Pigen i cafeen
8. december 2006Feel-good-film er efterhånden blevet et begreb, der dækker over en sammenkogt ret af romantik, humor, kvikke dialoger og gerne en håndfuld kendte eller – bedre – gode skuespillere. Amerikanerne kan godt lave dem, når de tager sig sammen og ikke forfalder til for meget af den ene eller anden ingrediens eller satser på tidligere tv-stjerner med et begrænset talent. Men, især englænderne kan det der med letbenede, lystspilagtige film, der kun er bagateller, og som alligevel tåler at blive set igen og igen og igen…
Sådan var det med Fire bryllupper og en begravelse, der mest af alt er en bunke, vellykkede filmiske episoder, der er knyttet sammen af de fem begivenheder. Og sådan var det med Love Actually, der også er en hoben små historier om kærlighedens væsen og uvæsen, udsat for uforskammet intelligent dialog og en flok af Englands bedste skuespillere – og som i de forkerte hænder ville være blevet en katastrofe…
Fælles for de to netop nævnte film er, at de er skrevet af den samme mand, nemlig Richard Curtis. Og han kan bare det der med at skrue dialoger sammen, så de både virker ganske dagligdags og alligevel ofte er fuldstændig overrumplende.
I går aftes havde man mulighed for at se endnu en film med Curtis som manuskriptforfatter, nemlig The Girl in the Cafe. Jeg havde overset den avisens programoversigt, men Fruen havde set den før og mente, at den måtte jeg se. Argumentet var, at jeg skulle se den engelske skuespiller Bill Nighy, som jeg sætter stor pris på. Alle, der har set Love Actually og har moret sig over den gale, halvgamle rockmusiker, der elsker sin tykke manager og vil smide kludene på tv, hvis blot hans skodplade bliver et hit, ved, hvem jeg taler om. I Pigen i cafeen spiller han en musegrå, desillusioneret embedsmand, der har fortrængt sine ungdomsdrømme om at blive rockmusiker så eftertrykkeligt, at de dukker op i hans natlige drømme som invitationer om at blive medlem af The Rolling Stones… En dag møder den kejtede, engelske embedsmand en ung studine – spillet af den unge, skønne, skotske skuespillerinde Kelly Macdonald (Trainspotting, The Cock and Bull Story m.fl.) – i en café, og så slår kærligheden ned som en forhammer i de to. Historien om rejsen til G8-mødet på Island og de emotionelle og politiske problemer, der følger med, er kun en bagatel, og det er også ret lige meget; for det er samspillet mellem de to, de skæve replikker – der ping-ponger frem og tilbage og fastholder tilskueren i spændt forventning om den næste returnering – der gør filmen værd at se. En film om en temmelig umulig kærlighed, der får lidt indflydelse på verdens skæve gang. Den egner sig perfekt til at skubbe den værste juleitis lidt i baggrunden et par timers tid…
Her kan man læse lidt om filmen og se en trailer.
8. december 2006 kl. 17:00
Jeg mÃ¥ beskæmmet indrømme, at jeg er en af dem, der først opdagede Bill Nighy i Love Actually, men siden hen har sat stor pris pÃ¥ ham. Han er en af de skuespillere der vitterligt er god uanset hvilke roller han spiller – og der er vist ikke den rolle, han ikke har spillet. For blot at nævne et par enkelte: Vampyr (Underworld), usympatisk stedfar OG Zombie (Shaun of the dead), usympatisk embedsmand (The Constant Gardner), sympatisk embedsmand (The Girl in the Café), ubehagelig, blækspruttelignende pirat (Pirates of the Caribbian 2 og 3), sympatisk, men distræt rumvæsen og verdensbyger (Then Hitchhiker’s Guide to the Galaxy), og sÃ¥ selvfølgelig falleret rockstjerne (Love Actually).
God mand.
8. december 2006 kl. 17:04
@Carsten: Jeg kan kun tilføje: Bedre sent end aldrig… Brilliant skuespiller.
17. december 2006 kl. 16:28
Lidt sent at spørge, men alligevel: hvor – ud over alle de film, hun angives at have medvirket i – er det nu lige jeg kan have set og være blevet betaget af Kelly MacDonald?
17. december 2006 kl. 17:35
@lechaim: Det er aldrig for sent at spørge. MÃ¥ske har du (som jeg) bemærket denne dejlige skuespillerinde i spændingsserien State of Play, der blev vist pÃ¥ dansk tv. Det var i hvert fald her, jeg for alvor bemærkede hende. I øvrigt har wikipedia en artikel om hende – og hun har sin egen lidt overfladiske…