Ja, til september udsender Teenage Fanclub et nyt album. Og nej, de er ikke teenagere mere, og titlen på albummet Noting Last Forever fortæller måske også noget om at blive ældre – i musikken og i det hele taget. Men bortset fra det, så tyder sangen “Foreign Land” på, at de bestemt ikke har mistet grebet, og at stilen er bevaret på bedste måde…
Han ligner sgu da Steffen Brandt, tænkte jeg, da jeg så coverfotoet af Graham Nash på dennes nye album Now. Den Nash, der ikke kom til Danmark for et par år siden, fordi en vis pandemi spændte ben for turneen. Om han nogensinde når at gøre det godt igen vides ikke, men så må vi jo “nøjes” med musikken på plade. Og et første lyt til den nye plade afslører, at Nashs stemme er særdeles velholdt og ikke synderligt præget af mandens fremskredne alder (81 år). Og sangene er gode, også selv om de måske ikke når hans allerbedste (men en endelig dom må jeg nok vente med til efter nogle flere afspilninger).
Da den psykedeliske bølge ramte populærmusikken i 1967 havde den afsmittende effekt på store dele af musiklivet. Og blandt de mere kuriøse, men mindeværdige eksempler var David McWilliams’ “Days of Pearly Spencer”, som forblev mandens eneste rigtige hit. Men et nummer fuld af stemning og med klare elementer af psychedelia.
Mange år senere tog Marc Almond den op, tilføjede et vers og fik et meget mindre hit.
I mine gamle ører overgår Almonds udgave ikke originalen, der forbliver et one hit wonder, der ligger et sted i baghovedet.
I går tog DRs sig sammen og genudsendte balletten Dødens Triumf. Flemming Flindts ballet over Eugène Ionesocs Jeu de massacre, og med musik af Savage Rose. Balletten havde premiere den 19. februar 1972 og blev en skandale, fordi flere af de optrædende balletsdansere optrådte splitternøgne, men også fordi det vist var første gang, man havde brugt beatmusik til en ballet i Danmark. Derfor bruger DR da også en halv time til at fortælle om dengang balletten smed kludene. At det er værd at snakke om skandalen dengang, siger nok også en del om, hvor langt vi er kommet med hensyn til nøgenhed deslige i det offentlige rum (eller rettere: at vi nok har glemt tressernes livsappetit og frisind til fordel for krænkelsesparathed og konventionel puritanisme).
Ser man bort fra det (hvis man ellers kan), så er det et fint gensyn, der dels bekræfter, at man sagtens kan (og bør) vise ballet på public-service-kanalen, og dels giver os en enestående chance for at høre Savage Roses musik i den kontekst, den er lavet til. For pladen blev et hit for gruppen, ja vist den plade af deres som solgte mest og bedst.
Hvis man har streaming- og smart-tv er det muligt at se den endnu.
Albummet findes på cd i bokssættet Dansk Rock Historie (den grønne).
Pete Brown begyndte sin forfatterkarriere som del af The Beat Generation. Han optrådte
på Royal Albert Hall sammen med amerikanske og britiske jævnaldrende beats – blandt andre
Alan Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti og Michael Horowitz. Og han fortsatte med jazz og
poesi sammen med John McLaughlin og andre, og det var her Creams trommeslager Ginger Baker
opdagede ham og fik ham til at skrive sange sammen med Jack Bruce til Creams debutalbum
Fresh Cream. “I Feel free”, “Sunshine of your love” og “White Room” hører til de sange, som
Pete Brown bør huskes for.
Vi skal helt tilbage til den 16. september 2012, hvor jeg anbefalede Jakob Parks album Weekend Lover under overskriften “lækker dansk jazzy pop”. Og nu sidder jeg så her med Jakob Park Trio og deres album Life in a Major Key. Vist nok Jakob Parks femte udgivelse.
Og det er et album, der tager sigte mod det store japanske marked – med engelske og japanske titelangivelser og et coverbillede af en japansk kunstner på coveret til cd’en. Men bortset fra disse udvendige ting, så er der stadigvæk tale om musik, der bevæger sig i skæringsfeltet mellem tilbagelænet jazz og melodisk, følsom, moden pop. Altså en slags easy listening-jazz-pop. Men når PR-materialet gerne vil se noget specifikt asiatisk i musikken, så har jeg svært veda at følge dem. Men jeg er omvendt ret sikker på, at netop en sådan omgang smagfuld easy listening vil kunne falde i japanernes smag. De er jo kendt for at være store musikelskere og for at absorbere alle genrer med entusiasme.
Kapelmester Park står centralt på pladen. Ikke alene har han komponeret alle numrene og skrevet alle tekster, men hans pianospil og -improvisationer har en dominerende plads i trioens udfoldelser og understreger den improvisatoriske jazzs væsentlige betydning for det samlede indtryk. Og dette indtryk bakkes på bedste vis op af Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer. Og så får sangerinden Clara Vuust og sazofonisten Nicolai Schultz plads til at udfolde sig undervejs.
Trioen skal have held og lykke med det japanske projekt. Men selv om det ikke skulle lykkes 100%, så vil der stadigvæk være plads til lækker easy-listening-jazz-pop herhjemme, hvor den slags ikke er hverdagskost, men rummer musikalsk næring, som vi alle som musikelskere kan have brug for. Hermed anbefalet.
Jakob Park Trio. Life in a Major Key. ARC Recordings. Er udkommet.
I sin serie af “filmperler” kom DR2 i går til Marielle Hellers Can you ever forgive me? (2018), der ikke har været en decideret blockbuster, men til gengæld har kastet adskillige nomineringer og priser af sig.
Det er da også, hvad man kunne kalde en lille film. En film, der ikke gør væsen af sig med store fagter, bulder og brag. En film, der bevæger sig på et realistisk, hverdagsagtigt niveau. Og det er helt forståeligt, fordi filmen er en filmatisering – og dermed fiktionalisering – af forfatterinden Lee Israels liv og karriere.
Plottet er for så vidt meget enkelt, men ikke desto mindre spændende og dramatisk. Filmen starter, hvor forfatterinden (fremragende spillet af Melissa Mccarthy) bliver fyret fra sit job, fordi hun verbalt sætter nogle kolleger og en chef på plads, da de kritiserer hende for at overtræde nogle regler. Og det betyder, at hun står i det problem, at hun ikke kan betale sine regninger. Hendes forfatterkarriere er gået ned af bakke og hendes udgiver hverken kan eller vil hjælpe hende op af problemernes sump. Og med ubetalt husleje, en syg, gammel kat og andre økonomiske problemer har hun brug for en indtægt.
Og så er det, hun får den idé, at hun kan lave dokumentforfalskning med breve fra store, kendte personligheder og forfattere. Og hendes forfatterevner gør, at hun med held får produceret en lang række dokumenter – vist omkring 400 – som hun så sælger til samlere og mellemmænd i antikvariater. Og undervejs får hun hjælp af en lige så nødstedt mandlig bekendt, Jack Hock (i Richard E. Grants fine fremstilling), der er bøsse og lige så socialt fortabt som Lee selv.
Og vi følger næsten minutiøst og i real time, hvordan Lee langsomt men sikkert kriminaliserer sig selv med de forfalskede dokumenter. Og hun ved godt, at hun er ude på dybt vand. Og selvfølgelig går det også galt på et tidspunkt, hvor nogen får mistanke om, at breve er blevet konstrueret. Blandt andet et brev, hvor den berømte Noel Coward i Lee Israels version er lidt for frimodig vedrørende sin homoseksualitet. Noget han bestemt ikke var i en tid, hvor homoseksualitet var fordømt i samfundet. Og så ruller lavinen og da hun heller ikke får hjælp af vennen Jack kommer hun for retten og får en dom. Fem års betinget fængsel og seks måneders husarrest. Under retssagen forklarer Lee, at hun har haft fornøjelse af at arbejde med brevene, men at de også har stået i vejen for hende som forfatter. Og filmen ender med, at hun og vennen Jack mødes på et værtshus, hvor de forsones.
Som sagt er det en lille film, der lever på de to hovedpersoners fornemme fremstiling af forfatteren og hendes ven. Og så har instruktøren valgt at fortælle historien i et nedtonet og meget realistisk formsprog, der passer rigtig fint til den fantastiske historie om dokumentfalsk. Og det er lige før, man får sympati for Lee Israels kriminelle handlinger, fordi hun bliver fanget af sine egne problemer som forfatter, der er løbet tør for salgbare ideer, og ramt af den barske sociale og økonomiske virkelighed, som arbejdsløshed i en amerikansk storby kan betyde. En film lille film, der bestemt fortjener at blive kaldt en filmperle. Filmen ligger en tid på DRs hjemmeside.
PS. Og så har filmen også en fint lydspor med Blossom Deary, Malene Dietrich, Roxy Music, Dihna Washington og mange flere.
Frontmand i The Who, Pete Townshend, fylder 78 år i dag. Og er stadigvæk aktiv – trods alderen, tinnitus og andre modvinde.
De seneste dage har man kunnet høre nyhedsudsendelserne på de to førende danske tv-stationer tale om “disinformation”. Det drejer sig om, at man mener, at Rusland bruger medier og personer til at viderebringe informationer, der på den ene eller anden måde støtter det officielle Ruslands opfattelse af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Et problem er, at ordet “disinformation” slet ikke findes på dansk. Seniorforsker Margrethe Andersen ved Dansk Sprognævn skriver i en artikel med overskriften Desinformtion, disinformation, misinformation og fake news:
I aviserne støder man fra tid til anden på ordet disinformation, som ikke findes i danske ordbøger over almensproget. Her finder man i stedet ordene desinformation og misinformation, men betyder de det samme som disinformation? Og kan man overhovedet bruge disinformation i en dansk kontekst?
I Den Danske Ordbog (herefter kaldet DDO) oplyses det at desinformation og misinformation er synonyme. Betydningerne er 1) ’forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser der umiddelbart forekommer at være reel information’ og 1.a) ’formidling af (bevidst) forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser som var de reel information’. Det oplyses også at desinformation er sjældent.
Disinformation findes ikke i DDO, og altså heller ikke i andre dansk-danske ordbøger. Søgninger i engelske ordbøger viser hurtigt at der er tale om et engelsk udtryk, og at man i engelsk bruger disinformation om det at man bevidst videreformidler forkert og fejlagtig information. Dermed kan man altså på engelsk skelne mellem misinformation (dvs. ubevidst videreformidling af fejlagtig information) og disinformation (dvs. bevidst videreformidling af fejlagtig information).
Og lidt længere ned i artiklen skriver hun:
Til spørgsmålet om om disinformation kan bruges i dansk, er svaret at ja, det kan det godt. Hvis man ønsker at skelne mellem misinformation og disinformation – og dermed betone den bevidste videreformidling af fejlagtige oplysninger – giver det god mening at bruge disinformation.
Sprognævnets orientering understreger blot, at de førende medier hovedløst importerer anglo-amerikanske ord. Heri er der ikke noget nyt; der er nærmest tale om en lige så hovedløs automatik, hvor man – uden at tænke over det – slynger om sig med anglo-amerikanismer som “peake” (når noget topper i en udvikling), “outstanding” (når noget er fremragende) osv. Bare for at nævne et par aktuelle eksempler.
Men ser vi bort fra denne banalitet – anglo-amerikaniseringen af det danske sprog og journalistikkens bevidstløse accept af den – så handler det selvfølgelig også om kvaliteten af de informationer, vi får i behandlingen af konflikten mellem Ukraine og Rusland. Og spørgsmålet er, om den informationsstrøm, vi som danske seere og borgere modtager, er mindre “dis”- og misinformative end dem, den russiske “disinformation ” (altså: bevidst videreformidling af forkert og fejlagtig information) repræsenterer i følge de danske nyhedsmedier på tv?
I hvert fald er der to ting, der er påfaldende ved de to kanalers behandling af konflikten. For det første er det overtydeligt, at de to kanalers nyhedsjournalistik er pro-USA-Europa i holdningen til konflikten. På intet tidspunkt sættes der for alvor spørgsmålstegn ved de allieredes handlen og talen i konflikten. For det andet er vi blevet udsat for en strøm af informationer, der ikke har kunnet dokumenteres (som det hedder i journalistikkens jargon), dvs. som vi altså ikke ved om er sande eller ej. Dette er ikke nødvendigvis udtryk for misinformation, men det er i hvert fald ikke med til at problematisere, hvad der faktisk sker i konflikten, og dermed glider det umærkeligt ind i den affirmative ideologiske diskurs, der føres fra vestlig hold.
Det er selvfølgelig ikke i sig selv problematisk, at man fokuserer på Ruslands informationsstrategi – herunder forsøg på at påvirke vestlige borgere og medier – med misinformation og “disinformation”. For som vi tidligere har skrevet, så er sandheden det første offer i en krig. Og så snart en konflikt af denne karakter er i gang, så har nyheds- og informationsbehandlingen karakter af propaganda. Fra begge sider.
Hvis vi som borgere i vestlige såkaldte demokratier ikke kan være sikre på, at den information, vi får, er sand og troværdig, hvis vi konstant udsættes for tvivlsomme, udokumenterede, tendentiøse informationer om konflikten i Ukraine, er vi så bedre stillet, end når vi udsættes for påstået russisk disinformation? Bør det ikke være en selvfølge, at den vestlige presse – også i en konfliktsituation, som den aktuelle – med næb og kløer holder fast i de klassiske journalistiske idealer om ikke at løbe med en halv vind (altid sørge for at en information ses fra mindst to sider – for eksempel også se på konflikten fra ikke-amerikansk-og-ikke-europæisk synspunkt og altid forsøges dokumenteret), forholder sig kritisk til magthaverne (pressens rolle som den fjerde statsmagt), altid bestræber sig på at holde fast i nyhedskriteriernes prioritering (at nogle nyheder er vigtigere end andre,fx om det er vigtigere at omtale et missilnedslag i Kiev eller en alvorlig, klimatisk betinget oversvømmelse i Norditalien?) og så videre?
Lad mig lige understrege, at overnstående indlæg – og tilsvarende tidligere indlæg – ikke er udtryk for, at jeg på nogen måde sympatiserer med Ruslands intervention i Ukraine. Den konflikt burde aldrig være begyndt. Men det bekymrer mig, at vi i lande, der ved enhver given lejlighed praler af at være demokratiske, skal leve med en så sløj presse, som tilfældet er.
Trioen Richard Andersson NOR består af Richar Andersson på kontrabas, Oskar Gujónsson saxofon og Matthias Hemstock trommer. Og på denne plade er trioen opgraderet til en kvartet, idet de får selskab af den fine guitarist Hilmar Jensson.
Og det spiller jazz, der kalder på adjektiver som tilbagelænet, nedtonet, blå, nordisk, når den skal karakteriseres. Albummets otte numre er komponeret af Andersson (2), Jensson (3), Gudjónsson (2) og Anne Efternøler (1), men de har alle en nogenlunde ensartet udtryk, forstået på den måde, at de alle har en klar melodisk kvalitet, hvor det melodiske danner et naturligt grundlag for instrumentalisternes mere eller mindre improvisatoriske udfoldelser. For eksempel i det indledende nummer (af Jensson), hvor trioens grundstamme med tæt sammenspil skaber grundlag for dels Anderssons kontrabas, der får lov til at udfolde sig som soloinstrument, og følges op af guitarist Jenssons afdæmpede, latent lidenskabelige strengeleg.
Det er en album, der i allerhøjeste grad henvender sig til jazz-aficionados eller – feinschmeckere, der sætter pris på jazz, der søger fordybelsen, intensiteten og dets sublime samspil og den lige så sublime improvisation. Derfor er det også et album, der retter sig mod alle dem, der endnu ikke har åbnet sig helt for jazzen – undertegnede inklusive – men har meget godt at glæde sig til. Det er et album til de stille stunder, til fordybelse og indadvendthed, og et album, der fortjener et stort publikum. Hermed varmt anbefalet.
Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson – UNDO, Produceret af Richar Andersson. Hobby Horse Records. Er lige udkommet.
i min aktuelle egenskab af fungerende vicevært her i lokalområdet skulle jeg sammen med en anden vicevært i forgårs håndtere storskrald. Og storskrald indeholder ofte en lang række ting, der egentlig burde gå til genanvendelse. Således faldt vi for eksempel over to store indkøbsposer, der var fulde af bøger. Studiebøger, blandt andet til informatik og datalogi, hvoraf nogle – ved jeg – er rigtig dyre amerikanske vejledninger i anvendelse af diverse software-programmer. Bøger, der let løber op i 4-500 kr. stykket.
Men – og det var egentlig derhen jeg ville – ud af en af poserne faldt en lille, ganske slidt bog, som jeg strakte fandt noget genkendeligt ved. Det var nemlig en bog indeholdende fortællinger om lille sorte Sambo. Og jeg genkendte straks farvevalg og streg, og kunne ikke lade være med at bladre i bogen, og så faldt jeg over historien om lille hvide Rikke.
Historierne om lille sorte Sambo, der er skrevet af skotten Helen Bannerman (1862-1946), er en af de bøger, der har været genstand for anklager om racisme, og som derfor – med hele krænkelseskulturens vægt skulle henvises til historiens losseplads. Og ingen tvivl om det, at fremhæve at Sambo er sort er da tegn på datidens almindelige racisme. For dengang (bogen udkom oprindeligt i 1899 og er blevet oversat og flittigt genoptrykt langt ind i det tyvende århundrede) var det almindeligt at være racistisk i den forstand, at man omtalte andre folkeslag end ens egen som farvede (sorte, gule, røde), men altså også ens egen – den hvide. Sjovt nok husker jeg ikke, at vi dengang i min barndom læste om lille hvide Rikke, men måske var hun bare ikke så interessant som den lille indiske dreng ved navn Sambo (ja, han er inder, ikke afrikaner, og Helen Bannerman boede en stor del af sit liv i Indien og skrev som regel med Indien som inspirationskilde).
Racistisk eller ej, så fik jeg lyst til at få fat i en intakt kopi at netop denne bog, der var på vej til forbrændingen. Bare for at genopleve barndommens glæde ved den muntre og kulørte historie om pandekager og tigre. En historie de færreste yngre generationer får lov til at fornøje sig over.
Vi skal heller ikke glemme, at det gode band Shu-bi-dua har 50-års-jubilæum i år. Og at bandet nærmest blev til ved en tilfældighed. Oprindelig hed de Passport og spillede på engelsk, men fik lavet en fordansket udgave af Elvis’ “Jailhouse Rock”, kaldet “Fed rock”, som blev brugt i en radioudsendelse og derefter indspillet som singleplade under det nye navn. Og derfra rullede lavinen så – helt frem til Michael Bundesens sygdom og død.
Jubilæet markeres -selvfølgelig – med udgivelsen af det dobbeltalbum (+ indlagt EP) med 33 af gruppens bedst kendte sange – fra “Den røde tråd” til “Midsommersangen”. En oplagt mulighed for at genhøre Shu-bi-duas unikke sangskat, hvor en kærlig-kritisk-fantasifuld omgang med det danske sprog forenes med gedigen pop i kopi eller egen avl.
Den 15. maj fyldte guitaristen med meget mere Mike Oldfield halvfjerds. Han blev verdenskendt, da albummet Tubular Bells blev udsendt, godt hjulpet på vej af gyserfilmen Exorcisten, der brugte lidt af pladens musik. Siden har Oldfield nydt en stor succes, ikke mindst da han allierede sig med sangerinde Maggie Reilley og drejede musikken i en lidt mere poppet retning.
Tubular Bells er lige blevet genudsendt i en jubilæumsversion, men jeg er stadigvæk ikke fan af den plade. Til gengæld fik jeg smag for Oldfields distinkte lyd på flere af de efterfølgende album, ikke mindst Five Miles Out (1985), der har fået en varig plads i min pladesamling, både som vinyl og cd. Siden tabte jeg interessen for Oldfield, selv om han da har lavet fængende pop efter 1985.
Man kan ikke frakende Oldfield et markant instrumentalt og kompositorisk talent, og han er et godt eksempel på en musiker, der formåede at få stor succes – økonomisk ikke mindst – ud af at forene keltisk inspireret progressiv rock med skinbarlig pop.
En gammel ven af bloggen her, Frankie, gør opmærksom på en forglemmelse. Nemlig, at Paul McCartney og Wings’ andet album Red Rose Speedway har rundet de 50 år – og selvfølgelig bliver fejret med en særgenudgivelse i form af en såkaldt half speed master vinyl på Record Store Day i 2023.
Pladen, der skulle rette op på det lidt sløje salg af forgængeren Wild Life, fik, hvad man kalder en blandet modtagelse af pressen, der ikke kunne holde deres tårnhøje forventninger i skak og havde svært ved at forholde sig til Wings som afløser af The Beatles.
Og, jovist, hvem kan måle sig med Beatles? Men lyttet til her et halv århundrede senere, så er det svært ikke at høre, at McCartneys sange (med hjælp fra fru Linda) bestemt holder niveauet fra de sidste Beatles-plader, fx Abbey Road. Her er både fine melodier – fx i singlen “My love” – og masser af opfindsomheder, som er et af McCartneys kendetegn. Små overraskelse og finurligheder, der bryder med lytterens indbyggede forventninger.
Det kan godt være, at den ikke brændte helt igennem på hitlisterne, men den er en langtidsholdbar skive, der også fortalte lytteren om, hvad der var på vej fra det fine band Wings på de efterfølgende albums.
Det er kendetegnende for Brian Eno, at han har betegnet sig selv som værende en ikke-musiker. For hans forhold til musikken har aldrig været den gængse. Selv om han slog igennem som tangentspiller i Roxy Music, så er det hans art school-påvirkede tilgang til musik, der har præget ham gennem hans karriere. Som soloartist med en række såkaldte ambient-plader, hvor det især handler om at skabe stemninger og lydlandskaber (fx musik til lufthavne og film). Og det samme gælder hans nok så vigtige rolle som producent af plader for en lang række fremtrædende navne, lige fra David Bowie, over Talking Heads og U2 til Paul Simon. Og netop ved at være sådan ud til bens og svært kategoriserbar har Brian Eno haft en stor betydning for den moderne populærmusik.
