Capac anbefaler: Markus Lake – EP
19. september 2014
Jeg har tidligere fremført mine forbehold over for genren rap, men jeg lader gerne mine fordomme sætte på prøve. Og nu er den unge rapper Markus Lakes eponyme ep landet på min computer. Og for nu at punktere spændingen omkring fordomsfuldhederne, så lad mig bare sige det lige ud af posen: Jeg bliver langt hen bekræftet i fordommene af Lakes fem numre.
Den indledende “Superman” er en næsten obligatorisk rap om pigen i mandens liv. På et grundlag af enkle, nærmest klassiske og ret så monotone beats, tilsat lidt opblødende guitar, fortæller “supermand” om sin pige. Lake er talentfuld nok til at lade sin rap følge pulsen tæt. Og det er en besyngelse af pigen Louis Lane, Mary Jane. En beskrivelse, der er vævet ind i en lidt overflødig (synes jeg) ramme af mytologi (Athene, Afrodite) og mediehelte (Supermand/Lois Lane – Bonnie and Clyde…). Og en beskrivelse, besyngelse, der sætter kvinden op på en piedestal som et af mange begæret objekt, som “supermand” ikke er helt sikker på. I mine ører er det et – kunstnerens alder taget i betragtning – temmelig bedaget kvindesyn, der lægges frem for lytteren. Fyrre års kvindefrigørelse finder man kun en flig af i pigens påståede selvstændighed.
“Så godt” er mere musikalsk kompleks. Godt nok er rytmen simpel, men monotonien opblødes af en pigebackingvokal og lidt synth (?). Sangen er en tematisering af kunstnerens forhold til sin sangskrivning. Og heller ikke her kan Lake slippe sin forkærlighed for at lufte mytologiske forbilleder (fx Hemmingway, Mozart og Beethoven…). Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men det virker alt for påtaget at sammenligne sig selv med de store mester i den klassiske musik og den internationale litteratur. Problemet er, at den slags staffage slører for den ærlige selvbevidsthed, som Markus Lake lufter med sin besættelse af rap. Man skal ikke gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Heller ikke i rap.
EP’en slutter af med to nærmest obligatoriske socialt bevidste tekster. “Amanda” handler om den 21-årige luder Amanda. Det er ikke en tekst, der rykker noget ved det stereotype billede af en misbrugende prostitueret. Musikalsk er det en af de mest sammensatte numre på pladen, idet et kraftigt lag af electronica svæver hen over den intense rappen og den bastante rytme.
Heller ikke rappen om pusheren på “Bænken” kan siges at løfte sig over det stereotype og forudsigelige. Musikalsk er det nok pladens mest diskrete rap. Rytmen er nedtonet og tilbagetrukket i lydbilledet, der domineres af stemmens rappen og electronicaklange.
Pladen henvender sig primært til de allerede overbeviste rapelskere. Markus Lake har ubestrideligt sans for rappen, men savner efter min opfattelse udfordringer både på tekst- og musiksiden. Samlet set er det en ret traditionel rapudgivelse, der nok skal finde sit hengivne, ortodokse publikum. Men rapskeptikere som undertegnede vil nok finde andre rapgræsgange at gå på. Hermed anbefalet.
Marcus Lake. Markus Lake. Eget forlag og produktion. Er lige udkommet.
