En aften med Ron Sexsmith
21. november 2008
I min egen Singer-Songwriter Hall of Fame har den canadiske sangskriver Ron Sexsmith for længst fået i en varig plads. Og derfor var det en selvfølgelighed, da jeg i går havde taget fri fra arbejde for, sammen med et par dusin andre publikummer, at overvære mandens anden koncert i Århus.
Den nu 44-årige, trinde herre med det viltre hår, kan skrive sange af en kvalitet, der har fået Paul Mccartney, John Hiatt og Elvis Costello – i øvrigt Sexsmiths egne forbilleder – ind i hans fanskare. Og det taler vel for sig selv.
Bortset fra albummet Retriever (2004) er Sexsmiths plader ikke særligt poporienterede. Dertil er hans sange for komplekse. Og det er nok dette forhold, der har givet ham ry af at være en musikernes musiker.
Almindeligvis har jeg for vane at skrue forventningerne ned, når jeg går til koncert. Det har erfaringen lært mig at gøre. Men denne gang var jeg ret overbevist om, at Sexsmiths sange nok skulle klare distancen. Manden selv og hans guitar/klaver skulle nok klare ærterne på Voxhalls velegnede scene.
Og koncerten gik da også over al forventning. Akkompagneret af en lydhør basist og en ligeså lydhør guitarist (hvis navne jeg ikke lige fik fat i…), leverede Sexsmith en intens koncert med et udvalg af sange fra sin seneste plade – Exit Strategy of the Soul – og fra det store bagkatalog. Ikke så megen snak.
Nummer på nummer blev leveret på stribe – inklusive de obligatoriske tre dacapo-numre. Sexsmiths sange har den formidable kvalitet, at de kan få hårene til at rejse sig på min nakke og få drivisen i min hjerne til at smelte. Og det skete flere gange i går aftes. Mange af sangene er, som Mccartney ville sige, ‘Silly Lovesongs’, men Sexsmith leverer beviset for, at man kan blive ved med at skrive om kærlighedens veje og irveje. Det handler om, hvordan man gør det. Og Sexsmiths sangskriverkunst gør en forskel. Ron Sexsmiths har ikke den største stemme blandt popsangere og er heller ej verdens bedste guitarist eller klaverbokser (fx lavede han et par bøffer undervejs..). Men det er såre ligegyldigt, når man skriver store sange og leverer dem engagement og hjerte. Jeg ved ikke, hvordan de andre publikummer havde det bagefter. Men jeg var opløftet, følte mig en meter højere og lettet. Gennemlyst af musik…
Uden tvivl en koncertoplevelse, som ikke bliver overgået i meget lang tid.Jeg skal heller ikke glemme at nævne koncertens opvarmere, duoen Madison Violet, der ligeledes kommer fra Canada. Madison Violet – også kaldet Madviolet – består af består af Benley MacEschern og Lisa MacIsaac. I koncerten gav de smagsprøver på deres kommende album Not Fool For Trying. Med guitarer og fiddle gelejdede de os gennem en halv times sange om hjertebrud og andet. Stilen er en afart af alternativ-country-folk. Bestemt værd at lægge øre til. Besøg deres hjemmeside, hvor der er flere oplysninger og smagsprøver at hente.
This Is How I Know (Live at the Woodshed)
21. november 2008 kl. 23:49
Hmmm, jeg har kun YouTube-klippet at holde mig til, somme tider bliver jeg bekymret for dig, C., men jeg tror det har været en stor live-oplevelse.
Jeg klarede 1’36”.
22. november 2008 kl. 00:54
Det er betryggende, at du bekymrer dig, Donald! Der er flere videoer med Ron pÃ¥ Youtube, hvis du har mod til at prøve…