T. Rex – Electric Warrior – deluxificeres.
5. februar 2012
Anmelderen Klaus Lynggaard beskrev engang – meget humoristisk – sin forvandling fra discount-hippie (flipper) til ‘undercover glamkid’. Egentlig følte han sig for gammel til som lillesøsteren at hoppe på vognen med plateausko, stenbesatte klæder og etageklippet langt hår. Men en overspilning af albummet Electric Warrior med T. Rex til båndoptageren forfører Lynggaard til den elementært, effektive glitterrock. Og det holder så et årstid – til og med opfølgeren The Slider (1972). Derefter var Marc Bolan og vennerne i lodret fald kuntnerisk set – og set Lynggaards kullede klarsyn.
Om det forholder sig så enkelt, kan man sagtens diskutere. Og det gør vennen Bo Green Jensen da også i sin anmeldelse af Lynggaard-antologien Et kullet klarsyn, hvor han slår et slag for albummet Zinc Alloy & the Hidden Riders of Tomorrow som et overset værk – og peger på musikanmelderens lod og arbejdsvilkår: Det kan blive nødvendigt at æde sine ord i sig igen, når man kommer til at afskrive en kunstner eller en plade i den evige kamp mod dead-line.
Men det var nok ikke tilfældigt, at det netop blev Electric Warrior, der fik Klaus Lynggaards mormor til at sy en skinnende stjerne på barnebarnets cowboyjakke. Electric Warrior var T. Rex’s helt store gennembrud. årets album i England og topplaceringer her, der og allevegne. Pladen nåede toppen i England i december 1971 og holdt den med en kortere pause i januar 1972 frem til den 19. februar. Det er altså – for nu at gentage mig selv – 40 år siden, den var helt oppe at ringe. I den anledning genudsendes albummet i en såkaldt Super Deluxe udgave med 2 Cd’er og en DVD. Ud over selve den oprindelige plade får man singler, demoer osv. og på DVD’en gensyn med T. Rex’ tv-optrædner osv.
Hvis man skræller glitter og glamour af T. Rex, så kommer man ind til selve rockbenet, der er lige så elementært enkel som den rock, Buddy Holly, Chuck Berry og andre af rock’n roll-urfædrene spillede. Og den opskrift går aldrig af mode…
