Da 1968 kom til Ystad

3. januar 2019

Den sydsvenskeby Ystad er nok mest kendt herhjemme for at være det sted, hvor Henning Mankells kriminalhistorier om Wallander finder sted. Men i den lille svenske serie Systrar – Søstre – får byen en hel anden og radikal betydning.

Den unge journalistspire Karin Ström drømmer om at få et rigtigt job som journalist, men alle hendes ansøgninger til de store svenske dagblade kommer tilbage med afslag. Men hendes kræftramte mor, der lever på bunden af det svenske samfund som rengøringskone, kontakter en gammel ven, der ejer avisen i Ystad og får ad den vej den unge, radikale proletartøs Karin ind i et vikariat på bladet. Og selv om bladets medarbejdere forsøger at tæmme Karin ved at give hende nogle jobs, der tilsyneladende er ret så harmløse, fx dækningen af den årlige Frøken Ystad-konkurrence, lykkes det hurtigt for den kvikke, venstreorienterede Karin at få sat lus i skindpelsen på det lille borgerlige samfund i Ystad.

Allieret med kunstnerveninden Lottie og den efterhånden lidt frusterede Frøken Ystad, alias Ingela, lykkes det Karin at få plantet 1968-oprørske ideer om seksuel og arbejdsmæssig kønsligestilling m. m. i hovedet på ikke mindst de kvindelige indbyggere i byen. Og selv om beskrivelsen af den lokale revolution i Ystad er strammet op for at få fortællingen til at virke, så giver den alligevel et fint billede af, hvad der skete, dengang ungdomsoprøret ramte et stillestående, borgerligt samfund, hvor kvindernes fremtid lå i køkkenet, barneværelset og ægtesengen, og hvor mændene var tilfredse med at være skaffedyr for familierne.

Systra er et godt eksempel på, at man ikke behøver at se amerikanske serier på betalingsstreamingtjenester eller gammeldags tv for at finde meningsfuld underholdning, der ikke taler til laveste fællesnævner, men som har både historisk og samfundsmæssig dybde og perspektiv.

Sidste afsnit vises i aften på DR1. De to øvrige afsnit kan man nå at se på DRs hjemmeside. Og det kan anbefales.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

56 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62