Rosinen i den pølseende: The Boo Radleys
10. juli 2007
1-2-3. Sidste billigindkøb i bibliotekets rodebunke var et næsten uspillet eksemplar af The Boo Radleys album Kingsize (1998 – det er åbenbart halvfemserprodukter, der kasseres…).
Boo Radleys var virksomme i perioden 1988-1999 og var repræsentanter for den alternativrockgenre, man har kaldt Britpop (1993-197) og shoegazing (efter sigende var det New Musical Express, der udmøntede dette navn som betegnelse for grupper, der på scenen blot koncenterer sig om at spille musik, ikke at performe, hvorfor det kan se ud som om de står og ser på deres egne sko…). Gruppen var en kvartet bestående af sangeren og guitaristen Sice, sangskriveren og guitaristen Martin Carr, basisten Timothy Brown og trommeslageren Steve Hewitt, der dog blev udskiftet med Rob Cieka efter udgivelsen af det første album Ichabod and I i 1990.
Den første plade blev ikke en succes, men musikken, der var inspireret af fx My Bloody Valentine, gjorde indtryk på det kendte pladeselskab Rough Trade, der kort efter skrev kontrakt med bandet. Desværre nåede Boo Radleys kun at udgive EP’en Every Heaven (1991) på Rough Trade, inden selskabet gik ned med fanen. Videre gik det il Alan McGee’s Creation Records, hvor de udsendte albummet Everything’ Alright Forever i 92.
Pladen markerede et stilskift for bandet væk fra My Bloody Valentine-inspirationen og shoegazing i retning af jazz-influerede, multiinstrumentale sange og arrangementer. En udvikling, der for alvor viste sig på 93-udgivelsen Giant Steps. Giant Steps blev bandet claim to fame, idet albummet fik overstrømmende anmeldelser, ikke mindst af det toneangivende magasin New Musical Express. Men det kneb med anerkendelse fra publikum. Selv blandt Britpop-tilhængere forblev Boo Radleys et temmelig ukendt outsiderfænomen, indtil de i 1995 udsendte deres mainstreamsøgende single Wake Up Boo!, der røg ind på UK Top 10 og forblev på hitlisten i hele to måneder. Successen blev fulgt op af endnu en single, Find The Answer Within, der også toppede. Begge singler indgik på Boo Radleys næste album Wake Up!, der udkom samme år. Albummet som sådan var det nærmeste et mainstream-orienteret Britpop-udgivelse i ånden fra The Beatles, gruppen kom.
Allerede den næste udgivelse fra 1996 C’mon Kids var langt mere eksperimenterende og langt mindre kommerciel – og trods en vis succes mistede gruppen en del lyttere på den konto. Gruppen fortsatte dog kompromisløst med sin musikalske søgen og eksperimenteren, og i 1998 kom så Kingsize, der leger med tresser soul og pop, hip hop og dance. Kritikerne var igen begejstrede, men publikum var mere kølige.
Hvis man er til alternative rock med hjerne, der ikke stryger folk med hårene, kan The Boo Radleys varmt anbefales. Der er siden (2005) udkommet en opsamling, der præsenterer et gennemsnit af bandets arbejder. Titlen er: Find The Way Out.
Video: Wake Up Boo!
