Om at være +50 med børn på bagsmækken…
14. oktober 2008En af de gode ting ved at komme til års er, at man – i bedste fald – bliver klogere på sig selv og sine begrænsninger. Og set i bagspejlet ved man også, hvilket også er en fordel, at det med at planlægge livets gang er en stor illusion, som man ikke skal dyrke for intenst. Man ved aldrig, hvad der venter lige om hjørnet, hvis man ellers får lov til at opleve det…
Man indser, at tidens trends med personlig coach og “selvudvikling” er gøgleri for Vor Herre, og at det snarere handler om selvafvikling end selvudvikling. I stedet for at dyrke sit ego, så gælder det om at kigge bort fra navlen ud i verden, være til stede og her.
Sådan noget handler Bo Green Jensens artikelserie “Liv og meninger” i Weekenden om
â€Jeg tænker på, da jeg selv fyldte 40. efter tyve år med stress, forvirring og misbrug, havde jeg en fornemmelse af at være nået frem. Der var en hustru, en datter, et hjem og et job. Jeg kunne endelig se, hvad det handlede om, og intet kunne for alvor gå galt. Tal om at gøre sig skyldig i hybris. Ti år og to skilsmisser senere er jeg klogere. Jeg ved at det handler om Rose og Laura.â€
Jeg har med stor fornøjelse læst min jævnaldrende forfatters let vemodige skriverier om livets med- og modgang, de uforudsigelige omskiftelser og desillusionen – men også om de konstanter, der er. Fx at man bliver far, og det forbliver man at være til sin død. At man er til for nogen. Andre end sig selv.
Nu er Green Jensens artikler fra 2001 og frem blevet samlet i en bog (Rosinante). Jeg har allerede bestilt den, for det er ikke til at gemme alle de avisartikler…
