CAPAC

Næppe har vi set den konservative Pape Poulsen glide i sit eget valgflæsk, før andre smider valgflæsk i grams til vælgerne. Lars Løkke Rasmussen lover milliarder til udbedring af den velfærd, han og hans politiske allierede i næsten 18 år har udhungret og beskåret. Med en engangsbevilling på knap 70 miiliarder vil Løkke lappe lidt på velfærden og ikke mindst sin ramponerede troværdighed.

Og i kølvandet på Pape Poulsens valgflæskshow byder nu begge statsministerkandidater, Løkke Rasmussen og Frederiksen, ind med løfter om forbedringer hos politiet. Flere  politibetjente osv. Man kan sige, at de begge to har spændt en snubletråd ud for sig selv, så længe de ikke forholder sig til, hvor de ekstra penge skal komme fra. Skal de tages fra andre velfærdsområder? De gamle? Børnene? Sygehusene? Skolevæsnet? Universiteterne? Eller skal de hentes ind i form af ekstra skat – og hvem skal så betale?

Selv om det ofte ikke kommer op til overfladen i mediedækningen, så handler velfærdsdebatten om den økonomiske politik, og det vil sige skattepolitikken. Hvis vi skal have en forbedring af velfærden, så skal der flere penge til – og det betyder, at skattegrundlaget skal øges (hvis man ikke vil beskære andre steder i det offentlige forbrug).

Jeg tror, at den såkaldte “venstrefløj” – fra Det Radikale Venstre og ud til og med Enhedslisten – kunne vinde både troværdighed og flere stemmer, hvis de en gang for alle gjorde op med den økonomiske politik, der er blevet bedrevet de seneste 18 år (ja flere endnu, men lad det nu ligge).

https://youtu.be/XE80Ed59uCY

Straight from the Shadows hed bandet Fjeldings debutalbum fra 2015. Og den nye hedder Into the light og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fjelding gerne vil ind i lyset – rampelyset – med deres 2019-udgave af klassisk guitardrevet rock.

Fjelding er centreret om Mikkel Fjelding og Christian Panum, og det er de to, der har skrevet albummet ialt elleve, skarpt skårne rocksange. Det er sange, der har noget på hjerte, både tekstligt og musikalsk. Tekstligt spreder det sig over genkendelig emner fra livsappetit til kærlige spark i bagdelen til os alle og en diskret opfordring til at få en holdning til tingenes gang (“Take a stand”).

Også musikken har en god portion genkendelighed i sig. Der er ingen tvivl om, at Fjelding kan deres rockhistorie fra tresserne og frem. Og deres frenetisk guitardrevne rock associerer såvel til halvfjerdsernes store guitarbands men også til hård post-punk og grunge. Men Fjelding er også deres egne med deres fornemmelse for den gode popsang og så den entusiasme og energi, de lægger for dagen i fremførelsen af numrene. Fjelding burde være selvskreven til de kommende mange festivaler som et bevis på, at guitarrocken slet ikke er så død, som nogen gerne så den. Into the light er klassisk rockskive, der holder mere end en sæson. Hermed anbefalet.

Fjelding. Into the Light. Eget forlag. Udkom d. 26. april

Fotoet på coveret til duoen Wayne Grahams nye LP Songs only a mother could love sender uvægerligt tankerne tilbage til tresserne eller i hvert fald lige omkring 1970. En ung dame kigger bagud fra forsædet i ældre bilmodel. Måske er det et ungdomsbillede af den moder, der sigtes til i titlen. Hende, der vil kunne sætte pris på brødrene Kenny og Hayden Miles’ sange.

Brødrene Miles kommer fra en af de fattigste dele af Trump-land, den tidl. kulmineby Whitesburg, South-East Kentucky, hvor de fra barnsben har fået musikken ind med modermælken og familiens engagement i den lokale kirke. Og den musikalske opvækst på et udsted i guds eget land sætter sit præg på duoens sange, der tekstligt set er meget jordnære og ligefremme med et typisk lokalt perspektiv på livet.

Sangene, der primært fremføres af Kenny og Hayden (med lidt hjælp fra et par familiemedlemmer og venner), er relativt korte og bygget op omkring Kennys sang og Haydens markante trommer, suppleret med slagtøj, tangenter og lidt andet. Der er tale om en slags folk-rock af en tidløs slags, der sagtens – apropos indledningen – kunne være skabt i tresserne eller halvfjerdserne. Stilfærdige sange, der minder om mangen en garvet sangskriver – fx John Prine – men samtidig er helt deres egne. Sangskriver Kenny har sin egen stilfærdige, tilbagelænede facon at skrive melodiske, bevægende sange sammen på – og fremfører dem helt i den ånd.

Det er musik, der ikke gør meget væsen af sig (sådan som tiden ellers foreskriver). En slags lokalt forankret udgave af den frodige, mangfoldige americana, hvor traditionsbevidstheden er stor og hvor man sætter tidløshed højere end aktuel hurtigtsælgende x-faktor. Songs only a mother could love er en af den slags tidløse, slidstærke plader, der lever højt på solid sangskrivning og lige så solid fremførelse. En plade af den slags, der hører til i min musiksamlings afdeling for tidløse album, man altid har brug for.

Hermed anbefalet.

Wayne Graham. Songs only a mother could love. Celebrations Records. Er udkommet.

https://youtu.be/XMo8c3NOLIo

Jeg skal have lidt luft i disse valgtider og vil derfor skrive et lille skræp hver dag frem til valgdatoen. Stort og småt, og som sagt bare for at få lidt luft for min frustration. Jeg ved godt, hvordan jeg skal stemme, så det er ikke det, det handler om. Mere om tendenser og almene problemer i valgkampen.

I går kunne man se den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen blive stillet til regnskab for nogle valgløfter, han afgav ved sidste valg. Dengang lovede han, at han ville gøre noget ved de mange indbrud i private hjem. Desværre viser statistikken, at der ikke er sket noget i den retning – snarere er det gået den forkerte vej. Og Poulsen kunne ikke andet end bortforklare problemet ved at henvise til andre, krævende politiopgaver (fx bandeproblemer i København). Og generelle hensigtserklæringer om at gøre det bedre i fremtiden, hvis ellers han bliver genvalgt…

Eksemplet er et mønstereksempel på den slags valgløfter – kaldet valgflæsk – der, når de ikke bliver indfriet, er med til at udhule politikeres troværdighed (der årligt måles) og give næring til den såkaldte politikerlede.

Hvorfor det lige var Søren Pape Poulsen og ikke en anden politiker, der skulle trækkes ind i manegen, kan godt undre – og svaret fortaber sig i journalisternes uransagelige nyhedsveje. Det kunne i princippet være et flertal af folketingspolitikere, der stod for skud. Og det er ikke sagt for at forsvare Pape Poulsen, der helt fortjener at blive trynet for sit valgflæsk.

Problemet med valgflæsk er, at politikerne overvurderer deres egen indflydelse. Selv om de så har en formelt flertal bag sig i Folketinget, så er der andre formelle og strukturelle vilkår, der er afgørende for, hvad der kan gennemføres. I Papes tilfælde er der fx tale om diverse politiforlig, om politiets ressourcer (der altid er i konflikt med politiets mange opgaver) og politiske prioriteringer (at det fx betragtes som værende vigtigere at lave “terrorbekæmpelse” end at forsvare borgernes boliger osv.).

Det ville klæde politikerne, hvis de holdt sig til deres partiprogrammers mål i stedet for at komme med den slags konkrete stykker valgflæsk. Vælgerne ved godt, at politikerne gør sig selv til grin og mister troværdighed, når de lover guld og grønne skove før valget og så ikke kan indfri dem efter. Så enkelt er det.

Vi skal ikke glemme spindesiden. Og i går rundede Martha Wainwright 43 års hjørnet. Og vi vifter lidt med flaget, fordi Martha leverede en af de bedste koncerter i 2017. Her er hun med sine Edith Piaf-fortolkninger.

Med Wonderwall (1968) og Electronic Sound, maj 1969 sagde George Harrison på sæt og vis farvel til Beatlesperioden. Også selv om den moog syntheziser, der skabte Electronic Sounds to musikstykker blev brugt af Beatles på Abbey Road. Beatles var i opløsning og de fire gik deres forskellige musikalske veje.

Harrisons eksperimentale album kom på Apple- underplademærket Zapple, hvor man udgav “avantgarde” (fx også Yoko Onos og John Lennons plader). Nogen succes blev pladen ikke, men tjente måske også mest til at kridte banen op for Harrisons kommende og meget mere succesfulde All Things Must Pass, der kom året efter.

Klik på linket ovenfor. Hele pladen ligger derude på nettet til aflytning.

Selv om jeg er en stor beundrer af Bob Dylan, så kan jeg slet ikke følge med i række af udgivelser i hans navn. Og slet ikke, når der er tale om udgivelserne fra arkivet. Fx udsigten til en hele 14 CD-stor dokumentation af Dylans berømte Rolling Thunder Revue-turné, kan gøre mig helt mismodig. 148 indspilninger, hvoraf de 100 ikke før har været ude (bortset fra diverse bootlegs…).

Ja, halvtreds år er gået, siden Jane Birkin og Serge Gainsbourg stønnede sig til en stort hit med “Je t’aime (moi non plus)”, der udkom i februar 1969 og blev bandlyst flere steder, bl.a. i England, på grund af sin meget erotiske karakter. At sex og pop hørte sammen, var ikke noget nyt. Sex og pop har altid været to sider af samme stykke. Men ligefrem at gøre det coitale og orgasmiske til pop var for meget for mange lyttere. Bedre blev det ikke at, at sangteksten antydede, at det var i orden med sex, ikke alene uden for ægteskabet, men også sex for sexens egen skyld – dvs. uden kærlige følelser indblandet.
Dermed var den meget franske sexpopsang godt nok i pagt med de mere frisindede strømninger i tresserne, men det var for meget for mange lyttere og ikke mindst moralvogtende medier.
Sangen skrev Serge Gainsbourg til datidens store sexsymbol, Brigitte Bardot, som han havde en efter sigende varm affære med. Og de to indspillede den først, men den blev ikke til noget, fordi Bardots ægtemand sørgede for at den ikke blev det. Så Gainsbourg måtte finde en anden til at genindspille den med – og så kom den unge Jane Birkin i spil.
Og selv om pladen blev bandlyst, bl.a. af Vatikanet, så tog pladekøberne den til sig og gjorde den til et hit, selv om fransksprogede sange var svære at sælge uden for hjemlandet dengang. Men de unge forstod godt, hvad det drejede sig om, selv om de måske ikke forstod ordene. Støn-støn.

Engang for mange år siden – i midten af 1970’erne – boede jeg et års tid i Gellerupparken. Det boligområde, der nu politisk set er blevet kategoriseret som en “ghetto” og derfor blevet genstand for en politisk plan, der angiveligt skal sikre en anderledes beboersammensætning og derved ophæve “ghetto”-tilstanden.

Jeg boede i en etværelseslejlighed på Dortesvej (i blok A7 på grafikken), fordi jeg var flygtet fra Skjoldhøjkollegiet i Brabrand, hvor der var konflikt mellem kollegianerne og ejerne om huslejestigninger og medfølgende “huslejeboycot”. Og på Dortesvej kunne jeg få et etværelses med eget bad og tekøkken til mindre end kollegielejen. Og det var en udmærket, moderne lejlighed. Eneste ulempe var, at der kunne blive ganske varmt, når solen skinnede uden for de store vinduer. Men så kunne man trække for…

Dengang var Gellerupplanen ikke nogen “ghetto”, ja begrebet var ikke en del af den politiske agenda. Beboerne var en broget blanding af folk fra mange lande. Der boede mange studerende i de store femværelseslejligheder, der egnede sig til udlejning som bofælleskabslejemål. Det levede boligforeningen og kommunen højt på.

Nu kan jeg så læse, at bygningen, jeg beboede, er en af dem, der skal nedrives for at realisere de politiske planer. Og jeg kan ikke forstå eller sympatisere med, at man nedriver gode boliger i en tid, hvor der er mangel på betalbare almennyttige boliger. Jeg tror ikke på, at den destruktive og dyrebare plan ændrer noget som helst ved det påståede “ghetto”-problem. Man flytter blot problemet et andet eller flere andre steder hen. For det er ganske naturligt at folke med samme kulturelle baggrund finder sammen. Sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være. Og det er idiotisk at ødelægge gode boliger af politiske hensyn.

https://youtu.be/CnVyCuc9_P8

Beatles-producer George Marin møder Beach Boy-Brian Wilson og analyserer sangen “God only knows” fra masterbåndet. Brian forklarer, hvordan musikken kommer fra “hjertet”, ubevidst. Paul McCartney har været inde på noget af det samme, fx da han skrev “Yesterday”. Selvfølgelig er “hjertet” en metafor. Vi taler ikke om musklen, men om – som Brian Wilson også siger – den ekstra dimension, der findes i hjernen.

Man kan godt forstå, at nogle mennesker kan blive helt religiøse af at spekulere over musikkens og kunstens mysterium. Tanken om, at der er noget guddommeligt, der sender musikken eller kunsten til kunstneren. Men jeg er tilbøjelig til at tro, at det mere handler om den menneskelige hjernes og krops umådelige – og langt fra forståede – skaberevne.

Vokaljazztrio med referencer til cabaret og salon. Sådan markedsføres trioen She Trio – bestående af Sanne Graulund (sang, klaver), Eva Malling (bas, kor) og Benita Haastrup (trommer, slagtøj, kor). Forklaringen er til dels, at de tre kunstnere fik en slags gennembrud med forestillingen “Cabaret”, og det har farvet tiden efter lidt.

Men den slags PR skal tages med et gran salt. For ganske vist har pladen kabaret- og salonmusikkens intimitet og ambitiøsitet, men ikke den kulturelle og politiske dimension, som de gamle musikformer havde i bagagen. I hvert fald ikke i gammeldags forstand. Nej, stregen skal sættes under vokaljazztrio, for det, de tre kunstnere og deres fornemme liste af gæstemusikere (fra Mathias Heise – kendt her fra bloggen – til Gustav Ljunggren), brillerer i er vokalarbejde og jazzmusiceren af højeste kvalitet og bedste skuffe.

Ialt tolv numre præsenteres lytteren for. Otte af dem er skrevet af Sanne Graulund, der også er forsanger, tre er lavet af Eva Malling og endelig står Benita for et enkelt nummer. Men materialet er samlet set præget af den allerstørste homogenitet, der nok afspejler trioens indforståede samspil og arrangementernes ensartethed. De tolv sange er domineret af gode melodier, en tilbagelænet, lidt indadvendt stemningsfuldhed og lyrisk spændvidde. Sanne Graulund synger smukt for med sin klare, feminine stemme – og bakkes indfølt og -forstået op af Malling og Hastrup på både vokal- og instrumentalsiden. Det er trioen, der skaber fundamentet og kontinuiteten på pladen, medens de inviterede gæstemusikere hver på deres måde og i samklang krydrer sangene med solistiske og stilistiske farvninger.

Samlet set har She Trio lavet en plade, der smager af meget mere. Og man kan som jazzelsker kun se frem til, hvad trioen kan udvikle sig til de kommende år, og håbe, der kommer mange flere plader fra deres side. Så hvis du er til vokaljazz, så betænkt dig ikke, men lyt med til She Trio. Hermed varmt anbefalet.

She Trio. As simple as that. SayYesMusic. Er udkommet.

Pladen har vist ikke resulteret i nogen video, men jeg fandt denne med de tre dejlige damer.

I marts 2015 omtalte og anbefalede jeg Jan Olsens debutplade Fairground og noterede mig dengang at kunstneren var traditionalist. At Jan Olsen ikke fulgte tidens dominerende strømninger inden for musikken, hvor al det moderne isenkram præger og nogle gange spænder ben for det musikalske udtryk. I stedet tager Olsen sit udgangspunkt i de popmusikalske rødder i folk, blues og elementær rock. Og denne grundholdning skinner også tydeligt igennem på den nye plade Vagabond trail, hvor kunstneren som titlen antyder har ladet sig inspirere af landstrygerens ubundne strejfen omkring.

På coverfotoet kan man se kunstneren gå ad trådte stier med læderjakken over skulderen. Og i pladens fem sange trædes der også ad allerede trådte stier. Det er gammeldags sangskriverkunst med vægt på fængende melodier og arrangementer, hvor brugen af akustiske instrumenter er garant for, at lytteren får et homogent udtryk, der smager af både americana og den nordiske variant. Olsens rå stemme får et fint, let, feminint modspil af Trine Lunaus og Karin Malmstrøms kor, der sørger for, at det samlede lydbilede ikke vender den tunge ende nedad.

Vagabond trail er voksenpoprock af den slags, der lever højt på solid sangskrivning og en tro på at gammeldags musikalske dyder ikke er ensbetydende med anakronistisk uddatering, men tværtimod garant for slidstyrke og langtidsholdbarhed. Hermed anbefalet.

Jan Olsen. Vagabond trail. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er lige udkommet.