Slacker!
15. april 2010Ethvert fremskridt rummer også tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregående årtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og også i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, så mødes du som ung af overbærenhed, forståelse, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.
Selv om den ovenstående beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, så mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forståelse for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando på væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg på at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?
I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de såkaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der går tilbage til halvfemserne, men også har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens ånd på individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret består i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. Måske er slackerne ikke så spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i håret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnåle og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør på deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.
19. april 2010 kl. 12:15
Det er da en morsom tanke, at man “berøver de unge muligheden for at gøre oprør.” Den køber jeg ikke, fordi selv de mindste ting kan rumme et oprør, og selv om vi som forældre siger “det er da i orden, at du overnatter hos Andersine”, sÃ¥ er vi jo bekymrede og beskyttende – og meget mere, nÃ¥r det drejer sig om uddannelse eller andre store ting.
Jeg så en totimers docusoap om/med Chris Waitt, som var klippet på en måde så jeg kan regne ud at producent, producer, editorer, klippere etc. har set meget mere realistisk på indholdet end hovedpersonen selv formåede at gøre. Godt nok har han forstået mere og mere undervejs, og formentlig er det bevidst at han i ALLE scener/klip går i de samme, hullede hængejeans, som (til tider) viser hans bare ende, og i det hele taget ser utroligt ubetænksom ud, men der var nogle smuttere i redigeringen, som afslørede at han ikke helt havde forstået, hvad der var årsagen til at pigerne ikke faldt for ham (eller alligevel faldt for ham).
Det, der var “slacket” vedrørende Chris Waitt var hans evne til at tale venligt og varmt og lade være med at blive alt for pÃ¥virket, nÃ¥r hans mor skældte ham ud for at have muggent brød og uhumske ting i køkkenet – han var dog ikke helt upÃ¥virket og bagefter kom der en bemærkning om at han syntes hun havde været utrolig hÃ¥rd ved ham! Hvilket mildest talt er et fejlskøn fra hans side. Hun var meget hjælpsom og var i stand til at holde af sit barn, skønt han gjorde “slacker-oprør”.
19. april 2010 kl. 15:14
@Donald: Selv de mindste ting kan rumme et oprør, skriver du. Jo, da, men jeg synes, det er blevet meget sværere at finde de smÃ¥ ting. I øvrigt er tankegangen ikke ny. Fx finder man den hos den indflydelsesrige tyske psykoanalytiker Alexander Mitscherlich i hans analyse af ‘det faderløse samfund’ (1963), hvor han forsøgte at sige noget socialpsykologisk om det patriarkalske samfunds opløsning i efterkrigstiden.
Slackeren er jo en “svag” oprører i sammenligning med tidligere tiders ødipale oprørere….