Cykelsporten som eksempel
24. april 2007Så skete det igen. Denne gang blev en Tour de France-vinder blev fældet af en B-test efter i måneder at have benægtet brugen af doping og faldt dermed fra berømmelsens bjergtop og ned i skandalens dybe afgrund. Endnu en cykelrytter på karrierens top måtte se samme karriere styrte i grus og al hæder forsvinde som dug for solen. Års arbejde er spildt. Levet liv er spildt. Hvor længe kan det blive ved?
Ikke doping(mis)brugen, men hykleriet omkring cykelsporten – og andre sportsgrene? Det må efterhånden stå klart for enhver, at cykelsporten er uløseligt forbundet til dopingfænomenet og hele den “industri”, der står bag forbruget af medikamenter. Anvendelsen af præstationsfremmende produkter går årtier tilbage, og i dag er “afsløringerne” hverdagskost. Man kan endda gøre karriere ved at skrive angrende bøger om sit årelange forbrug af medicin i sportens navn og komme i alle landets medier. Hvis man da ikke holder en karriere på ørnevingerne ved at mane dopingspøgelset i jorden og forfægte renhedspåbuddet i offentligheden. Så længe det nu holder…
Det er ikke længere muligt at læne sig tilbage i lænestolen og følge fortællingen om nogle cykelholds ugelange kappestrid gennem bjerge og dale – uden at tænke: Hvem bliver den næste? Cykelsporten har mistet sin uskyld for længst. Auraen er væk. Sporten står renset som det, den er: En professionel sport, styret af stærke pengeinteresser, magtinteresser og en alliance af medicinindustri og lægevidenskab. Væk er ethvert olympisk ideal om ædel kappestrid og nobel sportsmanship. Hvorfor så krampagtigt holde fast i illusionen om en dopingfri sport?
Absurditeten sættes i relief af det faktum, at en af de største dopingforbrugsområder er – amatørsporten. Motionister en masse fylder sig med medikamenter indkøbt mere eller mindre legalt via internettet, hvor stofferne flyder som mælk og honning. Når det åbenbart er så svært at give slip på illusionen om den ædle sport med alle dens olympiske idealer, så må det skyldes, at oplevelsen, publikums identifikation med en ligeværdig kappestrid uden fup og fiduser- med andre ord underholdningsværdien og dermed mediernes betydning – er afgørende for den enorme popularitet, som sporten gennem årene har opnået. Giver man afkald på forestillingen om en “ren” sport, så mister sporten noget væsentligt af sin fascinationskraft. Og dermed mister den måske også nogle af sine “forretningsmæssige” fordele og muligheder…
Men spørgsmålet er, om ikke man skulle gøre det alligevel. Tone rent flag, om man så kan sige, og erklære cykelsporten for en uren, ikke-idealistisk, professionel konkurrencesport. Lade cykelsporten blive, hvad den allerede er, nemlig et eksperimentarium for menneskelige fysiske præstationer, der er iscenesat af sportens magtfulde organisationer, kapital, lægevidenskab og medicinindustri i en stor, uskøn alliance?
Fordelene må være åbenbare. Sportsudøverne ville bevare den sidste rest af værdighed og ville slippe for at leve på en stor løgn. Det ville være muligt at etablere et gennemkontrolleret medicineringssystem, hvor risici og muligheder kunne vurderes på videnskabelig vis. Man ville kunne ligestille de udøvende med hensyn til (mis)brug af stoffer, fordi der kunne være åbenhed om nye præstationsfremmende emner. Medicinindustrien ville få et eldorado af et testområde, som de hidtil kun har kunnet drømme om. Og lægevidenskaben ville få et nyt, prestigefyldt karriereområde. Og så videre.
Om en sådan “ærlig” sport ville kunne tiltrække publikumsmasserne på samme måde som den gamle sport med alle dens idealer, er så en anden sag. Dertil kommer, at cykelsporten jo ikke er alene om problemet med doping. Snarere har den haft den rolle at bortlede opmærksomheden fra andre populære sportsgrene, fx fodbolden eller håndbolden, der – endnu – har været forskånet for de helt store skandaler.
Hvis man forestillede sig, at cykelsporten kom ud af skabet som “uren” sport, så måtte de andre sportsgrene følge med. Atletik, vægtløftning, svømning osv. Sporten som sådan skulle affortrylles. Kan man overhovedet forestille sig det? Og hvad ville konsekvenserne være – for publikum, medierne osv.? Måske er der også en anden forklaring på, hvorfor cykelsporten holder fast i de falmede idealer til trods for, at realiteten, akkurat som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, har afsløret sporten i al dens nøgenhed. Cykelsporten er et billede på konkurrencesamfundet, som vi alle lever i. Et konkurrencesamfund, hvor alle tricks gælder, også de billige og beskidte, når det gælder om at profittere. Også her er vi afhængige af at tro, at der er andre motiver end penge og magt…
24. april 2007 kl. 10:53
Jeg synes, man skulle lade cykelrytterne dope sig, som de altid har gjort det. For mig at se har cykelsporten altid været en ekstrem sport og cykelrytterne ekstreme mennesker på jagt efter det hårdeste og vildeste; på jagt efter grænserne. Jeg tror ikke der er nogen af dem, der er blevet ført bag lyset: De ved det er farligt, det er derfor de er der! Det er kun fordi, der er kommet al den opmærksomhed på cykelsporten og man forsøger at gøre den stueren og spiselig, der er et problem. Problemet er mediernes, pengemændenes, og problemet er, at man vil gøre cykelsporten til borgerligt pædagogisk område. Man kan sikkert tæmme kvindehåndbold og curling til at følge de idealer, men cykelsport er en sport for gale, drevne mennesker med sindssyge øjne og fråde om munden, og dem skal der også være plads til. Hvis vi ikke vil se det, må vi kigge væk.
24. april 2007 kl. 10:59
@JensA: SpørgsmÃ¥let er, om vi kan begrænse det til cykelsporten…