Cover-nostalgi
30. marts 2008
Nu, hvor CD’mediet (måske) er ved at blive udfaset, er det endnu mere vemodigt at tænke tilbage på Long Playing-pladen og dens særlige fortrin: coveret. “Ommeren”, som man kaldte den engang, da det endnu var betimeligt at fordanske engelske gloser. Det var noget særligt at få fat i en LP med et flot cover. Måske var der oven i købet aftrykt tekstark indlagt eller teksterne var trykt på en af siderne, som der også kunne være flere af. Og så var det godt plads til grafiske udfoldelser og flotte fotos.
Crosby, Stills & Nash’ første album Déja Vu skilte sig ud ved at have et nærmest læderagtigt, nubret cover med en meget speciel duft. Det var et meget kraftigt cover, der mindede – nok ikke tilfældigt – om rammer til gamle fotografier. Og på forsiden er bandet afbilledet på en sepiatonet fotografi, der får en til at tænke på de gamle nybyggerdage med revolverhelte, cowboys og uendelige prærielandskaber. Et cover, der var fint afstemt til titlen Dèja Vue…
Nu kan man få et album på en USB-pen. Det er ligesom ikke helt det samme. Suk.
Dèja Vu – Crosby, Stills, Nash & Young ’74 (syret udgave!)
30. marts 2008 kl. 23:49
‘ommeren’ mindes jeg ikke at have hørt brugt i den sammenhæng, men jeg kan godt huske mit første møde med det omtalte omslag som ejermanden ikke var meget for at vi andre pillede ved… og sÃ¥ oplevede jeg for nogle Ã¥r siden til et antikvarloppemarked at en dreng omkring de 12 trak en lp frem og spurgte sin far: – hvad er det..?
31. marts 2008 kl. 08:06
@Klaus: SÃ¥ vidt jeg husker slog “ommeren” heller ikke helt igennem alle steder, men jeg hørte det blandt andet i radioen – og synes det er et godt og visuelt stærkt ord.