For no one
8. december 2010Den alt for tidligt afdøde musikelsker, -nørd, -samler, -skribent m.m. Lennart Persson havde en umættelig glæde ved musik og en yderst bred musiksmag. Men Paul McCartneys sangskrivningen kunne han ikke rigtig se noget i. Selv om det overraskede mig lidt, så kommer det på den anden side ikke helt bag på mig. For jeg tror, at vi alle – alle os musikelskere med en tilsvarende umættelighed og næsten grænseløs smag for musik – har vores blinde pletter, lige som vi har vores forkærligheder, som andre kun kan ryste på hovedet over eller trække på skuldrene af.
I Lennart Perssons tilfælde kom der dog en sprække i forbeholdet over for McCartney. Nemlig, da han hørte Rickie Lee Jones’ udgave af “For No One”. Og denne omvej via en fortolkning til kilden, ja, den kender jeg godt fra andre sangskrivere. Nogle gange kan en fortolkning fungere som fremkaldervæske for en sangs kvaliteter. Og pludselig har man fået skærpet lyttesansen for den pågældende sangskrivers kvaliteter i almindelighed. Jeg tror nu ikke, at Persson blev fan af McCartney efter denne lille åbenbaring, men et forbehold blev brudt.
Emmylou Harris – “For No One” – jeg tror, at denne version kunne have gjort det, hvis ikke jeg i forvejen var overbevist…
Cilla Black – For No One – det tror jeg til gengæld ikke, Cilla Blacks ligefremme udgave kunne have formået – selv om jeg altid godt har kunnet lide hendes stemme…
Elliott Smith kunne uden tvivl….
– men i øvrigt har sangen været planket af mange kunstnere, og det burde måske kunne overbevise om dens kvaliteter…
