Rip This Joint – Exile on Main Street og dets betydning
24. marts 2010
Selv om jeg stadigvæk synes, at Rolling Stones aldrig har været bedre end på deres allerførste album (et synspunkt, Mick Jagger også har indtaget), så er der også mange af deres andre plader, som er svære at komme uden om. Et af dem er dobbeltalbummet Exile On Main Street, som var med til at definere gruppens musik efterfølgende. Som gutterne ovre i Mod Strømmen allerede har gjort opmærksom på, så udkommer Exile til maj i en deluxe-udgave, der også skulle indholde andet materiale fra de sessions, der resulterede i pladen. I det seneste nummer af magasinet Uncut forsøger man at kortlægge, hvad der skete dengang, Stones flygtede fra skattevæsnet og slog sig ned på den franske sydkyst. En periode, præget af stor kreativitet, men også af fordrukkenhed, stofproblemer og meget andet. Charlie Watts, der for mig står for det nøgterne tilbageblik, husker tiden som positiv, men understreger også, at pladen ikke var et helstøbt album, men en række “optagelser”. Det ændrer jo ikke ved, at resultatet er et fremragende album, der – lidt à la Beatles Hvide Album – viser en gruppe, der selv når de er trængt kan hive sig selv op ved de lange hår og skabe musik som et overflødighedshorn.
Og er man i tvivl om kvaliteterne på Exile, så kan man passende lytte til den opsamlingsplade, som følger med Uncut. Titlen er Rip This Joint. 16 brilliant tracks in the spirit of The Rolling Stones. Jaggers fraseringer, Richards guitarlicks, stilen har tydeligvis sat sine spor hos navne som Chuck Prophet, Ian Hunter, The Gourds og de andre. Ikke alle 16 spor er “brillante”, men langt de fleste.
24. marts 2010 kl. 13:35
@CAPAC: Og i de kredse, jeg kom dengang, syntes vi jo ikke, de kunne spille; i hvert fald hverken sammenlignet med Yes eller Blood Sweat And Tears eller Chicago, for nu at antyde vores brede smag. Pladen endte jo med at antage samme mytiske proportioner som Neil Young’s Tonight’s the night. Ikke deres bedste, helt enig, men andre bands ville have givet deres karriere væk for Tumblin’ Dice, ja, der findes bands, der har opbygget deres karriere pÃ¥ at variere dette nummer ad infinitum…
24. marts 2010 kl. 13:40
@Torben: En god parallel, den med Tonight’s the Night (et af mine favorit-Young-albums). Og det der med ikke at kunne spille – kan du huske dengang pigtrÃ¥dsmusikken kom frem? Selv mere eller mindre velspillede plader kan jo rumme stor musik…
24. marts 2010 kl. 15:49
Hvor er I dog søde i Jeres gentagne bekræftelser over for hverandre. Må jeg foreslå at vi tre en gang ved lejlighed mødes over en skive (øl). Mens I så taler bagud, rækker jeg mit eksemplar af tordenbillens digtsamling om Danmark frem til en autograf og lytter til lidt podcast om Opiumskrigene, Hannibals krigsbedrifter eller Blaise Pascals analyse om verdenshistoriens udvikling, ifald Cleopatras næsetip havde været anderledes end den nu engang var . . .
24. marts 2010 kl. 15:52
@Chopstick: Én ting er i hvert fald sikkert: Du slipper ikke for nostalgi og retrospektion her hos capac.
24. marts 2010 kl. 16:02
@Chopstick: Har du kun en af mine digtsamlinger?
24. marts 2010 kl. 16:04
siger tak for denne tilbagemelding. Jeg sidder nu i den del af verden, hvor mÃ¥ltidet tilberedes og indtages ved hjælp af mit pseudo, men har fortsat to flotte genuint danske holdepunkter i mit efterhÃ¥nden kosmopolitiske bagkatalog: Lykkelige drengeÃ¥r med masser af fysiske ar pÃ¥ benene i Oksbøl samt musikalsk opdragelse og forløsning ved at se ‘min musik’ seriøst behandlet af MM.
Hvorfor er det så, at capac og Torben Bille falder i hak for moi?
24. marts 2010 kl. 16:08
burde mÃ¥ske lige tilføje: Som 19-Ã¥rig var det væsentligste der endnu var sket i mit liv, at jeg fik lov til at sælge tordenbillen et par flasker (italiensk) vin som studentermedhjælp i Italiensk Vinhus, 1150 K. Det battede dengang mere end Kim Larsen, der løbende kom forbi for at fÃ¥ sig nogle Montepulciano d’Abruzzo…
24. marts 2010 kl. 16:09
@ Torben: Yes, men den er flyttet med herud . . . Som Benny Andersen og den anden Andersen.
24. marts 2010 kl. 16:16
@Chopstick: Ja, det med MM og musikken, det kan vi godt lide at læse.