Dansk debut: Skjult – De Syv Dødssynder
6. september 2010
Bedst som man troede, at internettets og digitaliseringens atomisering af musikken havde gjort det af med ideen om Albummet, for slet ikke at tale om KonceptAlbummet – så lander den århusianske septet Skjults debutplade De Syv Dødssynder i min postkasse. Som titlen mere end antyder, så er der tale om et konceptalbum, altså et album bygget op om de syv urkristne forestillinger om dødssynder – her betegnet: begær, dovenskab, frådseri, misundelse, stolthed, grådighed og vrede.
De enkelte numre er bundet sammen af instrumentale mellemspil af ca. et minuts varighed, og det hele afrundes af et ligeledes instrumentalt efterspil af samme længde.
Gruppens frontfigurer er sangerinden og tekstforfatterinden Sophie Kronsted og komponist, arrangør og musiker (guitar, syntheziser, slagtøj) Jonas Kappel. Og de får hjælp af Lars Fill (tangenter), Simun Mohr (bas og sang), Andreas Brixen (trommer), Louise Drengsgaard (violin) og Cecilie Schmidt (cello).
Der er tale om musik, der skal opleves på konceptalbummets ideale præmisser, dvs. høres i sin helhed non-stop. Til forskel fra de musikhistoriske forgængere i genren, så længer Skjult sig mere op ad filmen end teateret (musical!). Det er i filmen, filmmusikkens, univers, gruppen finder en stor inspiration. Og musikken har da også helt klart de stemnings- og billeddannende kvaliteter, som man forbinder med de bedste filmkomponister. I pressematerialet nævnes Tim Burtons hofkomponist Danny Elfman som inspirationskilde. Og det er nok heller ikke helt galt. Men musikken er ikke kun cinematografisk. Den trækker også på rocken. Den har rockens kropslighed med, lige som den har den progressive rocks forkærlighed for det eksperimenterende.
Det er nærliggende at sætte Skjult i forbindelse med to andre førende danske grupper inden for den eksperimenterende rock: Under Byen og Efterklang, som angiveligt også skulle være inspirationskilder. Men, når det er sagt, så fremstår Skjult helt som deres egne. Sophie Kronsteds stemme er på samme tid piget, ligefrem, klar og dramatisk, ja teatralsk, i sin fremførelse af de enkle teksters subjektive kredsen om syndstemaerne. Pladen er båret af en ungdommelig, ambitiøs, næsten prætentiøs (på den fede måde), bestræbelse på at skabe musik, der vil mere end blot underholde. Musik som kunst. Og som sådan kommer pladen nok ikke til at sælge mange meter. Men det gør ikke noget. For det er en en fascinerende, stemningsfuld, emotionelt bevægende rejse, Skjult inviterer lytteren med på. Musikken lever op til de høje ambitioner, synes jeg. Anbefales alle, der ikke vil nøjes med hitlistens fastfoodprodukter…
PS. Pladen udkommer officielt i dag.
