Capac anbefaler: Death Machine – Orbit
17. december 2019
I dag kan man i pressen læse om en exo-planet, der har fået et dansk mytologisk navn, Surt. Men det er ikke den eneste astrobegivenhed, dagen byder på. Her i bloggen skal Death Machines tredje album med den astronomiske titel Orbit anbefales. Orbit betyder bl.a. en planets eller rumfærges omløbsbane. I bredere forstand er orbit et billede på det, der kredser om noget andet – uden at der nødvendigvis bliver tale om kontakt mellem de to ting. Og hvis jeg ellers har forstået sangskriver Jesper Mogensens tekster, så er Orbit en slags metafor for eller billede på det moderne menneske i dets på samme tid distante, iagttagende og lidt alienerede udsathed i vor tid. Tag som eksempel den indledende sang “Alien”, hvor det hedder:
Alien
I am not quite here
Not there
I’m the man who used
to care
I’ve been walking many miles
But now and then it seems
Like memories of places I’ve never seen
We’ve been talking many times
But now I can’t recall
If everything is built upon dilusive core
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
I’ve been up all night
Just waiting
Need to dye your eyes
I’m fading
I will go for anything I’m longing to connect
But something deep inside me will not eject
Going down this road where I’ve been a thousand times
Wait! this ain’t getting anywhere,
I let you drive
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
Don’t know
Fremmedfølelse, uvished, uvirkelighedsfornemmelse osv. Uden skulle eller ville overfortolke teksten her, så fornemmer man en fundamental fremmedgjorthed, der er som grundlag for oplevelsen i denne sang – og flere af de andre.
Og musikken i de i alt ti sange på pladen passer på smukkeste vis til denne grundfølelse. Sangene er alle sært betagende og melodisk besnærende uden på noget tidspunkt at blive tilnærmelsesvis poppede. De tager uden tvivl sigte mod hitlisternes fællesnævner, men arrangementerne, der måske bedst kan beskrives som lydlandskaber (soundscapes) eller lyduniverser, sørger for at det samlede udtryk befinder sig udenfor “mainstream”, et sted, hvor analoge og digitale elementer (lige fra gammeldags trædeorgel til moderne “synths”) helt i tidens ånd blandes til en musikalsk kompot, der unddrager sig selv de mest komplekse genrebetegnelser, men associerer til alt muligt fra moderne og ældre folk over americana til moderne ambient. Men først og fremmest afslører arrangementerne, at Death Machine har fundet en lyd og et udtryk, der er deres eget.
Orbit er en af den slags plader, der falder lidt uden for kategori og med sin forførende stemning og særprægede lyd gør krav på en vis tidløshed og derfor fortjener en plads blandt den slags plader på pladereolen. Orbit skal nok appellere til vor tids streamere, men fortjener også et stort publikum blandt de lyttere, der foretrækker at lytte til et helt album ad gangen. Hermed anbefalet.
Death Machine . Orbit. Produktion: Death Machine. Celebration Records. Er lige udkommet.
