Bob Dylan, Karen Dalton og Peter LaFarge
1. september 2006Så kom den omsider, den dårlige omtale af Dylans nye plade. I “Smagsdommerne” på DR2 forkastede to yngre smagsdommere – reklamemanden Knud Romer og Weekendavisens femme fatale-in-spe – femme er måske så meget sagt, men så da fille fatale – Leonora Christine Skov – Dylan som – kort fortalt – en ulidelig anakronisme. Ikke særligt velargumenteret, men alligevel… Tilbage sad Christian Braad Thomsen og holdt på, at pladen er en af Dylans ti bedste overhovedet. Et mesterværk.
[ Lille opdatering: Jf. Bos kommentar om Christine Leonora Skov – den lille tæve… ;-) ]
Den megen omtale af Dylans nye plade, hans seneste selvbiografi og øvrige aktiviteter har også andre effekter. Billboard kan fortælle, at flere af de mere eller mindre kendte kunstnere, som Dylan har omtalt, fx i selvbiografien, eller indspillet noget af de seneste år, nu genudgives. Det gælder fx sangerinden og sangskriveren Karen Dalton, som Dylan i sin krønike udnævnte til at være sin “yndlingssangerinde”. Karen Dalton, der døde i 1993, nåede kun at udgive to plader i sit liv. Nu genudgives den anden plade “In my time” fra 1971 med noter af Nick Cave, Devendra Banhart og Lenny Kaye (guitarist hos Patti Smith). Den første blev genudgivet i 1997.
“The Ballad of Peter LaFarge” er titlen på en ny dokumentarfilm om en anden af Dylans samtidige kunstnere fra 1960’erne. Dylan kaldte LaFarge “one of the unsung heroes of his day” i noterne til sit retrospektive bokssæt Biograph. Dylans indspilning af LaFarges “The Ballad of Ira Hayes” (1970) indgår i filmen.
Kendetegnende for de to kunstnere, der begge var aktive i folk-bølgen i tresserne, var, at de havde problemer med alkohol og stoffer, hvilket nok er en del af forklaringen på deres manglende gennemslagskraft. LaFarges måske største bedrift var at skrive næsten alle sangene til Johnny Cashs concept-album fra 1964 “Bitter Tears”.
1. september 2006 kl. 13:08
Og yada-yada-yada! Hvorfor mÃ¥ musikere ikke have lidt hoved for “business” ogsÃ¥ …
Lad os få den apanage gennemført! ;-)
1. september 2006 kl. 20:58
Knud Romer og Leonora Christine Skovs optræden i Smagsdommerne var pinlig. Nogen anmeldelse af Modern Times var der næppe tale om. Ingen af de to forholdte sig pladen, men dansede som mange gange før om de klassiske, stereotype faldgruber; hovedsageligt Bobs påståede manglende sangtalent osv.
Og når Romer forsøger sig med den banale provokation, at Joan Baez skulle have betydet mere for rockhistorien end Bob synes diskvalifikationen total.
1. september 2006 kl. 22:31
Nej, Jesper, der er sgu ikke meget anmeldelse over Knud Romerlys’ og Leonora Christine Helt-Ude-I-Skovens udladninger. Det handler vist mere om selviscenesættelse…