20. juli 2018 arkiv

Mamma Mia! Here we go again.

20. juli 2018

Det er Hollywood-logik for burhøns – eller rettere: deres menneskelige pendanter, biografpublikum – at hvis en film får succes, og det vil især sige: tjener penge ind, mange penge, så laver man da en opfølger. Og således også med filmen, der byggede på ABBAs sange, Mamma Mia.

Den nye film dykker meget passende ned i den forhistorie, som etteren hvilede på. Hovedpersonen Donna (spillet af Meryl Streep) blev i sine unge år besvangret af en ungersvend – og derefter mor til Sophie, der er den første film centrale hovedperson. Men hvad skete der egentlig dengang, da Donna var ung. Det er det, den nye film vil fortælle og underholde publikum om og med.

Tilbagespolingen i tiden indebærer selvfølgelig omrokering i skuespillercastet, selv om der nok kommer et flashback og -forward eller to. Og sådan er det. Mere spændende er det måske, om filmmagerne kan finde ABBA-sange, der kan passe ind i den historie. Det får vi så at se.

Men den nye film har allerede ført med sig, at en af de nye medvirkende, sangerinden Cher, har bebudet, at hun vil udsende et helt album med ABBA-covers. Man frygter det værste…

Nul huller: Dentist

20. juli 2018

De bliver kaldt surf-pop i den pladedebuterende trio fra Nw Yersey, Dentist. Og i hvert fald lyder trioen af gamle dage. Der er noget tresserpigegruppe, The Go-go’s og gammel powerpop over deres stramme, iørefaldende poprock, der kun smager af mere som sommeris i varmen.

50: Family – Music in a doll’s house

20. juli 2018

Debutalbummet fra Family Music in a doll’s house fik megen omtale i DR, dengang det udkom. Det var et af de første britiske psykedelisk inspirerede album. Og ud over musikken blev der gjort meget ud af at fremhæve forsangeren Roger Chapmans specielle stemme, der skilte sig meget ud fra datidens forsangere.

—–