Aftenens serieoplevelse: The Walking Dead
24. oktober 2011
En politimand bliver hårdt såret i forsøget på at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender på hospitalet. Efter at have ligget i koma vågner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…
Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gående døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men også det er forladt, og sporene tyder på, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.
Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.
Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.
Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.
I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstås som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gået galt for menneskeheden – måske er det klimaet – og en feber får nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt på jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.
Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder på en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, så er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvågnende politimand Rick Grimes, der langsomt må indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen på en desperat overlevelseskamp, der måske ikke vil lykkes.
Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende må tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke på den originale udgave af Abernes Planet, der også – med en anden tids teknologi – formåede at skabe en sådan stemningsfuld fiktion.
Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.
