Zoo-Berlin
6. november 2006
Flere dage i storbyen Berlin. Det tager sin tid at fordøje alle indtrykkene. Jeg har gået så meget, at jeg føler det som om, jeg er blevet en halv meter kortere. Og når alle sanser har været vågne fra tidlig morgen til sen aften, antennerne slået fuldt ud, seimografen arbejdende for fuldt tryk melder der sig en mat- og træthed, der forstærkes af ti timers togrejse (inklusive østeuropæisk betingede forsinkelser…).
Som nævnt i dagens første indlæg besøgte blogbestyreren på datterens ønske Berlins zoologiske have eller – i daglig tale – Berlin-Zoo. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke er meget for zoologiske haver. Men, når man har børn, så besøger man zoologiske haver og dyreparker her og hisset. Og det er da også – et eller andet sted – en interessant oplevelse af stå face-to-face – på en afstand af en meters penge (selv om der var glas imellem) – med en truet dyreart som den kinesiske panda og tænke på, at man måske tilhører en af de sidste generationer, der får mulighed for det. Og parken i sig selv er stor og flot med mange beplantninger, bænke osv. Omkring 13.000 dyr er der, alt iberegnet . Det vil tage flere dage at se det hele, for slet ikke at tale om at læse alle de informationer, der knytter sig til hver dyreart. Det er lige som med kunstmuseer og andre museer. Hvor meget får man egentlig med sig hjem? Ikke det hele i hvert fald. Dertil kommer, at jeg altid får den der fornemmelse, når jeg er i zoo: Det burde ikke være sådan. Dyrene burde være der, hvor de retteligen hører til. Jeg kan ikke andet end blive lidt melankolsk, når jeg ser en stor, flot hanløve gå frem og tilbage langs en grå væg, alene, og en gang imellem udstøde et brøl. Eller se den amerikanske ørn sidde mutters alene i et træ og kigge uinteresseret ned på en. Så nytter det ikke meget, at det var Robert Kennedy, der oprindeligt gav haven dette prægtige dyr.
Jo, jeg ved godt, at der kan fremføres mange seriøse argumenter for de zoologiske havers berettigelse, og egentlig burde jeg som erklæret humanist nok ikke bekymre mig så meget om naturen, det billige skidt, men i stedet om menneskenes ve og vel, men alligevel så jeg helst, at dyrene var i deres rette element – også selv om det ville betyde, at jeg aldrig ville få dem at se in natura.
Nå, men vi fik gået rundt indtil selv datterens unge fødder protesterede, og vi måtte finde lidt hvile i havens restaurant med kaffe, vand og solide tyske pølser med Pommes. Det skal de have, tyskerne, pølser kan de lave.
Billedet ovenfor viser en bjørn i færd med at hente godbidder op fra vandet. Salatblade, æbler og ikke mindst valdnødder, som den med stor færdighed knuste mellem tænderne for derefter at lægge på den ene pote, hvor den så sorterede skaller fra kerner. Den var tydeligt, at den ikke var meget for at skulle ud i vandet…
Berlin-Zoo blev grundlagt i 1844, og som meget andet i Berlin blev haven voldsomt beskadiget i forbindelse med 2. Verdenskrig, hvor dyrebestanden blev reduceret fra små 4.000 eksemplarer til mindre en 100. I dag er den igen blandt verdens største.
