Capac anbefaler: Black Seagull – Random Satellites
20. marts 2014
I dag udkommer bandet Black Seagulls debutalbum Random Satellites på en 12″ vinyl (og de obligatoriske downloads). Black Seagull består af Bo Morthen (sang), Bjarni Olsen (guitar), Benjamin Hammerum (guitar og kor) og Mads huhl (trommer, slagtøj og kor). Det er en plade, der efter sigende har været længe undervejs, fordi ideerne til pladens sange ikke kunne finde et passende afløb i de musikalske sammenhænge, som sangskriver Bo Morthen var involveret i. Historikken afspejler sig dog ikke i pladens musik på anden måde end, at den virker godt gennemarbejdet og autentisk.
Random Satellites består af seks sange, der har et bredt musikalsk udtryk. Titelsangen “Black Seagull” er en mørk, lidt mystisk sang, der trækker på moderne garage-psych og alt-country, og Bo Morthens mørke, bløde vokal kan minde lidt om en ung Johnny Cash i forbifarten. “I heard it from you” er en akustisk anlagt, melankolsk ballade om et kærlighedsforhold, der er fortid. Sangen består stort set kun af en stemme og en guitar, men får et atmosfærisk løft af lidt kor og elguitar på passende afstand i baggrunden. Derfra går det videre til en regulær rocker “Don’t know why i came” med huggende trommer og guitarer i en sang om at sætte sig selv på spil i kærlighedens tjeneste. Det er en lige ud af landevejen no bullshit-rocksang, der opsummerer, hvad Black Seagulls varemærke er: uforfalsket spilleglæde og en ukompliceret tilgang til musikken. Et klassisk rocksetup med guitarer, trommer, bas og sang og en god, iørefaldende sang er sådan set nok.
Sang nr. 4 “And the kids will howl” er også et rocknummer. Lidt mere sofistikeret i sit arrangement. men skinnet bedraget lidt, for basalt set er det også en enkel rocksag, der sender kærlige tanker hen på bl.a. Rolling Stones og lyden af moderne alternativ rock. “Fire” derimod er pladens anden akustiske ballade, krydret med elguitarlyd og slagtøj. En melodiøs, patosfyldt sang, der står i gæld både til poppen og den akustiske folk-rock fra Dylan over Bruce Springsteen og videre.
Rosinen i pølseenden er sangen “Half past summer”, der også dyrker det umiddelbare akustiske udtryk, hvor den grundlæggende vokal + guitar-konstellation stlle opgraderes til flerstemmighed og flere guitarer. En tilbageskuende sang, der hører til pladens afdæmpede afdeling og demonstrerer spændvidden i Black Seagulls udtryk. Og den peger nok frem mod det album, der må ligge i kortene hos Black Seagull.
Alt i alt er Random Satellites et udspil, der viser, at Black Seagull har meget at byde på. De fire musikere forvalter rocktraditionen med stor personlighed i udtrykket og ikke minds en mærkbar spilleglæde. Vinylen burde kunne finde vej til rockelskernes pladespllere. Hermed anbefalet.
Black Seagull. Random Satellites. Produceret af Benjamin Hammerum. Udkommer i dag.
