Robin Hood og velfærden – om politisk metaforik (en simpel analyse)
1. februar 2020
[Min barndoms Robin Hood, Erroll Flynn]
Ja, Robin Hood og hans lystige svende i Sherwoodskoven, har meget længe været en metafor for politik. En metafor, der blev brugt om “socialistisk” politik, der ‘tog fra de rige og gav til de fattige’, sådan som den folkelige udgave af Robin Hood-fortællingen vil have det. Og som sådan er det også en metafor, der også ofte afslører, hvor metaforbrugeren befinder sig sådan rent politisk.
I dagens eksempel er mine yndlingsofre, journalisterne på DRs nyhedsside, der bruger metaforen i en omtale af regeringens meget omtalte nye kommunale udligningsreform, Under underrubrikken “Sådan kan nyt ”Robin-Hood-system” påvirke din skat” skriver de tre journalister: “Regeringen ønsker, at de brede skuldre bærer mere, og rige kommuner betaler endnu mere til fattigere. De kommuner, der mister penge, må hæve skatten tilsvarende, så de har råd til det samme i dag.” Synsvinklen er klar nok: Regeringen vil at de “brede skuldre”, “de rige kommuner” skal betale mere til de “fattige” og derfor må de brede, rige kommuner sætte skatte op for at få de kommunale pengekasser til at stemme. Og faktuelt er det da også rigtig nok, at velhavende kommuner – i fx Nordsjælland – måske skal betale mere i skat for at få pengene til at passe og ikke mindst: for at knap så velhavende kommuner kan få lidt mere at gøre godt med til den såkaldte velfærd. I følge DRs egne beregninger skal vi her i Århus fx betale et sted mellem 50-60 kr. pr. person pr. år mere i skat. I de velhavende nordsjællandske kommuner (fx Gentofte og Rudersdal) skal man pr. person betale et sted mellem 2-3000 kr. om året.
Men man må spørge sig selv: Er Robin Hood-metaforen og dens logik en rimelig måde at vinkle nyhedens om reformen på? Hvad er reformens sigte? At tage fra de rige? I hvert fald kun meget snævert anskuet. Reformens sigte er at udjævne en voksende ulighed mellem samfundets kommuner. Det fremgår oven i købet af regeringens eget forståelsespapir (regeringsgrundlag), at det er kampen mod uligheden, der har øverste prioritet. I øvrigt har en sådan reform jo ikke primært til formål at tage penge fra nogen, men derimod at fordele pengene således at alle, inkl. dem i de velhavende kommuner, kan sikres en rimelig ældrepleje, skolegang, sundhedsbehandling osv. Altså en rimelig del af den såkaldte velfærd.
Alligevel vælger man at vinkle nyheden på en måde, der kunne være planket fra Cepos’ kommunikationsmanualer eller lignende. Hvorfor mon?
