CAPAC

Så heldig kan man altså også være. I affaldet ligger Jeff Lynnes debutsoloalbum Armchair Theater (1990) i fineste form (mint, near mint) og med velholdt cover og indercover. Sådan en plade, jeg sagtens kunne have købt dengang den udkom, hvis ikke andre jordnære ting som børneopdragelse og familieliv havde optaget min tid og opmærksomhed. Jeff Lynne, der blev grebet af Beatlemania som ganske ung og allerede i 1963 forsøgte at omsætte inspirationen til musik i The Andicaps og The Chads, men først for alvor gjorde opmærksom på sig selv, da han fandt sammen med musikeresset Roy Wood i Idle Race, der blev det substrat på hvilket The Move voksede op. Og med Move slog Lynne for alvor sit navn fast i den store offentlighed. Og sammen med Wood  ville han videre og sammen kreerede de Electric Light Opera, der vist ikke kræver den store præsentation. Og Electric Light Orchestra, der stadigvæk er aktivt som band, var og er et fint udtryk for, at Beatlemania ikke har sluppet sit tag i Lynne. Og skulle man være i tvivl om den gamle kærlighed, så slog han for alvor den tvivl ihjel, da ham sammen med George Harrison, Bob Dylan, Tom Petty og Roy Orbison lavede Travellin’ Willburys. Og Lynne understregede sin Beatlemani ved at indlede et tætt samarbejde med Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr omkring deres Anthology-projekt i 1990’erne.

Og oven i alle disse projekter havde Jeff Lynne også overskud til at lave – foreløbigt – to album Debuten Armchair Theater og Long Wave (2012). Og det er altså førstnævnte, jeg har suppleret min lille pladesamling med.

Et fint album, hvor Lynne får hjælp af medlemmer fra Electric Light Opera og selveste George Harrison på guitar og vokal. Men også af Mette Mathiesen – ex-Miss B Haven – på trommer og slagtøj. Pladen er fuld af solide poprocksange fra Lynnes hånd og den burde havde fået større kommerciel succes end tilfældet var. Det er en plade, der helt sikker er og vil være collector’s item blandt musikelskere, der er infiricert af Beatlemania, og pladesamlere i almindelighed.

Sådan falder tilfækdigheder sammen. Netop hjemvendt fra en tur i skoven med min ven hunden, hvor vi – før kl. 8 – gik alene rundt og gjorde, hvad vi nu gør. Hunden snuser og snuser osv. og jeg indånder den svale morgenluft og lytter til fugle og dyr, medens jeg mærker fugtigheden på mine bare fødder i sandalerne. For, jo, jeg har endnu ikke smidt sandalerne og ikke fundet sokker og sko frem fra gemmerne. Og foreløbigt bliver det ikke anderledes.

Og herhjemme – stadigvæk barfodet – falder jeg over nyheden om, at Neil Young i en alder af kun 76 år udsender sit sjette album i år. Sammen med de gamle venner i Crazy Horse tager Neil Young pulsen på planetens tilstand og se – om han ikke smider støvlerne og lufter fusserne i kærlighedserklæringen til og om jorden, “Love Earth”. Og sådan hænger tingene sammen nogle gange.

På tålt ophold – i en rå tid hedder Bo Schiølers nye dobbeltalbum, der er delt op i to plader, hvor den første bærer undertitlen Kultiske Sange og den anden Episke Sange. Hvor det episke nok giver sig selv, altså fortællende sange, så er der måske en krøllet finte med det kultiske. Jeg vælger at forstå det kultiske sådan, at Schiølers kult er den stadigt voksende flok af jævnaldrende – de gamle, dem hinsides pensionsaldersgrænsen, dem som arbejdsmarkedets finder både for lette og for tunge osv. Kultisk i denne forstand: Et tilhørsforhold, identifikation og afgrænsning. Ikke i nogen decideret religiøs forstand, selv om den religiøse tanke måske ikke er helt væk i Bo Schiølers teksunivers.

Og hvis min forståelse af det kultiske er rigtig, så passer den i hvert fald fint til albumtitlen, der taler om en udsathed på linje med den, der gælder for uheldige fremmede i dette land. På tålt ophold – du får lov til at blive her lidt endnu…

Det med den religiøse tanke dukker måske lidt op i den allerførste sang “Velkommen – endnu et år“, der åbner ballet og anslår den kærligt-kritiske tone, der er et vandmærke i Bo Schiølers sange:

Velkommen – endnu et år
velkommen til åbne sår
hvem ved hva’ dagene bringer
hvem ved hva’ der forestår

Akkompagneret af kun en akustisk guitar inviterer Schiøler os ind i sit sanger-sangskriver-univers, hvor det søde går hånd i hånd med det sure, hvor kærlighed følger ærlig kritik og hvor sangskriveren svinger krabasken over “døgn-fluer”, “halv-sjove” og ikke mindst sig selv. Hvor sorg og ensomhed dulmes lidt med piller og hvor der måske er et lille bitte lys for enden af tunnellen: Velkommen -endnu et år/ hvem ved hva’ der sker/ måske vender du tilbage en dag/ og vælger at blive her. Måske en form for genopstandelse eller genkomst. Og måske er det at stramme den at se noget religiøst i dette ordvalg – måske er det blot udtryk for (sådan vælger jeg at tro, det er) en fundamental håbefuldhed midt i al elendigheden og råheden.

Jeg skal nok afholde mig fra at nærlæse alle teksterne på dette fine album, selv om det ligger lige for, fordi teksterne på prisværdig vis er aftrykt i albummets lille medfølgende hæfte og fordi teksterne er særdeles vigtige i Bo Schiølers sange. Schiøler har noget på hjerte og tanker, han vil ud med, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til at man læser med, når musikken spiller.

Og det gør den igen på smukkeste vis, hvor Skavankerne og seks gæstemusikere sørger for, at der er noget for næsten enhver smag. Her er pop, her er rock, blues, ballader og meget mere. Og det hele er arrangeret og produceret på mest loyale og professionelle vis. Der musiceres så det er en fryd.

Godt nok er sangene kultiske i overfor anførte forstand – sange fra et bestemt udgangspunkt – men de er ikke forbeholdt kulten. Den henvender sig tværtimod til alle, der vil lytte og læse med. Og det kan kun på det varmeste anbefales. Et godt eksempel er sangen “Nord for København“, hvor sangen henvender sig til den yngre “lille godmodige fyr”, der endnu ikke har lagt barndommens rige bag sig og derfor fortjener nogle formanende ord på sin vej “fra moderkagen til ældrebyrden”. En sang om at forskåne den lille fyr for den rå virkelighed, der venter efter barndommen: “Hos os har de altid et helle/ vi var din barndoms sukker/ det sure møder du tids nok/ når slikbutikken lukker”. Og samme formildende tone finder vi for eksempel også i sangen “Mens nattergalen sang“, hvor det midt i mørket hedder: “En nattergal synger/ sig ind i mit hjerte/ la’ os ti’e og bli’e her/hinsides sorg og smerte/læg dit her ved min side/mens døgnet går ned/vi to har intet at sælge/ – vi ejer kun kærlighed”.
Bo Schiøler synger med sin alt andet end slidte stemme. Og som en anden Dylan skruer han sange sammen, der er ligefremme i deres hverdagssprogsnærhed med udviklet sans for gode, virksomme rim og fængslende ord og vendinger. Man mærker, at Bo har været på banen længe og har lært sit metier som sangskriver. De er præcise og sidder lige i skabet – og fænger som gode popsange altid gør.

På tålt ophold viser, at Bo Schiøler (og alle vennerne) ikke er til at komme uden om blandt tidens mange sanger-sangskrivere. Sangene er skrevet af nødvendighed og er sjældent vedkommende i dagens popsangunivers. Og så er dette fine dobbeltalbum en nøgle til Bo Schiølers sangkunst og – hvis man ikke allerede er blevet overbevist – man kan passende starte her, hvis man ikke har Schiølers sange i sin samling. Hermed anbefalet på det varmeste.

Bo Schiøler & Skavankerne & Venner. Tålt ophold – i en rå tid. Produceret af: Torsten Utke. SÅDAN’sk (Sundance Music). Er netop udkommet.

I skrivende stund er den russiske præsident Putin ude på de store medier for at forsvare og definere sin seneste handling i konflikten mellem Ukraine og Rusland – afstemningen om tilhørsforhold i de østlige områder af Ukraine, Donbas-området. Og han citeres for at sige, at ‘vi vil forsvare os med alle midler’. Og i mine gamle ører, der har været med siden tiden før den såkaldt kolde krig, betyder det vel, at også kernevåben kan komme på tale, hvis ikke krigslykken går Putins vej. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på både den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzensberger og den amerikanske matematiker og sangskriver Tom Lehrer, der begge på hver deres måde tog mødommen på den såkaldte angst for en atomkrig ved at pointere, at mange af os nok ikke var så ængstelige som politikerne gerne ville have, men i stedet tænkte: hvis det skulle ske, så gælder det os alle sammen. We will all go together, when we go. Lidt den samnne logik, som gælder, når talen falder på den stadigt tydeligere klimakrise. Alt tyder på, at vi om føje år vil komme til at mærke effekten af en livsform med overforbrug, afbrænding af fossil brændstof og hensynsløs udnyttelse af naturen omkring os. Og det vil gælde os alle – både os i de velbjergede vestlige lande og dem, der i forvejen mærker verdens ulighed i syd og øst.

Selvfølgelig er Putins udmelding en taktisk udmelding i en krig, der ikke kun føres med militære midler, men også med alle andre midler, herunder de retoriske. For Putin siger det jo ikke direkte: Vi vil bruge atomvåben. Han overlader det – snu som han jo er – til os herovre vestpå til selv at drage den slutning: Så vil han altså bruge atomvåben. Og det vil medføre endnu en eskalering af konflikten i form af vestlige sanktioner og øget militærhjælp til den ukrainske hær. Hvor der allermest er brug for at lytte til Kina, Indien og Tyrkiet og fremtvinge fredsforhandlinger – få diplomaterne til at arbejde, sluge kompromissernes bitre frugter og få os alle til at koncentere os om det der virkelig gælder: At aflevere en jord, der er beboelig og værd at leve på – for vores børn, børnebørn og efterkommere.

Og så undskyld en gammel mands naive betragtninger. Kan du ikke lide dem, så find en anden blogger at læse….

Bortset fra et live-album fra 2019 (men optaget i 1977) og noget opsamling, så er det lidt pauvert, hvad vi har hørt fra den mere end ferme sangskriver og musiker Billy Joel. Og det har da været ren nydelse at genhøre hans opus fra 1983 An innocent Man.

For nylig indkøbte jeg en opdateret udgave af mandens hovedværk The Stranger (1977). Men ellers var det albummet fra 1982 The Nylon Curtain, der for alvor åbnede mine ører for denne fine sangskriver. Med sange som “Allentown” –  en hyldest til den amerikanske arbejderklasse – og “Goodnight Saigon” – en sang om Vietnamkrigen – overbeviste han mig om, at han var en seriøs konkurrent til ham der Bruce Springsteen.

Men nu er jeg så kommet i besiddelse af opfølgeren An innocent man. I en velholdt vinyl, indkøbt i en genbrugsbutik (efter først at være erhvervet hos Robert Music oprindeligt til en pris af kr. 99,50 kr.). Og på det velholdte cover sidder Billy Joel – i sort-hvid-fotografering – på en trappe og signalerer, at vi befinder os i en tid før firserne. For pladen er en smuk hyldest til den musik, Billy Joel voksede op med – halvtredsernes og de tidlige tredseres doo wop, soul og sangskriverpop. Joel havde været gennem en skilsmisse og den nedtur sendte ham tilbage til den livsgivende pop, han var vokset op med. Og pladen er netop en demonstration af ,hvad musik kan gøre ved ens følelsesliv. Personlige, men ikke private, sange, der giver lytteren mulighed for identifikation og medleven.

Ikke underligt tog kritikken rigtig pænt mod pladen med dens ti meget iørefaldende popsange. Og den solgte også rigtig godt og gjorde sig godt på hitlisterne.

Og at lytte til denne fine plade i fineste form er en påmindelse om, at Billy Joel mangler på tidens aktuelle scene som en af den tids store sangskrivere.

Coveret har et lille klippet hak for oven, hvilket tyder på, at den er erhvervet under et udsalg. Ellers er coveret intakt, og det samme er vinylen (en amerikansk presning) i en afspillelig, god tilstand.

Albummet Behind the mask er gruppens femtende og det første, hvor Lindsay Buckingham for første gang var ved at trække sig ud af sammenhængen og blev erstattet af guitaristerne og sangskriverne Billy Burnette og Rick Vito. Ikke at det gjorde den store forskel på gruppens lyd. Det er stadigvæk Christine McVie og Stevie Nicks, der trækker det store læs på sangskrivningssiden. Og man kan ikke høre, at der var opløsningstendenser i bandet som resulterede i, at Stevie Nicks og Rick Vito efterfølgende gik deres vej. Pladen solgte ikke så godt, som kollektivet var vant til, selv om det da blev til platinsalg og et førsteplads i Storbritannien. Men pladen tilhører Fleetwood Macs post-storhedsperiode. Og kritikken var delt mellem dem, der begræd Buckinghams fravær, og dem, der mente, at Fleetwood Mac havde fundet en ny kollektiv lyd.

Lyttet til på afstand så fremstår pladen som en sympatisk plade med dominans af McVies og Nicks blide og sentimanetale sange og en snert af firserstadionrocklyd i kraft af, at der nu er seks medlemmer i udtrykket.

Da pladen udkom havde jeg forladt Fleetwood Mac til fordel for andre navne, men nu er pladen så alligevel landet i min lille samling, hvor den får lov til at blive.

Med det nye medieforlig omkring Danmarks Radio er et af intentionerne, at DR skal blive bedre til at dele film og serier via deres hjemmeside – i den ulige kamp mod streamingtjenesterne og i et forsat forsøg på at digitalisere den gamle institution. Og det har da visse umiddelbare fordele for en gammel flow-tv-entusiast som undertegnede – nemlig den, at mere af det, DR faktisk viser. så angiveligt vil blive tilgængeligt på deres internetside. Men vi får se…

I hvert fald har jeg set en film, der kan findes på DRs side DRTV, nemlig den amerikanske dokumentar fra 2021 Dean Martin – King of Cool. Ganske vist havde jeg for nogen tid siden optaget den på min tv-boks men den ligger stadigvæk på DRTV. Og den er ganske underholdende og informativ, hvis man ellers er til Dean Martin (der stadigvæk er min favorit blandt den generations amerikanske croonere – selv om jeg åbner mig mere og mere for ham der Frank Sinatra…) og hvis man ellers kan goutere amerikanernes særlige hang til persondyrkende, glorificerende, ja mytologiserende biografiske dokumentarer. Men kan man abstrahere lidt fra denne tilbøjelighed, så er der faktisk en historie om en mand af italiensk afstamning som aldrig helt viste sit sande jeg og som havde et særligt talent for at fængsle publikum – fra scenen, på film, på plader og på tv. En italiensk dreng, der til sin død, elskede sin mors mad, var et rigtigt familiemenneske, der aldrig lod karrieren spænde ben for familielivet og besad et særligt talent for at synge og underholde det store publikum.

Goodnight Sweetheart 

Vores egen folkesanger Cæsar fik et mindre hit med sin udgave af P. F. Sloans sang “Eve of Destruction” i Thøger Olesens fordanskning “Jorden i flammer”. Og Barry McGuire fik et stort hit med sangen. Så stort at det blev sammenlignet med Beatles’ “I wanna hold your hand” med hensyn til lytterønsker på de amerikanske radiostationer. Men først var spørgsmålet, om sangen overhovedet skulle indspillet og udgives. Bagmændene mente at den var for dyster og ikke havde gennemslagskraft nok. Men at de tog fejl – sådan som det ofte er sket med den slags forudsigelser – viste Historien om Eve of Destruction.

Barry McGuires udgave

The Turtles’

Cæsars

I går og noget af i dag har jeg opholdt mig i min barndomsby Esbjerg for at gense gamle venner. Og det gav igen anledning til at filosofere lidt over (u)muligheden af at vende tilbage til en tid, der ikke længere er. Barndommens tid og ungdommens tid. At det er en oplevelse af både noget helt umuligt og noget muligt. Umuligt i den forstand, at den tid ikke længere er. Byen har forandret sig radikalt, som mange andre byer i dette land. “Udvikingen” eller “fremskridtet”, som man kalder det,  har transformeret den by, der engang var, til noget ganske andet. Selv om der er små  genkendelige rester af den gamle by, så er det alligevel ikke den samme, for “sjælen” – forstået som det levede liv, der var dengang – er helt borte, og tilbage er resterne som tomme skaller af en spist frugt. Og samtidig en mulighed, fordi man ved fælles venners hjælp og kraft og ikke mindst: erindring og levendegørende samtale kan rejse tilbage ad nostalgiens snirklede veje og stier og fremmane øjeblikke, situationer, stemninger, følelser og så videre.

Get back

This is my street, and I’m never gonna to leave it,
And I’m always gonna to stay here
If I live to be ninety-nine,
‘Cause all the people I meet
Seem to come from my street
And I can’t get away,
Because it’s calling me, (come on home)
Hear it calling me, (come on home)

I dag er det slut med de korte bukser og bare fødder i sandaler. Og jeg drager ud i landet med tog for at genfinde noget af min ungdom.

Fra mørke Frida til lyse Agnetha og hendes udspil Wrap your arms around me fra 1983. Hendes første – af ialt syv – engelsksprogede soloalbum. I near mint – mint tilstand og et meget velholdt cover og inderpose. Agnetha har selv skrevet et enkelt nummer – “Man” – medens resten er leveret af et hold garvede sangskrivere, hvoraf et par stykker går igen fra Fridas plade – Russ Ballard og Tomas Ledin. Pladen solgte godt og kastede hele tRE hitlistesøgende singler af sig  – “The Heat is on” og “Can’t shake loose” og så titelsangen. Produceret af Mike Chapman, der især er kendt for sit sangskrivesamarbejde med Nick Chin, brandet “Chinnichap”, der leverede hits til The Sweet, Suzi Quattro, Smokey, Mud med flere. Og kritikken tog pladen til sig. Agnetha synger godt med hele sin lange karriereerfaring og ABBA-skoling.

I tilbagevendende undersøgelser af forskellige erhvervs troværdighed har politikere – sammen med blandt andre journalister – rangeret nederst på listen. Igen og igen har undersøgelserne ment at kunne slå fast, at vælgerne i dette land har ringe tillid til politikerne. Og selv om den slags nok skal tages med et gran salt, så tyder de dog på, at netop troværdighed er et – billedligt talt – guldrandet papir for politikerne.

Og at det forholder sig sådan har vi måske fået et eksempel på i de forløbne uger. Jeg tænker selvfølgelig på Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, der er blevet afsløret i lyve åbenlyst over for offentligheden i flere omgange om sin (snart fhv.) mand. Blandt andet om mandens religions-tilhørsforhold og relation til præsidenten i den Dominikanske Republik. Og dertil skal lægges, at Poulsen i sin tid som minister også har overtrådt gældende diplomatiske spilleregler under en såkaldt (Ekstrabladets ordvalg) “kærestetur” til Den Dominikanske Republik, hvor Pape angiveligt og for egen regning over for dominikanske politikere havde plæderet for en tættere relation mellem Danmark og Republikken, uden at have diplomatisk godkendelse hjemmefra.

Hvad værre er, at Søren Pape Poulsen efterfølgende har forsøgt at komme ud af sin prekære situation ved at tale udenom og tie løgnene væk. Og en netop offentliggjort, politisk meningsmåling fra Epinion tyder nu på, at løgnene netop har kostet Søren Pape Poulsen på troværdigheden. Hvor Søren Pape Poulsen og de konservative for ganske nylig stod til en markant fremgang i vælgertilslutning på hele 16,7%, hvilket ville gøre partiet til det største på højrefløjen og sikre højrefløjen i folketinget en valgsejr ved et kommende folketingsvalg, så har de tabt 3,3 procentpoint og dermed ødelagt det samlede borgerlige forspring. At partiets politiske ordfører Mette Abildgaard har forsøgt at forklare tilbagegangen med Socialdemokraternes kritik af Papes skattepolitik kan i bedste forstand kun forstås som endnu et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra de betændte løgne og kaste et røgslør over dem. Alt tyder på, at en hel del vælgere har mistet tilliden til den fhv. Viborg-borgmester. Troværdigheden har lidt et knæk og spørgsmålet er, om det vil komme til at koste yderligere stemmer ved det valg, som alle i det politiske establisment forventer kommer inden længe!?

Troværdighed er vigtig politisk kapital, og når først der er gået hul på den, så kan det være mere end svært at genvinde den. I hvert fald er vejen ikke fortielser og røgslør. Det afslører blot, at forbryderen tager alt for let på troværdighedens grundpiller – sandheden og ærligheden. Hvor svært det står til med troværdigheden i dansk politik understreges måske også af, at mange af de store medier ikke vil kalde en spade en spade og en løgn en løgn. Bortset fra måske boulevardbladet Ekstrabladet taler journalisterne om ‘usandheder’ og ‘urigtige oplysninger’, hvilket må siges at grænse til eufemisme. Søren Pape Poulsen har løjet i fuld offentlighed. Så enkelt er det – og det koster på tilliden hos vælgerne.

“Hvorfor er det nødvendigt at ændre på to programmer som »Orientering« og »Deadline«?

»Det er begge formater, hvor der er tid og kræfter til at gå i dybden. Det skal DR kunne i journalistiske formater, der både er kritiske og perspektiverende. Men jeg må konstatere, at gennemsnitsalderen er 63 hos »Deadline«.

Og seerne bliver ældre og ældre, påpeger hun.

»»Deadline« egner sig ikke særlig godt til digitalt brug, så derfor er dette et udtryk for en ambition om at gøre det endnu bedre.«

Der har været kritik af, at DR svigter de ældre borgere. Blandt andre fra Berlingskes Jakob Steen Olsen, der mener, at de ældre endnu en gang er på vej til at betale prisen. Er DR i gang med at glemme de ældre seere?

»Vi kommer ikke til at svigte dem, der benytter vores flow-tilbud. Selvom Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande i verden, er jeg helt med på, at der er nogen, som aldrig rigtig kommer til at være glad for den digitale udvikling.«

Det skal de bare leve med?

»Det er vigtigt, vi har et stærkt tilbud på flow. Det har vi i dag, og det kommer vi også til at have i fremtiden. Men det ville være manglende rettidig omhu, hvis DR ikke orienterer sig efter det digitale.«”

Og så til vinylerne, LP’erne. Et velholdt eksemplar af Fridas – Anni-Frid Lyngstads tredje soloalbum fra 1982 Something’s going on  i plastiklomme var blandt de albums, der endte i skraldebunken. Og nu i min samling. Nok ikke en plade, jeg ville have købt, da den kom frem. Men siden er min begejstring for ABBA vokset noget. Og jeg har altid haft en svaghed for Fridas stemme, der passede så godt til Agnetha Fältskogs og var noget mørkere.

At pladen så er produceret af ingen ringere end Phil Collins gør bare min begejstring for pladen lidt større.

Pladen er fra en tid, hvor ABBA var mere eller mindre i opløsning, og Frida var ved at blive skilt fra Benny Andersson. Phil Collins var også midt i en skilsmisse, så man kan med en vis ret tale om en skilsmisseplade. Det præger dog kun til dels plade, fx i nogle af sangtitlerne (“Tell me its’ over”, “I see red”, “I know ther’s something going on” med flere). Ellers er pladen præget af sange, der er leveret af store og kendte sangskrivere som fx Steven Bishop, Tomas Ledin, Russ Ballard, Bryan Ferry og Phil Collins.

Pladen blev godt modtaget af kritikken og publikum med gode hitlisteplaceringer og pæne salgstal. Og den viste, at Frida sagtens kunne stå på egne ben, sådan som hun havde gjort før hun blev en den af den verdensberømte, svenske kvartet.