maj 2019 arkiv

Musikmagasinernes endeligt

18. maj 2019

Engang, før internettets og mobiltelefonerne tog over, var musikinteresserede henvist til radio, tv og så musikblade, hvis de ville have informationer om, hvad der foregik her og hisset. Siden digitaliseringens ankomst, så er det gået skralt tilbage for alle disse tre medier. I radioen er man – generelt – mest interesseret i at afspille præ-programmerede afspilningslister, på tv har kommercialiseringen og underholdningsimperativet taget over i en grad, at det er undtagelsen, hvis det handler om musikken og dens baggrund – og musikbladene falder som andre store trykte medier på stribe. Nogle få overlever en tid i digital udgave, men mange bukker under, fordi der ikke er læsere nok, som vil betale høje priser for et kvalitetsprodukt. Internettet har jo svar på det hele …eller hur?

Selv om det sårer min pengepung at hoste op med mere end 100 kr for et løssalgseksemplar af et musikblad som fx Mojo, Uncut eller Rolling Stone (af samme grund afstår jeg fra at abonnere), så gør jeg det alligevel en gang i mellem, fordi velskrevet, velresearchet, vidende musikjournalistik ikke er noget man bare finder på nettet. Og det kan løfte ens musikoplevelse fx at læse en grundig artikel om Bob Dylans Rolling Thunder Revue – med interviews med flere af de medvirkende – og indse, at den turné genstartede Dylans karriere på et tidspunkt, hvor den var inde i et dødvande, og forvandlede selve koncertformen for mange kunstnere årene frem. Selv om der selvfølgelig – for det er det altid – er tale om en journalists fortolkning, så er det alligevel sådan en artikel, der rokker ved ens forforståelse af en kunstner, og motivere til, at man selv forsøger at finde svar på mange af de spørgsmål, som fx en Bob Dylans karriere rejser.

Man kan ikke lade være med at tænke over, hvad der vil ske, når alle de store aviser, ugeblade, magasiner engang forsvinder. Hvem og hvad vil så tage over og sørge for gennemresearchede, dybdeborende, analyserende og kritiserende journalistik? Internettet? I hvert fald kan man glæde sig over, at man tilhører en generation, der fik lov til og mulighed for at læse med et stykke hen ad vejen..

Aftenens filmoplevelse: Mrs. Henderson presents…

17. maj 2019

Igen svigtede programudvalget på tv. En kombination af valgtemaudsendelser, Melodi Grand Prix og livsstil gjorde det let at kaste sig over en film. Og et eller andet sted i den tv-boks, jeg og fruen abbonnerer på, ligger et lille udvalg af film til fri benyttelse – heriblandt Steven Frears 2005-værk Mrs. Henderson presents… med de fortrinlige skuespillere Judy Dench og Bob Hoskins i de to største hovedroller. En film, jeg egentlig ville have set i biografen, da den løb, men ikke nåede.

Filmen er en ærkebritisk komedie om fru Henderson, der dels har mistet sin 21-årige søn  til giftgassen på Første Verdenskrigs europæiske slagmarker og dels sin mand, som hun har levet sammen med i Indien i en lang årrække. Så nu står hun tilbage som hovedrig enke og skal få noget ud af tilværelsen.

Fru Henderson er overklassedame, men langt fra en af den stereotype slags. Da hendes veninde (Lady) Margot (Conway), fremragende spillet af Thelma Barlow, foreslår hende at bruge nogle penge, så køber fru Henderson et nedlagt teater, The Windmill Theater, til omgangskredsens forbavselse. Og hun hyrer Vivian Van Damm – i skikkelse af Bob Hoskins – til at være teaterdirektør.

Det viser sig straks, at de er som hund og kat, og det er gennem en fortsat konflikt – men også en gensidig tiltrækning – mellem de to, at teateret kommer op at køre og bliver en stor succes i London. Især da Henderson får den idé at bruge nøgne damer i forestillingerne, inspireret af især det parisiske Moulin Rouge, sættes der skub i successen.

Trods modstand fra myndighederne og den herskende moral, lykkes det for teateret at få opsat forestillinger med bare piger i tableauer (et kompromis, fordi myndighederne ikke vil acceptere nøgenhed i bevægelse). Og med den kønne Maureen (Kelly Reilly) som hovedattraktion i tableauerne sikres forestilingernes succes – ikke mindst hos det mandlige publikum.

Judy Dench, Bob Hoskins, Kelly Reilly, men også mange andre fortrinlige britiske skuespillere sørger for at filmen fungerer optimalt som komedie med både dramatiske og tragiske indslag. Igen må man bare tage hatten af over for britisk teaterkunst og skuespilleri. Og filmen, der er virkelig fermt drejet af den garvede Steven Frears, er også en stor, hjertevarm hyldest til britisk kabaret- og vaudeville-tradition, som den udformede sig før 2. Verdenskrig. Og endelig skildres tiden smagfuldt og med stor sans for tidsånden og detaljerne. Akkurat som man kan forvente sig fra britisk films side.

Mrs. Henderson presents… besidder alle de kvaliteter, man kan forvente sig af en britisk filmkomedie. Så den kan kun få mine varmeste anbefalinger.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 8

17. maj 2019

Jeg så gerne, at der kom et opgør med journalistfaget dominans i de store medier – tv, radio og aviser. Hvem siger, at journalister er bedst til at fortælle om de nyheder, der opstår i den store verden, endsige forholde sig til dem – kritisk, historisk, kulturelt osv. Jeg er sikker på, at en uddannet historiker kunne få meget mere ud af at interviewe Lars Løkke Rasmussen om SV-regeringsideen end flertallet af journalister.

Det bliver tydeligere og tydeligere, at journalistfaget er fanget i en særlig selvbekræftende dogmatik – herunder: nyhedsbegrebet – der er bedst egnet til at bekræfte og konsolidere den herskende verdensorden.

50: Neil Young & Crazy Horse – Everybody knows this is nowhere

16. maj 2019

Som fortalt er Neil Young og Crazy Horse blevet genforenet og indspiller musik. Og 50 er gået, siden de debuterede som konstellation med det slidstærke album Everybody knows this i nowhere med klassiske sange som “Cinnamon girl”, “Down by the river” og “Cowgirl in the sand”. De får svært ved at overgården plade. Så er det sagt.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 7

16. maj 2019

Meningsmålingerne kommer næsten dagligt og antyder et regeringsskifte. Ofte har meningsmålingerne været til genstand for kritik, fordi nogen mente, at de forstyrrede valgkampens forløb. Men det samme kunne man passende sige om mediernes ustoppelige kommenteren. Så lad endelig opinionsmålingerne blomstre.

Rolling Stone set fra kanten

15. maj 2019

Medierne – ikke mindst de elektroniske – flyder over med valgemne, blandet godt op med livsstilsprogrammer og genudsendelser af gamle serier. Spå som gammel fjernsynsnarkoman kan det undertiden være svært at finde noget seværdigt, når valgtrætheden melder sig. Men heldigvis er den døende tv-kanal DRK (der jo desværre forsvinder med det nye medieforlig…) på mærkerne og sender for tiden en del programmer af interesse for os musikelskere. S

Således sendte kanalen i går dokumentaren Rolling Stone Magazine: Stories from the Edge, der har fået den lidt mere sensationalistiske titel Rolling Stone: 50 år med sex, musik og politik.

Filmen er lavet af den Oscarvindende dokumentarfilminstruktør Alex Gibney og har mange kvaliteter, som man som musikelsker kan ønske sig. Den fortæller historien om magasinets tilblivelse og udvikling med fokus på såvel folkene bag – redaktører, journalister, fotografer osv. – og på de personer fra kulturlivet, og ikke mindst rocken, som bladet har skrevet om. Med masser af anekdoter. Lige fra historien om Bruce Springsteens fornyelse af amerikansk rock over de næsten kammeratlige forhold, som bladet får til  ægteparret Yoko og John Lennon, til historien om bandet Led Zeppelin, der i begyndelsen hader Rolling Stone, fordi bladet laver en meget negativ anmeldelse af gruppens første album, til den langsomme forsoning. Dokumentaren er bundsolid og forfalder ikke til nogen form for glorificering af det legendariske magasin, men har hele tiden et kritisk blik på det. Og man bliver bekræftet i, at magasinet har været helt centralt i ikke alene amerikansk kultur men især i rockens opblomstring og udvikling. Så alt i alt en dokumentar, det er værd at bruge tid på.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 6

15. maj 2019

I forbindelse med det kommende valg, så er der mange politiske profiler, der forlader tinget. En af dem  er Enhedslistens populære Johanne Schmidt Nielsen, der har fået et privilegeret job som leder af Red Barnet (og til lykke med det…). I forbindelse med Nielsens afgang er der, som altid, nogen, der begræder den og skylder skylden på Enhedslistens rotationsprincip, der sikrer, at ingen folkevalgt kan sidde længere en to valgperioder. Men som Preben Wilhjelm gjorde opmærksom på forleden i et interview med Kaare R. Schou på DK4, så ville samme Nielsen måske slet ikke være blevet valgt ind, hvis rotationsreglen ikke var gældende.

Noget andet er, at samme Johanne, så vidt jeg er orienteret, er en af dem, der var imod, at Enhedslisten brugte ordet “socialisme” i deres partiprogram. Jeg har ikke kunne finde hendes begrundelse for det, men under alle omstændigheder synes jeg, at partiet med den historie, det har, skal vedstår arv og gæld fra de socialistiske partier og bevægelser, det er rundet af. Og være stolt af det – og bruge ordet i den daglige politiske kamp. Sådan som hendes partifælle Pelle Dragsted gør – her. Og det er ekstra vigtigt, når det sker i en polemik med en bagstræberisk tidligere spindoktor for socialdemokraten Helle Thorning Schmidt, nemlig Noah Reddington, der helt har glemt sit partis politiske forhistorie og ikke forstår, at de socialistiske tanker faktisk er aktuelle og nødvendige i en situation, hvor vort livsgrundlag er alvorligt truet af kapitalismens ødelæggelse af naturen, hvor uligheden har nået hidtil utænkelig størrelse og hvor menneskeheden står over for teknologiske trusler, fx bioteknologiens indgriben i reproduktionen og arvemassen.

40: The Undertones

14. maj 2019

Nordirske Undertones’ debutalbum er en af den slag musikalske Maggiterninger, der er brug for – for at minde os om, hvad rocken drejer sig om. Fart over feltet, ungdommelig energi i tekst og musik og et koncentrat af de foregående årtiers uhæmmede rock – fra punken og tilbage til de amerikanske forstadsgarager. Det er sådan en plade, man hele tiden ønsker sig en dag skal udkomme og vælte en omkuld.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 5

14. maj 2019

Det er næsten umuligt at undgå valgtrommerne. Plakaterne dominerer bybilledet på godt og ondt. Og medierne summer som sommerglade bier og hvepse omkring enhver politiker og ethvert valgemne. Og læner man sig bare lidt tilbage, så kan man næsten ikke undgå at se, at det kommende valg til EU-parlamentet brillerer ved sit fravær i medierne. I betragtning af, hvor vigtigt et europæisk samarbejde kan siges at være i vor tid – med truende klimakrise, imigrationsditto og alle de interne problemer i samarbejdet, så skriger det nærmest til himlen, at det valg ikke er længere fremme i mediebilledet, og jeg er tilbøjelig til at opfatte det som et udtryk for, hvor mangelfuld det danske engagement i Europa er, når det kommer til stykket. Som jeg ofte har skrevet, så er danskerne halvhjertede i forhold til EU. Vi vil både have mel i munden og blæse osv.

Dagens citat af – Lesley Manville

13. maj 2019

“I do want to go out dancing and get sweaty and drink too much and go home at three in the morning, and I do want to have sex, and I do want to dress how I want to dress, and I want to have a life and be able to choose what I want to do; and I am over 60.”

(Lesley Manville, engelsk skuespillerinde)

Rod Stewart i Boksen

13. maj 2019

I morgen aften står Rod Stewart på scenen i Jyske Bank Boksen i Herning. Og i den anledning havde TV2 Nyhederne lavet et interview med Roden. Og hvilket interview – suk!. Der blev fokuseret på  fodbold og alder. Skulle Rod snart pensioneres? Nej, det havde han ingen planer om. Og videre i den dur. Et miserabelt interview, der bestemt ikke gav nogen lyst til at købe billet til den ny 74-årige sangers optræden. Men det er jo ikke Rods skyld…

https://www.youtube.com/watch?v=sEWdWHDhsZY&t=209s

Dødsfald: Doris Day – 97

13. maj 2019

En lungebetændelse har sat punktum for Doris Days lange liv. Skuespillerinde og sangerinde og – kan man vist godt tilføje – en af de rigtige filmstjerner. Og så havde hun sin egen sex appeal, der ikke på nogen måde var vulgær, men bestod af sødme, charme, et skarpt hovede og selvfølgelig: blondineudtrykket. Hun var mange unge mænds våde drøm, selv om der gik rygter om hendes biseksuelle orientering. Men sådan er det jo. Hun var en slags pendant til Marilyn Monroe, der også havde mange talenter at byde ind med. Sang, dans, komik, skuespil og intellektuelle tilbøjeligheder. Hendes format kan man godt savne lidt i vor tids Hollywoodproduktioner.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 4

13. maj 2019

I går meldte Lars Løkke Rasmussen ud, at Venstre gik til valg på et såkaldt “skattestop”. Og efterfølgende kunne man høre, at det var gået så som så med Venstres skattestoppolitik, siden Anders Fogh Rasmussen indførte den i 2001. Og en såkaldt ekspert udtalte, at skattestop begrænser det politiske råderum. Og det er da også lige det, der er problemet. Hvis man afskærer sig fra at reformere skattesystemet afskærer man sig fra politisk handling i forhold til mange påtrængende problemer: manglende ressourcer i velfærden, voksende ulighed og ditto fattigdom, koncentration af rigdom i finansvæsnet og så videre. Det vil være bedre at gå til valg på løfter om radikale skattereformer.

Michael “Bonden” Bundesen fylder 70

12. maj 2019

Kendt og elsket forsanger i Shu Bi Dua, Michael Bundesen, øgenavn “Bonden”, fylder 70 år i dag. Og så skal vi ikke glemme, at han har andet på CV’et end Shubberne. Det startede med folktrioen Quaks, og nogle soloudgivelser blev det også til, bl.a. den afbillede fra 1969. Og så var Bundesen også i en længere periode pladevender i DRs P3, hvor han spillede masser af solid tresser- og halvfjerserpop og -rock, og det var han rigtig god til.

I 2011 blev han ramt af en blodprop i hjernen. Den satte en stopper for Shubidua i bandets originale opsætning, men de resterende optræder dog stadigvæk med Shubbernes repertoire og Bundesen drømmer vist – i følge sladderpressen – om at komme til at stå på en scene igen. Vi får se, om det sker. I hvert fald har han og Shubidua været et originalt og slidstærkt bidrag til dansk pop og rock.

https://www.youtube.com/watch?v=8-xncM9NTY0

Apropos folketingsvalget – kommentar 3

12. maj 2019

Spørger man de unge, så er klimaforandringerne et af det store spørgsmål, folketingsvalget burde handle om. I sidste uge kom der en FN-rapport, der konstaterede, at omkring 1 millions dyre- og plantearter er fare for at dø, hvis vi ikke handler radikalt på klimaudfordringerne. Alligevel kan partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige i alvor mene, at problemet løses enten ad teknologisk vej (LA) eller ved indførelse af atomkraft (NB). Socialdemokratiets Mette Frederiksen mente, at det var nødvendigt at lytte til ungdommen, men at lytte er jo ikke nok og har Socialdemokraterne overhovedet antydet noget politisk, der peger i den rigtige retning? Nej.

Klimakrisen burde være det altoverskyggende tema ved både EU- og folketingsvalg, også fordi klimakrisen hænger tæt sammen med det økonomiske system, der dominerer det meste af kloden. Vi skal have en systemændring og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.