Det kommende EU-parlamentsvalg fyldte lidt mere i dagens medier. Forståeligt nok, fordi det er på søndag stemmer skal afgives. Og i øvrigt er de to valg blevet svære at holde adskilt her i valgkampen. Og det er vel forståeligt nok.
Og på fredag er der igen skolestrejker for klimaet i Greta Thunbergs fodspor – i 1524 byer fordelt over 116 lande og i stadig vækst. Den lille pige med de mange diagnoser har formået at mobilisere flere mennesker end nogen dansk politiker nogensinde vil komme i nærheden af.
Set i lyset af den gennemslagskraft, som Greta Thunbergs aktion har haft, falmede politikerne i gårsdagens EU-debat på DR, hvor de gode intentioner mest af alt fusede ud i udsigten til politiske studehandler og kompromisser. Det var ikke just lovende. Og en illustration af, hvilke problemer det borgerligt parlamentariske system står over for, når kloden brænder.
The Whos fjerde, meget omtalte og måske mest berømmede album, Tommy, udkom på denne dag for halvtreds år siden. Dobbeltalbum med en såkaldt “rock opera” om “the deaf, dumb and blind kid” Tommy Walker og hans liv og relationer.
Pladen blev en kommerciel succes med det samme, men delte også vandene lidt i kritikken mellem dem, der mente at der var tale om et nyskabende gennembrud for gruppen og dem, der mente at Townshends og Co. solgte ud i forhold til de foregående års enkle mod-pop-rock. Townshend har nok bare grinet smørret hele vejen hen til banken…
Med debutalbummet Pickin’ up the Pieces indvarslede Poco den såkaldte country rock, der blev en af halvfjerdsernes mest populære strømninger inden for rocken med The Eagles som det førende navn.
Poco var en aflægger af Buffalo Springfield og titlen på pladen skulle vist henvise til det faktum. Og bandet har eksisteret frem til i dag med mange udskiftninger. Poco blev aldrig så store som Eagles eller Byrds, men det er lidt ufortjent, for bandet har lavet nogle af de bedste country rock plader, man kan opdrive.
Jeg er for længst mæt af valgkampen, har for længst besluttet mig for, hvor mine kryds skal sættes og kunne for den sags skyld glemme valgkampen. Men man slipper ikke så let fra at sætte parantes om den. Og i går aftes så jeg lidt af et interview med Socialistisk Folkepartis Pia Olesen Dyhr på DR1.
Og jeg kom igen til at tænke over, hvor diskutabel og kritisabel journalisternes omgang med emnet er. Fx blev Dyhr udfrittet om, hvor mange flygtninge, hun ville tillade at komme ind i landet, hvis hun engang fik indflydelse på spørgsmålet. Og hun havde svært ved at være konkret og holdt sig til FNs udmeldinger om at der nok ville komme ½ millions til Europa og med en retfærdig fordeling ville det betyde ca. 4000 til Danmark.
Men reelt ved jo ingen, hvor mange flygtninge, der vælger at søge til Europa, eller hvor mange der vil slippe ind. FN regner officielt med, at der er ca. 75 millioner flygtninge i Afrika. Det kunne sagtens ændre billedet af flygtningestrømmen i Europa. Men vi ved det ikke. Og ville det ikke være rimeligt, at Dyhr afstod fra at sætte tal på mængden af flygtninge, der kommer til Danmark?! Jeg synes, at journalisterne løber de udlændinge-forskrækkedes ærinde, når de på den måde vil have konkrete, kvantificerbare garantier fra politikerne.
Lige efter Besættelsen blev Danmark pålagt at modtage 200.000 tyske krigsflygtninge, et på mange måder glemt kapital af Danmarks historie. Danmark var på det tidspunkt i forvejen i en økonomisk og materiel svær situation efter fem besættelsesår, men påtog sig alligevel opgaven at huse alle disse mennesker rundt om i landet. I Oksbøl ved Esbjerg blev der fx lavet en hel by med 30.000 indbyggere. At mange af disse flygtninge desværre kom til at betale med deres helbred og liv for opholdet er en dybt beklagelig ting, men det ændrer ikke ved, at vi dengang – før velfærdsstatens oprindelse og velstandsstigningen – var villige til og i stand til at modtage en flygtningestrøm af en hel anden dimension, end den vi har kendt til de seneste år. Og set i det perspektiv, så er en debat, som den i går – og mange lignende – absurd. Vi burde lære af historien (åbenbart en svær disciplin nu om stunder…) og få sat udlændingespørgsmålet i det rette perspektiv.
Noget andet er, som den slovenske filosof Slavoj Zizek flere gange har påpeget, så har den såkaldte venstrefløj – til hvilken SF hører – et problem med udlændingespørgsmålet og har ikke fundet det rette modsvar tll højrefløjens rigide afvisningspolitik. Hvordan forener man et realistisk syn på en potentiel flygtningemigration (som følge af klimaændringer, sult, krig osv.) med et hensyn til befolkningernes bekymringer vedr. en stor flygtningestrøm – og humanistiske hensyn til de flygtninge, der skal have hjælp? Denne gordiske knude er ikke hugget over endnu, og det ville klæde venstrefløjen, at den i det mindste var ærlig omkring selve grundspørgsmålet. Det er ikke let, og Dyhrs forsøg på at være konkret gjorde det ikke bedre.
Jeg læser fortiden Billy Braggs murstentykke bog Roots, Radicals & Rockers, der bygger på den tanke, at det var skifflemusikken, der dannede grundlag for hele den udvikling, vi i dag kender som rock-and-roll og beat i Storbritannien. At Cliff Richard, The Beatles, The Who osv. alle står i gæld til skifflemusikken. Vi ved at Beatles spillede skiffle, før de blev Beatles (Quarrymen), og Bragg fortæller, at Pete Townshend var blandt publikum ved den første skifflekoncert i Storbritannien, og at det var en banebrydende oplevelse for ham. Og Bragg argumenterer og dokumenterer flot og godt for, hvordan skifflemusikken opstår samtidig med New Orleans-jazzens indtog i netop Storbritannien i årene omkring 1950.
Og en sjov ting i den forbindelse er det at læse om skifflemusikeren Lonnie Donegans tur til Danmark i 1953 – sammen med Chris Barbers Jazzband og Ken Colyer (der var en vigtig person i denne udvikling) – hvor de får lov til at optage en plade på Hotel Gentofte d. 12. april 1953. Man kan faktisk påstå, at skifflemusikken på den måde for første gang præsenteres for et større publikum – inden denne musikform for alvor slår igennem i Storbritannien. At Danmark altså har en lille, men betydelig rolle i denne musikforms historie og gennembrud. Optagelserne er siden hen blevet udgivet på den lille cd-boks Midnight Special: The Skiffle Years 1953-57. Noget af musikken kan du høre i videoen ovenfor.
Cat Stevens, Pink Floyd, Joe Cocker, Bob Marley & the Wailers, Free, It’s a beautiful Day, Blind Faith, Roxy Music, Deep Purple og Richard Myhill. Ja, sådan så lydsporet ud eller rettere: lød til den begavede britiske krimiserie Prime Suspect 1973 (el. Tennison), der er den historiske forløber til serien Prime Suspect med Helen Mirren i hovedrollen.
I forløberen er det den unge Stefanie Martini, der fremstiller den unge, meget ambitiøse betjent Jane Tennisons vej ind i en mandsdomineret politiverden. Klassisk britisk kriminalserie – og så med et imponerende lydspor, der passer smukt til den tid, 1973, hvor serien starter, og gør det tåleligt at se serien, selv om man måske har set den engang før. Og så er det lidt sjovt at sidde i lytte og kigge på de især britiske biler, der kørte rundt det år, man selv begyndte at studere i Århus. Så de virkelig sådan ud!
Medens Socialdemokratiet har været i opposition, har der bredt sig den opfattelse, at der ikke er den store forskel på Venstre og Socialdemokratiet. Og at det var et valg mellem pest og kolera, om man valgte Venstre eller Socialdemokratiet. Jeg vil ikke sætte kryds hos de to partier, men af Socialdemokratiets just fremlagte økonomiske plan fremgår det dog tydeligt, at der faktisk er væsentlig forskel på, hvad de to partier vil, når det kommer til skattepolitiken. At der så er mange andre områder, hvor de to partier flugter – fx udlændingespørgsmålet – er en hel anden sag.
Socialdemokratiet vil poste flere penge i den såkaldte velfærd – hvilket jo også er hårdt tiltrængt – og finansieringen skal komme ved at annullere den lettelse på bo- og gave-afgiften for virksomhedsarvinge som regeringen har indført. Dernæst skal skatten for fri telefon og internet genindføres, da den især er kommet de velhavende til gode. Og endelig skal bankerne og den finansielle sektor i det hele taget bidrage mere til velfærden. Samlet set er det en fundamental anden økonomisk politik end den, Venstreregeringen står for. At jeg så alligevel ikke sætter kryds ved Socialdemokraterne skyldes mange andre årsager. Og så skal vi jo lige huske, at der stadigvæk er langt fra ord til handling i dansk politik.
Hvis ikke en lungekræft havde spændt ben for Joe Cocker for fem år siden, så ville han i dag være blevet 75 og dermed en del af den efterhånde store skare af rockdinosaurer.
Fruen insisterede på at se debatten mellem Venstres Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen på TV2. Så jeg kunne ikke helt undgå at opfange noget af meningsudvekslingen mellem de to. Og jeg bemærkede mig, at Mette Frederiksen på et tidspunkt – henvendt til tilhørerne – sagde, at man skulle vurdere debattanterne på, hvad de havde bedrevet i tiden frem til valgkampen og ikke på, hvad de stod og sagde lige nu. Og jeg kunne ikke være mere enig. Politikerne skal bedømmes på deres handlinger og ikke på deres ordflom. Og sådan vurderet står begge de to kombattanters partier dårligt i mine øjne.
Pete Townshend har altid forekommet mig at være ‘en halvstuderet røver’. Forleden læste jeg, hvordan han var til stede, da skifflemusikken blev “født” i Storbritannien og kickstartede den udvikling, der førte til beatmusikken få år senere. Og så kom jeg til at kigge på coveret til The Whos The Who Sell Out fra 1967. Townshend er afbilledet med en stor deodorant mærket Odorono (Læses: Odor – Oh! – No!), og straks var jeg tilbage i gymnasiets første år, hvor vi læste Graham Greens roman Our Man in Havanna (fra 1958). Og det var i denne roman, Odorono dukkede op første gang. Og min engelsklærer Andersen forklarede, hvordan Graham Greene legede med ordene og opfandt Odorono – Lugt! Åh! Nej! Så jeg er sikker på, at den halv-intellektuelle Townshend kunne/kan sin Graham Greene.
Familens hund lider af allergi og er derfor på medicin pt. Det betyder, at den skal luftes lidt mere end sædvanligt, fordi den tisser mere. Og det indebærer blandt andet, at jeg ikke altid får lov til at se en film eller et tv-program uden afbrydelse. For skal man, ja så skal man.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg i går satte mig til at se den hollandske film Zwartboek eller som den hedder på engelsk The Black Book. Instrueret af den kendte Paul Verhoeven (bl.a Robocop og Total Recall) og med Carice van Houten i hovedrollen som den jødiske pige Rachel.
Filmen er et historisk drama, der bygger på såkaldt virkelige begivenheder. Pigen Rachel er under krigen anbragt hos en kristen familie på landet, hvor hun får mad og logi til gengæld for at hun lærer Biblen udenad. Men familiens landsted rammes af engelske bomber og Rachel undslipper sammen med en ung sømand. Hun får mulighed for at bliver transporteret til Belgien, uden for tyskernes dominans. Desværre sker der så det, at den båd, der skal bringe hende og andre jøder, blandt andet hendes lillebroder, far og moder (som hun genforenes med på flugtvejen), bliver opdaget af en tyske patruljebåd med det resultat, at alle – undtagen Rachel – bliver skudt og berøvet.
Tragedien fører Rachel i armene på den hollandske modstandsbevægelse, der kan bruge hende som spion hos tyskerne. På en togrejse har hun lært den ledende tyske Hauptsturmführer Müntze at kende og det bliver hendes adgangsbillet til nazisterne hovedkvarter. Hun indvilliger i at gå så langt som til at indlede en erotisk affære med Müntze for at opsnappe vigtige informationer og få frigivet nogle modstandsfolk, der er blevet arresteret og står for at skulle henrettes.
Undervejs får Rachel mistanke om, at alle ikke er, hvad de udgiver sig for. At nogle altså spiller dobbeltspil. Og dette motiv styrer den intrikate handling i filmens sidste halvdel. En både blodig og meget dramatisk handling. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det går.
Men det er en særdeles vellykket film, som Verhoeven har fået lavet. Med gode skuespilpræstationer, udsøgt historisk realisme og et medrivende plot. Det er forståeligt, at filmen er blevet belønnet med en BAFTA-pris for bedste ikke-engelsk-sprogede film og af hollænderne er blevet udråbt til at være ‘den bedste hollandske film nogensinde’.
Og ja, min hund skulle tisse undervejs, men så er det jo heldigt, at filmen både kan stoppes og genstartes med tv-boksen.
Klimaet har høj prioritet i valgkampen. Men er den høj nok? Ikke hvis man spørger de unge, der følger i Greta Thunbergs fodspor med klimastrejker på fredage. Og selv om Greta er blevet hængt ud som alt muligt – fx som potentiel diktator i Jyllands-Posten – så har hun de unge med sig i stort omfang. Og hun og de stiller sig ikke tilfreds med halve løsninger og fedtede politiske kompromisser, men kræver det maksimale. På mange måder kan FFFs kompromisløshed og lidenskabelighed ligne situationisternes og 68-studenterrevoltens, da de på de parisiske mure skrev: “Under asfalten stranden”.
Nogle kritikere mener, at Bruce Springsteen har været lidt for tilbageskuende på sine seneste mange plader, og at ham måske har været inde i kunstnerisk krise. Og så er det jo godt, at den kommende plade Western Star synes at korrigere det indtryk. Her er single nr. 2 fra pladen. og den kunne godt gå hen og blive en Springsteen-standard.
Taburetkløe. Det kaldte min far den lidelse, som de såkaldte “levebrødspolitikere”, led af. De skulle have en taburet eller stol i folketinget for at få kløen til at gå væk igen. Og som valgkampen skrider frem, så kan man se og mærke, at kampen for at blive siddende på tinge, få politikere til at komme med forslag og ideer, der vil kunne bidrage til denne bliven-sidden. Fx Lars Løkke Rasmussens tanke om en S-V-regering, der skulle kunne holde de såkaldt “yderliggående” partier fra fadet. Eller – senest – Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der mener at en koalition mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er det eneste rigtige. Sådanne ideer kommer under valgkampen (og ikke før), fordi såvel Venstre som Dansk Folkeparti står til markant tilbagegang i de løbende opinionsmålinger. Og hellere sidde til bords med Fanden selv, end give slip på sin taburet og de privilegier, der følger med, når man er såkaldt folkevalgt. Den slags selvpromoverende ideer kan, efter min opfattelse, kun bidrage til den generelle politikerlede, fordi de undergraver den rest af troværdighed, politikerne endnu har i vælgerdybet.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
