Coney Island Baby
9. oktober 2006I 1975 udsendte Lou Reed sit berømt-berygtede white-noise-dobbelt-album Metal Machine Music, der mest af alt bestod af lyd lavet med en guitarsynthesizer (jævnfør Lous egen kommentar på live-pladen Take no prisoners ). Rygtet gik, at det skete i protest mod kontraktbetingelserne på det pladeselskab, han var tilknyttet. På denne måde ville han opfylde sin del af kontrakten, mente han. I stedet kastede det Lou ud i et økonomisk og personligt morads, hvor han måtte tage til takke med et værelse på Gramercy Park Hotel og overleve fra dag til dag. En leder i RCA-pladeselskabet, som åbenbart godt kunne lide Lou Reed, gav ham en chance: Han skulle indspille en rock-plade. Resultatet blev Coney Island Baby, hvor Lou vendte sig væk fra sine tidligere storby-tematikker (samfundets udskud, seksuel perversion etc.) mod det personlige, der i titelsangen handler om at blive en del af det lokale fodboldhold og være med i fælleskabet. Med denne plade kom han et skridt nærmere det ideal, han selv har sat for sine kunstneriske ambitioner: at lave et adult rock’n roll album. Her fremstår han med en ny modenhed og følsomhed, som nedturen sikkert har været katalysator for, og lægger lidt afstand til de foregående pladers anderledes vilde og eksperimenterende ånd. Som det sig hør og bør er genudgivelsen tilført nogle ekstranumre osv. I hvert fald er det rart at se, at et af mine favoritalbums med den gamle Velvet Underground-stjerne bliver fejret på behørig vis.
