Fredag med bossa nova og tango…
9. april 2010
For enden af en prosaisk formiddag med obligatorisk syn på automobilet og et smut forbi mekanikeren for at få sat en ny pære i højre positionslys, endte jeg på det lokale bibliotek efter forgæves at spejdet efter synlige tegn på denne historiske dag. Og her viste det sig, at udsalgskassen var fyldt op igen. Og jeg kom hjem med hele seks næsten nye, men kasserede, cd’er.
Den første mit øje spottede var Astrud Gilbertos og Walter Wanderleys album “A Certain Smile A Certain Sadness” fra 1967. Astrud Gilberto, der for ganske nylig fyldte 70 år (29. marts), er den feminine inkarnation af bossa novaen, som i tresserne bragede igennem lydmuren til det store mainstreampublikum. Selv om hun ikke var professionel sangerinde – men blev skubbet frem i rampelyset af sin daværende mand Joao Gilberto, var hun med sin lette, legende, ubekymrende, pigede stemme en central person i markedsføringen og – ikke mindst – brandingen af den særlige blanding af jazz, samba og bossa nova.
Albummet Getz/Gilberto med saxofonisten Stan Getz og guitaristen Joao Gilberto fra 1964 sparkede bossa nova-feberen i gang og står den dag i dag som et uopslideligt mesterværk, der bør høre med i enhver ordentlig pladesamling. Den er da også blevet genoptrykt igen og igen. Astrud sang for, bl.a. på “The Girl from Ipanema“, der blev indbegrebet af den nye moderniserede, jazzede bossa nova. Og pladen solgte stort og satte sine tydelige spor i populærmusikken, blandt andet i mange amerikanske films soundtracks, hvor de tilbagelænede bossa nova-rytmer passede sm fod i hose til letbenede komedier.
A Certain Smile, A Certain Sadness udkom da bossa nova-bølgen var højest, og den ligger helt i tråd med Getz/Gilberto-pladen. Blot er Getz’ sax erstattet af Wanderleys swingende og legende orgelspil. Gode melodier i en let sauce af helt tilbagelænet bossa- og samba-rytmer. En af de slags plader, man bare skal sætte på for at få blomsterne til at springe ud. Billedlig talt.
Astrud Gilberto fik selskab i min lomme af den argentiske tangokomponist og banoneónspiller Astor Piazolla. Piazolla, der døde i 1992, er tangoens musikalske fornyer, idet han – lige som Gilberto på sambaens og bossa novaens område – moderniserede tangomusikken med inspiration fra jazzen og den europæiske klassiske musik. Og det var ikke tilfældigt. Astor voksede op i USA, hvor han lærte jazzen og den klassiske musik at kende. Og da han vendte tilbage til Argentina oplevede han en tangomusik, der var fastlåst i misforstået traditionalisme, lige som landet var fastlåst i et forstokket politisk system. Det var da også især i udlandet, USA og Europa, og i mere liberale kredse af det argentiske samfund, hans nuevo tango vandt gehør.
Pladen, som jeg fik med hjem, er “Pulsacion” -Â med undertitlen Tres minutos conla realidad -fra 1970 og er indspillet sammen med Piazollas Tentet og hans Orquestar og illusterer på fremragende vis, hvordan Piazolla puster ny liv i tangoens dybe lidenskab gennem elementer fra kompositionsmusik og jazz. Jazzen mærkes blandt andet i saxofonisten og fløjtespillleren Arturo Schneiders soli og i Kicho Diaz’ improviserende kontrabas. Til forskel fra Astrud Gilberto-pladen er Piazolla-pladen en plade, der kræver en lytter. Gilbertos plade kan man sagtens vaske op til eller lade glide i et med baggrundsstøjen. Den går ikke med Piazollas udforskning af tangolidenskaben…
9. april 2010 kl. 18:12
Ã…h, jeg har sÃ¥dan en boks med 10 cd’er med Piazzolla. Just love it!
Noget helt andet er, at jeg kom for skade at zappe ind i en genudsendelse af Go’morgen Danmark ( var det vist?), hvor en ung jazzsangerinde var pÃ¥ besøg. Jeg kan ikke huske navnene, hverken pÃ¥ hende, studieværten eller nummeret hun skulle synge, men titlen indeholdt ordet ‘blues’, som studieværten sÃ¥ rodede sig ud at skulle forklare, som om det var et nys opstÃ¥et, og nærmest ukendt begreb. Jamen, altsÃ¥!
9. april 2010 kl. 18:12
…og rigtig god fredag, da:)
10. april 2010 kl. 00:54
@Sifka: Piazolla ka’ man ik’ fÃ¥ nok a’ – ogsÃ¥ god weekend til dig Sifka…
10. april 2010 kl. 10:45
Sifka, de unge studieværter tror jo fuldt og fast pÃ¥, at alt godt er opfundet af deres generation, inklusive rap og stand-up. Og Rythm’n’blues. Og meget mere.
Tysk tv sendte for mange Ã¥r siden en udsendelse, hvor Jobim og Moraes pÃ¥ hjørne-cafeen pÃ¥ vej ned mod Ipanima fortæller om denne garotta, der gÃ¥r forbi. Og det gør hun sÃ¥. AltsÃ¥, de lader Heloisa Pinhero’s datter gÃ¥ forbi, hvorefter mor og datter sÃ¥ fortæller. Heloisa er nemlig inspirationen, og datteren Ticiane er lige sÃ¥ flot. Begge har været i Playboy.
10. april 2010 kl. 13:05
@Aage: Ja, ungdommen. Jeg var lige inde i TPMusik og købe noget. Og mÃ¥tte stave mig igennem et par titler pÃ¥ film. Men sød var hun og hjælpsom med et smil pÃ¥ læben. At hun sÃ¥ intet aner om 9. april eller hvordan man staver til “pleasant” pÃ¥ engelsk, tja, det er jo ikke hendes skyld… Ungdommen er aldrig bedre, end forældregeneration har villet det.
11. april 2010 kl. 15:21
Her til morgen sendte NDR sÃ¥ Piazolla’s Bordel for violin og guitar. Meget intens atmosfære. Sjovt, som en kno’s banken pÃ¥ guitaren kan illudere utÃ¥lmodigheden pÃ¥ dem uden for døren.
11. april 2010 kl. 15:37
@Aage: Måske en slags kommentar til alle dem, der vil forbyde købesex!