Dagens filmoplevelse: Jack Reacher
5. januar 2013
Skæbnen – i form af Fruen – ville, at jeg skulle tilbringe noget af dagen i dag i biografen. Og på mit forslag så vi Christopher McQuarries spændingsfilm Jack Reacher med Tom Cruise i hovedrollen. Filmen, hvis premiere blev forsinket på grund af det seneste skoleskyderi i USA, fik en flot anmeldelse i Politiken. Flot nok til, at jeg havde appetit på at se filmen, selv om Tom Cruise ikke er min kop te. Men efter at have set filmen vil jeg gerne indrømme, at Cruise faktisk spiller bedre end mine fordomme ville have det…
Filmen er en filmatisering af forfatteren Lee Childs (aka Jack Grants) serie om Jack Reacher. Om måske har Politikens anmelder ret, når han antyder, at der kan blive tale om en serie af film. I så fald skal den være velkommen…
Filmen starter med en scene, hvor en mand kører op i en parkeringsbygning i en hvid varevogn. Han putter en mønt i parkometeret og sætter sig derefter ned og skyder fem (tilsyneladende) tilfældige mennesker på den anden side af den flod, der løber forbi parkeringsområdet. Kort tid efter, at manden har forladt bygningen ankommer politiet, der finder spor nok til at anholde gerningsmanden – en vis James Barr – i hans hjem. Beviserne peger entydigt på Barr, der opfordres til at underskrive en betingelsesløs tilståelse. Men i stedet anmoder Barr politiet – i skikkelse af politidetektiven Emerson og den offentlige anklager Alex Rodin – om at få fat i en vis Jack Reacher. Fra det øjeblik ændrer filmen sig fra en ganske banal krimi om (endnu) en nedskydningssag til en moderne spændingsfilm med et plot, der har mange lag.
Medens politidetektiven og den offentlige anklager forsøger at finde ud af, hvem denne Jack Reacher er, dukker han uanmeldt op. Reacher er forhenværende medlem af militærpolitiet og kender James Barr og hans forhistorie. Til denne forhistorie hører, at Barr engang før har begået massemord – i militæret – og slap godt fra det. Derfor har Reacher svoret, at hvis Barr igen begik drab, ville han sørge for, at Barr fik sin retfærdige straf.
Politiet vil ikke lade Reacher se beviserne mod Barr, men han får lov til at møde Barr, der ligger i koma efter at være blevet overfaldet af nogle medfanger under en transport. Medens han er der møder han Barrs forsvarsadvokat Helen Rodin, der viser sig også at være datter af den offentlige anklager. Og hun overtaler Reacher til at blive sin efterforsker i sagen. Til gengæld lover hun ham, at han får indblik i alle beviserne. Makkerskabet mellem de to indbygger en spænding i historien, fordi Reacher kun ønsker Barrs død, medens Helen Rodin vil forsvare ham og i sidste ende have ham frifundet, hvis det er muligt.
Som led i sin efterforskning i sagen beder Reacher forsvarsadvokaten om at interviewe de dræbtes familier og selv undersøger han igen gerningsstedet, hvor han opdager nogle ting, der ikke stemmer. Fx at Barr, der var professionel snigskytte, havde valgt et på alle måder uhensigtsmæssigt sted at skyde fra. Efter at være blevet overfaldet på et værtshus kommer Reacher også på sporet af, at nogen er interesseret i at forhindre ham i at gennemføre opklaringarbejdet. Herefter optrævles en kompliceret historie om nogle lyssky bagmænd, der spekulerer i misbrug af offentlige anlægsarbejder, korruption af politiet osv. Lag for lag skrælles plottet løg, inden man når frem til det endelige opgør.
Instruktøren fortæller historien lige ud ad landevejen, og fra det øjeblik, det går op for en, at der er mere i plottet end blot en enkelt dræbers vanvid, sidder man fastnaglet i lænestolen og følger den nådesløse optrævling af den intrikate historie.
Tom Cruise er godt castet til rollen som den omflakkende fhv. militærpolitidetektiv, der er drevet af sin egen sans for retfærdighed mere end lovens. Og så er birollerne besat med mange fine deltagere. Blandt andet instruktøren Werner Herzog i rollen som den dybt usympatiske bagmand bag byggespekulationen.
Filmen har masser af virtuost fotograferet og iscenesat action, men action- og slåskampscenerne bliver afviklet uden af forfalde til det næsten obligatoriske ødelæggelsesorgie. I stedet ligger spændingen i forventnigerne og det psykologiske.
Jack Reacher er en ny heltetype, der føjer sig til fx Jason Bourne-figuren. Med Reacher bevæger vi os væk fra den James Bondske ego- og machotype og over i noget, der nærmest er det modsatte. Reacher er nærmest en anti-helt. En taber, en outsider, der nok står i en højere sags tjeneste – nemlig sandhedens og retfærdighedens – men ellers går sine egne veje. På den måde kan vi sige, at Reacher repræsenterer nogle sider af vor tid individualisme.
Det skal blive spændende at følge figuren, hvis ellers der kommer flere film. Den første film er mere end lovende og et anbefalelsesværdigt appendix til den modernisering af actionsgenren, vi har set gennem det seneste årti. God tur i bio!
