Pædofili – vor tids udfordring for tanken
31. marts 2010Emnet dukker op i medierne igen og igen. I går kunne man læse, at flere og flere voksne mænd forsøger at komme i (seksuel) kontakt med piger under den seksuelle lavalder via internettet. Sagerne om den katolske kirke – hisset og her – vælter ud af skabene. EU har planer om at etablere et filter, så alle borgere i medlemslandene vil få filtreret børnepornografi bort fra deres computere. Dertil kommer alle de mange sager, der har været gennem årene. Lige fra den store belgiske sag, der gik fra top til bund i samfundet og til vores egen sager om amtschatkonsulenten og dem i Sønderjylland. Og så videre.
Debatten er præget af lige dele lystblandet skræk, fordømmelse og forargelse. Og til tider har man fornemmelsen af, at der nærmest har udviklet sig en slags paranoia, når spørgsmålet dukker op. Man ser pædofili alle vegne. Fx når man læse Bent Blüdnikows anmeldelse af en ny bog – en biografi – om forfatteren til Alice in Wonderland, Lewis Carroll (Charles L. Dodgson). I sin omtale af bogen fokuserer Blüdnikow netop på det pædofile aspekt bl. a. med følgende begrundelse: “I disse tider, hvor også debatten om pædofili i den katolske kirke raser, er det naturligt at spørge, om Carroll også havde den slags tendenser?”. Det er ikke nyt, at Dodgson holdt meget af små piger. Og at de var inspirerende for hans forfatterskab. Man kunne også se det i den fremragende film Dreamchild om mandens liv og levned. Men er det rimeligt at vinkle en biografianmeldelse ud fra temaet pædofili? Er det “naturligt“? Spørgsmålene presser sig på, fordi anmeldelsen ikke finder fugls føde, der kan støtte mistanken om pædofili. Ganske vist var Dodgson meget interesseret i småpiger og fotograferede nogle af dem uden tøj på. Men det sidstnævnte skete med forældrenes samtykke – og i øvrigt er der ikke noget, der peger i retning af noget grænseoverskridende eller endsige forbudt. Det kan godt være, at Dodgson var erotisk besat af småpiger. Det kan også være, at han fantaserede om dem og skrev breve om det – breve, som arvingene siden destruerede. Det kan godt være, at han var pædofil i klinisk forstand. Vi ved det ikke. Men, hvis han var, så fik det altså ingen konsekvens for hans aktive seksualliv, hvis vi kan tro biografiskriveren. Hvorfor så vade i det? Har det nogen betydning for den litteratur, manden skrev? Kan man ikke læse Alice in Wonderland og Behind the Mirror uden at skulle forholde sig til mistanken om pædofili? Jo, selvfølgelig kan man det. Ja, man fristes til at sige: Selvfølgelig skal man det. Du skal jo heller ikke tænke på H.C. Andersens homoseksualitet eller biseksualitet for at læse hans berømte eventyr. Hvis det forholdt sig omvendt, ville det ikke være litteratur, der var værd at læse.
Pædofili er en seksuel afvigelse, der fordømmes i vores kulturkreds. I andre kulturer fx det antikke Grækenland havde “lidelsen” en helt anden, anerkendt status. Og vi behøver ikke at bevæge os ret langt uden for vores kulturkreds for at blive konfronteret med barnebrude osv. Hvorfor så denne næsten panikagtige, paranoide fokuseren på pædofilien? Hvorfor er mistroen og ængstelsen så udbredt, at mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere pr. definition er under mistanke? Jeg tror, at en del af forklaringen ligger i det forhold, at vi også lever i en kulturkreds, hvor barndommen i forvejen er under opløsning. Hvor man end ser sig omkring, så udviskes den tidligere tydelige grænse mellem barndom og voksenalder mere og mere. Børn er for længst blevet en attraktiv forbrugergruppe. Der er flere politikere, der vil sænke den kriminelle lavalder og alderen for stemmeret. Samtidig kan man også se en fortsat seksualisering af børn. Vi husker sagen om FDB og tangatrusserne til småpiger. Men slå vejen forbi H&Ms afdeling for børnetøj, så vil du vide, at tangatrusserne ikke er et enestående fænomen. Forleden kunne man læse, at seksualundervisningen skulle ind i folkeskolens tredje klasse, fordi børnene i den alder stillede seksuelle spørgsmål. Og det handler ikke kun om hormonal udvikling.
Man kunne fristes til at beskrive vores kulturs optagethed af børn som en slags generaliseret pædofili. Børnene er begærede objekter for markedet, politiken osv. De er – se bare tv-reklamerne – et privilegeret forbrugersegment, fordi de har meget at sige i deres respektive familiers forbrugsmønster. Hvilken bil skal familien have næste gang? Spørg børnene. Tænk også på pædagogikkens vægtning af det kompetente, selvforvaltende osv. barn. Læg dertil den opmærsomhed, som politikerne udviser over for denne potentielle vælgergruppe. Ikke mindst i disse år, hvor de små årgange kommer på banen.
Set i lyset af denne generaliserede pædofili, så er det måske knap så underligt, at den seksuelle pædofili fremstår som et betændt problem. For netop dette aspekt har jo længe været genstand for tabuisering og lovmæssigt forbud. Hvis tesen om den generaliserede kulturelle pædofili holder vand, så kan man sige, at opgaven består i – ikke at legitimere eller forsvare den seksuelle pædofili, sådan som det åbenbart er sket igen og igen i den katolske kirke – men at reflektere over, hvor vores kultur bevæger sig hen i forhold til det, vi engang kaldte “barndommen”. Kan vi bremse op for seksuelle “overgreb” over for børn, hvis vi tillader “overgrebene” på alle andre områder end det seksuelle? Det var bare det, jeg ville sige.
