CAPAC

Jeg kan huske, at Jack Bruce optrådte i Stakladen ved Studenternes Hus i Århus engang i halvfjerdserne. Og det forlød, at han var så beruset, at han dårligt nok kunne stå på sine ben, men han spillede alligevel. Og det er også en kendt sag, at Bruce havde et problem med ikke bare sprut men også andre stoffer og at det på et tidspunkt ruinrede ham. Og da han døde i 2014 af leverproblemer, var det nærliggende at tænke på alle de kemikalier, der var løbet gennem hans krop.

Men det er altsammen af mindre betydning, når vi betænker, hvad han har udrettet som sanger og bassist. Ikke mindst med trioen Cream, hvor han sammen med Erick Clapton og Ginger Baker skabte noget af det mest langtidsholdbare psykedelisk farvede blues-rock, som britisk musik har frembragt. Og det slår mig, at tv-serien om the Royal, som jeg har omtalt adskillige gange, med stor forkærlighed har brugt netop Creams sangskat i sit lydspor og hvor Bruces markante basspil altid har været ledetråd og kendtetegn.

I dag ville Jack Bruce være blevet 80 og have tilhørt de alderstegne rockstjernes efterhånden store kreds. Men sådan skulle det ikke være og vil må glæde os over alle de indspilninger, der trods alt findes med ham – lige fra tiden med Graham Bond Organisation i de tidliger tressere over Creams plader og videre frem med soloplader, West, Bruce og Laing og meget mere.

Jeg sidder og ser på et sort-hvidt foto fra 1964. To ungmøer sidder ved siden af hinanden, og foran dem står en stor, rund rejsegrammofon og snurrer med en singleplade. Og – det er det vigtige – på væggene er der masser af billeder af The Beatles. En kæmpestor plakat med de fire Liverpool-drenge iført deres karakteristiske grå jakkesæt med kraveløse jakker og den lige så markante Beatles-frisure er omgærdet af dusinvis af store og mindre udklipsfotos af gruppen. Vi befinder os midt i Beatlemania. Vi befinder os midt i den såkaldte fandom, der blev Beatles og mange andre popnavne til del. Dengang.

Selv blev jeg aldrig for alvor fan på den måde. Dels fik jeg først mit helt eget værelse i 1965, hvor mine forældre flyttede i paracelhus lige i udkanten af Esbjerg, og dels samlede jeg nok på billeder af gruppen – for det var faktisk lidt svært at få fat i billeder af dem – men evnede kun at sætte et par små stykker op over min seng i vores fælles soveværelse i den lille toværelses i Esbjergs vestbydel. Og allerede dengang vidste jeg godt, at jeg ikke var til regulær fandyrkelse. For mig var det musikken, det galt. Og sådan er det stadigvæk. Selv om jeg er med i adskilige Beatles-fan-Facebookgrupper og følger med på andre internetsider om Liverpools stolthed, så har jeg svært ved at dele medlemmernes interesse for selv de mest oplysninger og historier om gruppens fire medlemmer. Jeg er simpelthen ligeglad med, om John Lennon var sine hustruer utro, om Ringo Starr gennem en årrække var meget fordrukken og en værre festabe, om George Harrison var en god gartner i sin egen have eller om Paul McCartney blev vegetar af kærlighed til sin kone Linda eller ej.

Nej, når jeg ser billeder af unge mennesker, ikke mindst af hunkøn, falde helt i svime over Harry Stiles og bruge det meste af en uge med at ligge i kø i Horsens op til koncerterne, så kan jeg godt mærke, at jeg altid er faldet lidt uden for kategori, når det gælder den klassiske fankultur. Nej, det er og bliver musikken, det gælder. Og sådan er det også i nu til dags, når jeg fx læser bøger om Beatles og den periode, de har præget musikalks set. Jeg er altid mest interesseret i at læse noget om musikken, dens tilblivelse, historie og betydning i vores kultur. Og uanset hvor pirrende anekdoter og sære oplysninger kan være for nysgerrigheden, som ingen vel kan sige sig helt fri for (det driver fx de fleste kulørte ugeblade og et hav af tv-shows, som dyrker såkaldte kendte mennesker), så er det fordybelsen i musikken, det gælder for mig.

I 2018 var det 200 år siden Peterloo-massakren fandt sted. Og filmen Peterloo er Mike Leighs fortælling om den massakre, som den herskende klasse i England siden hen har forsøgt at glemme.
Den 16. august 1819 forsamles omkrin 60.000 mennesker fra Manchester og omegn på St. Peter’s Fiels for at kræve en ændring af parlamentet og en udvidelse af stemmeretten. Manchester havde på det tidspunkt ikke noget medlem af parlamentet og hele Lancashire-grevskabet, som Manchester hører under havde kun to repræsentanter.
Forsamlingen på St. Peter’s Fields var fredelig. Ingen af de fremmødte bar våben, og det var alene kommet for at høre en taler, den radikale Henry Hunt, som vil tale om det demokratiske mandat, som altså var en mangelvare i området. Men inden Hunt når at tale, har myndighederne fået nys om begivenheden og får arresteret Hunt på selve dagen og – for at statuere et eksempel – indsættes en lokal borgermilits og en militær enhed, som med hævede sabler og rifler massakrerer hundrevis af kvinder, børn og mænd.
Leighs fortælling slutter med en imponerende enkel fremstilling af selve massakren, hvor han uden at forfalde til udpenslet voldsscener holder sig strikte til de faktisk hændelser, sådan som de var iscenesat af datidens myndigheder.
Men inden man når til den dramatiske – og måske også forudsigelige – slutning tager fortællingen en lang omvej (filmen varer små tre timer). I filmens indledning ser man en ung soldat, der står fortabt på slagmarken ved Waterloo, og man følger hans vej tilbage til familien, en fattig væverfamilie, der lever i fattigdom og elendighed. Vi befinder os i en periode, hvor kapitalismen er ved for alvor at etablere sig med en stor væveriindustri. Industriejerne tjener styrtende på produktionen, medens den arbejdende befolkning bliver udbyttet på groveste vis. Og Leigh følger denne familie og andre borgere, og han fortæller om den voksende utilfredshed, der er med det politikse styre, hvor den arbejdende befolkning ikke har nogen repræsentation og dermed ikke nogen indflydelse i parlamentet og den førte politik. Via en række politisk vakte personer fremstiller Leigh ganske nuanceret, hvordan debatten om demokrati vokser blandt folk. Ikke på nogen måde ensidigt eller propagandistisk. Der er uenighed blandt de involverede, ja selv blandt kvinderne, der har deres eget selskab for stemmeret er der modsætning mellem de 8ud)dannede og de almindelige arbejderkvinder, der simpelthed ikke forstår, hvad deres bedre uddannede søstre taler om…
Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvilken side Mike Leigh står på, så er fremstilingen meget nuanceret med stor opmærksomhed på dissonanser og konflikter i hele forløbet frem til det blodige slag. Og lige som i hans foregående film Turner satser Leigh på en meget malerisk, nærmest naturalistisk, fremstilling af de mange scener, hvor de medvirkende taler om forholdene og det kommende stormøde. Leigh er langt fra en intellektuel tilgang til emnet, men foretrækker en kunstnerisk demonstrativ fremstilling, der er båret af sublim farvelægning, klipning og – ikke mindst – skuespil af nogle af engelsk scenekunsts bedste kræfter.
Man kan godt diskutere om filmen er en anelse for lang, men Leigh formår med sin fortællekunst at fastholde sit publikum i et solidt greb, helt frem til den sørgerlige slutning, hvor soldaten fra Waterloo bliver begravet.
Selv om Mike Leigh langtfra er en politisk instruktør som fx kollegaen Ken Loach, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Leigh med denne film i 200-året ønsker at trække et pinligt kapitel frem i lyset. Et kapitel, der har stor aktualitet i det britiske samfund, hvor magtforholdene ikke har ændret sig ret meget, siden dengang, hvor det handlede om at få stemmeret for alle. Med Leighs film får alle mulighed for at reflektere over den glemte historie og dens betydning for nutidens England.

Filmen kan ses på DRS hjemmeside.

Grateful Dead er fortid, men hovedpersonen Bob Weir fortsætter ufortrødent i de dødes fodspor. Her sammen med brødrene Wold i endnu en fin optagelse fra NPRs skrivebordskoncerter, hvor kun det mest nødvendige er på spil – akustiske instrumenter, stemmer og gode sange

I 2022 blev Dolly Parton optaget i The Rock and Roll Hall of Fame. Og hun kvitterede med at skrive på sin Instagram-profil, at hun ikke syntes, at hun havde fortjent det. Og det kan der da være noget om. For selv om Parton har indsunget medrivende popsange, så har hun især gjort sig bemærket som country og western-kunstner – lige fra bluegrass til mainstream-pop-country.

Men måske har spørgsmålet rumsteret i Dollys blonde hoved, for nu udgiver hun sit første rock-album – dobbelt oven i købet – Rockstar, hvor hun får hjælp fra en lang række rock-musikere t il at fortolke mere eller mindre kendte rock-sange. Og så skulle pengene gerne passe, eller? Nej, problemet med den hal er ikke dem, der bliver indlemmet, men dem, der indlemmer, og som har svært ved at holde styr på, hvem der er til rock og hvem der ikke er. Det er nemlig ikke første gang, problemet er opstået. Spørgsmålet er så, om dobbeltalbummet vil ændre meget ved billedet af Dolly Parton? Tja, jeg tvivler i hvert fald.

For nogen tid siden fortalte jeg om Lars Movins foredrag om “Dan Turells pladesamling” , som jeg overværede på et lokalt bibliotek (ikke hvilket-som-helst bibliotek, men Viby Bibliotek, hvor Chili Turells far var den allerførste overbibliotekar). Og nu er foredraget blevet transformeret til en side på den hjemmeside – turellsamlingen.dk – der er helliget Dan Turell. Fint og flot og til lykke med det. Nu mangler vi så bare, at foredraget også resulterer i en lille bog…

I går løb sidste afsnit af Landsbyhospitalet – The Royal – i over DRs skærm, igen, igen. Og som tidligere fortalt slutter serien brat, fordi ITV, der producerede serien, vist nok løb tør for penge. Og derfor fik seerne ikke svar på, om doktor Ormerod – en af seriens helt centrale figurer – overlever at blive stukket ned med et operationssaks af en ung mand. Og det har der været en heftig diskussion blandt fans om på nettet. Selvfølgelig.

Og så er det, jeg finder ud af – helt tilfældigt i min søgen efter oplysninger om lydsporet (igen, igen) – at serien har fået en opfølger, der hedder – selvfølgelig – The Royal Today  – og foregår i nutiden og med et nyt hold skuespillere. Blandt andre John Scarborough i rollen som doktor Jonathan Ormerod, søn af den gamle Ormerod, som åbenbart overlevede angrebet med saksen.

Den nye serie, som DR åbenbart ikke fandt værdig til transmission, blev sendt fra januar 2008 og blev allerede standset efter et par måneder – i marts samme år – fordi seertallene ikke levede op til producentens forventninger. Det er åbenbart ikke lykkedes at få de gamle fans tilbage, selv om den nye serie på mange måder ligner den gamle, fx er indledningen og titelsangen modelleret over den gamle og seriens afsnit  er også som i de gamle afsnit, men i et højere tempo (et afsnit af 30 minutter om dagen) for at illudere, at handlingen foregår i såkaldt realtid. Men måske er tiden løbet fra den slags nostalgiske dramaer? Og måske havde perioden – de glade tressere med beat-musikken som bagtæppe – også en vigtig rolle at spille for seerne!? I hvert fald for mig – men hvem ved?

Apropos the Royal, så har nogen været frække nok til at lægge de første otte sæsoner op på Youtube – hvis man ikke har fået nok allerede. Se her. Og ellers kan vi bare vente på, at DR om et stykke tid igen begynder at udsende Landsbyhospitalet for n’te gang. Den nye(re) serie kan ses på en af de kommercielle streaming-tjenester.

The Royal Today – uddrag

På vej ud at købe ind kom jeg forbi en ny pladebutik i udkanten af Århus. Og kunne selvfølgelig ikke lade være med at følge opfordringen på døren – “Kom bare ind!” – og gå ind for at ose lidt i sagerne. Og selv om der var lidt genkendelsens glæde over det, så var det alligevel ikke som det var engang, da der var mange pladebutikker. Udvalget var pænt, men langt fra så stort som man kunne opleve det i vinylernes storhedstid. Og udvalget var også mere begrænset. Dengang kunne man være heldig at se en kunstners samlede udgivelser. Her var det mere spredt fægtning med en hel del genudgivelser af klassiske album – fx Paul McCartney, Bob Dylan, ABBA og Carole King – og en tilsvarende mængde nye udgivelser af navne, jeg ikke kender eller har hørt om.

Og så var prisniveauet et andet. Typisk kostede et enkelt album omkring 150 kr. Og dobbeltalbum tilsvarende højt. Og selv om man tager højde for inflation og tidernes skiften, så er der stadigvæk tale om en højt prisniveau. Man følte sig ikke tilskyndet til at gå hjem med ti album som dengang i fortiden. Allerhøjest et enkelt album. – Men selv om fristelsen da var til at mærke, så holdt jeg mig i skindet, for der var ikke noget, som jeg rigtig følte, jeg manglede i min lille samling derhjemme. Men sjovt var det nu, igen at stå der og bladre gennem stakkene.

Som tidligere skrevet, så hører vi ikke så meget til C. V. Jørgensen i disse tider, men alligevel er han værd at løfte på hatten for på hans fødselsdag. Så det gør vi med en sang fra hans storhedstid:

Så blev jeg færdig med Joe Boyds erindringsbog White bicycles – making music in the 1960s fra 2006. Jeg fandt den på en obskur antikvariatside og købte den, fordi jeg havde læst positive omtaler af den, og fordi den nu firsårige Boyd er en vigtig figur i tressernes musikmiljø. Han startede sit eget pladeselskab, Hannibal Records, og producerede en lang række store navne – Pink Floyd, Fairport Convention, Sandy Denny, Richard Thompson, Nick Drake, The Incredible String Band, R.E.M., Vashti Bunyan, John and Beverley Martyn, Maria Muldaur, Kate & Anna McGarrigle, Billy Bragg, James Booker, 10,000 Maniacs med flere. Og som turnémanager og producer følger man ham fra de første arrangementer med amerikanske bluesnavne i de tidlige tressere og helt frem til det tidspunkt, hvor han til dels forlader musikbranchen til fordel for filmbranchen i 1980’erne. Og man får et flot vue over epoken og et kærligt, men også kritisk blik på kulturen og persongalleriet – og han kommer i kontakt med gud og hvermand – i de år.
Og så er bogen fuld af sjove, informative anekdoter. Som fx da Joe Boyd kommer på sporet af svenske Hep Stars (med Abba-medlemmet Benny Andersson). Boyd er hjemme hos John Sebastians ex-kone Lorey og de spiller grammofonplader for hinanden. Og efter at have lyttet til Nike Drakes Five Leaves Left, som Boyd producerede, kommer Lorey i tanke om Hep Stars’ sang “Sunny Girl”, som – i følge Boyd – er “en tydelig kopi af Sebastian’s ‘Daydream'” (det kan jeg nu ikke høre…). Og de kan lide sangen og er især optaget af, at sangeren – Svenne Hedlund – minder dem om dels Nick Drake og dels John Sebastian (det har jeg også lidt svært ved at følge dem i…).
Og episoden fører til, at Boyd senere – da han er i Sverige med Mothers of Invention – kommer i kontakt med Hep Stars og også Björn Ulveus, der har indspillet duoplader med Benny Andersson.
Og således blev Skandinavien, i hvert fald Sverige, en del af Boyds fascinerende beretning om tressernes musikbranche.

PS. Titlen Hvide cykler henviser til, at de hollandske provoer cyklede rundt på hvide cykler, der blev en slags symbol på de progressive, oprørske tressere.

Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.

Brumbeat var betegnelsen for tresser-beatmusik, der stammede fra området omkring Birmingham. Et slags modsvar til fx Merseybeat. Og et af de fremtrædende bands fra det hjørne af England var The Applejacks, der udmærkede sig ved at have en kvindelig bassist (Megan Davies) og ved at nå hitlistens top-10 med sangen “Tell me when”, der stilistisk minder om flere sange fra Merseybeat-repertoiret. Men Applejacks kunne ikke rigtig fastholde interessen hos det store pladepublikum, og det blev ikke til flere top-hits og mod slutningen af bandets levetid (1963-67) måtte de satse på at spille lokale koncerter i hjemstavnen og job på krydstogtskib.

Applejacks dukker op i tv-serien Landsbyhospitalet, der løber over DRs skærm for n’te gang og som hovedsaglig bruger velkendte, klassiske popsange fra tresserne. Jeg ser ikke serien mere (den tåler et par gensyn, men så heller ikke mere…). Desværre findes der ikke en komplet liste over seriens sange (lydsporet er helt klart et af seriens store styrker). Tunefind.com har en del af sangene, men især de sidste sæsoner mangler lister. Jeg har så selv forsøgt at lave en fyldig liste – du kan lytte til den her.

Og et enkelt nummer har jeg ikke kunnet finde – nemlig en særlig udgave af The Whos “My Generation” – med et foretagende ved navn Women with drums. Måske jeg finder en oplysning en dag – kvinder med trommer.