse for sine bedrifter, løftet sløret for sine aktuelle projekter. Kip Thorne-projektet er i fuld gang og har fået titlen Interstellar. Samtidig afviser Spielberg rygter om, at filmen skulle være en slags Rumrejse 2001 om igen. Indiana Jones 4 er også igang, omend kun på manusskriptniveau. Og dinosaursagaen Jurassic Park 4 er ved at tage form med Joe Johnson som instruktør (han lavede også nr. 3, så man kan frygte det værste…). Endelig bekræfter Spielberg også rygtet om en film om Abraham Lincoln. Der arbejdes på manuskriptet. I hvilken rækkefølge filmene kommer i biografen kunne instruktøren ikke sige noget om. Personligt vil jeg se frem til Interstellar.

Trackback: http://capac.smartlog.dk/58225_Steven_Spielberg_laver_ny_science-fiction-film.html

Kiosklitteraturen er blevet lidt mindre kulørt. Pulp fiction har fået lidt færre hurtige næver, hurtie mord (på) hurtige piger osv. Mickey Spillane har i den høje alder af 88 endegyldigt forladt skrivemaskinen/pc’en og er draget til de endeløse krimigåders land. R.I.P.

Spillane var især kendt for Mike Hammer-figuren, som blevet filmatiseret flere gange, både til biografen og tv-serier. Forfatteren spillede selv rollen flere gange. Han havde ingen fine litterære fornemmelser eller ambitioner. Som mange andre amerikanske kolleger satte han en god fængende fortælling højere end litterære aspirationer. Et godt udgangspunkt, hvis man vil leve af at skrive. Og det ville han. Spillane var med sine egne ord en “money writer”. Et nogenlunde effektivt plot, krydret med en forsimplet opfattelse af lov og orden (og det var han jo ikke alene om) og lidt handlingsmæssige urimeligheder, blev omsat til salgssucces under effektive salgbare titler som: “I, the Law” (hans første), “Vengeance is mine”, “My gun is quick” osv.

Stacey Keach som Mike Hammer:

Mindre kendt er det, at Spillane også skrev en række børnebøger, teaterstykker m.v.

Apropos Henriks oplevelser ved flaskeautomaten, så kan DR Nyheder i dag fortælle, at danskerne snyder sig selv for 61,5 millioner kroner - pant, vi af den ene eller anden grund ikke får tilbage. Fx, når vi ikke bøjer åbneren på dåserne… Pengene ryger direkte ind på en konto hos Dansk Retursystem. Den eneste trøst er, at pengene kun må bruges til bestemte formål: til tekniske forbedringer af pantsystemet - til oplysningskampagner og til almennyttige formål. Dvs. vi skal blot fortsætte, som vi plejer, så får vi med tiden et system, der fungerer bedre!?

The Wild World of Russ Meyer er titlen på en dvd-boks, der nu er tilgængelig på det danske marked. Boksen indholder seks af Meyers Mega-Busty Classics, hvilket jo siger noget om denne instruktørs yndlingsemne… De seks indeholdte titler er:

Dreng’ og pi’er med cowboybukse-lår
bare tær og Beatles-hår
samles flokkevis på Ama’rtorv
ved det store stygge Storkespringvand.

Fuglene på Storkespringvandet i København er - storke. Dagbladet Information videregiver Reuters nyhed om, at medlemmer fra Dansk Ornitologisk Forening (!) har aflivet den myte, at fuglene skulle være hejrer. Godt så. Der er da noget, der er, hvad det giver sig ud for at være! Ali bali ali bali bi, luk nu dine øjne i …

Selv om jeg har fået et automobil, så har jeg ikke skilt mig af med min gamle cykel. Eller rettere sagt: mine gamle cykler. Jeg har nemlig to. Dels en sort Raleigh Tourist fra 1980, hvor jeg købte den for den formidable sum af 1995,- kr. (Tre Sturmey Archer-gear, der nu er slidt op og erstattet af et gearløst baghjul). Jeg skiftede straks den brede kunststofsadel ud med en smal af læder - Brooks - bedre bliver det ikke…). Den anden er en såkaldt container-cykel, en sort Kildemoes sportmodel med tre Torpedo-gear. Et dødsbo lod den stå i kælderen ved siden af min gamle englænder. Da den havde stået der et par år, tog jeg den i brug. Ellers var den røget ud med storskraldet. Den har også mere en tyve år på bagen. Kører udmærket, men trænger til et mere mageligt styr.

Jeg har overvejet at anskaffe mig endnu en cykel. Dels er teknologien blevet bedre med årene. Man kan få nærmest 100% rustfri cykler (selv kæden kan fås i en rustfri model), og gearsystemerne byder på alt fra 0 gear og op efter… Dertil kommer et udvalg af modeller og farver, som overgår den vildeste fantasi. I det hele taget er der ingen grænser for det udstyr man kan få til cykler nuomdags. Tænk blot på udviklingen af cykellygterne. Min søn har et par på størrelse med to to-kroner, der blot skal sættes på med en elastik. Og så lyser de hele byen op. Der er sandelig sket noget siden mine første NEFA-lygter! For slet ikke at nævne de skrækkelige dynamolygter… I sommerhusferien lånte jeg en 7-gears citybike af mærket Peugeot. En sand fornøjelse at trille rundt på. Så måske…

Hvad der tiltaler mig ved cyklen er, at den giver en stor frihed for et udpræget bymenneske. Du kan komme rundt, hvor du vil. Du har ikke de store parkeringsproblemer. Og så er den billig i drift. Lidt rengøring forår og efterår, lidt olie eller andre nymodens smøremidler, et par cykellygter i lommeformat, et nyt kevlardæk i ny og næ. Og hvis du lærer dig selv at lappe cyklen ( i det omfang kevlar-dækkene nødvendiggør det), så findes der ikke et mere økonomisk og økologiske transportmiddel. Endvidere får man lidt motion, afstressning og frisk luft.

Men, jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor så mange kører rundt på misligholdte cykler. I dag så jeg således en ung dame komme trampende op ad vejen på en relativt ny cykel med 7 gears. Jeg lagde mærke til hende, fordi jeg kunne høre hendes cykel på flere hundrede meters afstand. Klak-klak-klak. Pedalarmen ramte imod kædeskærmen. Og kæden var rustrød. Ikke noget under, at hun også var rød - i hovedet. Jeg læste engang, at dårligt vedligeholdt transmission, som det hedder i fagsproget, kan betyde et energitab på 75%. Hvorfor sidde og trampe energi ud i den blå luft? Og hun er ikke alene. Prøv at kigge jer omkring i byen. En hærskare af skramlende, knirkende, pivende, slingrende cykler huserer rundt på cykelstier, veje, fortov osv. Om jeg forstår det… Og dog. Mangel på en handy(wo)man, langt til cykelsmeden, dovenskab, ligegyldighed, pengenød, travlhed og andre menneskelige forhold…

Kilde: Bertel Lund Hansens hjemmeside. Se beskrivelsen dér. Se i øvrigt også den danske hjemmeside for Human Powered Vehicles (!).

SE! - Et uhyggeligt vand-uhyre forfølge en skræmt ung pige! DELTAG! - I køkkentøjets muntre skovtur! OPLEV! - Spøgelset i den usynlige bikini! FRYGT! - Dr. Fu-Manchus skumle anslag! GENOPDAG! - Den glemte entertainer Charlie Williams! DYRK! - Karatemesterens banebrydende frisure! DØ AF SKRÆK! - Ved Monster-magerens monster!
Og se saa hovedfilmen: ?Abraxas - Universets vogter?!!!

Ovenstående er en reklame for Planet X d. 18. juli! Jeg har allerede nævnt Jacob Stegelmans tv-fanzine Planet X en gang i dag. Men en god gerning osv… På DR hjemmeside har programmet selvfølgelig sin egen lille, beskedne side. Det mest interessante ved siden er linksene. Der er fx et link til Planet X Klubben, der kører under mottoet: Film skal ses i kælderen!  I øvrigt er klubbens formål: “En cyber-forening for alle filmelskere, der ikke er til fals for snævre kritiske principper eller ensrettet smag. På Planet X er alle film gode, især hvis de lader hånt om de etablerede regler og dogmer”. Lige noget for Bo i The Jiggly Room og alle os andre, der savner Ota-Klubben og andre af barndommens hemmelige klubber og foreninger. I øvrigt har Planet X Klubben et hemmeligt løsen, der er: hemmeligt…

Derud over har Stegelmans side en række gode links til steder, hvor man kan købe de obskure Planet-X-film på dvd og andre speciallinks som:

3 Dev Adam: http://xoomer.virgilio.it/amasoni2002/shl/marvel/3_dev_adam_(1973).htm

(der også en underafdeling af Superheroes lives! Tjek den ud! ) 

Bad movies. org : http://www.badmovies.org/ 

Stedet for rigtige B-film-fans!

DVD Maniacs.net: http://www.dvdmaniacs.net/ - det siger næsten sig selv…

Stomp Tokyo med den sigende undertitel: Illuminating the Dark Heart of Video: http://www.stomptokyo.com/

Husk også at besøge det sodbestænkte brækskur, jeg mener: Det Blodbestænkte Skrækskur, med omtaler af diverse B-film ;-).

Igen er der sneget sig en bog ned i indkøbskurven. I den lokale Kvickly var der - diskret - bogudsalg, og blandt tilbuddene fandt jeg Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt, en meget omtalt og meget rost fortælling om pædofili. Det var nu ikke emnet, der tiltrak mig. Hvis ikke jeg havde kendt forfatteren fra andre tekster, ville jeg nok ikke have købt bogen. Tilbud eller ej. Men som togpendler gennem flere år har jeg haft for vane at læse DSBs udmærkede månedskrift Ud at se fra ende til anden. Og her har Kristian Ditlev Jensens haft en artikelserie om jernbaneture rundt om i verden. Og efterhånden fik jeg smag for forfatterens stilfærdige livsnydende beretninger om ture i Europa, Australien osv. Så jeg måtte have bogen for at se, om den også er værd at læse…

Jacob Stegelmans underholdende Planet X om obskure film har fået en slags konkurrent i blogland. Kranie Lars (aka Lars Gorzelak Pedersen) og Zombie Munk ( vist nok Anders Munk ) har oprettet bloggen Det blodbestænkte skrækskur, hvor de vil divertere med omtaler af obskure film, ikke mindst exploitation-film, trash osv. Kig forbi, hvis du også har sådanne sære lyster ;-).

DR Østjylland kan i dag fortælle, at der igen er kommet gang i salget af pladespillere (altså vinylgrammofonpladeafspillere!). Varehuset Bilka er begyndt at forhandle den gamle teknologi igen efter en tiårs pause, og det forlyder, at de er tilfredse med salget. Ligeledes er discountkæden Netto begyndt at forhandle samme teknologi i Tyskland - med stor succes. En af forklaringerne på successen skulle være, at mange unge musikelskere sværger til vinyl, og der popper små specialforretninger med vinyler op over hele Europa.. Det er kult. En anden forklaring: At mange (som undertegnede) ikke nænner at skille sig af med deres samling, og derfor vil have en ny pladehøvl til at støve minderne af med. Nu mangler vi så bare, at producenterne af forstærkere, recievere osv. sørger for at lave en indgang til grammofonstikket i deres nye produkter. Udvalget er ikke for stort pt.

I den forgangne uge kunne man se et glimt af Bob Dylan fra en koncert i Baskerlandet, hvor han spillede gratis. Formålet var en fredelig løsning på den årelange konflikt mellem baskerne og det spanske hegemoni. I selv samme uge kunne man læse (NME), at også Dylans musik (lige som seneste the Beatles’) skal være genstand for en teaterforestilling, en Braodway musical med titlen The Times they are A-changin. Musicalen skal foregå i et cirkustelt og den kendte koreograf Twyla Tharp skal stå for den side af sagen. Historien skulle fortælle om en ung mands liv, hans forhold til en krævende fader og en smuk circusartist (!). Endelig er der blevet sat en dato på udgivelsen af Dylans nye cd Modern Times. Gaffa viderebringer nyheden om, at den kommer på gaden den 28. august og indeholder flg. numre:

01 Thunder on the Mountain
02 Spirit on the Water
03 Rollin’ and Tumblin’
04 When the Deal Goes Down
05 Someday Baby
06 Workingman’s Blues
07 Beyond the Horizon
08 Nettie Moore
09 The Levee’s Gonna Break
10 Ain’t Talkin

Og så forlyder det fra Dylans pladeselskab, at den nye plade skal opfattes som nr. 3 i en trilogi, der begyndte med klassikeren Time out of mind (1997) og Love and Theft. Billboard kan tilføje, at pladen også udkommer i en specialudgave med en DVD, der indeholder bonusnumre. Man må sige, at den gamle folkesanger m.m. ikke hviler på laurbærbladene…

Som læsere af denne blog vil vide, så er jeg dyreven. Jeg holder af dyr, i hvert fald min ven Gravhunden. Til gengæld har jeg et lidt belastet forhold til visse insekter. Fluer kan drive mig til desperationens rand (især en sommermorgen, hvor man ligger og snuer og pludselig forstyrres af en flue, der absolut vil ind i ens øre, næse eller gab!). Myg kan også være en sand pestilens. Besøgende i det danske sommerland vil vide hvorfor! Derfor er gode dyr rådne, som min gamle far plejede at sige. Husråd og håndkøbsmedicin. I min netop overståede sommerhusferie ved Tannis Bugt var det absolut eneste slange i paradis (hvis man da kan udtrykke det på den kringlede facon) en horde af myg, der forsøgte at suge hver eneste dråbe blod ud af mig, Gravhunden og resten af familien. Heldigvis fik jeg et godt råd, selv om det første skete halvvejs inde i ugen. Jeg havde nemlig taget Weekendavisen med og i den gav chefredaktør Anne Knudsen det råd, at man skulle æde en B1-vitaminpille morgen og aften [Læs her!]. Så skulle problemet være løst. Jeg er af natur skeptiker, men på den anden side kunne det jo være sandt. Så jeg pungede 100 kr ud på et glas med 100 piller. Og se, om det ikke virkede! Allerede efter indtagelsen af den første pille begyndte de små bæster at miste interessen. Forklaringen er, at man udskiller en lugt, som myggene ikke kan lide. I øvrigt er b1-vitamin godt, hvis man er lidt drikfældig…Min skepsis over for medicinindustrien er blevet lidt mindre.

Update: Efter at jeg er stoppet med B1’erne har jeg pådraget mig to myggestik i knæregionen…

Bestyrer af The Jiggly Room, Bo, har rejst en lille diskussion om sit og andres forhold til filmkunsten. Bo har læst filmvidenskab på universitet, hvilket var belærende, forstår man, men det gik ud over hans filmentusiasme. Det var dræbende for denne! Derfor har Bo siden valgt en “lalleglad” tilgang til film, underforstået: en subjektiv, oplevende tilgang uden det filmæstetiske, -videnskabelige begrebsapparat kørt i stilling.

Jeg tillod mig at mene, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem ens subjektive oplevelse af en film og dens æstetiske kvaliteter. Som eksempel gav jeg Ingmar Bergmans film Hvisken og råb, som nærmest vakte et fysisk ubehag hos mig. Jeg erindrer blandt andet en scene, hvor en af de kvindelige hovedrolleindehavere knuser et drikkeglas og skærer sig i underlivet med skårene. En slags symbolsk kastrationsscene, hvis man vil fortolke det freudiansk. Filmen virkede, kort fortalt, frastødende på mig. Ikke desto mindre må jeg give kritikerne og filmanalytikerne ret, når de fremhæver filmens æstetiske kvaliteter. Og Bergman er jo ikke hvem som helst i nordisk filmkunst. Og Hvisken og råb betragtes som et hovedværk i mandens produktion. Hvor jeg vil hen med disse overvejelser er for det første blot at påpege, at filmkunstens kvaliteter ikke afhænger af, om den behager eller underholder os. Der er ingen solidaritet mellem kunst og underholdning. Det er to vidt forskellige boldgader. Kunst kan være underholdende. Underholdning kan være kunst. Men det forholder sig ikke nødvendigvis sådan.

For det andet genkender jeg i Bos tanker, hvad jeg vil kalde den humaniorastuderendes traumatik. Da jeg for mange år siden begyndte at læse på humanvidenskaberne ved Århus Universitet, var mit motiv en simpel glæde ved litteratur, film og andre kulturprodukter. Jeg havde lyst til at læse gode bøger, se gode film osv. Hvad jeg og andre af mine medstuderende oplevede, til vores store og ubehagelig overraskelse, var, at alt den videnskabelige og analytiske beskæftigelse med romaner, digte osv. tog livet af vores spontane oplevelsesglæde. Når vi læste en roman eller sad i biografens mørke, så var det med de store analytiske hornbriller på. Først flere år senere lærte jeg, at den teoretiske-analytiske tilgang skal ske med forsinkelse - efterlods så at sige. Så i dag kan jeg sagtens hengive mig til nydelsen af en film eller en roman osv. - lade mig begejstre, manipulere og forføre - for siden hen at kaste det analytiske net over genstanden. Fordelen er også, at jeg sagtens kan have fornøjelse af en ikke helt vellykket film (som der ved gud er mange af…) eller en ren underholdningsfilm uden de store kunstneriske ambitioner (fx piratfilmene med Johnny Depp). Det behøver ikke at være sublim kunst hver gang.

Om forholdet mellem videnskab, teori og analyse på den ene side og spontan oplevelse på den anden vil jeg henvise til min gamle universitetslærer Niels Egebak, der engang skrev en selvbiografisk skitse med titlen Af en parasits bekendelser. I den sammenlignende han litteraturkritikeren med en snylter. Men pointen var og er, at værten og snylteren ofte indgår i en (nødvendig) symbiose. Fx ville vi ikke kunne drikke Château d’Yquem hvidvin, hvis ikke parasiten Botrytis cinerea havde snyltet på druerne… I bedste fald kan videnskaben oganalysen højne nydelsen. Og det er for mig idealet for en humanvidenskabelige omgang med litteratur, film osv.

Følg med i Bos ophidsede diskussion af sit forhold til filmen i The Jiggly Room!

Det lykkedes mig her til formiddag at få billetter til hele familien til Dead Man’s Chest i den digitale udgave. 2 timer og 45 minutters drengerøvsfilm for fuld udblæsning. Den får alt, hvad den kan trække med Den flyvende Hollænder, den døde mands kiste, rom, kannibaler, skumle skurke i engelske søuniverformer, slimede, fiskestinkende monstrer fra havets dyb, en bunke opfindsomme og morsomme action-sekvenser og unge, smukke Keira Knightly som pigen, hvis forpurrede bryllup sætter gang i løjerne.

Jeg var lidt betænkelig ved filmens længde. Er den mon for lang? Kommer man til at kigge på armbåndsuret undervejs? Men, nej. Det var som at blivet sendt tilbage til drengeårenes kulørte hæfter om sørøvere og andet godtfolk under dynen med stavlygten, som at tage turen i rutsjebanen endnu en gang osv. Effektiv underholdning, der ikke udgør sig for at være mere, men gør det med bravour. Og så bæres den finurlige handling igennem af en boblende humor, ikke mindst i kraft af Johnny Depps skæve kaptajn Jack Sparrow. Dertil kommer en udsøgt række af birolleskuespillere, kendt fra is. diverse engelske film og tv-serier. Så kan det jo ikke gå helt galt. Anbefales på de varmeste til alle drenge- og pigerøve, der vil flygte lidt fra sommerferietrummerummen…

Billedet ovenfor viser Jack Sparrow som midlertidig konge for kannibalerne.

Hvis man er til særprægede stemmer, som undertegnede (og Listemageren Klaus), så er det en god idé at lægge øre til duoen CocoRosie, hvis man ikke allerede kender den. Den består af Sierra Rose and Bianca Leilani (a.k.a. Red Bone Slim), to søstre. Man kan læse mere om dem på deres pladeselskabs -  Touch and Go/ Quaterstick Records - hjemmeside, hvor det også er muligt at høre en hel række af deres særprægede sange (gå ind under Songs and Videos). Og besøg også deres meget fine hjemmeside - CocoRosieLand -, der passer rigtig godt til deres musik. Deres musik kan beskrives som en afart af den vildtvoksende americana, en psykedelisk-hippieagtig-drømmende folkrock. Noget helt for sig selv. Kultisk…

Sid blev 60 år…

Vi iler vores blogfellow Henrik til undsætning. Han efterlyser gamle aviser og ugeblade - Aktuelt, Politiken, Hendes Verden, Familiejournalen m.m. - fra 1977 og nogle år frem. Kig ind på Henriks blog og få flere oplysninger. Linket er her. Så hvis I har nogle gamle eksemplarer liggende i sommerhuset, Bedstes loft eller kælder osv., så tænk på Henrik…

Som Klaus har jeg været i Kvickly og købe bøger. Det var slet ikke min hensigt, men vi bogorme kan ikke lade være, når vi står over for en bunke nedsatte bøger. Specielt ikke, hvis bøger i forvejen har været i søgelyset. Det gælder fx bogen Faxerier fra Halfdan Rasmussen til Johannes Møllehave. Halfdan holder jeg meget af, som så mange andre danskere. Hans legende tilgang til sproget er for mig beviset på, at man godt kan forblive barnlig helt ind i alderdommen - uden af blive infantil… En lille godbid fra bogen. Halfdan skriver september 1999: “Har opdaget at pigerne blir kønnere jo ældre man blir. Det føles ret irriterende. For de nøjes ikke med at se bedre ud, de blir osse længere. Mens man selv skrumper ind og nærmerst vokser nedad, som en gulerod. Men det har selvfølgelig den fordel at man kommer på højde med visse bagdele. Og om føje tid får jeg vel osse øjenkontakt med knæskallerne”. Rart at vide, at man har noget at se frem til - i knæskalshøjde. Anbefales!

Det andet indkøb er af en ganske anden alvorlig karakter. Det er bogen En kvinde i Berlin af Anonyma. Dagbogsoptegnelser fra perioden april - juni 1945, hvor krigen rullede hen over Berlin. Bogen blev første gang udgivet i Danmark i 1955. Den er en rystende beskrivelse af oplevelser i krigszonen. Medicin mod enhver form for krigslyst eller -liderlighed. Men også et studie i et menneskes overlevelsesdrift, hvor bl.a. humoren spiller en central rolle.

Vi har åbenbart ramt en nostalgiåre: bibliotekerne. Indretning af bøger efter lukketid, gule ind- og udlånsblyanter, kartotekskort osv. Nostalgien blomstrer igen. Det fik mig til at tænke på den gang, hvor jeg for første og eneste gang var i erhvervspraktik i folkeskolen. Hvor kammeraterne ville hen til knallertmekanikeren (cykelsmeden), auto-ditto, reklamebureauet eller damefrisøren (pigerne!), så ville jeg på Sædding Bibliotek. Jeg opholdt mig der alligevel flere eftermiddage om ugen for at læse aviser (is. Hans Jørgens Nielsens beat-anmeldelser i Information, tegneserier (prmært Anders And) og så videre. Den gode førstebibliotekar Sørensen, som var overrasket over, at jeg - mit korpus taget i betragtning - var “den boglige type” og ikke “håndværkertypen”, tog godt imod mig, selv om han ikke var vant til praktikanter. Jeg tilbragte gode timer på kontoret med ham og kontordamen, drak kaffe og snakkede om alt, hvad der faldt os ind. Man havde god tid dengang. Men jeg fik også interessante arbejdsopgaver. Fx skulle jeg ud og indsamle bøger, der ikke var afleveret rettidigt, og indkræve gebyrer (dengang kaldte man dem bøder). Penge og regnskaber har aldrig været min kop te, og jeg har nok ikke lyttet godt efter, da de i og for sig enkle principper blev forklaret. Fx, at der kun skal opkræves ét gebyr, selv om der er tale om flere bøger, der skulle have været afleveret samtidig. Jeg opkrævede gebyr pr. bog! Mærkværdigvis var der ingen, der brokkede sig. Folk greb til lommerne og betalte uden at kny. Blandt andet husker jeg tydeligt en nydelig ung dame, der kom ud og åbnede døren iført en dybt dekolleteret morgenkåbe. Det var ganske underholdende for en grøn knægt. Bøgerne blev læsset i kassen på cyklen og så tilbage. Jeg husker ikke helt, hvordan det gik med de overskydende gebyrbeløb, men jeg tror, Sørensen gav mig dem som en slags praktikantløn. Dengang var man heller ikke så nøjeregnende…

Italienerne vandt VM i fodbold. Også denne gang holdt jeg med de forkerte! Mine øjne så et fransk hold, der spillede klart bedre i størstedelen af kampen, men ikke formåede at omsætte spillet i de nødvendige mål, og efterfølgende måtte se sig slået i den absurde disciplin, der hedder straffespark. I en i øvrigt temmelig kedsommelig turnering præget af målfattige kampe, var det opløftende at se det franske hold af gamle fodboldspillere (+ 30!) langsomt rejse sig og spille elegant og ubesværet fodbold. Den høje ranke Henri, den lille vævre, arrede Ribery, der løb om hjørner med stort set alle og - ikke mindst - den lange, melankolske Zinedine Zidane. Fodboldens elegantier! Selv da han fik nok af sin italienske overfrakke reagerede han med stil. Hvornår har man sidst set en mand nikke en anden i brystkassen!? Det er der da mere stil over, end bøffen Roneys spark i jammerklunkerne! Ingen brådne pander her! Men ned til tælling. Italieneren havde, hvis man skal tro rygterne på nettet, sagt noget ufordelagtigt om Zidanes mor. Begge fik et rødt kort. Og det er ok. Vold på grønsværen som udenfor kan vi ikke have. Men Zidane forbliver trods alt min helt ved dette omsider afsluttede VM. Og fred være med italienerne. De har hårdt brug for mesterskabet i deres korruptionsramte fodboldsland.

Inspireret af Uffes bestræbelser på at give bibliotekarerne mere at bestille, hvilket jo er et meget sympatisk projekt, så må jeg skrive et indlæg om biblioteket og bibliotekarerne. Jeg har en forkærlighed for biblioteker og sætter stor pris på bibliotekarer. Jeg kan ikke stå for deres grundighed, omhyggelighed, hjælpsomhed og systematik. Min verden ville være meget fattigere uden dem og uden bibliotekerne. Nok, fordi jeg selv er en kaot. (En særlig udgave af arten bibliotekarer kan studeres hos Singleton. Men hun beskæftiger sig mere med mænd end bøger…). Nå, men tilbage på sporet. Bibliotekerne er, som man vil vide, blevet digitaliseret og automatiseret i en grad, man ikke ville have drømt om, da jeg begyndte at komme i disse offentlige boghaller. Man kan i princippet undgå at møde en eneste bibliotekar i kød og blod, hvis man vil det. Materialerne kan bestilles via nettet, man får en mail, når materialet er kommet, og så kan man selv hente det, skanne det ind og gå sin vej igen. Så vidt, så godt. Men intet system er fuldkomment. Heller ikke bibliotekets, selv om det er tæt på. For et stykke tid siden, havde jeg et mindre problem med alarmen. Det er sådan, at alarmen ved hoveddøren går i gang, hvis man ikke har fået afmagnetiseret det lånte materiale. Man skal føre materialet roligt - ikke for hurtigt, ikke for langsomt - hen over den dertil indrettede plade og så håbe, at materialet er registreret. Sådan går det ikke helt hver gang. I hvert fald ikke for blogbestyreren. Og mellem os sagt, så er det lidt pinligt at skulle tilbage til skranken med sine materialer for at få bibliotekarens hjælp. Især, når det er tredje gang i træk samme dag. Problemet forstærkedes af, at nogle materialer åbenbart volder systemet problemer. De lader sig ikke sådan afmagnetisere. Et sådant materiale fik jeg fat i. Det var en cd fra fjernlånet. Da alarmen for tredje gang i træk begyndte at hyle, fik jeg beskeden: Fortsæt bare! Og så skulle man tro, at den sag var ude af verden. Men, nej. Nu har jeg en reservation stående på min netliste. En reservation, som jeg har haft lånt og har afleveret, men som jeg ikke kan fjerne. Og for at det ikke skal være løgn, så har den formeret sig, så den nu står hele tre gange på listen! Heldigvis har den søde bibliotekar lovet mig at ordne problemet. Hun skal lige snakke med dem fra IT-afdelingen. Nogle gange sker der mærkelige ting, fortalte hun mig.  Og jeg tænker straks på computeren i Rumrejsen 2001…

Se Uffes opfølgning her!

Som nævnt glemte jeg min mp3-afspiller, da jeg var i sommerhus. Og jeg nåede heller ikke at blive færdig med min sommer-mp3-samling. Men til gengæld har jeg lavet nummer to. Inspirationen kom fra Louis Armstrong. Jeg genhørte hans James Bond-sang We Have All The Time In The World (Fra On Her Majesty’s Secret Service). Det er James-Bond-sangen for mig. Og hver gang jeg hører den, sætter den sig fast på trommehinden. Den er et eksempel på det, man kalder, easy listening. Og her er så min sommerliste af easy listening:

1. Louis (som nævnt)..
2. Dionne Warwick: I’ll never fall in love again
3. Scott Walker: Joanna
4. Doris Day: I love Paris (in the Springtime)
5. Dusty Springfield: Wishin’ and Hopin’
6. Frank Sinatra: Night and Day
7. Petula Clark: Downtown
8. Bobby Vinton: Blue Velvet
9. Harpers Bizarre: 59 Street Bridge Song (Feeling Grovy)
10. The Young Rascals: Groovy
11. The Lovin Spoonful: You and me and Rain on the Roof
12. Andy Williams: Can’t take my eyes of you
13. Vic Damone: On the Street where you live
14. Etta James: At last
15. Georgie Fame: Yeah Yeah
16. Johnny Ray: Just Walkin’ in the Rain
17. Dean Martin: Red Roses for a blue Lady
18. Dean Martin: That’s Amore
19. Buddy Holly: Raining in My Heart
20. Petula Clark: Don’t sleep in the subway, Darling
21. Walker Brothers: The Sun ain’t gonna shine anymore
22. Walker Brothers: Mate it easy on youself
23. Sandie Shaw: Always Something There To Remind Me
24. Perry Como: Magic Moments
25. John Berry: The Girl With The Sun In Her Hair
26. The Righteous Brothers: Unchained Melody
27. Dinah Washington: Mad about the boy
28. Mills Brothers: Be My Life’s Companion
29. Mills Brothers: Lazy River
30. Gustav Winckler (!): Gem et lille smil til det bli’r gråvejr
31. Louis Armstrong: La vie en rose
32. Jack Nicolson: La vie en rose
33. Astrud Gilberto: So nice (Summer Samba)
34. Eartha Kitt: C’est si bon
35. The Flamingos: I only have eyes for you

Update: de sidste fem numre er tilføjet efter at have hørt soundtracket til filmen Something’s gotta give  med Jack Nicolson og Diane Keaton. En bagatel af et lystspil om to modne mennesker, der må gå en hulens masse igennem før de kan få hinanden, som konventionen foreskriver. Jack og Diane løfter den op over klichéernes sumpe…

Den gode blogger Lars skriver om sine seneste billige cd-indkøb i en lokal genbrugsbiks. Blandt indkøbene omtales en cd med den walisiske sanger Tom Jones Carrying a Torch (fra 1991), som er delvist produceret af Van “the Man” Morrison (fire numre helt nøjagtig). Tom Jones er en af de sangere, som jeg har haft et ambivalent forhold til. På den ene side gjorde hans kraftfulde stemme et stort indtryk på mig den første gang, jeg hørte ham. Det var i 1965, da han brød igennem med sangen It’s not unusual, der nærmest er blevet hans kendingsmelodi. Årene efter fulgte en række hits, som det var svært at undgå at blive hjemsøgt af. Jeg husker endnu, som var det i går, den sommerdag samme år, hvor jeg første gang hørte What’s New, Pussycat? Det var uden for det nu nedlagte esbjergensiske svømmebad Grådyb Badet. Et par teenagere kom cyklende med deres transistorradio kørende for fuld udblæsning, samtidig med at de skrålede med på sangens omkvæd: “What’s new pussycat? Woah, Woah
What’s new pussycat? Woah, Woah”! Det gik rent ind. Kort tid efter fortrængte Tom Jones selveste The Beatles fra førstepladsen på den engelske hitliste med balladen Green Green Grass of Home. Den stemme var svær at komme uden om. Siden har han haft en omskiftelig karriere, hvor der bl.a. gik Las Vegas og trussetyv i det.

For et par år siden forærede min søn mig en gul dobbeltcd med Jones’ greatest hits. Han mente, at det nok var noget for mig. Underforstået: Det var ikke noget for ham selv… Ambivalensen er nu blevet erstattet af nogle forbehold over for visse sider af sangerens repertoire. Men stemmen - den holder!

Som tidligere nævnt er der ikke længe til, at DVD’en med Blade Runner kommer på gaden. Vi er nogle, der allerede glæder os. Og til september er der premiere på Richard Linklaters A Scanner Darkly - efter Dicks forlæg - med Keenu Reeves og Winona Ryder (HUN har været savnet, siden shoplifting-sagen bremsede hendes karriere…). I Frankrig har nyhederne givet anledning til en genudgivelse af flere af Dicks romaner i paperbackudgaver. Rammer bølgen også lille Danmark? Mon dog…

Apropos SF (og det, der ligner…), så kom jeg til at se filmen Godzilla fredag aften. Jeg var ellers på vej i seng, men myggestikkene overbeviste mig om, at jeg lige så godt kunne bruge tid på denne monsterfilm, når jeg nu alligevel skulle gnide Mentholatum på knupperne. Jeg havde ellers fornøjet mig med The Truman Story med Jim Carrey og den underskønne Laura Linney. En film, der giver mening til det klichéfyldte ord tankevækkende. Nå, men tilbage til Godzilla-filmen, der henter sin inspiration fra den række af monsterfilm, som kom fra Japan op gennem tresserne, og som jeg havde fornøjelsen af at snyde mig ind til i barndommens Strandbio (lidt glæde havde man da af at være større end klassekammeraterne!). Det viste sig også, at instruktøren havde skelet ikke så lidt til Spielbergs dinosaur-film Jurrasic Park. Alt i alt forekom Godzilla mig at være en ufrivillig komisk gang Jurrasic Park i 5. eller 6. aftapning. Flere af skuespillerne virkede også som om de ikke vidste, hvad de skulle stille op med manuskriptet. Det gælder ikke mindst Matthew Broderick, der mest af tiden bare så betuttet ud. Kun Jean Reno, der er vældig god til at spille Jean Reno, fik mig til at se filmen til ende.

Efter en uge i udkanten af den danske del af civilisationen med sol i ansigtet, saltvand på kroppen, sand i håret og myg på låret (og hvor de ellers kunne komme til for hestebremser og andre stikkende og borende repræsentanter for verdens største nulevende art: insekterne), uden blog, uden mobiltelefon, uden musik ( bortset fra suset fra Tannis bugt og omtalte insekters summen - havde glemt mp3-afspilleren derhjemme i jakkelommen… ), men dog med et 14” farvefjernsyn med hele 1 ½ kanal, så er capac nu tilbage i blogosfæren. Og den er ikke gået i stå, må man tørt konstatere. Det tager nok nogle timer at få læst - endsige skimmet - alle de indløbne indlæg her og hisset. Men, det er godt at se, at listerne trives, og smartloggerne er ikke blevet gjort tavse af de nye ejere (endnu).

Listemageren - aka Klaus - der i forbavsende, næsten unheimlich, grad deler musiksmag med denne blogbestyrer har skrevet om sin lidenskab for særprægede stemmer (af kvindelig observans). Jeg deler, som antydet, denne lidenskab, og interessen går - selvfølgelig - langt tilbage i forrige århundrede, til den pure ungdoms spirende optagethed at datidens toneklang. En af stemmerne fra dengang tilhører Melanie (Safka). Man hører ikke forfærdeligt meget til hende i dag, selv om hun stadigvæk er aktiv, men dengang i tresserne havde hun nogle gyldne dage med hits som Brand New Key, Nickel Song, Beautiful People, Animal Crackers m.fl. Se fx fansiden her.

Jeg kom i tanke om Melanie, fordi jeg for ganske nylig opdagede den unge singer-songwriter Serena Matthews, hvis stemme minder lidt om Melanies. Serena har kun udgivet et par cd’er, Early Recordings (2004) og den nyere Dreams for the Broken ( begge udkommet på Lost Cat Records ). Pladerne kan købes via Serenas egen hjemmeside, hvorimod man går forgæves på Amazon. Hvilket måske siger noget om, hvor kendt hun er. På samme hjemmeside er det også muligt at høre/downloade nogle af hendes sange. Det samme gælder for øvrigt http://www.download.com/.  Og det er der al mulig grund til at lytte til hende, hvis man som Listemageren og undertegnede har en svaghed for særprægede feminine stemmer, der sniger sig ind under huden og sætter sig fast i de områder af hjernen, hvor den musikalske hukommelse befinder sig… Enjoy!