Blue Cheer
21. januar 2007
Væk med de kulturpessimistiske udladninger og tilbage på musiksporet. Omtalen af Iron Butterfly og bandets rolle som heavy-metal-pionerer fik mig – selvfølgelig – til at tænke på et andet band, jeg tidligere har nævnt: Blue Cheer. Jeg skrev på et tidspunkt – inspireret af Henriks heavy-fascination – om min begrænsede interesse for genren. Kan læses her.
Blue Cheer var altså en af de mindeværdige rocktrioer. Og en af den tunge slags. Det skulle være rigtigt, at bandets navn var et øgenavn for en bestemt LSD-variant. Det var jo moderne at indtage dengang sidst i tresserne, lige som det var in at lave kryptiske allusioner til hallucinerende stoffer.
Mest kendt er de, som nævnt, for deres version af Eddie Cochrans halvtredser-ungdomsspleen-nummer Summertime Blues, der er at finde på debutpladen Vincebus Eruptum fra 1968. Sådan lød de dengang, da de tog Cochrans blues under kærlig behandling – i en farveoptagelse fra tyske Beat-Club:
