Evighedsstudenten – en uddøende race?
28. december 2008Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…
28. december 2008 kl. 14:52
Det næste bliver vel, at de dropper “livslang læring”. Hvad skal vi sÃ¥ fÃ¥ tiden til at gÃ¥ med?
PÃ¥ den anden side er der vel efterhÃ¥nden sÃ¥ mange af regeringens proselytter, der er nÃ¥et til vejs ende inden for denne del af livet…sÃ¥ er det for dem ogsÃ¥ spild af tid.
28. december 2008 kl. 15:47
@AagPK: Jeg mener, at det var Information, der engang undersøgte de ledende politikere gennemførselsgrad, og det viste sig, at rigtig mange af dem var…”halvstuderede røvere” og “spøgelser”…
28. december 2008 kl. 16:49
Det er sådan set i orden med mig at man værdsætter den, der studerer og bliver ved med det hele livet igennem. Jeg var selv længe om det, og kunne godt tænke mig at studere noget mere. Men der er dog nogle ting, som også politikere fra oppositionen kan støtte, nemlig at uddannelsesstrukturen børe være i overensstemmelse med internationale uskrevne konventioner samt at man ikke skal ødelægge studieprocessen ved at fx. specialeopgaver expanderes til doktordisputatser (udvides p.g.a. ambitioner om at skrive det hidtil bedste). Når en studerende kan skrive 50 siders sammenhængende, god redegørelse for eksisterende forskning og tilføje en original tanke eller resultat af en undersøgelse (humanistisk eller experimentel forskning), så bør universitetet anerkende, at vedkommende har lært så meget, at videre studier kan ske på eget ansvar, mere selvstændigt eller hvordan du nu vil udtrykket det.
Der er mange underlige eksempler på langtids-studier, som ikke kan uddybes i en blog-kommentar (selv om den endda er ret lang :-) men jeg kan ikke dy mig for at sige, at netop politiker-jobbet er af den slags, hvor den akademiske anerkendelse kommer i anden række og altså demonstrerer, at vi har højt kvalificerede mennesker, som ikke har lært det, de kan, fra en forelæsning.
Maria Helleberg fortalte i radioen i sidste uge, at hun en dag sad i et tog og tænkte, “skal jeg bruge resten af livet pÃ¥ at høre en forelæsning om Ludvig d. 16’s teater?” Det hører med i billedet at hun (næsten) fik tilbudt stillingen som institutleder, men at hun ikke mente, at det var relevant for hendes livsprojekt.
Jeg er som du ved musik-interesseret, mest klassisk, men jeg føler det forkert, hvis jeg skal undervise en gymnasiast i Mozart’s symfonier, nÃ¥r vedkommende har mere brug for en forklaring af integrale-regning og logaritmer (som i øvrigt er meget nyttig viden i akustiske spørgsmÃ¥l).
Det jeg prøver at sige, er at det er OK at prøve at reorganisere uddannelserne, og at de humanistiske (arbejdsløse) uddannelser kan om-organiseres, så de er bredere, mere målrettede mod at kvalificere de studerende hurtigere. Derved tror jeg at man kan hjælpe kandidaterne til at få job.
Næste skridt er så at jobs og familier burde være indrettet, så man kan læse videre (post-doc eller nyt fag eller job-uddannelser.) Og uden at kompromittere uafhængigheden af kommercielle interesser.
28. december 2008 kl. 17:11
@Donald: Jeg er sÃ¥mæn ganske enig med dig. Det jeg diskret ville antyde var bare, at det at studere ikke bare handler om uddannelse i snæver forstand (pensum, eksamen, speciale osv.), men om det Helleberg kalder “livsprojekt”. Det, jeg ogsÃ¥ prøver at sige, er, at uanset, hvad politikere og uddannelsesbureaukrater gør, sÃ¥ er der grænser for, hvor meget man kan effektiviser uddannelserne.