Julegavegiveri
26. december 2006Julen lakker stille og roligt mod enden. Blogbestyreren fik, hvad han ønskede sig allermest: ro og fred i familiens skød. Og vi nåede, hvad vi skulle. Endda at komme til julegudstjeneste med pigebarnet, der følger op på sin konfirmationsovervejelser. Far gør sin pligt og går med. Og det var hyggeligt, og kirken var mere end fuld. Flere gik forgæves og måtte komme igen senere. Eneste minus var et forfærdeligt orgel, hvis lyd lå et sted mellem en legetøjsplastikorgel fra BR og et opbremsende godstog på Kolding banegård. Præsten prædikede om den egentlige julegave: kærligheden. Det, jeg ønsker mig allermest, er en julenat med dig, citerede hun Brd. Olsen for. Jeg var ikke helt sikker på, hvad Noller og co. havde i tankerne. Men det var nok noget med julelege…
Og julegaver blev uddelt med rund hånd. Som Fruen sagde: Det er mange år siden, jeg har fået så mange gaver. Og når hun siger det…
Som bekendt er det ikke gavens materielle værdi, der er afgørende, men tanken bag. Derfor fik nedenstående gave fra min datter straks en høj prioritet. Hun ved, at Gravhunden betyder lige så meget for hende selv som for mig. Og hendes opfindsomhed tager jeg hatten af over for. Gravhunden var i øvrigt den, der fik flest gaver – fra datteren. Det blev både til et all-weather-dækken, gør-det-selv-hundekiks til bagning i ovnen, diverse gnaveting, en pose til hundeposer og godter på gåturen (som blogbestyreren formodentlig skal bære rundt på) osv.
26. december 2006 kl. 17:58
Jeg er vokset op sammen med min moders forkærlighed for omtalte hunderace. En stor og farlig hund der ikke fylder så meget. Et pragtfuldt eksempel på at det ikke er et spørgsmål om hvor høj man er,men mere hvor meget man tror man fylder. Når man er 20.Cm, høj og mestre at overbevise en fuldvoksen rootwilerhan om at han er en lille tøsedreng ved bare at sende et par onde øjne og et hint om at man måske kunne finde på at rejse et par børster. Måske var det hjernemasse pr.kg. eller osse var det lasse`s stramme nosser. Jeg savner ham. Camomilla.Louis.Rikke.Toion.Mille.Dolfus.Halvfanden.
28. december 2006 kl. 20:33
Jeg NÆGTER kategorisk at tro, at forældres største og eneste ønske er “et par dage i fred og ro med familien”. Det er det samme pjat min kjære fader og moder kommer med, nÃ¥r man forsøger at fÃ¥ en ønskeseddel ud af dem. PÃ¥ mig har det altid forekommet at være et forsøg pÃ¥ at undgÃ¥, at deres afkom gÃ¥r ud og bruger deres surt sammensparede SU pÃ¥ gaver til de gamle. Men det er en teknik som altid fejler, da 1) vi jo alligevel køber gaver til dem og 2) juledagene aldrig bliver sÃ¥ rolige som de hÃ¥ber. (Og 3) pÃ¥ et tidspunkt begynder afkommet at tjene rigtige penge, og vil gerne spendere en del af dem pÃ¥ de gamle velbjærgede forældre).
Så hvorfor ikke opgive det håbløse projekt, og i stedet finde på et par (andre) gode gaveønsker. Det ville gøre mange menneskers gaveindkøb meget lettere :-)
28. december 2006 kl. 20:41
@Carsten: Bare vent til du selv har været igennem blehelvedet og teenageårenes hormonale vanvid med en håndfuld unger, så vil du forstå de kjære forældres fromme ønske! ;-)
28. december 2006 kl. 20:51
Bah – den undskyldning er jeg efterhÃ¥nden stødt pÃ¥ sÃ¥ mange gange, at den ikke virker mere. Hvis “Du har ikke børn, sÃ¥ du kan ikke forstÃ¥ det”-undskyldningen havde gyldighed alle de steder, hvor folk bruger den, sÃ¥ tror jeg ikke, jeg ville kunne forstÃ¥ noget som helst i denne verden.
Og som sagt: Efter så mange år med blehelvede og hormonalt vanvid, så BURDE forellerne da vide bedre, end at ønske noget, som de med 100% sandsynlighed IKKE får. Og selve det, at forellerne ikke ønsker sig andet er mange gange en medvirkende årsag til, at juledagene ikke bliver så rolige som de håbede. Hvorfor? Fordi børnene brokker sig over, at forellerne ikke har ønsket sig noget.
Som man mÃ¥ske bemærker, sÃ¥ er dette et emne, der ligger mig hjerte nært – og som har irriteret mig lige sÃ¥ længe jeg har haft mulighed for at give mine forældre gaver. Jeg mener – sÃ¥ dumme er de jo ikke – vel? Tror de virkeligt selv, at hvis bare de ikke ønsker sig noget, eller bare ønsker sig “at børnene vil komme hjem”, sÃ¥ vil børnene ikke gÃ¥ ud og (for)købe sig og julefreden sænke sig?
28. december 2006 kl. 23:00
@Carsten: Hæ-hæ. Jeg tænkte nok, at den ville have effekt! Bortset fra det, så kan man jo godt ønske sig noget, man godt ved, at man ikke får. Det gør vi jo hele tiden, ikke?
29. december 2006 kl. 13:10
@Carsten: I øvrigt et interessant filosofisk problem: forstÃ¥elsens grænser og erfaring… :-)
31. december 2006 kl. 11:14
@Carsten: Hvorfor skulle vi ‘foreller’ dog ligge pÃ¥ maven for afkommets krav bare fordi de har nÃ¥et noget der ligner skelsÃ¥r og alder? Alle forældreskabets utopier er jo netop koncentreret i vores afkom … siger jeg til mine de voksne nÃ¥r jeg RIGTIG vil irritere dem.
Desuden er ønsket om ‘et par dage i fred og ro med familien’ sgudda (ogsÃ¥) betinget af den udmattelse der ligger i fuldtidsjob og andre viderværdigheder. NÃ¥r sÃ¥ der kommer et par søgnehelligdage med indlagte traditioner er det en FED undskyldning for fred og ro i kendt og elsket selskab. Eller hur?
1. januar 2007 kl. 18:53
@Capac Рm̴ske en ny m̴de at formulere udgangspunktet for Kants erkendelsesteori?
@Dana – Forellerne skal lige sÃ¥ lidt som nogen andre ligge pÃ¥ maven for nogen. Og de mÃ¥ hjertens gerne ønske sig al den julefred og ro de vil i julegave – det ønsker jeg skam ogsÃ¥ selv. Men nÃ¥r nu forellerne frustrerer deres afkom ved at nægte at komme med andre gaveønsker, og dermed gør det mindre sandsynligt at juledagene faktisk bliver fredelige og rolige (mig og mine søskende brokker os hvert Ã¥r højlydt over, at vi afkræves ønskesedler, mens forellerne konsekvent nægter at lave nogen) sÃ¥ modarbejder de det de gerne selv vil have – nemlig en rolig og fredelig jul. Og det er bland andet det, som jeg ikke forstÃ¥r, at de ikke kan forstÃ¥. Og sÃ¥ er det bare almindelig irritation over stadig at blive betragtet som et barn :-)
1. januar 2007 kl. 19:01
@Carsten: Godt ord igen. Jeg lavede sÃ¥mæn en ønskeliste pÃ¥ ti ting, som jeg faktisk godt kunne bruge, fx en gammeldags ragekniv, en kvalitetskasket (model: nedgroet negl) til at holde styr pÃ¥ de grÃ¥ lokker, et par hjemmesko fra Birkenstock, nogle cd’er med obskure kunstnere m.m. MÃ¥ske var det derfor roen og freden kom dalende ned over mit hovede?
1. januar 2007 kl. 19:03
@Capac – Sikkert. Det har utvivlsomt hjulpet. Og fred med det :-)
1. januar 2007 kl. 19:09
@Carsten: I hvert fald skal man ikke skabe problemer for sig selv og andre, hvis det kan undgÃ¥s…