Erindringsglimt: Jørgen Ingman – guitarist
31. oktober 2008
Navnet Jørgen Ingman – Ingeman, som min mor altid sagde -gled ind i mit øre og straks var jeg tilbage i barndommen. For Jørgen Ingman var nok den person, der åbnede mine ører for guitaren som soloinstrument. Eller i hvert fald var med til det. Sammen med sin daværende kone Grethe blev han et stort navn i Danmark, da de sammen vandt melodigrandprix med Dansevise, der er forblevet en evergreen og en af den europæiske sangkonkurrences mindeværdige sange. Fra barndommen er det ellers især hans udgave af Apache, der huskes. Nummeret gav Ingman en hitlisteplacering i – USA. Både Apache og Dansevise var faste indslag på Giro 413, min barndoms ufrivillige soundtrack. Ellers kan jeg huske, at han havde sit eget guitar-brev-kursus, som blev solgt via reklamer i Familie-Journalen (tror jeg nok) og andre steder. På billedet så man den smilende Ingman med sin Les Paul Gibson-guitar. Jeg blev aldrig rigtig fan af Jørgen Ingman, der foretrak at udfolde sig i jazzen og som leverandør af easy-listening i dansk aftapning. Men dygtig, det var han indiskutabelt…
Dansevise
31. oktober 2008 kl. 22:52
Dansevise _er_ fantastisk godt skrevet, og alle kunne høre det fra første tone. Det var vist en af de sikreste vindere nogensinde. Teksten af Volmer Sørensen er ogsÃ¥ et pletskud. Han bruger hverdagsagtige iagttagelser pÃ¥ en mÃ¥de sÃ¥ digtet hæver sig op over banaliteterne –
et sølvfløjt i en trætop
Det er smukt!
Er det en af Otto Franckers bedste melodier? spurgte jeg mig selv om dengang. Det fik man ikke svar pÃ¥ i skolens musikundervisning eller senere i studiet af “Musikvidenskab”.
Var det Jørgen Ingmann, der tilrettelagde guitarstemmen så den får hele arrangementet til at fungere? Eller var det også Francker, som havde lavet det ekko på guitaren til ære for det smukke par?
Der skal bÃ¥de øre og hjerte til at lave sÃ¥dan et pletskud. At der bliver spurgt “Hvorfor løb du dog din vej” lyder lidt underligt i mine ører, men det kan jo være at det er Volmer Sørensen, som havde “regrets”.
At Grethe Ingmann synger vej og dig i stedet for vaj og daj er blot en smuk tidstypisk detaille.
31. oktober 2008 kl. 22:53
Hvordan kan det være du lige kommer i tanke om Dansevise nu?
1. november 2008 kl. 01:04
@Donald: For det første er der ikke rigtig meget andet med Ingman pÃ¥ YouTube, og sÃ¥ synes jeg, at Dansevise er en af de mest vellykkede danske popsange overhovedet. Prøv engang at læse tekster og hør, hvor fint musik og tekst gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd…
1. november 2008 kl. 01:07
@Donald: Og sÃ¥ er der et eller andet fascinerende ved Volmer Sørensen, der pÃ¥ en gang var utrolig folkelig, grænsende til det populistiske, og intellektuel. Oversætter af George Simenon og med – som du selv er inde pÃ¥ – et talent for sprog. Det er nok en af de mest vellykkede danske poptekster – oven i købet en poetisk en af slagsen.
2. november 2008 kl. 14:18
Det har sikkert været Familie-Journalen, som bragte den tillokkende annonce, for det ugeblad købte min mor hver uge. Og musikglade 11- 12 årige anjoe blev den lykkelige ejer af guitar + kursushæfter, men glæden blev kort og erfaringen dyr ;-)
Første hæfte gav en kortere beskrivelse af, hvordan man skulle stemme guitaren med hjælp fra den medsendte “fløjte”, hvor første tone blev givet. Og nÃ¥r den lille sag var klaret, ja sÃ¥ skulle der lige trænes et par lette greb eller tre (kan ikke huske), og vupti du var klar til at spille og synge Elvis-hittet Can’t you see I love you please don’t break my heart in two. Alt indledende klarede jeg tilsyneladende fint, men noget mÃ¥ være gÃ¥et galt, for resultatet melodimæssigt lød slet ikke som pÃ¥ min storebrors singleplade *LOL*
Når jeg fik stemt guitaren af gode venner eller af byens instrumentsælger, gik det nogetledes, men rette stemning holdt jo ikke så længe. I øvrigt var undervisningen næppe tilrettelagt af Jørgen Ingmann selv, men han scorede kassen. Materialet blev ikke ligefrem rost af kyndige, hvorimod guitaren havde en rigtig god klang.
anjoe valgte at bytte guitar med en dygtigt spillende veninde, og med den billige klassiske, som jeg malede og pÃ¥klistrede billeder, blev jeg de efterfølgende Ã¥r en meget flittig komponist – det nødvendigt, for hver gang dens forkert stemte toner ændrede sig, mÃ¥tte jeg jo diske op med nye melodier. Tilmed havde jeg klart en fordel ved “optræden” rundt omkring, nemlig at publikum ikke kendte musikken forud, og derfor ikke kunne sammenligne mig med de andre. Du capac har nok ogsÃ¥ hørt f.eks. House of the rising sun i mindst 30 forskellige udgaver, og ditto Blowing in the wind, Yesterday etc. :-D
De seneste år har man kunnet købe en guitarstemmefidus, som sørger for rette strengelyde, men jeg gids ikke nu!!!
2. november 2008 kl. 14:35
Tak for historien Anjo. Det er dejligt, når erindringer sådan smitter hinanden.
Jeg fik aldrig lov til det kursus. Det var der ikke rÃ¥d til – heldigvis… :-)
2. november 2008 kl. 14:36
Det med guitarstemningen er blevet med nemmere. Frøkenen guitar er udstyret med en elektronisk device, hvormed man med fÃ¥ tryk kan fÃ¥ styr pÃ¥ tonerne. Keine Hexerei…
2. december 2011 kl. 00:15
Grethe Ingmann havde en fantastisk, særpræget stemme. Stor respekt, men uden hendes mands små fine finurligheder på sin guitar, afstemt efter hendes stemme, var de nok ikke nået så vidt! I dag kan de fleste guitarister 5 akkorder og lave en masse larm. De er efter min mening ikke værd at lytte til, når man sammenligner dem med Barney Kessel, Joe Pass o.s.v. Disse herrer lagde grundstenene til ægte guitarspil, men unge musikere i dag, aner ikke hvem de var. Smag kan ikke diskuteres, men der er efter min mening visse grundregler, som må læres.
Gerda Lauenborg
2. december 2011 kl. 01:03
@Gerda Lauenborg: Vi kan sagtens blive enig om, at Grethe lavede noget af sit bedste materiale sammen med Jørgen. Men det kniber med dommen over nutidens guitarister.
22. marts 2012 kl. 18:03
Tak for svar. Ligesom man ikke kan lære at køre bil uden div.prøver, så kan man heller ikke spille guitar uden nogen form for nodelæsning, becifringer o.s.v.
I dag er unge mennesker meget lidt kritiske, bare der er larm! Jeg kunne give dig mange eksempler pÃ¥ kunstnere, som kun ville optræde, hvis min mand spillede guitar i stedet for el-bas, hvilket han ikke ville til et “sygt orkester.”
Mvh
musikerkonen