Glem ikke Syrien
30. december 2019
[Illustration, lånt fra en tyrkisk sproget kilde]
I 2016 underviste jeg syriske flygtninge, bl.a. mange fra den nordsyriske by Aleppo, der blev kendt som helvede på jorden og blev helt ødelagt. I 2015 var der kommet nogle få tusinde flygtninge til Danmark, men flygtningestrømmen stilnede lidt af og det politiske establishment reagerede med at stramme op på udlændingepolitikken, herunder undervisningen af udlændinge. Og siden har samme politikere ladet som om flygtningestrømme var noget, der hørte fortiden til og at der fremover ville være ro i andedammen Danmark.
Men den kedelige sandhed er, at hundredtusindvis af syrere er i bevægelse væk fra Syrien – bl.a. i retning af Tyrkiet (og videre mod nord) – fordi præsident Asad og hans allierede systematisk forsøger at udrydde syriske borgere i byen Idlib og andre steder. Og som man kan læse af nedenstående artikel af Janine di Giovanni, der er en af de få journalister, der faktisk har rejst i området og tilsvarende områder i andre krige, så overgår præsident Asad tidligere krigsherrer i brutalitet, bl.a. ved konsekvent at bombe hospitaler og dræbe læger. Og det sker, medens ikke blot præsidentens allierede, men stort set hele verdenssamfundet vender ryggen til.
For det er mere interessant for fx den danske presse at berette udførligt og længe om “utilpassede unge” mænd og børn, der skyder nytårsfyrværkeri af efter hinanden og efter tilfældige forbipasserende i København. Men at orientere om den flygtningesituation, der er ved at blusse op igen i Tyrkiet og dermed ved grænsen til Europa (den tyrkiske præsident Erdogan har allerede truet med at lukke op for flygtningestrømmen mod Europa…), det har man åbenbart ikke overskud til. Men de fleste tv-journalister bor jo også i København eller nærmeste omegn…
Her på tærsklen til det nye årti kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de syrere, der har måttet lade livet for præsidentens udryddelsespolitik eller har måttet forlade alt for at flygte gennem krigshærgede områder for at nå i sikkerhed et sted – og på de elever jeg havde som alle kunne fortælle forfærdelige historier om død, lemlæstelse, voldtægt, tortur m.m. Jeg ønsker dem det bedste, hvor end de nu befinder sig. Og så håber jeg, at pressen vågner op og lever op til sit ansvar som værende magthavernes kritikere. For tragedien i Syrien hviler ikke kun på præsidentens, russernes og amerikanernes skuldre, men også på europæernes. Det er også vores ansvar at sikre syrerernes sikkerhed og få stoppet det meningsløse slagteri dernede.
Læren fra krigszonerne: Hvad Syrien, Bosnien og Tjetjenien havde til fælles.
