Statens Filmcentral – en minderune
31. juli 2007
I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.
