Bob Dylan i Asien
4. april 2010
Der er åbenbart ingen ende på Bob Dylan, skrev jeg i går. Og dog. I dag kan man i aviserne læse, at den evigt turnerende Dylan har aflyst en række koncerter i Asien, fordi kineserne har forment ham adgang til Landet i Midten. årsagen menes at være en frygt for, at Dylan skulle komme til at sige noget upassende politisk, sådan som islandske Björk gjorde, da hun besøgte kineserne.
Nyheden fik mig til at tænke på dengang i 1979, hvor Dylan udsendte sit dobbeltalbum med optagelser fra Budokan i Japan. Rygterne var løbet i forvejen om albummet, der først blev udsendt i Japan, siden i Australien og så i Europa. Men dengang blev der sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville komme i vores del af verden. Og sådan noget stimulerer jo interessen. Mindre blev interessen ikke af, at det forlød, at selveste Billy Cross var med. Det gav jo pladen et nærmest dansk skær. Men det, der især fik mig op på mærkerne, var rygterne om, at holdet bag Dylan var det samme som på mesterværket Street Legal, og at Dylan spillede nogle af sine største hits – i nye arrangementer.
Det snakkede man i det hele taget meget om dengang. Det der med, at Dylan omarrangerede sine kendte sange. Nogle syntes det var repektløst. Helligbrøde. Andre, at det var lige netop, hvad man måtte forvente af en som Bob Dylan. I det hele taget var Dylan til debat i de år. Kritikkens vande delte sig mellem dem, der så tilbage – gernehelt tilbage til dengang, hvor manden ikke var elektrisk – og dem, der havde vænnet sig til de volter, mandens musik foretog. Og Budokan-albummet var ingen undtagelse. Mak- og mesterværk blev det udskreget til at være.
Da jeg fik slæbt det hjem fra Brians lille pladebutik i Ny Munkegade, gik det rent ind. Med sin formidable band rystede – ja, blæste – Dylan støvet af nogle af sine allerstørste sange – “Mr.Tambourine Man” (første skæring), “Love Minus Zero/No Limit”, “Blowin’ in the Wind” osv. – med nogle kontemporære, AOR-målrettede versioner, der kun kunne træde puristerne over ligtornene. Det dobbeltalbum rager stadigvæk op blandt Dylans efterhånden mange live-plader og overrasker den dag i dag med sine energi og ligefremme friskhed.
PS. På YouTube kan man finde de fleste af numrene som falske videoer, men der er åbenbart ikke rigtige optagelser fra de to koncerter, der indgik i pladen.
4. april 2010 kl. 17:38
Glædeligt at du betegner ‘Street Legal’ som et mesterværk – den syntes ofte at blive undervurderet og glemt i vrimlen af udgivelser fra mesterens hÃ¥nd.
4. april 2010 kl. 19:14
@Jens: Ja, den fik også på puklen, da den kom frem, men har en fremtrædende plads i min dylanologi.