Timi Yuro – blue-eyed-soul
27. december 2010
Hvide mænd kan da ikke spille rigtig blues, vel? Selv om fordommen er gammel som Metusalem, og eksemplerne på den modsatte sandhed er mange (Van Morrison, hvor er du?), så hænger de alligevel der i musikskriverierne , mellem linjerne i hvert fald, som en skygge, et spøgelse. Fx når man taler om den ‘sorte’ musik eller anmelder endnu en plade med Eric “Slowhand” Clapton. Jovist, raceadskillelsen har sat sine dybe mentale spor i vores tankegang, og det vil nok tage flere generationer helt at få bugt med den.
Fordommen findes i flere varianter. En anden af dem er den om, at sorte sangere ikke kan synge country – selv om det også er modbevist. Eller den om, at hvide kvinder så gu da ikke kan synge soul. Også den variant er der argumenter imod. Fx Rosemary Timotea Aurro Yuro.
Rosemary, der fik kunstnernavnet Timi Yuro, blev født i august 1940 i Chicago. Familien havde, som navnet antyder, rødder i Italien og havde også, da de senere – i 1952 – flyttede til Los Angeles en italiensk familierestaurant. I følge familiekrøniken var den husets barnepige, der tog den lille Timi med i byen for at opleve til Chicagos bluesscener. Bl.a. skulle hun have overværet Diana Washington og Mildred Baily. Noget, der satte sig spor i den sangglade piges sind. Timis forældre støttede hendes interesse for sangen og sørgede for, at hun modtog undervisning. De var dog knap så begejstrede, da hun senere begyndte at optræde på de lokale natklubber. Det passede sig ikke for en pige af italiensk afstamning. Men da hun med sin sang sørgede for at få kunder i familiens hensygnende spiserestaurant Alvoturnos i Hollywood, fik tonen en anden lyd.
Det var også hendes optræden i familierestauranten, der sikrede hende den første pladekontrakt med Liberty Records. Og her indspillede hun den sang, der om nogen er hendes kendingsmelodi, “Hurt”. En coverversion af et gammelt Roy Hamilton R&B-hit. Indspilningen blev et øjeblikkeligt hit med en fjerdeplads på Billboards popliste. Men det fortælles også, at det sendte chokbølger gennem fjernsynsseerne, da Yuro for første gang optrådte på tv med sit hit – og seerne opdagede, at der ikke var tale om en sort, erfaren soulsangerinde, men en lille 20-årig hvid kvinde.
Debutsinglen blev fulgt op af en coverversion af Charles Chaplins “Smile” og en duoinspilning med datidens hjerteknuser Johnnie Ray, “I Believe”. Begge plader blev pæne salgssuccesser. Herefter fik hun chancen for at være opvarmning for selveste Frank Sinatra, da han tog på turné i Australien. Og anmeldelserne og opmærksomheden om den turné var med til at åbne ørerne for hendes soulkvaliteter hos mange amerikanske musikelskere.
Hendes fjerde single “Let me call you Sweetheart” fulgte og blev også et pænt hit. Og så udsendtes albummet med titlen “Soul!”, en på samme tid rammende titel, idet albummet primært bestod af gammelkendte standards, men samtidig var Yuros soulfeeling ikke til at tage fejl af.
I 1962 forlod Libertys producer, Clyde Otis, pladeselskabet midt i indspilningen af en ny sang, “What’s a Matter Baby”. I stedet engagerede man en vis Phil Spector til at færdiggøre projektet. Og det gjorde han så, og det kan man høre, for pladen bærer alle de kendetegn, man tillægger Spectors Wall of Sound: strygerne, rumfornemmelsen, den markante rytmesektion, koret osv. Og oven på det hele udfolder Timi Yuros kraftfulde, modne, dybe, næste maskulint klingende røst. Pladen blev Yuros andet store hit med en 12. plads på Billboardlisten.
Hittet blev fulgt op af en Burt Bacharach/Hall David-sang, “The Love of a Boy”, en smægtende Bacharach-ballade, der stod gevaldigt godt til Yuros stemme – og da også gjorde sig pænt på hitlisten med en 43. plads i starten af 1963.
Hendes sidste større kom samme år med Hank Cochrans’ countrysang “Make the World go away”, der kravlede helt op på en 24. plads.
Frem til 1969, hvor hun giftede sig og slog sig ned i Los Angeles, fortsatte hun med at indspille plader, men tiden var lige som løbet fra hendes stil og sang. Som andre solister fik hun at mærke, at Beatlemania og The British Invasion satte en ny dagsorden for, hvad der skulle gøre sig på hitlisterne. Selv et come back-forsøg med sangen “Something Bad On My Mind” i 1968 fik ikke amerikanerne til at lytte.
Yuro trak sig ud af musikbranchen, men vendte tilbage i firserne og nåede at få indspillet et par album, inden hun fik konstateret strubekræft. Hun døde som følge af sygdommen i 2004.
Selv om Timi Yuro ikke kunne gøre sig kommercielt de sidste år af tresserne, så blev hun en stor inspiration for mange elskere af soulmusikken. Blandt andet fik hun en del beundrere inden for det såkaldte Northern Soul-musikmiljø i England, hvor hendes indspilninger fandt vej til diskotekerne. En anden stor beundrer af hende var Elvis Presley, som indspillede sin udgave af hendes gennembrudssang “Hurt” og havde en fast plads i salen i Los Angeles, hvor hun optrådte sidst i tresserne.
De forgangne år har ikke gjort Timi Yuros indspilninger mindre lytteværdige. Selv om der ikke er tale om renlivet soul, som man kender den fra Motown, Stax eller Atlantic, så er det uden tvivl soul, men soul, der er spundet ind i den amerikanske popmusiks evindelige søgen mod sange, melodier og arrangementer, der kunne gøre sig i den kommercielle mainstream.
