Manchester – lærer vi og pressen overhovedet noget?
24. maj 2017Så skete det igen. Terroren slog til i Manchester ved en koncert med Ariana Grande, hvor en stor del af publikum var mindreårige og unge. Og medierne var på sagen fra første færd og finkæmmede selv den mindste oplysning, der kom frem.
Det eneste nye ved denne terrorhandling – i sammenligning med de mange foregående i den vestlige verden – var vel egentlig at ofrene især var børn og unge. Hvilket selvfølgelig gav anledning til følelsesmæssige udbrud fra politiske kommentatorer og andre, der udtalte sig. Men, ved eftertanke, burde dette faktum – at der var tale om uskyldige børn – overraske nogen? Er det ikke lige netop terrorens primære interesse at chokere og skræmme ved hjælp af den mest frastødende handling? Er det ikke selve terrorens væsenstræk?
Ellers forløb den mediale opfølgning helt efter bogen. Politiets og efterretningsvæsnets forudsigelige handlinger. Fx at politiet følger procedurerne for undersøgelse af attentatstedet, jagter bagmændene osv. og at efterretningstjenesten endnu engang kan afsløre, at de da godt kendte bagmanden i forvejen, men intet har foretaget sig i den anledning. Og så ellers en afgrundsdyb omgang følelsesjournalistik, hvor gud og hvermand for åben kamera skulle udtømme deres følelser. Selv en familie på Fyn (hvor datteren have været til koncert med Grande i Danmark) skulle lade følelser få frit løb på skærmen.
Der var heller ikke noget nyt i, at Islamisk Stat påtog sig ansvaret for attentatet. Og ingen journalist gjorde sig nogen overvejelse over, om det blot var endnu et nemt PR-nummer fra IS’s side? Det er jo gratis reklame at erklære sig medansvarlig, også selv om der reelt ikke er nogen forbindelse til forbryderne.
I det hele taget forløb den mediale overeksponering af bombeattentatet uden nogen form for eftertanke eller refleksion. Det hele lukker sig om en forforståelse, der for længst er blevet artikuleret, og som ingen åbenbart har nogen interesse i at pirke til, problematisere eller – uha – kritisere. Indtil videre – vil jeg påstå – er ingen blevet en tøddel klogere af Manchester-terroren. Alt er ved det gamle.
