Eric Clapton – 66…
31. marts 2011I går fyldte Eric “Slowhand” Clapton 66 år og helt tilfældigt genhørte jeg Creams udgave af Robert Johnsons Crossroads (den blev spillet som underlægning til et afsnit af den engelske serie The Royal, som genudsendes om eftermiddagen på DR 1 – og her er originalen…). Og jeg kom til at tænke på bluespuristernes fordom: At Eric ikke kan spille rigtig blues. Og jeg ved godt, han har et omdømme som en arrogant, selvoptaget nar. Men, når han spiller bedst, så har jeg altid den der fornemmelse af, at Clapton har tabt sit hjerte til the blues, lider af ulykkelig kærlighed til den musikform, og derfor altid spiller – the blues. Og det kan godt være, Cream var mainstream – set i Claptons eget bakspejl – men i mine ører leverede de tre gutter noget af det bedste europæiske bluesrock, der kan opdrives… Til lykke med dagen i går.
31. marts 2011 kl. 13:59
Du linker til Penkowa i det første crossroads link- det med at de snupper hendes pris.
31. marts 2011 kl. 14:02
@mb: Tak, mb.
31. marts 2011 kl. 16:38
Clapton vil altid være min største guitarhelt!
Selvom der kan være langt mellem guldkornene
i disse dage – og de sidste 25 Ã¥r – sÃ¥ har han
en evne til at ramme nogle toner, der går
direkte i hjertet på mig.
Det er der ikke mange andre der kan.
Og Cream mainstream?
Studieindspilningerne er top psykedelia og
liveindspilningerne er en gang kvartavantgardistisk
preheavymetal (for nu at svinge mig helt op på naglerne).
Hans mainstream er da nærmere alt det polerede stads
han har udsendt de sidste 20-25 år.
Desuden kan bluespuristerne stikke deres fordomme derop
hvor allehånde purister burde stikke fordomme op.
Clapton har jo spillet sammen med og er blevet accepteret
af mange af store og sorte bluesfolk (og det med farven
er jo vigtigt, hvis man er bluespurist).
NÃ¥ – det er nok bare fordi jeg har tabt mit hjerte til Clapton :)
1. april 2011 kl. 01:28
@Ostenfeld: Mainstream eller ej, sÃ¥ er der mange af Cream-indspilningerne, hvor Clapton brændte igennem for mig. Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang hørte I Feel Free. Jeg havde aldrig hørt noget lignende, og Claptons guitar ramte en streng i mig dér i pladebutikken i Kongensgade i Esbjerg…