“Jeg har folk, der søger job nede hos mig, som ikke engang ved hvem Pink Floyd er…” – musikbranchens krise
30. september 2011“- Jeg synes egentlig ikke, Spotify er den store revolution – det gør bare tingene nemmere for dem der ikke har tid til at sætte sig ind i, hvor de skal finde musikken. Det er jo lidt ligesom i 70′erne og 80′erne, hvor der var en masse små pladebikse, og så endte det med, at der var en masse store kæder. Spotify og de andre kommer faktisk måske til at udkonkurrere dem, som gør mere for de små navne. Nu begynder de at komme frem på markedet og siger, at de er meget åbne, men der er nogen der betaler for at blive fremhævet. Jeg gætter på, at der kommer en udbryderting igen, ligesom LPen kom frem igen. Men jeg tror faktisk på, at der kommer flere musikforbrugere. Jeg kunne sagtens forestille mig, at folk ville få udvidet deres horisont, fordi det er nemmere for dem, siger Stefan Sørensen
Men i bund og grund – så er musikken vel den samme?
– Det er der jo ingen tvivl om, og det er jo en klar fordel, at man har adgang til uanede mængder musik, men det er bare meget sværere at følge med i dag, fordi udbuddet er så kæmpestort. Jeg tror, at det bliver sværere for plader at få den der klassikerstatus, hvor folk kan referere til det. Jeg har folk, der søger job nede hos mig, som ikke engang ved hvem Pink Floyd er, siger Stefan.”
Dagens citat er hentet fra Musikparlamentet -og den 35-årige Stefan Sørensen, der udtaler sig, har i 17 år været afdelingschef i Stereo Studio og er inkarneret musikelsker og pladeentusiast. Alting må forandres for at forblive det samme, var det afsluttende budskab i Lampedusas roman Leoparden og måske er det også læren, vi kan drage af musikindustriens nuværende digitale krise. Teknologien har hele tiden forandret musikindustrien. Da grammofonpladen kom frem var det en kommerciel fordel for branchen i mange år. Nu vender teknologien – internettet og digitaliseringen – sig mod industrien. Men, at tale om musikbranchens “død” er en overdrivelse – akkurat som da man talte om “romanens død” eller “grammofonpladens død”. CD-salget fortsætter med at falde, men mit gæt er, at formatet vil ende med at blive et nicheprodukt. Noget går tabt – fx forestillingen om et “album” – men andet består, bl.a. musikken selv…
30. september 2011 kl. 13:43
Stereo Studio er en stor kæde!!
30. september 2011 kl. 13:50
@Klaus: Ja, det er det. Men derfor kan de ansatte jo godt være entusiaster og musikelskere.
11. oktober 2011 kl. 14:51
Det undrer mig, at folk tuder over, at pladen eller cden, som i høj grad er et kommercielt og profitskabende medie, er pÃ¥ tilbagetog; Det er materialisme og samlermani, det drejer sig om, og ikke kunst. For mig at se skæres pisset væk, og vi kommer ind til, hvad musik egentlig drejer sig om… Kunstnerne skal bare vænne sig til det, og branchen mÃ¥ tude færdig og sÃ¥ finde pÃ¥ nye mÃ¥der at overleve pÃ¥. Det er befriende, bÃ¥de for musikeren og lytteren, nÃ¥r der ikke findes et egentlig produkt længere, men et stykke kunst og en række modtagere uden gavebÃ¥nd og mellemmænd.
11. oktober 2011 kl. 15:55
@Anders Emil: Jeg vil til dels give dig ret. Pladen/CD’en er et ‘kommercielt og profitskabende medie’. Ingen tvivl om det. Men det samme kan man sige om sÃ¥ meget andet, fx bogen. Men pladerne kan – som bøgerne – ikke reduceres til spekulationsobjekter. De er ogsÃ¥ medier for kunstneriske udtryk. Det, vi er vidne ti,l er blandt andet, at en periode, en æra, hvis vi skal være lidt højstemte ( fra midten af tresserne og til halvfemserne, groft taget), hvor albumværket blev udviklet og forfinet, er ved at rinde ud. Mere eller mindre. Og det kan man – jeg – godt beklage.
13. oktober 2011 kl. 08:11
@Capac…din sidste kommentar er jeg helt enig i … og et fint eksempel, Albumet, og bogen … nej, det kan nemlig ikke reduceres til spekulationsobjekt-er ! Jeg beklager det ogsÃ¥.