Dire Straits – 1978
6. oktober 2007
I kommentarfeltet har jeg diskuterer noget så obskurt som venstre- og højrehåndede guitarister. Det drejede sig om Mark Knopfler, der – som ældre, musikinteresserede bloggere vil vide – engang spillede i Dire Straits. Det sendte mig ned ad Memory Lane. Jeg husker den dag, hvor jeg købte deres første eponyme album i 1978. Det var i Ryesgade i århus i en pladebutik, der yndede at reklamere for sine produkter som værende “kakao til trommehinderne” og i den dur. Butikken var ret ny – og den fik i øvrigt en kort levetid, hvorefter ejeren vist blev buschauffør – og i et af udstillingsvinduerne hang Dire Straits lp og var på tilbud. 49,75. Gruppen var på det tidspunkt endnu ikke rigtig slået igennem. Pladen var lidt af en “sleeper”. Og rygter ville vide, at selveste Bob Dylan muligvis var med på sang. Anonymt altså. The Masked Marauders om igen, bare år senere. Rygterne nåede helt ind i P3. Måske nåede rygterne også frem til Bob selv. I hvert fald var Mark Knopfler med på Dylans “Slow Train Coming” kort tid efter.
Jeg købte pladen, for Knopflers markante, personlige guitarspil havde gjort indtryk. Og om han spillede med venstre- eller højre hånd bekymrede mig overhovedet ikke…
Nogle måneder senere var jeg til en fest hos en kammerat og sad sammen med en begejstret guitarist, der omhyggeligt forklarede mig, hvordan Knopfler spillede, hvordan han lod fingrene glide over strengene, så den der særlige lyd opstod…
Sultans of Swing anno ’78:
Apropos: Så kan man høre et interview med Mark Knopfler her.
6. oktober 2007 kl. 11:08
Jeg vil tro at alle ,der har alderen til det, vil genkende Knopflers helt specielle guitarlyd på de første to takter når et af numrene fra den plade bliver spillet i radioen.
Det var i virkeligheden det, der gjorde den plade så unik. Den helt specielle guitar.
Jeg elskede den lyd – og nÃ¥r jeg i dag hører musikken virker det som en ægte high-tech tidsmaskine. I løbet af et øjeblik er jeg 17 Ã¥r pÃ¥ vej til en fest et eller andet sted.
6. oktober 2007 kl. 11:14
…And then the man he steps right up to the microphone
And says at last just as the time bell rings
goodnight now its time to go home
And he makes it fast with one more thing
we are the sultans we are the sultans of swing
6. oktober 2007 kl. 11:41
Støvsugeren står parkeret ved siden af for en tid, for det er virkelig fed energi, der vælter ud af det nummmer.
6. oktober 2007 kl. 15:44
Til selvsamme lavpris scorede jeg tidsmæssigt ditto LP’en; det hos Fona i København. Hovedstaden var noget af et slaraffenland for unge fra provinsen, og det udover musik, for ja sÃ¥ sandelig ogsÃ¥ tøj, plakater etc. ville bare noget ;-]
Vil næste gang LP’en smækkes pÃ¥ den roterende tallerken (næh, nej, ikke den i micro’en) prøve at lytte lidt ekstra til guitarlydene leveret af ham, der rimer pÃ¥ kartofler… En ting ved jeg sikkert, nemlig at pladespilleren ikke drejer kontra ved afspilning af “venstrehÃ¥ndet musik”…
Men lad os slippe for musik lavet som venstrehåndsarbejde tak!!!
Ovenud god weekend, Capac, og tak for de mange ovenud gode indlæg pÃ¥ bloggen din…
6. oktober 2007 kl. 17:17
Ahh… tak for anekdoten Capac. Jeg købte som det første Brothers in Arms, i ’85, mÃ¥ske fordi jeg er fra 1970. Hernæst de første to albums, der lydmæssigt er mere beslægtede – inden der kom en masse elektronisk ind over. Jeg ku’ godt ha’ tænkt mig at være “gammel nok” i halvfjerdserne til at “opdage” dem, da de kom frem, og ikke pÃ¥ bagkant. Jeg var skuffet over lyden dengang i ’85, da jeg købte deres første albums. Men heldigvis fÃ¥r man jo bedre smag med tiden. Jeg elsker dem i dag, og kan godt li’ at han er vendt tilbage til mere semi-akustisk lyd.
Og sÃ¥ skal jeg forresten høre ham igen – i Forum til april næste Ã¥r. En af mine absolutte favoritter. Vist den eneste jeg har alt officielt med, fra Dire Straits til solokarierrens nu fem albums, Golden Heart, Sailing to Philadelphia, The Ragpickers Dream, Shan-Gri-La og Kill to get Crimson – og en del af filmmusikken ej at forglemme.
Go’ weekend!
6. oktober 2007 kl. 17:25
@Gaffel: Og så har du selvfølgelig også duopladen med Emmylou Harris! :-)
6. oktober 2007 kl. 17:30
Nejjj…. den har jeg faktisk ikke. Men jeg har Slow Train med Bob. Tak forresten for det interview-link – helt nyt. De sange vinder for hver eneste gennemlytning. Mange i valse-takt denne gang har jeg forresten bemærket.
6. oktober 2007 kl. 17:53
@Gaffel: Pladerne skulle jeg have skrevet, for der er faktisk to (en ordinær og en live). Nå, men det er vel det samleri handler om: at fylde hullerne ud! Fx med denne her! ;-)
8. august 2009 kl. 17:51
I anledning af, at Mark Knopfler fylder 60, hurrah-hurrah-hurrah!, sÃ¥ sender 3SAT i nat kl. 04.00 en af deres “clips”-udsendelser med ham. Her kan vi fint tage dem med terrestrisk digital, eller parabol, jeg hÃ¥ber I ogsÃ¥ kan i Aarhus.
8. august 2009 kl. 18:36
@AagePK: Desværre Åge, 3SAT er uden for vores rækkevidde. Men til lykke til Mark alligevel.
9. august 2009 kl. 00:19
MÃ¥ske en lidt sen kommentar, men kære capac, samleri handler efter min mening om mere og andet end blot udfyldning af huller – se http://www.lokalhistorien.dk/Samlerrefleksioner.html – med mindre det er frimærker eller mønter, vi samler pÃ¥.
9. august 2009 kl. 08:45
@kunst: Tak for linket. Ja, selvfølgelig handler samleri heldigvis om meget andet en udfyldning af huller.